mandag, august 18, 2008

Månen over Skagen





Vi har netop været i Skagen på weekend. Her var vi, for 2. gang i år inde for at se Skagens Musems jubilæumsudstilling. Den består af deres egne værker, ophængt i en såkaldt salon-ophængning, hvilket vil sige, at en hel masse billeder er hængt op på væggene, så tæt på hinanden som det er praktisk muligt. I Skagen var billederne ydermere ophængt kronologisk, så vi fik mulighed for at følge kunstnernes udvikling gennem den ganske lange periode, som udstillingen dækker. Jeg har kun set denne ophængning en gang før, nemlig på Statens Museum for Kunst, men jeg må sige, at jeg finder det interessant at gøre det på den måde en gang i mellem. Man får simpelthen mulighed for også at se kunstnernes næstbedste billeder, og måske værdsætter man mesterværkerne bedre på den baggrund. Endelig må man konstatere, at museer godt nok er til for publikums skyld, men det er dog en fordel, når der ikke er alt for fyldt. Første gang vi var der i år, missede jeg simpelthen en del billeder, som var skjult bag museumsgæsterne. Bemærk i øvrigt det store Willumsen-billede "Badende børn på Skagen strand" som er hentet hjem fra Willumsen-museet. Se mere om udstillingen i Kristeligt Dagblad

Vi fik også mulighed for at se en delvis måneformørkelse over havnen, på billedet man ser hvordan månens segl vender forkert.

Endelig en anbefaling. Badepension Marienlund er simpelt bare så hyggeligt, man føler sig hensat til tidligere tiders pensionsliv. Der er ikke så mange værelser, fred og ro, muselmalet porcelæn og spadsereafstand til centrum.

PS. Det hedder vist stadig "i Skagen" selv om man stadig hører københavnere sig "på Skagen"

Ingen kommentarer: