"Folkelivsscene"

De tre øverste billeder viser en scene fra Vorupør, Langfredag 2009. To unge mennesker sætter en båd i vandet. Deres egen traktor er for lille, men med lidt hjælp fra naboen går det. Så vidt vi kunne se, var der tale om en fornøjelsestur, men der blev også fisket den dag.

Det sidste billede har vi lånt på Skagens Museum. Det er malet af Oscar Björck, og som man kan se er der traktoren til forskel fra dengang og til nu.

En yderligere forskel er der nu. Da Oscar Björk malede billedet, blev han hædret og fetereret, og billedet hænger på en meget fremtrædende plads i Skagens Museum.

Kan man forestille sig en nutidig kunstner gøre søsætningen af en Vorupør-pram til genstand for en kunstnerisk fremstilling? Jeg tror det næppe, romatikken omkring fiskernes liv er ligesom forsvundet, og man kan næppe komme afsted med at kalde et billede for folkelivsscene idag, det klinger simpelt hen forkert. Vi kan gå videre og spørge os selv om hvornår vi sidst har set en kunstnerisk afbildning af folk i arbejde?. Et hvilket som helst billede af en person i gang med et eller andet stykke arbejde vil vække mindelser om om sovjet-tidens klamme arbejderforherligende billeder, og er dermed umulige at male. Et eller andet sted er det et tab.

Prisen på rundstykker og flybilletter

Dette uskarpe og gnidrede billede forestiller, hvad jeg formoder er landets dyreste rundstykke. Sat på spidsen koster det ca. kr. 500. -. Det og en kop kaffe samt få centimeters knæplads udgør forskellen på at flyve med SAS og Norwegian fra Ålborg til København. Og så selvfølgelig det afgørende argument, nemlig at SAS flyver på et tidspunkt som gør det muligt både at få sin nattesøvn og en hel arbejdsdag i Hovedstaden.
Jeg skal ikke vente ret længe i en lufthavn, før jeg funderer over de mange forskellige priser på, hvad der i sidste ende munder ud i det samme, nemlig at du på et par timer bliver flyttet fra Ålborg til Københavns centrum.
Jeg spekulerer af og til på, om Norwegians pris overhovedet dækker brændstofforbruget. Da jeg kom hjem prøvede jeg, om man via nettet kunne finde svar på spørgsmålet.
Det er selvfølgelig ikke så ligetil, men nogen skolepiger i Seattle har fået det samme spørgsmål for som blækregning, så vi prøver at følge med.
Tager vi Norwegian som eksempel, er første spørgmål er selvfølgelig, hvilken maskine der flyves med. Jeg kan ikke kende forskel på de forskellige udgaver af Boings 737ere. Selv om jeg kunne, så oplyser Boing ikke direkte brændstofforbruget. Men der er heldigvis hjælp at hente hos airliners.net, som er et godt sted for flyinteresserede.
Linket giver en indikation af, hvor meget brændstof en ruteflyver bruger.
Men hvis vi skal vide, om vi har betalt for brændstoffet med billetprisen, skal vi også kende prisen på jetfuel. Den finder vi her.
Ved hjælp af en lommeregner når vi så frem til, at vi vistnok trods alt har betalt brændstoffet, selv med de billigste billetpriser.
Vi kan også se, at vi bruger brændstof i et omfang der svarer til at hver enkelt kørte turen alene i bil, hvis ellers flyveren er fuld. Nyttigt at vide, næste gang der bliver snakket CO2- fodaftryk.
Men hvordan luftfartselskaberne når frem til deres priser, er stadig en hemmelighed. Også for selskaberne selv, det går jo ikke for godt på den kant. Sterling gik fallit og SAS har svære vanskeligheder. Men trods alt flyver de til tiden fra Ålborg, det er ikke altid det giver sig selv, se bare her .

Glæden ved ægte fordele

"Du må ikke tage drengens bold, så bliver han jo ked af det". Noget af det første man lærer som barn er er kende forskel på dit og mit. Vi lærer det så tidligt, at de fleste har en næsten instinktiv forståelse af personlig egendomsret. Det giver næsten sig selv, at hvis jeg tager drengens bold, så har han jo ingen. Vi er udrustet med empati, med- eller indfølelse, som gør, at vi kan forstå at drengen bliver ked af det, hvis vi tager hans bold. Anderledes er det, hvis jeg får fat i en bold magen til, så er problemet løst, så længe vi snakker bolde. Eller jeg kan aftale at låne den en times tid, og levere den uskadt tilbage.
Men når det så pludselig drejer sig om software, så er historien en helt anden. Jeg kan låne "bolden" en times tid og levere den tilbage uskadt og vupti så har jeg også en "bold", helt magen til. Der er ingen instinkter der siger dig, at det må man ikke for der er jo ingen der mangler noget. Man er nødt til at lære det uden ad.

Bill Gates og Microsoft har sat sig selv på den meget svære opgave at få os til at forstå, at selv om et program er købt og betalt, så har du ikke lov at gøre med det, som du vil. En bold kan du forære væk som det passer dig, men du må ikke lave kopier af dine cd'er eller af dine programmer.

Hvis vi ikke lærer det, som kommer der et skærmbillede og fortæller dig om "office genuine advantage". Det kan for eksempel ske, hvis den pæne mand, som gav dig en cd med Office pakken ikke endnu har lært udenad, at man ikke må kopiere programmer.
"Office Genuine Advantage" betyder noget i retning af glæden eller fordelen ved at være på den rette side af plankeværket (dvs have betalt gennem næsen for noget du kan få gratis). Min PC har forsøgt at lære mig den glæde her på det sidste, det er lige før den åbner med halleluja koret i bar begejstring, i mens den fortæller mig at der kun er 14 dage til en uhyrlig katastrofe.
Det tager heldigvis ikke så megen surfen at finde noget der ligner en kur, der skal pilles ved et par systemfiler. Det bliver installationen jo ikke lovlig af, så mon ikke MS office ryger ud til fordel for en anden løsning. F.eks OpenOffice, som er lavet af folk som har indset, at gode programmer bør kunne kopieres og installeres både lovligt og gratis.
Alternativet er at købe noget jeg allerede har. Måske skal jeg bare lære udenad, at sådan er det.

Netlydbøger med mere

I gamle dage var det nemt at være bibliotekar. I tiden efter Gutenberg og før Bill Gates skulle man blot holde styr på, hvilke bøger man havde og hvem man havde lånt dem ud til. Nu om dage er det lidt mere indviklet. Nu er der for eksempel kommet netlydbøger til. (http://www.netlydbog.dk/).
Det burde være så enkelt, man downloader bogen til sin PC, flytter den til sin MP3 dims og kan høre sin bog læst op, hvor det passer en. Når tiden er gået forsvinder filen igen, på samme måde som man afleverer sine bøger efter en måned.
Men allerede her bliver det svært. I den stående krig mellem Microsoft og Apple har Microsoft vundet et slag, idet man har sikret sig at den MP3 dims, som alle taler om - Ipod'en - ikke kan bruges i denne sammenhæng. Fælles standarder kommer ikke på tale. Nå, har man endelig forsonet sig med, at man skal have en Windows PC og et bestemt fabrikat af MP3 afspiller, så kan man gå i gang med at downloade.
Men så er det, man fortryder, at man drillede den kloge dreng med de tykke briller, dengang man gik i skole, for her er virkelig tale om nørdernes hævn. Hævn skal nydes kold og i små portioner, og det lykkes virkelig også her.
Selv om man har den korrekte Windows Media Player og den rigtige MP3 afspiller kan man få fejlmeddelelser. Klikker man på det link, det dukker op sammen med fejlmeldingen, får man at vide, at man skal besøge en bestemt side, og at man skal lukke Windows Media Player. Men Media Player lader sig bare ikke lukke, uanset hvor meget man klikker på krydset i øverste, højre hjørne.
Så tager man chancen og forsøger at downloade den angivne fil. Flere fejlmeddelelser. Så man bliver til sidst nødt til at læse hele den tekst, som er knyttet til hjælpefilen. Som den ultimative hån anbefalder Microsoft at man udskriver teksten først. Så går det op for en, at man skal installere et Active-x objekt og logge på som administrator (og hvem kan lige huske adm-passwordet) før man kan installere den ønskede rettelse.
IT verdenens svar på krigen mod terror er retssagen mod thepiratebay.org, og lige som krigen mod Taliban går det ikke for godt. Det er da ikke så sært. Når man i den grad læggger hindringer ud for de af os, der har et oprigtigt ønske om at gøre tingene lovligt, er det da ikke underligt, at der er nogen der forfalder til nemmere og billigere løsninger.

