mandag, oktober 01, 2012




Fredag d.28.9 var der fernisering på Thisted gl. Rådhus med en udstilling af fotografier, som optakt til en begivenhed kaldet "Fotofestival". Udstillingen blev åbnet af Ejner Frøkjær fra Nationalpark Thy, som talte varmt og længe nok til at jeg fik noget af talen med, sselvom jeg var lidt forsinket.
Der var udstillet en række rigtig flotte landskabs- og naturbilleder, af skandinaviske fotografer. På billedet herover kan man se nogen af dem, iført deres kameraer.
Mest interessant var nogen billeder, muligvis fra Svalbard, der var ingen tekster ved billederne. Der var moskusokser i sne og en isbjørn ganske tæt på. Isbjørnen var tydeligvis taget med en ret kort tele, jeg formoder at fotografen slap væk, siden vi får billederne at se.
For de andre billeder gælder det, at man faktisk godt kan overdosere landskabelig skønhed i en udstilling. Det er lidt ligesom at få lagkage til hovedmåltid, man får ganske enkelt nok på et tidligt tidspunkt.
Det er i det hele taget et problem, som visse fotografer forholder sig aktivt til. En ting er at tage massevis af smukke billeder af et landskab, men hvad med andre sammenhænge? på udstillingen var der også nogle billeder af et forladt husmandssted, her var forfaldet og sammenbruddet reduceret  til flotte fotos.
Der er stof til en blog for sig om fotografiets æsteticering af sine motiver, særligt interesserede kan begynde med denne artikel fra dagbladet Information
I øvrigt hæftede jeg mig ved, at en af de mange tilstedeværende fotografer lod sit store kamera hænge på maven, mens han som jeg brugte mobiltelefonen til at tage billeder af forsamlingen. Den problemstilling kan vi vende tilbage til igen igen en anden gang.
Udstillingen varer til 14.oktober, jvf kunstforeningens hjemmeside.
Anderledes landskabsfoto. Jin Zhu

mandag, september 10, 2012

Benandsebastian på Trapholt



Søndag gik turen til Trapholt, hvor vi så bl.a.dette værk af Benandsebastian, et prisbelønnet kunstnerpar.
Udstillingen hedder "Phantom limbs". Det  refererer til, at de arbejder med at gøre
det fysiske fravær nærværende og sanseligt, lige som når patienter føler fantomsmerter i amputerede lemmer, som der står på Trapholts hjemmeside.
Det vi ser her er ganske karakteristisk, en stump af en vindeltrappe, fint forarbejdet i eksotiske træsorter, intarsia og så videre. Det fraværende er i dette tilfælde resten af trappen, gelænderet og det rum der omgiver det.
Jeg er i tvivl om om det er meningen at jeg skal sanse det der mangler, eller om jeg skal forholde mig til det fragment der faktisk er der, inklusive teaktræsrammen.  Det der faktisk er der, har meget af det, jeg godt kan lide ved et kunstværk. Der er åbenlyst et snedkerhåndværk, kunstneren (eller assistenterne) kan noget med deres hænder ud over at de kan få en god ide. Der er også noget at se på, som ikke kunne være formidlet med en tekst eller en afbildning, værket gør sig kun ved det direkte møde. Der er kort sagt mulighed for en god oplevelse her.
Går man på museum får man ofte hjælp af en formidlende tekst. Bare det at have en titel at holde sig til kan hjælpe til at åbne det værk man står over for. Museumsfolkene giver ofte værket et ord med på vejen, så ikke-kendere som undertegnede har en chance.
Her var det modsat. Både kunstnere og museum hav formuleret et stykke tekst til hvert værk, som først og fremmest bidrog til at komplicere en tilgang til værket. Knudret sprog med et højt lixtal, og muligvis var teksten en del af værket og ikke en formidlende tekst. For en gangs skyld havde jeg foretrukket værket og titlen alene. Læs mere her
På Trapholt er der desuden en stor udstilling af portrætter af den kongelige familie. det er sjovt at se, hvordan forskellige kunstnere kan få noget så forskelligt ud af den samme familie.


