mandag, oktober 01, 2012




Fredag d.28.9 var der fernisering på Thisted gl. Rådhus med en udstilling af fotografier, som optakt til en begivenhed kaldet "Fotofestival". Udstillingen blev åbnet af Ejner Frøkjær fra Nationalpark Thy, som talte varmt og længe nok til at jeg fik noget af talen med, sselvom jeg var lidt forsinket.
Der var udstillet en række rigtig flotte landskabs- og naturbilleder, af skandinaviske fotografer. På billedet herover kan man se nogen af dem, iført deres kameraer.
Mest interessant var nogen billeder, muligvis fra Svalbard, der var ingen tekster ved billederne. Der var moskusokser i sne og en isbjørn ganske tæt på. Isbjørnen var tydeligvis taget med en ret kort tele, jeg formoder at fotografen slap væk, siden vi får billederne at se.
For de andre billeder gælder det, at man faktisk godt kan overdosere landskabelig skønhed i en udstilling. Det er lidt ligesom at få lagkage til hovedmåltid, man får ganske enkelt nok på et tidligt tidspunkt.
Det er i det hele taget et problem, som visse fotografer forholder sig aktivt til. En ting er at tage massevis af smukke billeder af et landskab, men hvad med andre sammenhænge? på udstillingen var der også nogle billeder af et forladt husmandssted, her var forfaldet og sammenbruddet reduceret  til flotte fotos.
Der er stof til en blog for sig om fotografiets æsteticering af sine motiver, særligt interesserede kan begynde med denne artikel fra dagbladet Information
I øvrigt hæftede jeg mig ved, at en af de mange tilstedeværende fotografer lod sit store kamera hænge på maven, mens han som jeg brugte mobiltelefonen til at tage billeder af forsamlingen. Den problemstilling kan vi vende tilbage til igen igen en anden gang.
Udstillingen varer til 14.oktober, jvf kunstforeningens hjemmeside.
Anderledes landskabsfoto. Jin Zhu