Flere store forfattere

Det er da timing, der vil noget. Dagen efter blogindlægget om Leif Davidsens status og Kirsten Larsens sammenligning af ham og Hanne Vibeke Holst, får sidstnævnte Boghandlernes Gyldne Laurbær.
Så fik hun endelig noget af den anerkendelse, som hun åbent indrømmer, at hun synes hun har fortjent. Personligt er jeg på linje med Kirsten Larsens kommentar, HVH er meget læst og elsket af et bredt publikum, men det er ikke det samme som at være en "stor forfatter". Jeg skal spare læserne for min personlige udlægning af HVH's forfatterskab og i stedet henvise til en rigtig god artikel i Information om netop dette med anerkendelsen. http://www.information.dk/167348 .
Men der er en ting jeg ikke forstår. Når man sælger, som HVH gør og når man har et stort, trofast publikum, hvorfor er det så så vigtigt at være anerkendt blandt litterater og kolleger. Oven i købet er man på parnasset knap så enige som man kunne tro, jvf artiklen i Inf.

Er det bare sådan, at mere vil have mere, at man ud over et stort publikum også vil accepteres i den litterære offentlighed.

Eller ligger der det samme i HVH's udsagn som i Leif Davidsens. En argumentation i retning af dette: "Jeg er jo bevisligt en stor forfatter, ergo er din kritik af mig fejlagtig". Hvis det hænger sådan sammen skal vi måske lige standse op engang. Vi har måske for nemt accepteret statsministerens berømte udsagn om, at vi ikke behøver smagsdommere og måske har vi glemt, at de litterater, som kritiserer HVH ikke først og fremmest er dommere, men fagfolk, som på et professionelt niveau forholder sig til den litteratur, som andre skriver. Hvor Leif Davidsen blev udsat for ikke-professionelles standret, så kommer kritikken af HVH faktisk fra folk, som ved hvad de snakkker om og som kan argumentere for deres sag. Så når vi ønsker HVH tillykke, er det vel vidende, at der stadig er litteraturfolk, som er stærkt kritiske overfor hendes værk.

Om Store Forfattere

Sidste torsdag så jeg smagsdommerne på DR. Det var en specialudgave, hvor ofrene for smagsdommeriet fik lov til at forsvare sig. Smagsdommerne er altid spændende, her er klare meldinger om, hvad gæsterne synes er godt og skidt. Og når så kunstnerne får lov til at tage til genmæle, er der jo lagt op til godt fjernsyn. Du kan indtil videre se udsendelsen her.

Særligt interessant var Leif Davidsen, hvis nyeste roman "På udkig efter Hemingway" var blevet sablet ned i en udsendelse før jul. LD fik lov at kommmentere kritikken, og som rutineret journalist og skribent slap han ganske godt fra det. Han henviste til sine høje salgstal og sine relativt gode anmeldelser i dagspressen. Det lykkedes også for ham at sige disse ord "jeg er jo en stor forfatter", uden de mindste kvababbelser. Og så i jantelovens fædreland.

Men passer det så, er LD en stor forfatter?. En henvisning til salgstal er ikke nok, litteraturhistorien er fuld af storsælgende forfattere som ingen vil drømme om at kalde store. Produktivitet er heller ikke nok, der er masser af produktive forfattere, som ikke fylder meget i litteraturhistorien. Men vi kunne undersøge, hvordan fagfolk og litterater forholder sig til LD. Han bliver trofast anmeldt i aviserne, han har sin plads på http://www.litteratursiden.dk/ og der bliver jævnligt skrevet portrætter af ham. Men der er ingen litteraturforskere, som bruger tid eller kræfter på ham. Den bog, der findes om ham er en portrætbog, ikke en litterær gennemgang, scholar.google.com har ikke noget om ham og de anerkendte litterære tidsskrifter har heller ikke noget. Se selv efter på http://www.bibliotek.dk/. Hvis LD er en stor forfatter, er det altså ikke på linje med Klaus Rifbjerg og Karen Blixen, LDs plads på litteraturens stjernehimmel hænger ikke sammen med et vægtigt forfatterskab, men med nogle ganske ferme og underholdende krimier. Det er der ikke noget galt i, men når man kalder sig selv "stor forfatter" bør vi læsere forholde os til det. I tider, hvor vi hærges af x-faktor og lignende fænomener, kan blot det at læse en forfatter, som er nogenlunde god til sit håndværk være en lise, men der er altså et stykke vej derfra og så til at være en "stor forfatter".

Gæs

Normalt dyrker jeg ikke fugle- eller dyrefotografi ret meget, jeg har hverken udstyr eller tålmodighed til at tage ordentlige billleder af fugle. Men i dag skulle det prøves. A bankede på ruden og pegede op, der var en meget stor gåseflok på vej tilbage til Nationalpark Thy, hvor de er på vinterferie. Jeg greb fluks Ixus'et og tog dette billede. Hvis du klikker på det, kan du netop ane, hvor stor en flok der er tale om. Hvis du vil vide mere om nationalparken, så klik på linket.

I øvrigt er der et par finurligheder på Nationalparkens hjemmeside. Nat.parken er omtalt som uspoleret, selvom vi lærte i folkeskolen, at hederne er et resultat af vore forfædres overdrevne skovrydning, som altså netop spolerede arealerne. Faktisk skal heder jo vedligeholdes for ikke at springe i skov.

Det leder så til det næste spørgsmål, er det overhovedet natur, når det arealerne kræver en stor grad af menneskelig pleje for at fremstå som de gør?

Det er i sidste ende et sprogligt spørgsmål, og til det brug er http://ordnet.dk/ en god side.

Her kan man få svaret i Ordbog over det danske Sprog, som siger følgende om Natur:

"... (del af) den mennesket omgivende ydre verden, betragtet som den verden, i hvilken menneskene færdes under aaben himmel...saaledes som den ses henliggende under aaben himmel og i nogen grad overladt til sig selv (om mark, skov, hede osv., mods. have, by olgn.);..."

Dermed er spørgsmålet besvaret, kategorien natur omfatter også de arealer, som kræver menneskelig pleje for at fremstår på en for os tilfredsstillende måde.

Gæssene kan man heldigvis også nyde fra sin fortrappe, det er et flot syn under alle omstændigheder.

Appelsinmarmelade

Her skulle have stået en kommentar om arkitekturen i Thisted Midtby. Men i stedet for at skrive, gav jeg mig til at lave appelsinmarmelade. Opskriften er en kombination af flere, som jeg har fundet på nettet.
1,1 kg citrusfrugter, flest appelsiner, enkelte citroner.
1 kg syltesukker - det der nymodens med pektin i.
1 dl vand.
Appelsinerne skrælles med en kartoffelskræller, og de tynde skræller lægges til side. De hvide hinder skæres af og kasseres. Der skal være ca. 1 kg appelsin tibage. Appelsinerne skæres i både og lægges i blenderen. De tynde skræller skæres i strimler og koges i vandet i ca. 10 min.
I mens de koger blendes appelsinerne grundigt. Appelsin-pulpen kommes i gryden og koges sagte med skrællerne i godt og vel ½ time. Husk at røre. Derefter kommes syltesukkeret i og marmeladen koger videre i 15 min. Marmeladen hældes på rengjorte og skoldede glas.
Denne opskrift giver en knap så bitter marmelade.
Hvis du har lyst til at læse om Thisteds bygninger, så se i dagbladet, hvor Arkitekt Robert Mogensen og dagbladets fotograf Klaus Madsen har fundet nogle interessante, men ikke nødvendigvis smukke bygninger.

J P Jacobsen center

Så er centeret åbnet, midt i Thisted. Jeg har før givet ondt af mig på grund af mangelen på æstetiske hensyn, og selvfølgelig har jeg og de andre kritikere ret. Det er en meget stor ting af stål og glas fra en brusekabine der er landet midt i Thisted. Storegade er blevet til en snæver gyde, fra at være byens strøg. Hvorfor er der i øvrigt ingen planlæggere eller arkitekter der forsøger at forsvare byggeriets udseende?