søndag, august 05, 2012

Rockmusikere som billedkunstnere





Denne sommer, frem til 19. august, kan man se en udstilling i Dronninglund Kunstcenter, hvor man har samlet kunstværker fra folk, som først og fremmest er blevet kendte for noget andet.  Flere af kunstnerne er brudt i gennem som rockmusikere, feks. Troels Trier, billedet nederst og F. Beckerlee.
Udstillingen er interessant, fordi man får lejlighed til at  fundere over, hvad disse billeder har til fælles, og hvad der adskiller dem fra anden dansk kunst. Og så den nytteløse, men lige så interessante spekulation om, hvorvidt de kunne være brudt igennem alene i kraft af billederne. Som med Dronning Margrethe og Bob Dylan og mange andre.
Det øverste billede er af Erik Clausen og det nederste af Troels Trier, vidt forskellige i udtrykket. Clausen er interessant, fordi han har en motivverden til fælles med Hans Voigt Steffensen, men med et helt andet resultat, sådan lidt tilbageskuende i sit delvist abstrakte udtryk. Clausens gamle makker, Sylvester maler fortsat som Arne Haugen Sørensen på Valium, i sin damer og vilddyr periode. Det går tilsyneladende også godt, der er udsolgt før ferniseringen når Sylvester har separatudstilling.
Troels Triers Madonna herover er karakteristisk for hans stil. Kraftige konturer og en god del humor og også en vis kant en kritisk indstilling til nogle fænomener i samtiden. En madonna med en et elektrisk Jesusbarn f.eks. Humor er noget der i øvrigt karakteriserer udstillingen generelt.
Fælles for udstillingen er, at værkerne er relativt lige til at gå til, som også kunstnernes musik var det, da de spillede. Man skal ikke ud i dybsindige fortolkninger  for at få værkerne til at åbne sig, man kan enten lide dem eller ej. Det gjaldt jo også såvel Clausen og Petersen og Røde Mor i sin tid, det var ikke så svært, enten var man vild med dem eller også brød man sig slet ikke om dem.  Udstillingen anbefales hermed, lidt sent ganske vist.


søndag, juli 29, 2012

Havudsigt



På Vendsyssel kunstmuseum kan man lidt endnu se en udstilling med billeder af Niels Leergaard og Poul Anker Bech. PAB var elev af /ven med Niels Lergaard og man har naturligt nok ophængt en række billeder parvis, så man kan se hvordan de to kunstnere behandler det samme tema.
Forskellen er f.eks tydelig her, hvor de begge har malet en havudsigt, men hvor de har helt forskellige intentioner med deres billeder.
PAB vil gerne fortælle en historie om, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være. Hos PAB handler det ofte om at samstille elementer, som hver for sig er naturalistisk malede, men som er sat sammen på en ikke-naturalistisk måde. Her svæver hav og hus tilsyneladende, uden kontakt med omgivelsen.
Niels Lergaards billede handler først og fremmest om farver og former, med hav og hus som nærmest en undskyldning for at male subtilt raffinerede farveflader mod hinanden, lag på lag og ikke så nemme at gengive på et fotografi.
Så trods venskab og beslægtede motiver er der tale om to vidt forskellige kunstnere med vidt forskellige billeder. Vendsyssel Kunstmuseum har lavet en fin ophængning, uden at for store pædagogiske pegefingre, men med med en glimrende formidling af to store danske kunstnere.

