onsdag, december 23, 2009

Serendipity



Serendipity er et af de ord, som englænderne har og som vi mangler, men vi kender alle til fænomenet, at falde over noget, mens man leder efter noget andet.
I dag ledte jeg efter online-fotomagasiner, og faldt over en hollandsk designer, Christien Meindertsma.
Ud over, hvad hun ellers laver, så laver hun også designet håndarbejde. Hun har til fulde forstået at udnytte det forhold, at dagens forbruger ikke alene vil have smukke, helst unikke genstande, men også en medfølgende historie. Hun har indført begrebet "One Sheep Cardigan", altså uldtrøjer hvor ulden kommer fra et bestemt får. Fænomemet er kendt fra vinens verden, men nu også fra uldtrøje-verdenen.
Så har man set det med. Klik på linket, det er i øvrigt en interessant hjemmeside

onsdag, december 16, 2009

Anmelderi



I den foregående blog-post argumenterede en kommentator for, at aviserne selv må bestemme, hvad de skriver, og det gælder vist stadig, at redaktører og journalister sammen med udgiverne selv bestemmer, hvad de skriver.
Anderledes er det med bibliotekarer. De skriver ikke så tit, men når de gør det, er de underlagt retningslinjer og restriktioner. I hvert fald når det gælder lektøranmeldelser, som nu hedder materialevurderinger.
Fordi bibliotekerne er et betydeligt marked for visse udgivelser og forlag, er der naturligt nok fokus på, hvordan bøger bliver omtalt i bibliotekssammenhæng. Tidligere har forlag og forfattere beklaget sig over anmeldelser i et sådant omfang, at der nu er udvalg og kommissioner til at holde øje med bibliotekarerne. Der findes også et sæt retningsliner for, hvordan disse anmeldelser skal udarbejdes.
Disse retninglinjer har gjort nogen af anmelderne til små mestre i bibliotekarisk newspeak. For at undgå at overtræde retningslinjerne formulerer de sig i mere eller mindre positive vendinger. "Nem at læse" er en eufemisme for "overfladisk", og så videre. Det volder i øvrigt ingen problemer, når man er bekendt med problematikken. Du kan selv se omtalerne på bibliotek.dk. Find en bog, du er interesseret i og klik på "se materialevurdering".
I dag er de imidlertid omvendt. I Information - her - kritiseres lektørerne for at være ukritiske og ikke tilstrækkeligt funderede inden for det område, de anmelder i.
Så cirklen er vist sluttet, alle synes at glemme, at materialevurderingerne er skrevet fra biblitotekarer til bibliotekarer i et ganske bestemt øjemed.
Hvad betyder dette så for den almindelige biblioteksbruger? Ikke ret meget. Det er stadig bibliotekernes kompetence at skaffe den rette bog til den rette bruger, helst på det rette tidspunkt. I dag sker det med udgangspunkt i dogmet: "fokus på brugerne, ikke på samlingerne". Det betyder, at selvom dit bibliotek ikke ejer en bestemt titel, så bliver den skaffet til dig, ofte på ganske kort tid.

Billedet er et jeg har lånt.

onsdag, december 09, 2009

Afskaf dansk



Nej, tiden er ikke moden til at vi opgiver dansk som fælles sprog. Nogen gange ser det nu ud til, at alle, også danskerne har meget svært ved at udtrykke sig på dansk, i hvert fald hvis man lytter til sprogpolitiet.
I gamle dage var det dialekterne, der blev forfulgt. Vendelboer, thyboer, vestjyder og så videre måtte lære sig to sprog, et til lokalt brug, og et til at bruge i købstaden. I dag er dialekterne forsvundne fra den daglige sprogpraksis, og vi snakker alle rigsdansk. Mere eller mindre korrekt, og ve den arme stakkel, som er vokset op i 70'erne og derfor er grammatisk udfordret.
Senest har Jesper Steinmetz i "24 Timer" været efter nogen oplagte fejl. Han skriver bl.a. "Bedre bliver det ikke, når jeg i fitness-centeret hører samtlige instruktører sige i slutningen af træningstimen: 'Det er vigtigt, at I får STRUKKET ud'. NEJ: det hedder 'får STRAKT ud'."
Sprogligt forkert, men er der nogen som er i tvivl om meningen?
Mit svar er noget i retning af: "lær at leve med det". Nettet har givet os alle den mulighed, som tidligere var journalisters privilegium, at skrive ligegyldigheder om ingenting i et slapt sprog. Det betyder nødvendigvis, at der bliver endnu flere, som ytrer sig af hjertens lyst, uden at have helt styr på sprogets detaljer. Der er selvfølgelig forskel på folk, og journalister og dansklærere sætter måske i højere grad en ære i at skrive korrekt.
Men hvad er egenlig værst, en journalist som kløjs i "sin" og "hendes" eller en redaktør, som tillader eller ligefrem beordrer sin avis fyldt med ligegyldigt sludder?
Danske aviser er kraftigt statsstøttede, bl.a. i kraft af momsfritagelse. Det forhindrer ikke, at medierne er fulde at totalt uinteressante såkaldte historier, som ingen har bedt om, og som ingen ville savne, hvis der var et væsentlighedskrav knyttet til støtten.
Vi kan lære meget af amerikanerne. F.eks. har deres politi en afdeling for "internal affairs", som tager sig af uregelmæssigheder og overgreb fra politiets side, og på det sproglige område har man meget længe været opmærksom på, at et krav om sproglig korrekthed meget nemt kan have en undertrykkende funktion. I den angelsaksiske sprogsfære er man i dag vant til, at engelsk kan antage mange former, og man bærer over med det mindre end perfekte. (Hovsa, en anglicisme!)
I dagens Danmark optræder der en række sprogrøgtere, som både agerer anklagemyndighed og dommere, uden megen barmhjertighed. Tænk, hvis Jesper Steinmetz i stedet for at fange åbenlyse smuttere havde interesseret sig for, hvilke historier der blev bragt i vore aviser, hvor havde det været meget mere spændende.