Det har selvfølgelig ikke hindret mig at tage stedet i øjesyn, og jeg må konstatere, at vi bliver mere og mere civiliserede i Thisted. Vi har længe haft McDonalds, og nu får vi både Føtex og H&M på en gang, og oven i købet er der rullende trapper. Så mangler vi ikke ret meget i at være der.

I øvrigt er det ikke særligt spændende at komme ind i centeret. Det ligner, at tresserne er kommet til byen. Tænk, hvis man som i Hjørring havde lagt et bibliotek sammen med butikkerne. Men her i Thisted drømmer vi om et kulturhus med fjordudsigt, så det har på intet tidspunkt været på tale at gøre som i Vendsyssel.

Nå nu ligger huset der med mulighed for at shoppe i tørvejr, og man kan jo heller ikke se centeret inde fra bygningen.

Om fordomme

... Drikker og har let til kniven Prøv at søge på den vending i Google (klik på udsagnet), så får man en hel række resultater, som alle kæder udsagnet sammen med finnerne.
Nu er spørgsmålet så, hvor stammer sætningen fra? Vi ved jo alle, at man ikke må sige sådan i dag, man må ikke engang tænke sådan, og derfor er det jo dobbelt sjovt at sige eller skrive det alligevel. Men vendingen er så prægnant, at der må være tale om et citat. Men hvorfra? Tanken går umiddelbart til Salmonsen, men her kan man blot finde denne svada:

"....Folkekarakteren udmærker sig ved Udholdenhed, indtil Stædighed, Langsomhed og Styrke i Følelserne. Finnen er sen til Vrede, men hans Vrede er farlig og giver sig kun alt for ofte Udslag i Voldshandlinger. En sjælelig Modsætning gør sig gældende mellem de to vigtigste finske Stammer, Tavasterne og Karelerne; ..."

Som jo nok siger mere om Salmonsen end om finnnerne. Svaret må indtil videre stå hen i det uvisse.

Aros, november 2008

Vi har tilbragt søndagen på Aros, hvor vi mest så de to særudstillinger med Søren Behncke, også kendt som Papfar og med Erik A Frandsen. Papfar laver, som navnet siger, store, naive og/eller realistiske skupturer i bølgepap. Af den type, som man bliver glad af at se på. Kendt er bl.a. den på billedet, en Ferguson traktor i 1 til 1 i pap. Den er ejet af Novo Nordisk, men kan altså ses i Århus i øjeblikket.

Helt anderledes er Erik A. Frandsen. Han var en af de unge vilde i begyndelsen af 80'erne og han har været aktiv på kunstscenen lige siden. Det er ganske forbløffende at se, hvor meget en kunstner kan ændre sig. Fra at lave noget der lignede street-art i begyndelsen, via noget med bly og rockwool, senere noget med plastbakker på et lærred og så til såkaldte mudderbilleder, som var rendyrket abstrakt ekspressionisme. For så i dag at lave naturalistisk- realistiske billeder på basis af snapshots. På det vedhæftede billede ses en af flere venetianske glasmosaikker. Her bruger han en teknik, som jeg associerer med noget højtideligt, til nogen ekstremt flotte hverdagslivs-billeder. Som iøvrigt ser ud til at kræve et ganske stort håndelag, noget jeg altid falder for. Bestemt en anbefalelsesværdig udstilling.

Fugle

Der er mange måder at dyrke ornitologi på. Man kan rejse land og rige rundt for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, eller man kan vente og se, hvad der kommer forbi. Vi har megen glæde af at fodre fuglene i haven. Småfuglene er vilde med solsikkefrø, solsorte og drosler spiser de æbler, vi ikke har lagt væk. Senere på vinteren spiser de også dem, vi har lagt væk, hvis de får chancen. De frækkeste vil gå langt for at skaffe sig den chance, de hopper gerne helt ind under halvtaget og op i de kasser, som vi opbevarer æblerne i.
Lørdag, mens vi sad og drak kaffe lød der et stort bump på vinduet, og da vi så op, fløj en solsort hastigt væk. Den var blevet skræmt af den tyrkerdue som var fløjet mod vores rude, for defter fortumlet at flyve videre. Det sker en gang imellem, for det meste overlever fuglen med en forskrækkelse.

Dagens quiz. Hvem skrev en novelle, hvor aftensmaden bliver reddet ved at en fugl flyver mod døren, for at blive spist af den sultne famile?

Månen

Månen fylder enormt meget i vores mytologi og i alle mytologier, og der er skrevet et utal af sange om månen. Ja, selv dyrelivet som vi kender det er vist opstået med hjælp fra tidevandet og dermed fra månen.
Min hustru gjorde mig opmærksom på, at det er fuldmåne i nat, hvilket kan forklare mine søvnproblemer, hvis det da ikke var kaffen.

Men månen stod op lige ud for vort stuevindue, og gjorde den vedhæftede film mulig. Månen står op og solen går ned, mens vi hører lidt af The Drifters udgave af "Blue Moon".
Det med månen har nu ikke været det samme siden Neil Armstrong satte sine store fødder på den og sendte sin ikke helt stuerene hilsen til sin gamle nabo, Mr. Gorsky.

Investering

Kvinden på billedet hedder Bamba Mahoua, og hun sælger trækul et sted i Elfenbenskysten. Hun har fire ansatte, og hun havde brug for penge til at udvide sit lager, så jeg har lånt hende € 250, som hun netop er begyndt at betale tilbage.

Selv om hun er en sikrere investering Roskilde Bank og Fannie Mae tilsammen, giver hun hele 12 % i rente. Hvis hendes virksomhed fortsat holder, er der altså tale om en ganske god investering. Samtidig er der så 4 mennesker, som har et solidt, omend beskedent levebrød.

Alt det er selvfølgelig ikke noget, man selv sætter I værk, der er en mellemhandler inde i billedet, nemlig hjemmesiden http://www.myc4.com/.

Siden formidler såkaldte mikrolån til små forretningsdrivende i Afrika. Der er tale om delvis forretning delvis ulandshjælp. Ulandshjælpen ligger i, at modtagerne får mulighed for at drive forretning, og i at man må formode at der er tale om en risikofyldt investering med begrænset sikkerhed.

Men lige for tiden er der jo forøget risko selv ved boligobligationer. Der har været mediediskussion af denne form for ulandshjælp/investering, og det er da rigtigt, at de aller fattigste ikke får direkte del i de investerede midler, men måske kan nogen af dem få job i de virksomheder, der investeres i. Jeg er i hvert fald spændt på at se, hvordan "mine" forretninger går.

Dagens ret

Ingredienser
2 kyllingefileter
2 skiver spegeskinke - parmaskinke eller lign
3 skalotteløg
1 lille rød peber
1 citron
2 tsk blomsterhonning
½ dl fond
evt 2 salvieblade
olivenolie

Hermed introducerer vi madopskrifter på denne blog. Dagens opskrift er kylling med spegeskinke:
Gør kyllingefileterne klare. De papirstynde skinkeskiver hæftes på kyllingen med to tandstikkere (uden smag!). evt kan man lægge et blad salvie under hver skinkeskive, så nærmer vi os saltimbocca. Løgene og peberen hakkes fint. Løgene svitses i oliveolie til de er klare, men ikke brune. Den røde peber tilsættes og svitses med. Tilsæt saften af en citron, ½dl fond og 2 tsk honning. Rør til honningen er opløst.Smør et ovnfast fad, hæld saucen i bunden af fadet og læg kyllingestykkerne ovenpå. Steg i varmluftovn 45. min v. 150 grader. Salvien kan udelades eller erstattes af andre krydderurter. Serveres med dagens tilbehør.

En cactus springer ud

Kaktusser har det med at springe ud om natten. Denne på filmen gør i hvert fald. Jeg havde sat kameraet til, for at lave en fin lille time-lapse film af en udspringende blomst. Men jeg skal raffinere teknikke noget mere, i hvert fald sker der ikke så meget på de to timer jeg har til rådighed for mine eksperimenter. At der dog sker noget kan man se her, hvor vi ser de første og de sidste minutter af processen. Blomsten sprang ud natten mellem lørdag og søndag, og i dag mandag er den allerede faldet.

Når overskriften er stavet med c i kaktus, er det for at gøre reklame for Thisteds store digter, I P Jacobsen. Han skrev en digtcyklus med denne titel. Den kan læses på nettet, ophavsretten er for længst udløbet. Se for eksempel "Arkiv for dansk litteratur", http://www.adl.dk/. Det er et rigtigt godt sted, seriøst og veldokumenteret som man kan forvente, når det Kongelige bibliotek er involveret.