søndag, juli 08, 2012

Formidling og udstilling




I dag, søndag d. 8. juli, årets hidtil bedste sommerdag, var vi i Hanstholm for at se på køretøjer fra anden verdenskrig. Det var på forhånd annonceret som et træf, hvad det da stor set også var. Af seværdigheder var der en canadisk panserjæger, et køretøj til at nedkæmpe tanks med og så denne NSU Kettenkraftrad, eller blot Kettenkrad. Vi så, hørte og lugtede dem køre forbi, du kan se med her.
Det var nu lidt af en fuser, i kraft af placeringen ved Hanstholm Bunkermuseum havde jeg troet, at der var en form for formidling af hvad vi så, men der var blot tale om en ophobning af forskellige menneskers samling af alle mulige ting og sager fra ww2, herunder også køretøjer.
OK, der var sådan set ingen der havde lovet andet, så fejlen  var vor egen. Men skulle nogen være i tvivl, så er der pokker til forskel på at samle gamle ting sammen og så på et museum med perspektiv og formidling. Ovenstående forløber for vore dages atv er man nødt til at slå op i den engelsksprogede Wikipedia for at få en ide om, hvad den har skullet gøre godt for. Personligt er jeg ikke rigtigt overbevist, men hvad, tyskerne tabte jo også krigen.

tirsdag, juni 05, 2012

Damien Hirst på Arken



Jeg var for nylig i København og havde til til at gå på museum, et møde var blevet aflyst. På Arken så jeg bl.a. det relativt nye Damien Hirst rum, hvor der er udstillet en stor donation af hans værker. Der er nogle centrale ting fra hans produktion, som ovenstående sommerfugl i maling og en ½ kalv nedsænket i formalin. Sommerfuglene ligner sådan noget, som vi fik skældud for som børn, de er fanget i den våde maling. Om de var døde da de blev anbragt der eller om de er døde langsomt i malingen kan jeg ikke rigtigt få opklaret. Der er tale om en række meterhøje billeder i grundfarver plus sommerfugle, bag glas som man måske kan se af fotoet.
Stillet overfor disse billeder og resten af samlingen er spørgsmålet som så ofte med samtidskunst, hvad skal man stille op med det? Resten af kunstverdenen er ikke i tvivl om DH's kvaliteter, hans værker sælges for temmelig ekstreme priser.
Tyer man til Arkens hjemmeside er der lidt hjælp at hente. På siden om samlingen står der noget om eksistentielle problematikker, provokerende elementer og om at tage stilling. Og en mere detaljeret gennemgang er der her.
Når man er kommet sig af overvejelserne om, om sommerfuglen døde en langsom død i malingen, eller om det blot er noget vi skal tro, så er der ikke så forfærdeligt meget tilbage. Tematikken om død og skønhed er temmelig intellektualiseret, værket fungerer sådan set lige så godt hvis du blot fortæller om det: "Ved du hvad, jeg så et stort billede med nogle døde sommerfugle i rød farve..."
Om ikke andet så ser vi her en af kunstens funktioner i fuld udfoldelse. Kunsten og forståelsen af den som adgangsbillet til det gode selskab. Vandene skiller der, hvor du er i stand til at falde i svime over en ½ kalv i formalin, og helst også henkaste en begavet bemærkning, som du vel at mærke kun kan hente på Arkens hjemmeside hvis du virkelig er grundig i din research.
Tager man Arkens placering i Ishøj i betragtning er provokationen dobbelt. Her kan de knap så rige se, hvad man kan med penge og hvad man kan få penge for, hvis man kender de rigtige.
Værre bliver det, når man går videre i udstillingen, hvor dem der er til mere traditionel kunst er henvist til Dronningens mange skilderier. De er ganske habile, hun er en dygtig maler, ingen tvivl om det, men de rykker ligesom ikke rigtigt.
Hvis jeg skal være generel i mit brok, så er det nok mest det, at man ser så megen kunst, som udelukkende fungerer på et intellektuelt plan, hvor man ikke også kan forholde sig til håndelag og konkret udførelse af værket. Det er helt klart mit eget problem, kunstverdenen trives tilsyneladende fint med sommerfugle i rød maling.

