fredag, november 18, 2011

Legetøj




Jeg har tidligere blogget om forskellige kameratyper og deres fordel og ulemper. I min research om emnet ( planløs surfning lyder ikke så fint) , er jeg faldet over et fænomen fra fotografiets overdrev.
Der er en ganske omfattende subkultur omkring det at bruge legetøjskameraer til at tage "rigtige" billeder med.
Der findes hjemmesider dedikeret til disse legetøjskameta - fotografer, f.eks. denne http://www.toycamera.com/, og der findes uddybende artikler om emnet, her feks.
De, som er optaget af denne måde at fotografere på, går efter de særlige egenskaber billederne får, uskarpe, vignetterede (sorte hjørner), farvede rande og kradse farver. Normalt gør fotografer sig store anstrengelser for at undgå dette, dels i processen med at anskaffe et kamera, dels i optagelsesøjeblikket og efterbehandlingen.
Sætter man sig et øjeblik ud over sin vante opfattelse af, hvad et fotografi er eller bør være, kan man faktisk få et udbytte af at se på billederne. På samme måde som mange kunstværker ikke forestiller noget, så er disse billeder noget andet en almindelige fotografier. Der findes en gruppe på Flickr dedikeret til formålet

Skulle læseren nu have fået blod på tanden, er der tilsyneladende især et apparat, som fanatikerne samler sig om, et Holga. Det er oprindelig lavet, så indbyggere i den 3die verden også kan få råd til et kamera, og det sælges også stadig med dette formål. Du kan læse mere her eller her.
Man behøver ikke at opgive sit digitale spejlreflekskamera for at være med, Man kan købe en Holga-linse med såvel Nikon- som Canon-fatning, se her, hos en specialbutik for den slags kameraer. Dem som foretrækker den allestednærværende iPhone kan også være med, der findes en forsats-dims at købe.
Billederne er lånt på Flickr.



søndag, november 13, 2011

Skudt papegøjen ?




På Skovgaard Museet i Viborg er der lige nu en udstilling med temaet "fugle". Som man kan se er der lidt af hvert inden for emnet, lige fra Johannes Larsen og til Asger Jorn. Den slags udstillinger er for mig et velkomment alternativ til udstillinger med en enkelt kunstner eller kunstnergruppe. Man får mulighed for at se, hvor mange forskellige måder, et bestemt tema kan gribes an på. Der er ikke megen plads i Skovgaard Museet, når kun den ene etage er i brug til særudstilling. Der er meget at se på, men pladsen er godt udnyttet, og jeg er ikke så velbevandret i kunsthistorien, at jeg kan pege på noget, der mangler.
Den døde ara er taget med for spøgens skyld, kunstneren (Sven Allan Sørensen) forventer ikke en dybsindig andægtighed, skulle man være i tvivl, er der et lille vers vedhæftet værkets titel. Tag selv til Viborg for at se.
Det andet værk af papir af Peter Callesen er heller ikke så svært, de himmelske engle i modspil med de døde skeletter. Det handler om døden og livet og alt det der.
Han er en af de kunstnere jeg gerne kigger på, på grund af håndværket. det er helt utroligt, hvad han kan få ud af almindeligt hvidt papir, med en skarp kniv, vil jeg tro. Den tunge symbolik i mange af hans værker er i overkanten, men der er tale om virtuost papirarbejde, som det er værd at bruge et øjeblik på, om ikke for andet så for elegancen i udførelsen. Både i direkte og i overført betydning kan jeg være i tvivl om holdbarheden, men det skal ikke afholde mig fra at nyde hans værker.

torsdag, november 03, 2011

Bob D i Boxen





Onsdag d. 2. november var vi til koncert i Jyske Bank Boxen som stedet hedder. Salen var fuld, rigtig mange mennesker var samlet for at.. Ja hvad er egentlig motivationen for at tage til sådan en koncert?
Første del var med Mark Knopfler, som gav en glimrende, men noget kort koncert, med prøver på sit sædvanlige behagelige guitarspil, og med nogle folk-inspirerede numre desuden, sækkepibe og træ-fløjter inklusive. Alt ialt en god oplevelse så langt. Ikke noget afgørende nyt, men vender vi tilbage til det med motivationen, så tager man ikke til sådan en koncert for at blive udfordret.
Sidste halvdel var med Bob D og band. Mark Knopfler var med i de første numre, det havde udpræget jam-karakter. Jeg kan ikke vide, om de har øvet sammen, men det lød sine steder som om MK lige var kommet fordi og faldt ind, lidt lige som henne på pubben en fredag aften.
Hovedproblemet var Bob D, som simpelthen ikke har en sangstemme tilbage. Han skriver sig ind i en række af aldrende rockstjerner, som har mistet noget af det, der gjorde dem store, nemlig evnen til at fremføre egne sange. Herhjemme er Steffen Brandt og Sebastian udmærkede eksempler. De kan alle stadig skrive sange, og de kan ikke bære, ikke selv at synge dem, selv om de ikke længere kan. Vi, publikum, kommer ligeledes langvejs fra i håb om at opleve noget af suset fra dengang, i forrige årtusind, hvor vi havde hår på hovedet og ikke fik tømmermænd. Men sådan fungerer tingene ikke. Vi må lære, som vore fædre gjorde det før os, at tiden går, og at der er ting som ikke længere giver mening. Vi, publikum, kan nu sige, at vi har set en af rockens 5 største sangskrivere på scenen, han bevægede sig og alting, men vi kan ikke sige, at vi har haft en fornuftig koncertoplevelse med Bob D.
Bob D bjæffede sig gennem sit sæt, ikke ulig vor nabos Bella, når mor kommer hjem. Når først det var gået op for en, dette er hvad vi får, kunne vi nyde et særdeles velspillede backing-band med en spøjs gammel mand som ikke kunne synge. Helt ok til en aften på den lokale pub, men ikke noget at tage til Herning efter.