Hvis vi fortsætter reklamen lidt så er http://www.kalliope.org/ også et godt sted til danske digte, igen selvfølgelig med udløbet ophavsret. Endelig skal http://runeberg.org/, som samler nordisk litteratur med frivellig hjælp, nævnes.

Den kunstneriske proces

Mange spekulerer sikker på, hvordan et maleri bliver til, hvordan materialer købt i Søstrene Greene bliver til stor kunst. Denne time-lapse movie giver et sjældent indblik i den kunsteriske proces. Et lille 30x40 cm billede bliver til for øjnene af dig. Du kan se det færdige billede også. Det forestiller Kobbermølle(Kupfermühle) ved Flensborg i optrækkende uvejr.

Kassation fra biblioteker

Det har været svært at undgå at opdage, at visse dele af de danske folkebiblioteker har været i skudlinjen, fordi de har forsøgt at skaffe plads ved at kassere i deres samlinger. Som bibliotekar har jeg oplevet detbatten som grænsende til det absurde. Det har alle dage været en kernekompetence for en folkebibliotekar at indkøbe nye bøger og skaffe sig af med de gamle, ikke længere aktuelle bøger. Det handler 'blot' om at vide, hvilke bøger der skal kasseres hvornår, så det ikke går som derhjemme, at man står og mangler noget, dagen efter at man har smidt det ud.

Lidt anderledes forholder det sig, når det er hele samlinger, der kasseres på en gang. Her i weekenden d. 23.08.08 sælger Thisted Bibliotek det meste af sin magasinsamling, egenhændigt pakket i kasser af bl.a. undertegnede. Det er selvfølgelig med stærkt blandede følelser, at en stor og tidligere velplejet samling ryger ud på en gang. Men sådan som forholdene er, er det en rigtig beslutning (især hvis de også blev slettet i katalogen!), magasinet står 'ude i byen', materialerne er sjældent eller aldrig i brug og kan skaffes hurtigere fra vort centralbibliotek end vi selv kan hente dem. Men det er lidt ligesom når en dyrlæge er nødt til at slå en fin væddeløbshest ned på grund af et brækket ben - trist men nødvendigt-.

Her er masser af i sin tid rigtig god smag, bøger indbundet i rigtigt læder, med guldtryk på ryggen og exlibris på omslaget. Ingen tvivl om at der er mulighed for at gøre et kup, til 10. - kr stykket og 3 for 20.

Månen over Skagen

Vi har netop været i Skagen på weekend. Her var vi, for 2. gang i år inde for at se Skagens Musems jubilæumsudstilling. Den består af deres egne værker, ophængt i en såkaldt salon-ophængning, hvilket vil sige, at en hel masse billeder er hængt op på væggene, så tæt på hinanden som det er praktisk muligt. I Skagen var billederne ydermere ophængt kronologisk, så vi fik mulighed for at følge kunstnernes udvikling gennem den ganske lange periode, som udstillingen dækker. Jeg har kun set denne ophængning en gang før, nemlig på Statens Museum for Kunst, men jeg må sige, at jeg finder det interessant at gøre det på den måde en gang i mellem. Man får simpelthen mulighed for også at se kunstnernes næstbedste billeder, og måske værdsætter man mesterværkerne bedre på den baggrund. Endelig må man konstatere, at museer godt nok er til for publikums skyld, men det er dog en fordel, når der ikke er alt for fyldt. Første gang vi var der i år, missede jeg simpelthen en del billeder, som var skjult bag museumsgæsterne. Bemærk i øvrigt det store Willumsen-billede "Badende børn på Skagen strand" som er hentet hjem fra Willumsen-museet. Se mere om udstillingen i Kristeligt Dagblad

Vi fik også mulighed for at se en delvis måneformørkelse over havnen, på billedet man ser hvordan månens segl vender forkert.

Endelig en anbefaling. Badepension Marienlund er simpelt bare så hyggeligt, man føler sig hensat til tidligere tiders pensionsliv. Der er ikke så mange værelser, fred og ro, muselmalet porcelæn og spadsereafstand til centrum.

PS. Det hedder vist stadig "i Skagen" selv om man stadig hører københavnere sig "på Skagen"

Skyer

Jeg har fået et ny lommekamera, et Canon Ixus. Det kan en hel masse trods størrelsen, først og fremmest kan det være i en lomme. Det kan også lave time-lapse film, (tidskomprimering?), så herover ses de drivende skyer, som de så ud søndag eftermiddag. Forløbet på godt en time er kogt ned til et par minutter. Det med at se blomster springe ud må vente, der er kun et par timer til rådighed. Af hensyn til båndbredde mv. er filmens kvalitet voldsomt forringet.

Came so far for beauty..

Nej, det handler ikke om en gammel Cohen-tour men om roser: Et par poster længere nede har jeg lavet et billede af en blå rose. Det er et manipuleret billede af en "Ingrid Bergman". Nu har jeg imidlertid set noget der er meget tæt på en rigtig blå rose. Den hedder "Rhapsody in Blue" og er nærmest lilla, på vej over i det blå. Mit Canon lommekamera (Powershot s70) fanger heller ikke denne kulør rigtigt tilfredsstillende, men Google billedsøgning har nogen nogenlunde fair resultater. Vi så den i Rosenparken i Ålestrup. Rosenparken er et besøg værd for enhver, der er en smule haveinteresseret. Her kan man se roser i fuld blomst, plantet så de gør sig allerbedst, i store bede med mange planter ved siden af hinanden. Vi lader billedet stå et øjeblik.

Leonard Cohen

Jeg var til friluftskoncert med Leonard Cohen søndag d. 6 juli i Århus. Anmeldelsen i 'Stiften' finder jeg fuldt dækkende, det var en fantastisk koncert. En spinkel, tydeligt ældet mand fyldte rummet ( ja det var udendørs, men hvad siger man ellers?) og havde publikums opmærksomhed i de 3 timer det varede. Han gav mange af sine mest elskede sange, med 'Hallelujah' som et højdepunkt.

Men det jeg ville føje til de mange gode anmeldelser var en kommentar til lyden. For en gangs skyld var den upåklagelig. Lydtrykket ved miksertårnet, hvor jeg stod, var ikke højere end nødvendigt og Cohens stemme var mikset tilpas langt frem i lydbilledet, til at man forstod hvert ord af teksten. Og publikum var der for at høre musik, tydeligvis. Alt i alt en god oplevelse.

Det står i skærende kontrast til min oplevelse på årets Thy Rock. Der var vi gået hen for at høre Runrig. Jeg havde forventet en gang god stadion-rock, men det lykkedes et fordrukket, larmende publikum at ødelægge oplevelsen for mig. Trods et masssivt lydtryk, som mine ører knap nok er kommet sig af, var det umuligt at lade sig opsluge af musikken. Fylderister tumlede rundt og råbte og skreg. Det har været sagt før og lad mig gentage: Thy Rock handler ikke om musik, det er en udvidet byfest. Man går derhen for få nogle bajere i venners lag, og musikken er en biomstændighed.

Luftarkæologi

Denne sommer er velegnet til luftarkæologi på grund af den tørke, vi har haft i forsommeren i maj og juni. Fra en flyvemaskine kan arkæologerne se spor af fortidens bebyggelser. Noget lignende gælder vores have, hvor nogen tidligere på året har tabt sit hjerte.

Fortsat god sommer.

Blå roser

Jeg har netop været ude for at tage nogen billeder af de mange blomster i haven. Endnu en gang har jeg konstateret, at den fløjsrøde "Ingrid Bergman" er meget svær at gengive via det digitalkamera jeg har. Linket viser, at jeg ikke er ene om problemet. Så istedet for at rette lidt på den i billed-programmet, så er den endt med at være blå. Omvendt af den gamle slager.

Nu findes der jo ikke blå roser i virkeligheden, så billedet her viser, at man skal være varsom med at tro på, hvad man ser på fotos nu om dage

Om at rette smed for bager

I onsdags vågnede vi op til, at hele byen lugtede af brand. Jeg sagde straks, at det var det lokale terrornetværk (Midt Vest Bredbånd), som var igang med at svejse deres lyslederkabler. Det viste sig, at jeg var lidt for hurtig denne gang, der var tale om en norsk skovbrand, stor nok til at man kunne lugte den til Thy.