søndag, maj 13, 2012

Vrå i Thisted



Færdes man i Vendsyssel, kender man måske til, at der ligger en kunstbygning i Vrå, med blandt andet en samling af Svend Engelunds billeder. Bygningen og foreningen bag afholder hvert år det de kalder Vrå-udstillingen. Det er blevet til mange udstillinger i årenes løb, og nogle af værkerne fra disse udstillinger er i kunstbygningens eje. Det er blevet til en udstilling med "det bedste fra Vrå-udstillingen gennem 70 år", som for tiden kan ses i Thisted.
Der er en række gode værker, af det man vist kalder "klassisk moderne", når man gerne vil angive, at værkerne har en del år på bagen, men at de er moderne i deres udtryk, i modsætning til f.eks. guldalder- og skagensmalere.
Udstillingen er værd at gå efter, den fortsætter til d. 10. juni.

søndag, april 01, 2012

Rene Holm i Thisted


På Thisted gl. rådhus er der i øjeblikket en udstilling med Rene Holm med titlen "Human Fragility". Billedet herover er karakteristisk for udstillingen. Mennesker uden ansigter, malet med tykke pastose ( som i malingspasta ud af tuben) strøg, uden alt for mange raffinementer. Det handler ikke om kunsterens evner for at male ansigter, der er også et par fine portrætter på udstillingen.
Kunstneren var til stede ved ferniseringen og han blev da også spurgt om de manglende ansigter. Selv sagde han, at det ikke er enkeltpersoner han vil skildre, men typer, og at ansigterne derfor distraherer. Vi kan så spekulere på, hvilken type ung kvinde der har gang i en forhammer i en birkelund. Netop anonymiseringen forlener hende med en vis uhygge. Sammen med hendes placering i, hvad der normalt opfattes som idyl, giver det manglende ansigt en foruroligende stemning i billedet. Kunstneren pointerende, at hans billeder fortæller historie, og det er en alt andet end hyggelig historie vi har her. Og som al god billedkunst er der tale om en historie, der er bedst fortalt i billeder.
Vi får aldrig at vide hvad pigen er i gang med, og det er nok godt det samme. Udstillingen er værd at se og det kan nås endnu, den varer til 29. april.

fredag, marts 30, 2012

Film og fup



Jeg har tidligere underholdt om gamle dage, hvor man fotograferede med film og om hvordan Kodak er på vej til at lukke.
Et af Kodaks produkter  var en sort-hvid film kaldet Tri-X. Den havde den fordel, at man kunne fotografere i dårligt lys, det var en såkaldt "hurtig" film. Ulempen var, at billederne blev lidt grynede, kornede.
Der er imidlertid fotografer, som brugte kornene æstetisk, som gjorde dem til en vigtig del af det billedmæssige udtryk. I dag gælder det f.eks. Kirsten Klein.
Hvis man ikke har lyst til at trækkes med besværlig og miljøfjendtlig kemi og dyre film behøver man ikke at give op. Man har også her digitale genveje. Hvor man i digital fotografi forsøger at undgå billedstøj, det anses for grimt, så er de gammeldags analoge korn i visse tilfælde efterstræbelsesværdige. Det i en sådan grad, at nogen har lavet et program som kan simulere analoge film. Øverst ses et billede direkte ud af digitalkameraet, nummer to er sat til gråtoner i billedbehandlingen og nummer tre er et simuleret Tri-X 400 ASA billede. Klik på billederne for at se dem lidt større.
Programmet hedder DxO Film Pack og kan downloades her.

