søndag, oktober 27, 2013

Demokratur




På Thisted gl. rådhus kan man for tiden se en udstilling, som hedder demokratur. I anledning af det forestående valgt til regionsråd og kommunalbestyrelse har Augusta Duel og Hans Christian Arnklit lavet denne udstilling. Det er angiveligt "koncept- og installationskunst der kradser i demokratiet".
Når der står konceptkunst foran en udstilling betyder det, at kunstneren først og fremmest vil vurderes på sine ideer, altså på konceptet. Det er fair nok, ingen vil falde i svime over selve udførelsen af f.eks. sofaen til sofavælgerne, lavet af så mange ark papir, som der var ikke afgivne stemmer til sidste regionsrådsvalg.
Personligt vil jeg gerne overraskes og udfordres af kunst, ikke mindst når der kun er ideen og konceptet at forholde sig til. Og så gør det næsten ondt, at det første man ser er en række kabiner til stemmeafgivelse. Jeg bliver ikke udfordret af noget, jeg selv og alle andre kunne være kommet i tanke om.
Med bange anelser kigger man bag forhænget, og ja, selvfølgelig er der bag hvert forhæng en række objekter, der kommenterer på forholdet mellem valg og demokrati og medindflydelse og så videre. Kommentarer på en sådan lidt café- kritisk måde, ikke noget der fornærmer nogen og mindst af alt os velmenende lidt til venstre for midten typer.
Det var ikke rigtigt noget at bevæger sig ud i regnen efter. Min største erkendelse den dag var, at blitzen på min telefon ikke blev tændt selv om jeg havde fingereret ved symbolet for tændt blitz.

mandag, august 19, 2013

Leonard Cohen i Odense : Hallelujah som generationsrequiem






Lørdag d. 17.8. var vi til koncert i Odense med Leonard Cohen. Det var en stor koncertoplevelse, en behagelig sensommer aften med musik i kongens have. Cohen som en uforlignelig performer af sine egne intense sange.
Vi var der sammen med gode venner, vi havde ofret en hotelovernatning på sagen, hvad en masse andre som os havde gjort. Publikum var tydeligvis gråt guld, vore jævnaldrende og ældre, som så koncerten som en god anledning til at komme ud og måske lufte den nyligt anskaffede Harley Davidson.
A. spurgte efter koncerten, hvorfor lige præcis Hallelujah er sådan en fed sang art synge med på.
Svaret falder i to dele. Omkvædet benytter sig af musikalsk grundmateriale, uden at blive totalt banalt. Det er nemt at synge,der kun et ord at lære, og det ligger godt for de fleste stemmer og melodiforløbet er også enkelt og lidt højtideligt, passende til ordet.
Søger man lidt videre på Google er det åbenlyst, at det er en af Cohens mest populære sange, der findes utallige coverversioner. Vi Cohen-fans  kender et udvalg af dem, og faktisk var det cover-versionerne der bragte sangen frem i lyset.
En af grundene er tekstens grad af kompleksitet.  Der findes flere versioner af den, men grundlæggende lader Cohen referencer til Bibelen udvikle sig til en kærlighedssang. Vi får henvisninger til David og Batseba, til Kong Salomon og lidt mere skjult også til Jesus. Det bliver til en beskrivelse af et brudt og mislykket kærlighedsforhold, og i nogle versioner med et vers om at fastholde troen på kærlighedens muligheder. Der er rig mulighed for at tolke på teksten og finde nye vinkler på sangen.
Sangen viser et grundforhold om den generation, som Cohen er den ældste af. Vi vil ikke udtale årstallet her, i ved hvad jeg mener. Generationen har erstattet religionernes tro med troen på sig selv og dyrkelsen  af sine egne kærlighedsaffærer. Sangen tegner ikke noget entydigt billede af, at det var et godt valg, og Cohens og tilhørernes alder taget i betragtning bliver sangen til det tætteste den generation kommer på et requiem.
For at undgå misforståelser, koncerten i Odense var en stor oplevelse og Hallelujah var et af højdepunkterne. Læser man teksten alene kan den hurtigt blive for meget, men sangen står stærkt i kraft af musikken, sådan som Cohen i det hele taget står som en ener i vestlig populærmusik, som en af de højest placerede i "The Tower of Song".