Det der med terrornetværket handler om en særdeles aggressiv markedsføring, kombineret med at vores fortove bliver gravet op og konkurrenternes ledninger gravet over. Der har ikke været nogen bomber endnu.

Investering og kunst

Kristian von Hornsleth er atter fremme i medierne med et nyt kunstprojekt, denne gang om investering i krigsmateriel. Det slog mig, da jeg hørte om det, at emnet har været oppe at vende for nylig. En hurtig søgning på google på "sin stocks" f.eks. afslører i hvert fald, at diskussionen om etik og investering ikke er ny. Der findes endog en investeringsforening (vicefund.com) med det hovedformål at investere i "syndig" virksomhed. Vel at mærke uden distance eller kunstnerisk vinkel, men udelukkende ud fra økonomiske overvejelser, altså fordi det er en god forretning. Herhjemme er diskussionen kendt fra debatten om lægernes investering i tobaksfirmaer og pensionskassernes investering i Burma. Jeg kender folk, som har bevaret idealerne fra dengang man kunne blive bibliotekar hvis man kendte til indholdet af "Grundrisse" og første bind af "Das Kapital". De tager afstand fra investering i produktionsvirksomhed i det hele taget, ud fra overvejelser om at "så er man en slags kapitalist".
Sagen viser v. H's evne som kunstner, nemlig evnen til at fange noget som er oppe i tiden, vende vrangen ud på debatten og præsentere det som kunst. Nutidens kunstner lever først og fremmest af sine gode ideer, nok så meget som af sin kunnen inden for et særligt område. Kr. v. H. er i stand til at præsentere en debat, der er så gammel som pengeøkonomien, som ny og som noget han har opfundet. Det, at det er lykkedes for ham at få projektet søsat med så megen opmærksomhed, gør at man må anderkende ham som en stor samtidskunstner, hvis storhed først og fremmest ligger i evnen til at føre ideer til torvs, nok så meget som i selve de genstande, der er værket. Paradoksalt nok vil de genstande, som er værkets fysiske udtryk (bl.a. bemalede investeringsbeviser), formodentlig vise sig at være en rigtig god investering.

Jørgen Haugen Sørensen: Vidnerne - de andre

Det hører til sjældenhederne at kunst vækker egentligt ubehag hos mig, men det er lykkedes Kunstforeningen Det Ny Kastet i Thisted at skaffe en sådan udstilling til veje. Det drejer sig om Jørgen Haugen Sørensens : "Vidnerne - og de andre". Her er menneskeskikkelser med blodige åbninger i stedet for ansigter, her her dyr -hunde- som sønderriver hinanden, her er menneskelegemer delvist brændte på metalriste. Her er alt i fysisk fornedrelse af menneske- og dyrekroppe. Det meste i brændt ler, enkelte figurer i bronze. Alt i en grad af stilisering, som tjener til at fremme fantasiens videre bearbejdning af værkerne. De stærke indtryk, som udstillingen giver betyder, at JHS er at regne som en mester inden for sit fag, han formår at ramme beskueren hårdt og rent med sine værker. Muligvis får JHS fortalt nogle nødvendige sandheder om at menneskelivet, men han levner ikke meget håb i sine værker.

Når beundringen og ubehaget har lagt sig, kan jeg ikke lave være med at spekulere på, hvad man skal stille op med disse værker, jeg ville personligt betakke mig for at have dem stående. Der vil selvfølgelig være et museum eller to, som er nødt til at anskaffe nogle af dem, deres kvalitet taget i betragtning. Alt i alt bør vi ved lejlighed undersøge, om de ubehagelige fortællinger, som JHS og mange andre af tidens store billedkunstere har på hjerte, er bedre tjent med at blive fortalt i direkte tale, så man kan forholde sig til sagen og måske ændre på den også.

Humor i Kunsten

Kunst er tit noget meget alvorligt og selvhøjtideligt, men af og til er der plads til humor og selvironi. Dette "Afrikanske Rensdyr" fangende vi på Aros på udstillingen "Fun Fun Fun". En lille udstilling af en privatsamlers samling af nutidskunst. Udstillingen slutter snart, se den inden den er forbi.

Papirklip

På Skovgård Museet i Viborg kan man for tiden se en spændende lille udstilling med papirkunst. Ikke værker på papir, med med papir som medium, altså (bl.a.) papirklip. Der er for eksempel Peter Callesens fine, sirlige udklippede og foldede figurer. Som vor barndoms ridderborge har han klippet og limet figurer med uhyre tålmodighed. På billedet ses en detalje af "Three angels trying to escape their drawing". Englene er i gang med at flytte sig fra to til tre dimensioner. Det er lykkedes for den første, de to andre følger efter, må man tro. Papirets lethed og det at det oprindelige papirark indgår i værket, føjer nærmest liv til hans værker, især er englene overbevisende. Den engel, som er undsluppet de to dimensioner, flyver med den ene hånd strakt frem, i en position, som giver mindelser om Superman. Mistanken vækkes ved denne ironisering til at kunsterens primære ærinde er at demonstrere sin virtouose beherskelse af materialet. Men kun mistanken, værket rækker ud over den dygtige håndtering af kniv og papir. Papirets skrøbelighed gør ikke Callesens værker flygtige, på den måde snyder de, man oplever dem som faste og bestandige, selv om de næppe er det. Marianne Grønnows Nightfall er nok udstillingens hovedværk. Ti forskellige sorte rosetter fremstillet massevis og ophængt, så de dominener det rum de hænger i. De passer netop til titlen, den sorte nat falder på, men inden den er her, kan man glædes over, hvordan lys og skygge spiller, og hele tiden ændres, i takt med papiret bevægelser.

Marna Rix

Lige nu er der mulighed for at se en række store, flotte, halv- abstrakte landskabsbilleder af Marna Rix på Heltborg museum. De er i hendes kendte stil, med anelser og antydninger og lag af farver som skifter udseende med lyset. Billederne er malet til denne ophængning og de gør sig godt på stedet. Ros til Sydthy kunstforening for denne udstilling

Krokus

Lige nu blomstrer det lange bånd af blå krokus, som omkranser Thisted kirke. Så er foråret ved at være på vej. Rågerne i skoven har længe givet deres hæse skrig fra sig, og inden længe går den lokale skytte igang med det sisyfos-arbejde det er at forsøge at begrænse deres antal.

Cronhammar med videre

De sidste par dage har budt på vidt forskellige kunstoplevelser. Torsdag var vi i Ålborg på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor vi så Ingvar Cronhammars "Ballroom". Som så mange af hans installationer er den stor og imponerende. Den står bare midt i rummet, som det eneste, og ser ud som om mørke kræfter har anbragt den der, med hensigter som man roligt kan være bekymret for. Materialerne er mahogni, gummi sort glas og fine plexiglas-strenge som indmad. Der kan ikke holdes noget fornuftigt bal derinde. Nå, Cronhammar kan man læse om så mange steder.




Den lokale avis gjorde os opmærksom på et noget mindre værk, denne mand af papmache og kaninskind opstillet i skovbrynet. Den er også pludselig dukket op, helt bogstaveligt, der er ingen der har lagt navn til den. Den står i skovbrynet ved Egebaksandevej.

Lidt længere henne, i Fadddersbøl stod bl.a. disse tre store masker, også uden forklaring i øvrigt. De står ved en landejendom og kigger tomt på landevejen, men kunstneren havde ikke sat noge form for skilt op, hverken ved værkerne eller ved ejendommen. Tre værker i tre vægtklasser, som kun har det tilfælles, at de efterlader en med ubesvarede spørgsmål.