torsdag, marts 08, 2012

Tillykke med fødselsdagen

Hip hip hurra.
Tillykke til Niels Frandsen med 62 års dagen


torsdag, februar 16, 2012

Holstebro i fokus



Den unge kvinde på maleriet har tydeligvis et problem, som ikke uden videre lader sig løse. Hun er malet af Maria Torpe, og billedet kan i øjeblikket ses på Holstebro Kunstmuseum som en del af udstillingen "Ude af fokus".  Udstillingen er en samling mere eller mindre figurative billeder (man kan se, at de forestiller noget).
Den overordnede ide er at undersøge hvordan maleriets rolle er i vor tid, præget af en accellererende distribution af billeder, der ikke levner til til fordybelse eller eftertanke. Citeret efter den tilhørende brochure.
Er begrundelsen en smule søgt, så er billederne til gengæld spændende. Her er f.eks. adskillige værker af en af mine favoritter pt, Allan Otte, som stadig maler grumme billeder fra det danske landskab, med en udsøgt teknik.
Fælles for de fleste af billederne er, de ikke alene er figurative, men at de også er præget af den digitale billedbehandlings muligheder, selv om de alle er ret traditionelt udført, med olie eller acryl på lærred eller plade. Og i modsætning til påstanden om vor tid generelt er de udtryk for kunstnernes fordybelse og eftertanke, hver på sin måde.
Der  er mange spændende billeder at se, og man kan læse mere på museets hjemmeside. Tager man afsted i god tid kan man nå Skive Kunstmuseum også, her er en særudstilling med Ivan Andersen, som i øvrigt også er repræsenteret i Holstebro. Begge dele er værd at tage afsted efter.

søndag, februar 12, 2012

Selvportræt med kage


Hvem er den unge mand, og hvad laver han med den kage?
Historien er kort, at han skulle sende et billede, som han havde taget med sin iPhone. Imidlertid syntes han at iPhonen så åndssvag ud på billedet, så han photoshoppede den væk til fordel for en kage.
Så langt så godt, en lille smule excentrisk måske, men heller ikke mere. Det virkeligt mærkelige kommer, når det viser sig, at han har lavet en hel bevægelse ud af fænomenet, med egen hjemmeside og det hele. På adressen http://selfpoptart.com/ kan du uploade dit iPhone-selvportræt og blive en del af bevægelsen.
Vi har amerikanernes go-get-it mentalitet for fuld udfoldelse. Alt hvad du behøver, for at få dine 15 minutters berømmelse er en ide og en pc med netadgang. Bare gå igang, så kan vi tage stilling til, om ideen er god bagefter.
Jeg fandt siden i det udmærkede online tidsskrift American Photo. Du kan læse artiklen her

onsdag, februar 01, 2012

Art Herning 2012


Søndag var vi til kunstmesse i Messecenter Herning, Art Herning. Her var mange spændende billeder, messen havde oprustet, hidkaldt flere københavnske gallerister, som ellers har svært ved at finde til Jylland.  I det hele taget var der mange spændende ting.
Som altid når man kigger på kunst var der også ting, som kalder på undren og hos visse utvivlsomt også en let hovedrysten.
Ovenstående værk er, som man måske kan se, to poser vanillesukker med håndskrift på. De er smukt indrammede og sælges til den nette sum af kr. 25.000. -  Sagen er, at der er tale om et værk af Joseph Beuys. Hvem han er, kan man læse om, hvis man følger linket.
Det som køberen får, hvis han køber værket og hænger det op, er først og fremmest en markering af, at han er velbevandret i det 20. årh.'s kunsthistorie, og en markering af at pengene er rigelige. Skulle en beskuer driste sig til at spørge om hvad det er, vil vedkommende afsløre sig som ignorant og ejeren vil få en kærkommen lejlighed til at holde foredrag om tysk kunst i det 20.århundrede, om værk som provokation, om fluxus osv.
Der er visse typer af kunst, som ikke giver sig udtryk i noget, som private samlere nemt kan hænge op på væggen, Happenings, events, installationer osv.  I stedet kan man så købe noget som dette, som ikke i sig selv er noget, men som fortæller en historie om hvem ejeren er. Ligesom når Olafur Eliasson sælger nogle ret banale landskabsfotos fra Island, fordi det nu engang er svært at installere et tågekammer i dagligstuen.




Vi tager lige en til. Dette er et udsnit af flere billeder af Marco Evaristti. Noderne er Richard Wagners "Rienzi", skrevet med kunstnerens blod.
Igen, ikke noget man blot kan se på, man skal have hele historien før man kan forholde sig til det. Hvem kan i øvrigt lige huske, hvad "Rienzi" gik ud på?
Vi stopper opstødene her, og glæder os til næste Art Herning.

fredag, januar 20, 2012

Exit Kodak ?


