mandag, december 29, 2008

Gæs


Normalt dyrker jeg ikke fugle- eller dyrefotografi ret meget, jeg har hverken udstyr eller tålmodighed til at tage ordentlige billleder af fugle. Men i dag skulle det prøves. A bankede på ruden og pegede op, der var en meget stor gåseflok på vej tilbage til Nationalpark Thy, hvor de er på vinterferie. Jeg greb fluks Ixus'et og tog dette billede. Hvis du klikker på det, kan du netop ane, hvor stor en flok der er tale om. Hvis du vil vide mere om nationalparken, så klik på linket.
I øvrigt er der et par finurligheder på Nationalparkens hjemmeside. Nat.parken er omtalt som uspoleret, selvom vi lærte i folkeskolen, at hederne er et resultat af vore forfædres overdrevne skovrydning, som altså netop spolerede arealerne. Faktisk skal heder jo vedligeholdes for ikke at springe i skov.
Det leder så til det næste spørgsmål, er det overhovedet natur, når det arealerne kræver en stor grad af menneskelig pleje for at fremstå som de gør?
Det er i sidste ende et sprogligt spørgsmål, og til det brug er http://ordnet.dk/ en god side.
Her kan man få svaret i Ordbog over det danske Sprog, som siger følgende om Natur:
"... (del af) den mennesket omgivende ydre verden, betragtet som den verden, i hvilken menneskene færdes under aaben himmel...saaledes som den ses henliggende under aaben himmel og i nogen grad overladt til sig selv (om mark, skov, hede osv., mods. have, by olgn.);..."
Dermed er spørgsmålet besvaret, kategorien natur omfatter også de arealer, som kræver menneskelig pleje for at fremstår på en for os tilfredsstillende måde.
Gæssene kan man heldigvis også nyde fra sin fortrappe, det er et flot syn under alle omstændigheder.

mandag, december 15, 2008

Appelsinmarmelade

Her skulle have stået en kommentar om arkitekturen i Thisted Midtby. Men i stedet for at skrive, gav jeg mig til at lave appelsinmarmelade. Opskriften er en kombination af flere, som jeg har fundet på nettet.
1,1 kg citrusfrugter, flest appelsiner, enkelte citroner.
1 kg syltesukker - det der nymodens med pektin i.
1 dl vand.
Appelsinerne skrælles med en kartoffelskræller, og de tynde skræller lægges til side. De hvide hinder skæres af og kasseres. Der skal være ca. 1 kg appelsin tibage. Appelsinerne skæres i både og lægges i blenderen. De tynde skræller skæres i strimler og koges i vandet i ca. 10 min.
I mens de koger blendes appelsinerne grundigt. Appelsin-pulpen kommes i gryden og koges sagte med skrællerne i godt og vel ½ time. Husk at røre. Derefter kommes syltesukkeret i og marmeladen koger videre i 15 min. Marmeladen hældes på rengjorte og skoldede glas.
Denne opskrift giver en knap så bitter marmelade.
Hvis du har lyst til at læse om Thisteds bygninger, så se i dagbladet, hvor Arkitekt Robert Mogensen og dagbladets fotograf Klaus Madsen har fundet nogle interessante, men ikke nødvendigvis smukke bygninger.