Den banale hverdag

Hvor banalt kan et problem blive, før man lissom mister retten til at beskrive det, uden at fremstå som krakilsk og smålig?
Meta-problemet er sjovere end selve problemet. Overvejelserne udspringer af mit just overståede besøg i vort lokale Superbest. Butikken har den ene fordel, at den ligger lige i nærheden. Bortset fra det er det gået slemt tilbage for nærbutikken her på det sidste. For et års tid siden kom er nye ejere, som straks udvidede butiksarealet. Før ejerskiftet var det ganske rigtigt en lidt klemt butik med alting stablet op hist og her, men jeg tænkte aldrig nærmere over det, jeg handlede der bare. Nu er der tale om en væsentlig større butik, som jeg altid går lidt ærgelig fra. Hver eneste gang jeg er der, er der varer, som ikke er prismærket, hvor jeg enten må spørge efter prisen eller lade dem ligge. Og ofte mangler helt banale varer. I torsdags var jeg nede at handle, og måtte undvære min sædvanlige kaffe, Merrild Noir, som efter min mening er et godt kompromis mellem pris og kvalitet. Tilbage var deciderede special-produkter og væmmelig discount-kaffe. Nå det er hvad der kan ske, vi klarede os gennem weekenden og nød den håndplukkede øko-kaffe fra Kilimanjaros skråninger.
Tænk sig: I dag var der stadig ingen Merrild Noir og hvad værre er, heller ingen Thy Pilsner i hele kasser. Enhver kan nu se, at vi bevæger os fra let irritation til mindre katastrofer.
Jeg kunne selvfølgelig stemme med fødderne og køre tværs gennem byen til en mere proffessionelt drevet butik, men hvis alle gør det, mister vi jo vores nærbutik. Jeg kunne også klage til personalet eller ledelsen, men helt ærligt, vi kender godt de typer, der altid brokker sig over deres nærbutik.
I stedet må vi glæde os at det, som faktisk fungerer, selv om det er slemt at skulle klare sig med De forenede bryggeriers triste undskyldning for en øl.

Art Herning 2008

Vi er netop kommet hjem fra Art Herning 2008. Jeg skal ikke skrive så meget om arrangementet ud over at der er et generelt kvalitetspræg, selvfølgelig med kunst som det er praktisk muligt at sælge til private. I øvrigt også en provokatør som Jens Galschiøt. Mange genrer og mange prisklasser var repræsenteret. Mest interessant fandt jeg Lise Malinovsky og Frodo Mikkelsen. Ja, de er langt fra hinanden, men alligevel. LM kan noget med farver og FM kan noget med fortællende billeder.
Jeg var som altid ved at gå bag over over priserne på Cobra- malerier. Galleri Lien var repræsenteret med en fin stand med både Jorn og Carl Henning Pedersen. Jeg skal vare mig for en diskussion at deres kvaliteter og betydning, men der var priser på 1.4 mill og 1.2 mill gode danske kroner. Det gælder dem som så mange andre - tænk hvis man havde købt i tide.
Videoen viser en lille ting jeg faldt for. En bordtennisbold, som bliver blæst rundt og rundt i manegen, indtil nogen slukker for strømmen. Jeg fik ikke fat i kunstnerens navn.

Biblioteker, skønlitteratur og fremtiden

Her kan man nu se den seneste udvikling i debatten. De skønlitterære forfattere er som så ofte før på kant med biblioteksvæsenet. Diskussionen stammer som minimum tilbage til Thit Jensen, og spørgmålet er, om bibliotekerne gavner eller skader danske skønlitterære forfattere. Vi har tidligere haft debatten om "den smalle bog" sidst i 80'erne og først i 90'erne. Dengang blev sagen undersøgt ganske grundigt, og konklusionen var, lidt hårdt trukket op, at hovedbibliotekerne faktisk har eksemplarer af endog meget smalle bøger på hylden. Sagt direkte: du kan gå ind på et dansk hovdbibliotek og tage de ønskede smalle titler ned af hylden. Ganske vist har tiderne ændret sig, bibliotekerne fokuserer mere på læseværdige titler, men samtidig er der sket en reduktion i antallet af hovedbiblioteker, så konklusionen gælder stadig: Dansk litteratur kan hentes ned fra hylden på dit hovebibliotek.
Det gælder også de forfattere, som har litterær kvalitet uden at de af den grund er storsælgere.Folkebibliotekerne er nemlig en sag mellem befolkningen og kommunerne, vi skal formidle litteratur, vi skal ikke være økonomisk fundament for de skønlitterære forlag. Og mange af vore lånere er vilde med at blive præsenteret for litteratur, som de ikke vidste noget om i forvejen, men som man kan falde over på biblioteket. Så på den måde får publikum stadig adgang til smal litteratur, også efter de nødvendige ændringer i indretningen af dette eller hint bibliotek.

Den nævnte artikel ridser en anden og alvorligere kulturkamp op. Ellen Trane Nørby citeres for: bibliotekerne..."skal ikke udvikle sig til web-cafeer, som konkurrerer med det kommercielle marked." Her er der for alvor problemer for en fremtidig biblioteksudvikling. Bibliotekerne er realiseringen af en fri og lige adgang til viden og information, og hvis vi ikke må bruge de kanaler og de medier, som hører tiden til, er bibliotekernes rolle for alvor truet. Vi må holde fast i, at bibliotekerne har en central rolle i dansk demokrati, en rolle som ikke bør hindres af et overdrevet hensyn til det for Venstre så hellige "frie marked"

Avisartikel i Politiken web 5.1.08
Japsen, Anne Lise: Biblioteket og den gode bog, 1992
Secher, Claus: Bibliotekernes og lånernes skønlitterære bogvalg , 2000

Det døende bibliotek

Denne, for en bibliotekar dramatiske overskrift, kunne man se i dagens Jyllandspost - web-kultursektionen. Se her. Problemet er, at der jo er en hel del rigtigt i det der står, det skulle også bare mangle, når biblioteksstyrelsen står bag.
Værre bliver det af, at de digitale medier, som nogen ser som en slags redning i løbet af få år vil forsvinde til fordel for kraftige online forbindelser med mulighed for at downloade indholdet, når man skal bruge det.
Hvis vi tager det med bøgerne først, så varer det nogle år, inden folk mister glæden ved en bog af papir, som man kan tage med alle steder, bladre i osv. Biblioteksbøger har endvidere et par fordele. For det første kan man komme af med dem igen og låne nye, for det andet kan man låne alle mulige bøger, også gamle bøger, som for længst ikke lagerføres i boghandelen. Faktisk kan man låne det meste af, hvad der nogen sinde er blevet udgivet. Man skal ikke fortvivle, bare fordi ens lokale bibliotek har flyttet de ældste og grimmeste bøger ud i en lade ved Thisted, man kan finde dem igen, hjemme fra stuen via bibliotek.dk
Tilbage er så blot at finde ud af, hvad vi skal bruge alle de flotte huse og de biblioteksansatte til. I bibliotekskredse snakker man af og til om det tredie rum. Prøv selv at se i Google. For sprogligt interesserede, prøv forskellige stavemåder. Jeg ser frem til nogle konkrete bud på et bibiotek med få bøger, ingen cd'er og dvd'er, men med masser af rum, og ansatte som gør... ja hvad? F.eks. vejleder netbrugere?

Dynamisk indhold i Powerpoint præsentationer

Vi tager lige et indlæg om noget helt andet.

Lige for tiden har biblioteksverdenen fået øje på storskærmene, og de hærger de større folkebiblioteker. Der en visse omkostninger ved at få sådan en sat op, og anskaffelse af selve skærmen er måske det mindste. Der skal indhold på, og helst noget der ser fancy ud og fanger den travle låners blik. Til det formål kan man hyre et team af udviklere og grafikere til en heftig timeløn, eller man kan satse på storebror DBC's standardprodukter. Er man et nærigt eller fattigt bibliotek kan man hurtigt falde tilbage på MS Powerpoint til den slags formål. Det kan se rigtigt nydeligt ud, det kan endog bevæge sig til overmål, og det er knap så krævende at arbejde med som Adobe Flash. Problemet opstår, når man gerne vi præsentere et dynamisk indhold. En hurtig Google søgning afslører, at der kan blive tale om tilkøb af plug-in programmer, hvis man vil inkludere f.eks. sin egen hjemmesides nyhedsdel. Det er nemt nok at sætte et screen-dump ind, men hvis indholdet skal opdateres med hjemmesiden er det noget andet.Der er imidlertid en workaround, som det hedder nu om dage. Powerpoint 2007 indeholder en facilitet til at eksportere en præsentation som html. Først laves en selvkørende præsentation, med et tomt slide til at indsætte sit dynamiske indhold i, så eksporterer man til html. Husk at tilvælge animationer i opsætningen af eksporten, giv dig tid til at prøve dig frem. Når ekporten er en realitet, står man med temmelig mange små filer, heriblandt én html fil pr slide. Find nu det tomme slide og luk html filen op i en tekst-editor. Body-sektionen er tom, og her kan man så indsætte sit indhold med "iframe" tag'en. Den kan positioneres med et lille inline-stylesheet og position kommandoen. Hvis du koordinerer hjemmeside indholdets udseende med præsentationens har du nu en smuk, selvkørende præsentation med dynamisk indhold.