Da jeg begyndet at fotografere brugte man film, Kodak og Ilford når det skulle være rigtigt godt. Alle har hørt om Kodak og alle der har fotograferet, har været i kontakt med deres produkter.  Utallige har taget billeder fra charterferien med et Kodak Instamatic, som er en efterkommer efter det boxkamera, som var med til at gøre Kodak til en meget stor koncern. Slogannet var, "you press the button, let Kodak do the rest", sådan ca.  Siden digitalkameraernes fremkomst er det imidlertid gået ned ad bakke for Kodak, og her forleden indgav de begæring om betalingsstandsning. Det er sidste chance før en egentlig fallit. Wall Street Journal kan forklare detaljerne i det retslige og økonomiske.
Det er nogle år siden Kodachrome filmen forsvandt, den var for besværlig at fremkalde. Allerede da ovenstående billede skulle fremkaldes, var det kun et sted i Skandinavien, hvor man mestrede processen. Billedet er fra midt i 70'erne, sandheden i ære, så husker jeg ikke, hvilken film, det er taget på.  Man kan stadig få Kodak film, blot ikke Kodachrome. Den anden filmfabrik på verdensmarkedet er Fujifilm, som i modsætning til Kodak også har været i stand til at få succes på markedet for digitale kameraer.
Således forgår verdens herlighed, udviklingen er ikke sådan at standse og Kodak har ikke formået at følge med. Jeg har for nylig sat film i det gamle spejlreflex, og det er åbentlyst for mig også, at gammeldags film er for nostalgikere og fanatikere, og så Kirsten Klein, som kun kan få sine flotte, kornede billeder med film i kameraet.
Det er en ringe trøst, at kloge hoveder spår, at digitalkameraet også er på vej til at forsvinde, i hvert fald som en selvstændig enhed. I fremtiden vil du bruge din smartphone og din iPad til at tage billeder med, og det digitale lommekamera bliver overflødigt, efterhånden som telefon-kameraerne bliver bedre. Tilbage vil være store, dyre og klodsede kameraer for entusiaster og professionelle.

søndag, januar 08, 2012

Struktur under huden


Vi har netop været i Randers for at se Martin Bigum udstillingen "Struktur under huden". Den var ganske spændende. MB bruger ikke længere den lille kutteklædte "Art" figur, nu er det engle-lignende væsener og en jordklode med ansigt som er blandt de gennemgående temaer. 
MB's billeder er fulde af detaljer, som hver for sig er genkendelige, men som er sat sammen i en ikke-åbenlys sammenhæng. Puslespilsbrikker transformeres til engleskikkelser, som ser alt andet end ophøjede ud. Faktisk er de i gang med slåskampe eller de er, iført pampers-ble ved at blaffe. Der er meget at se på, og det er uundgåeligt at begynde at tolke på billederne.
Jeg skal spare læserne for en indgående analyse af MB's værk lige nu, men nøjes med at opfordre til at følge  med i, hvad han laver, så godt det nu kan lade sig gøre. 
Det her gengivne "Sacred & Profane" fangede mit øje. (Vi slipper ikke helt...) Venstre halvdel af lærredet er fuldt af en mareridts- eller helvedesscene som hos H. Bosch, og højre halvdel er fuldt af Disney-figurer igang med alt det, som de aldrig gør når Disney-koncernen selv står for at tegne dem. Fedtmule og Minnie har sex, Mickey Mouse fixer osv. Denne halvdel af billedet er i øvrigt er en reference til et gammelt billede fra tresserne eller halvfjerdserne, som jeg ikke kan huske titlen på. Jeg så det første gang i  "Tegneserier : en ekspansions historie" En diger, og forældet sag om at analysere tegneserier. De to sider viser altså det hellige som noget med relation til helvede og det profane som Disney figurer i gang med at bryde reglerne. Man kunne få den tanke, at MB er et dystert gemyt, men det modsiges af den muntre, tegneserieagtige måde at male på og af detaljer som en "rigtig" and med matroshat. 
Udstillingen slutter i dag, men kataloget gengiver de fleste af billederne.