onsdag, februar 25, 2009

Netlydbøger med mere

I gamle dage var det nemt at være bibliotekar. I tiden efter Gutenberg og før Bill Gates skulle man blot holde styr på, hvilke bøger man havde og hvem man havde lånt dem ud til. Nu om dage er det lidt mere indviklet. Nu er der for eksempel kommet netlydbøger til. (http://www.netlydbog.dk/).
Det burde være så enkelt, man downloader bogen til sin PC, flytter den til sin MP3 dims og kan høre sin bog læst op, hvor det passer en. Når tiden er gået forsvinder filen igen, på samme måde som man afleverer sine bøger efter en måned.
Men allerede her bliver det svært. I den stående krig mellem Microsoft og Apple har Microsoft vundet et slag, idet man har sikret sig at den MP3 dims, som alle taler om - Ipod'en - ikke kan bruges i denne sammenhæng. Fælles standarder kommer ikke på tale. Nå, har man endelig forsonet sig med, at man skal have en Windows PC og et bestemt fabrikat af MP3 afspiller, så kan man gå i gang med at downloade.
Men så er det, man fortryder, at man drillede den kloge dreng med de tykke briller, dengang man gik i skole, for her er virkelig tale om nørdernes hævn. Hævn skal nydes kold og i små portioner, og det lykkes virkelig også her.
Selv om man har den korrekte Windows Media Player og den rigtige MP3 afspiller kan man få fejlmeddelelser. Klikker man på det link, det dukker op sammen med fejlmeldingen, får man at vide, at man skal besøge en bestemt side, og at man skal lukke Windows Media Player. Men Media Player lader sig bare ikke lukke, uanset hvor meget man klikker på krydset i øverste, højre hjørne.
Så tager man chancen og forsøger at downloade den angivne fil. Flere fejlmeddelelser. Så man bliver til sidst nødt til at læse hele den tekst, som er knyttet til hjælpefilen. Som den ultimative hån anbefalder Microsoft at man udskriver teksten først. Så går det op for en, at man skal installere et Active-x objekt og logge på som administrator (og hvem kan lige huske adm-passwordet) før man kan installere den ønskede rettelse.
IT verdenens svar på krigen mod terror er retssagen mod thepiratebay.org, og lige som krigen mod Taliban går det ikke for godt. Det er da ikke så sært. Når man i den grad læggger hindringer ud for de af os, der har et oprigtigt ønske om at gøre tingene lovligt, er det da ikke underligt, at der er nogen der forfalder til nemmere og billigere løsninger.