Bruno Kjær: De lyttende

Hvad mon de lytter efter? Vi var i Nibe for at se installationen "De Lyttende" i jollehavnen. Værket består af 14 blå flamingo-hoveder med to små klokker, som efter sigende ringer i blæsevejr. Med til værket hører, at man ikke kan vide, hvor det befinder sig. Kunstneren flytter det med jævne mellemrum. Man kan dog se placeringen på Nordjyllands Kunstmuseums hjemmeside.

Umiddelbart kan jeg godt lide værket, det får en til at tænke efter og undre sig. Trods deres placering i vandskorpen er de ikke ved at drukne eller i knibe, de er blot opmærksomme på et eller andet. Om det så er stor kunst vil vise sig. Når den første overraskelse har lagt sig, er der mest undren tilbage. Der åbnes ikke for dybere forståelser af noget, men man har haft en god oplevelse.

Om fotografi og blogs

Som man kan se på denne blog, er en del af illustrationerne taget med min Nokia mobiltelefon. Dette til trods for, at jeg har et udmærket digitalkamera,med 7 megapixel og alle mulige funktioner. Det er endda ikke større, end at jeg godt kunne have det med uden at det fylder eller er i vejen. Men de betingelser man har, når man viser billeder på bloggen gør, at de fordele som digitalkameraet har stort set går tabt. Billederne bliver små og en smule gnidrede under alle omstændigheder.
Jeg kan oven i købet gribe mig i at foretrække Nokia-billederne. Efter en omgang i billed-programmet for at fjerne digital støj får de et svagt slør, sådan lidt æterisk. I det hele taget har betingelserne for fotografering ændret sig med først de digitale kameraer og dernæst de allesteds nærværende mobiltelefoner med kameraer. Fænomenet med altid at have et kamera af tvivlsom kvalitet på sig har en før-digital forgænger i Lomografiet, som var en "bevægelse" i 80'erne og 90'erne baseret på et billigt og rigtig dårligt russisk lommekamera. Selve "bevægelsen" er vel næsten uddød, men ideen med altid at have et kamera, som man hurtigt fyrer af uden tanke for komposition og belysning er fortsat med mobiltelefonen. Se også Google.

Multhy Mini 2007

Jeg nåede som sædvanligt ikke ferniseringen sidste fredag, men nu er det lykkedes mig at se årets Multhy mini udstilling. Det var en rigtig fin udstilling med rigtig mange forskellige billeder, hvor af mange var rigtig gode. Der var både klassisk, nonfigurativt maleri og mere motivbasere malerier samt ikke mindst nogen af de yngre fantasifulde, eventyrlige malere. Udstillingen kan varmt anbefales, hvis du tilbringer weekenden i nærheden. Billedet forestiller et stykke keramik fra udstillingen. Se mere på kunstforeningens hjemmeside

Året har 16 måneder

Lige nu er der grund til at huske Henrik Nordbrandts digt: Året har 16 måneder. Vi må vist ikke vise det her, ophavsret osv., men her er et link.

Fisk

Det er sjovt med fisk. Nogen kan gå ud af deres dagligstue og direkte ned til vandet og fange frisk fisk. Men de fleste er som jeg afhængig en god fiskehandler. Selvom jeg bor i gå-afstand fra Limfjorden har jeg hverken udstyr eller tålmodighed til at fange noget som helst. Selvom jeg havde, er der vist heller ikke meget at komme efter. Tingen på billedet er en røget stenbider. Server den på rugbrød med friskkværnet sort peber.

J P Jacobsen center fortsat

Vi har før i denne blog set et billede af vort nye center, det såkaldte J P Jacobsen Center. Nu er der ikke længere tale om et hul i jorden , nu rejser det sig i al sin vælde. Så vidt jeg ved kan man nu se den fulde højde, og det er nu også klart, hvor dominerende det bliver. Husk, at fladerne skal fyldes af glas.
Det er jo ikke sådan, at Thisted i øvrigt er fuld af smukke gamle huse, faktisk er der íkke megen arkitektur at samle på. Men centeret kommer til at ligge som en meget stor klods i en i øvrigt traditionel bymidte. Vi kan allerede nu sige, at der er tale om en fejltagelse. En ommmer, Capisce!

Mariko Mori

I dag gik det straks bedre. Vi er lige kommet hjem fra Århus, hvor vi har set udstillingen på Aros med Mariko Mori. Den er bestemt anbefalelsesværdig. MM's udgangspunkt er en blanding af buddhisme, new-age spiritualitet og en meget nutidig teknologi. Det er der kommet en forunderlig udstilling ud af. Selv hvis man som jeg på forhånd opgav hovedattraktionen, en ufo som viser dine hjemebølger som billeder, er der noget at komme efter. Store fotos af særegne landskaber, med åndevæsener kopieret ind. Og en 3d film, med venlige aliens, og andre aliens, som man kunne kramme. Når man krammede dem, slog deres hjerte mærkbart. Udstilllingen indledes med en kort video af en installation fra en lufthavn, hvor kunstneren leger med en krystalkugle, mens hun hun synger en kort melodistump. Hele arrangementet er gennemsyret af en positiv atmosfære, som giver indtryk af en kunstner, som mener det alvorligt at vi alle er forbundne på et åndeligt niveau, og at det er en god ting at vi er det.

Der er mulighed for en spændende oplevelse, og hvor er der langt fra farver på et lærred til Mariko Moris 21.århundrede kunst med alle mulige materialer i brug.

Om hendes værk er langtidsholdbart vil tiden vise, jeg er ikke så sikker. Dertil er vi for tæt på en tradition med sødmefyldte, religiøse billeder og for tæt på et lillepigeunivers med pink og purple glasperler. Billedet viser Deres blogger, som spejler sig i et værk af Mariko Mori. Læs om udstillingen hos Aros.

Til døden os skiller

I går var vi i biografen for at se Paprika Steens film: "Til døden os skiller." Lad det være sagt straks, det er den ringeste film, jeg har set i biografen i meget lang tid. Den begynder som en folkekomedie, om en ikke særligt sympatisk mand, som får bank af sin kone. Det komedieagtige ligger det nu lidt tungt med, så morsom er den heller ikke. Niveauet lægges af følgende replikskifte: "Slår han dig?" "Han er kørelærer og vi er fra Jylland, hvad tror du?". Men det bliver værre. Midt i filmen skifter vi fra komedie til drama. Konen viser sig at være en operastjerne, som manden forhindrer i at komme frem, fordi han selv mangler "det". Fra midt i filmen kører dramaet sideløbende med små komediestunts, og man må virkelig undre sig over, hvad ideen er. Filmen er ikke morsom nok til at være komedie, og dramaet mangler enhver form for troværdighed. Skulle der have været en lille ansats til noget, drukner det i u-morsomme vitser. Kort sagt, Spild af tid. Læs hvad Cinemazone mener her.

Thisted bibliotek i biblioteks-kanon

I dagens Thisted Dagblad (17-10-07) er der en lang artikel om biblioteksbygningen på Tingstrupvej. Den er blevet optaget på en kanon over danske biblioteksbygninger i Bogens Verden nr 3, 2007. Artiklen er af Nan Dahlkild. Jeg kan ikke linke til nogen af artiklerne her, de må ses andetsteds. Men artiklen i dagbladet gør ganske rigtigt opmærksom på bygningens arkitektoniske kvaliteter og på, hvor meget Jens Søndergaards billeder gør for bygningens indre.
Der er grund til at anderkende den fremsynethed, som gjorde bygningen mulig i 1938. Der var dengang en vilje til at forsyne byen med et førsteklasses bibliotek i en tidssvarende bygning. Beslutningstagerne fra dengang har nu næppe forestillet sig, at bygningen skulle stå uden udvidelser helt til i dag.
Fremsynethed eller ej, så er tiden en anden nu, og trods en række indvendige ændringer er rammerne for små til de krav man kan stille til et bibliotek i det 21. århundrede. Men viljen i dag rækker ikke langt. Man snakker lidt om et ny kulturhus, ja også i Hurup og Hanstholm har der været snak om kulturhuse, men planerne er skrinlagt. Man snakker ikke om at udnytte de tomme arealer rundt om bibliotekets nuværende bygninger, hvor der ellers er plads til at udvide, selv hvis det skal være et rigtigt kulturhus og ikke blot et bibliotek.
Den manglende beslutsomhed er så omfattende, at man i skrivende stund ikke har kunnet træffe beslutninger om bibliotekets budget. Der er lagt op til en besparelse på 0,5 mill. kr., men som det kan ses af byrådets referat, har man ikke kunnet udmønte besparelsen endnu.
Det er lidt trist, at sidste gang nogen i byrådet ville noget med bibliotekets bygninger var før 2. verdenskrig. Du kan se det seneste referat fra byrådet her

Indigo Richards i Thisted

Jeg har netop været på Thisted gamle rådhus, hvor kunstforeningen Det Ny Kastet holder udstilling med Indigo Richards. Billederne er store, til dels abstrakte, med mindelser om forstørrelser af plantedele. Nogle af dem er delvis overmalede med sprøjt af fortyndet hvid maling, og andre er opbyggede af lag af stærkt fortyndede farver. Billederne er af den slags, der fanger dit øje og giver dig noget at kigge på med de mange farvelag, de tydelige penselstrøg og antydningen af referencer til plantedele.

I den medfølgenede folder fortæller kunstneren om sin inspiration fra 50'ernes amerikanske abstrakte malere. Der er helt sikkert noget at se på, og når jeg alligevel ikke kan lide dem, er det formodentlig fordi de er lidt for ivrige efter at behage. Indigo Richards passer ind i en tidstypisk kunst, hvor de mest banale billeder fås hos Ide-Møbler og de lidt mere raffinerede hos de akademiuddannede kunstnere på de rigtige gallerier. Alle billeder med et behageligt udtryk, men også billeder, som ikke stiller krav til dig eller vækker til eftertanke. Billeder, som ikke ville genere nogen, hverken når de hænger på en sygehusgang eller på den nærmeste cafe. Jeg har ikke noget mod behagelige billeder, men de må gerne vække noget i mig ud over at give mit øje hvile og ud over at fjerne angsten for den tomme væg.

Lokal kunst

På min daglige vej til arbejde kommer jeg forbi et trekantet grundstykke beliggende ud mod Østerbakken. Det er ligesom blevet til overs, da man anlagde det kvarter, vi bor i. Her har der indtil for nylig stået et mindre løvtræ, men pludselig en dag opdagede jeg, at nogen havde fældet det. Det havde været fældet et stykke tid, da jeg så det, for bladene var blevet brune. Der var ikke tale om at byens gartnere havde været i gang, for træet var skåret over i en meters højde og stammen havde fået lov at blive liggende. Hvem der har fældet det kan man gætte på, der er ikke nogen, som har fået en bedre udsigt ud af det, så nogen har blot givet deres destruktive trang frit løb. Nu er der imidlertid sket noget. Stammen er fjernet, og den resterende stub har fået lov at blive stående, med et fint lille juletræ skåret ud med motorsav. Tillykke til den anonyme kunstner, som har fået noget fint ud af en meningsløs vandalisme.

Kirsten Kjærs Museum

Der er ikke mange steder i Thy, man kan dyrke sin interesse for billedkunst, hvis man med kort varsel beslutter sig for at ville ud at se på billeder. Kirsten Kjærs museum er et af stederne. På Langvadvej, ikke langt fra Frøstrup, ligger et underligt hus, som gennem årene har vokset sig stort ved flere knopskydninger. Den permanente samlig udgøres af Kirsten Kjærs malerier, mest portrætter af folk hun mødte gennem sit lange, omskiftelige liv.
Vigtigst for mig er nu de skiftende særudstillinger, hvor man kan stifte bekendskab med kunstnere, som oftest hører til uden for de mest etablerede cirkler, men som alligevel besidder sikre, kunstneriske kvaliteter. De to bestyrere, Harald Fuglsang og John Anderson har et sikkert øje for, hvad der er værd at vise. Især har de givet mange østeuropæere og russere lejlighed til at udstille. Uden at jeg ved meget om det, ser det ud til at tradition og uddannelse som kunstner er meget anderledes øst for det gamle jerntæppe end her i Danmark. Især er østeuropæerne ikke bange for at vedkende sig, at de forholder sig til verden uden for dem selv, og altså maler efter motiv. På billedet kan man ane Zura's dystre verden.Kirsten Kjærs museum er bestemt en køretur værd, også selv om man ikke bor i Thy.

Skive har fået nyt bibliotek

Tillykke til Skive by og til Skive Bibliotek med de nye lokaler. Det må siges at være et heldigt gennemført projekt. Alene det at kunne bygge nyt og tilstrækkeligt stort i midtbyen er et kunststykke, og jeg skal ikke skjule min lette misundelse. Min hjemby Thisted har netop skrinlagt planerne om et kulturhus på havnen.
Nem adgang for borgere og brugere er vigtigt, også i denne sammenhæng, og der er gåafstand til hvad man måtte have af ærinder i Skive i øvrigt.
Lokalerne er smukke, med en central skakt som giver ovenlys, så længe det er daglys. Jeg har ikke været der efter mørkets frembrud, men jeg vil uden tvivl savne lys fra glødelamper. Men det kan jo ikke nytte at bede om, hensyn til økonomi og miljø vejer tungere en hensynet til lysets kvalitet. Indretningen er selvfølgelig et kompromis, for mig havde det ideelle været at bygge i ét plan, men det er der jo ikke plads til.
Den eneste deciderede kikser er et hjørne af musikafsnittet, hvor bygningens indretning signalerer "kontor - ingen adgang" men hvor der altså er adgang alligevel. Reolerne var valgt med 6 hylders højde visse steder i voksenafdelingen, så er der plads til alle bøgerne, men indtrykket bliver lidt mere kompakt. Farverne er hvide overalt med nistrede gulve og grå reolgavle. Indtrykket bliver en smule klinisk og sterilt, man savner en menneskelig hånd i indretningen og kunst på væggene, men det kan komme.
Alt i alt det et flot nyt bibliotek, som der er al mulig grund til at glæde sig over, både for borgere, personale og politikere.

September udstilling

Efter nogen stilstand og en udflugt til Det høje nord er det på tide at genoptage virksomheden som selvbestaltet kommentator af stort og småt i kunstens verden. Jeg har kort sagt været på udstilling igen. Jeg har været på det gamle rådhus i Thisted for at se Det Ny Kastet's efterårsudstilling. Den bestod at lokale medlemmer af BFK. Dermed er der vel også tale om noget af det bedste, som vi kan mønstre i Thy. Der var en del ok billeder, især Pia Skogberg og Verner Hübert Thobiasen gjorde indtryk på mig. Problemet er måske, især for Skogbergs vedkommende, at det ligner noget jeg har set andre steder. En række mørke ansigter malet med kraftige konturer giver klare mindelser om Trude Sembs ansigter og andre, store malerier med collage-elementer er også noget der vækker mindelser.

Thobiasen kan noget med farver, en række landskaber viser en glæde ved farver i flere lag. Teknikken opfordrer beskueren til at dvæle lidt, for at opdage, at de tilsyneladende kedelige flader er fulde af liv. Alt i alt når vi op på en middel-karakter for udstillingen. I korte øjeblikke kan jeg gribe mig i at have mere ud af arrangementet i Plantagehuset forrige fredag, hvor manglen på talent var så åbenlys, at det var interessant. Middelmådighed er desværre en negtiv karakteristik, når vi snakker billedkunst.

Tromsø

T er fuld af gamle træhuse. Dette fra hovedgaden.

Dette og det foregående indlæg er blot for at demonstrere, at man kan bruge sin mobiltelefon til at blogge med

Vs:Tromso

Her regner det

Thisted

Thisted midte er bogstaveligt talt et hul i jorden.

Ovenstående viser, at jeg nu kan blogge fra min mobiltelefon.

Det viser også, at det kommende J P Jacobsencenter er godt undervejs. Hele midtbyen er gravet op. Selv om billederne ikke tyder på, at centeret bliver en arkitektonisk perle, så venter vi alle på at de bliver færdige. Betænkelighederne ved den megen trafik og byens øvrige handelsliv snakker vi ikke om her, selv om der skal være plads tl bekymring.

Om ingenting

Hej
Kære tålmodige fanskare. denne blog er ligsom gået i stå. Jeg har ikke fået skrevet noget om Uncertain States på Herning kunstmuseum, som ellers var ganske spændende. Og dette skriver jeg mest for at tjekke, at jeg kan gøre det inde fra den virtuelle fæstning, som Thisted Kommunes firewall udgør.
Jeg vender tilbage efter sommer.