mandag, juni 17, 2013

Kunsten juni 2013




Vi var i Aalborg, på "Kunsten" forleden. Vi nåede netop at se udstillingen med grafitti, som var ganske interessant, men det er ikke ærindet her.
Udenfor så vi den seneste erhvervelse, Olafur Eliassons "Den trekantende himmel". Værket består ganske enkelt af 3 spejle sat op i en ligesidet trekant. OL formår, her som så mange andre gange, at lave en oplevelse ud af ganske enkle ting, som hentet ud af min 7. klasses fysiktimer. Sat op i denne skala er virkningen forunderlig, man er selv med i et kæmpe kalajdoskop.
Lige overfor finder man Jeppe Heins "Water pavillion" som også er ganske enkel opbygget. To cirkler springvand som tænder og slukker på skift og i sektioner, så man kan løbe ind i midten uden rigtig at blive våd. Legebørn i alle aldre kan få timer til at gå her.
Sammenholder man de to installationer melder spørgsmålet sig, om hvad forskellen er fra det rene markedsgøgl. I Tivoli kan man også se en hal med sjove spejle, og springvand man kan løbe igennem ses også hist og her.
Svaret er ikke uvæsentligt. Kunst er vigtigt og fortjener offentlig støtte, hvis kvaliteten er tilstrækkelig høj, mens markedsgøgl som regel er financieret alene af publikum.
Her er det nok kvalitetsforskellen der er den afgørende nøgle. Vi får oplevelser, som er i tråd med markedspladsens, men  programmet bag springvandet er noget mere subtilt og gennemarbejdet end markedspladsens. På sammen måde er spejlene af en god kvalitet, sat op i en stor skala og monteret,  så man får en gedigen visuel oplevelse.
"Kunsten" viser af og til vilje til at komme sit publikum i møde med værker, som alle kan få en oplevelse fra, uden alt formange dybsindige overvejelser. Det skal vi som tilskuere være glade for, det er ikke nogen enkel sag at lave kunst, som både er af høj kvalitet og enkel at forholde sig til.
Det øverste billede er et selvportræt fra "den trekantede himmel", det nederste er et pressebillede af "Water pavillion".  Jeg skrev også om "Water pavillion" i 2011, i øvrigt.

søndag, juni 09, 2013

Perlefiskeren



Jeg har netop været til Sculpture by the Sea, sammen med det halve af Aarhus. Der var mange spændende ting, blandt andet denne flydende udgave af Anchers vejrbidte fisker. Jeg har skrevet om den før som korssting. Denne gang som flydende bolde - deraf navet "Perlefiskeren - hæftet sammen til en farverig gentagelse af det oprindelige oliemaleri.
Man ser her,hvordan et oprindeligt acceptabelt, realistisk  oliemaleri går fra at være god kunst til at være kitsch uden forbehold, for via nutidige kunstneres citat og kommentar til atter at blive til en slags kunst. I dette tilfælde en slags tungen -lige-i-munden kunst, hvor mediet og placeringen er den væsentligste del af udtrykket. Fiskeren er vendt tilbage til havet, kun hans billede består. Eller også har vi et par kunstnere - Ulrik Lund og Bo Molgaard - som ivrigt udforsker et nyt, selvopfundet medium, med en ironisk forholden sig til et billede, som stadig ses i reproduktioner og kopier rundt omkring.
Det ligger i dette værks natur, at det ikke kan forblive der ret meget længere end udstillingen løber, og værdien i værket ligger i overraskelsen over, hvad der faktisk kan lade sig gøre. Jeg er tilbøjelig til at mene, at dette og mange af de andre værker primært løfter sig i flok. Set hver for sig er det ikke nødvendigvis verdenskunst, men set i sammenhæng  giver udstillingen en ganske unik oplevelse, som det er værd at køre efter.
Udstillingen varer til 30.6.2013


lørdag, januar 19, 2013

Thisted Biennalen

Dagen (19.1.13) bød på fernisering af Thisted Biennalen. En udstilling med unge kunstnere fra "Akademiet", som det hedder. Altså Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det vil så sige eliten blandt unge danske kunstnere skulle man mene, de bedste af sin generation.

Straks i indgangen bliver man mødt af denne stiliserede efterårsskov, eller en bunke sammenfejede blade:


Bladene var kunstige, men man skulle tæt på, for at se det.Værket er karakteristisk for mange de værker der var der, noget fortænkte, mere båret af ideer end af mestring af håndværk. Men nu for tiden er det jo i orden at sige, at sådan er det jo, sådan er det med megen kunst. Det er også ok, hvis ideerne er originale og godt ført ud i livet. Men slørede videoer af ikke rigtig noget har vi set, og lys der brydes gennem glas i et mørkt rum har Olafur Eliasson mere eller mindre patent på. 
Bladene på billedet? De er for tæt på virkeligheden i min forhave til at de kan fange mig som vigtig kunst.
Thisted dagblad havde med en vis sikkerhed vist de to mest interessante kunstnere i deres foromtale. Den ene var Marie Frølich, som havde affotograferet nogle prints af billeder af sten. Selv om det lyder sært, var der kommet nogle fine, abstrakte grafiske værker ud af det. 


Den anden var Silas Inoue, som havde lavet en have af granitskærver. Publikum blev inviteret til selv at rive et mønster og lægge en eller flere plader på. Grushaven er lidt i familie med Zen-haverne i Kyoto. Jeg tror nu næppe, at publikum selv må rive i  disse japanske haver. Forskellen er afgørende. Zen er noget med fordybelse og kontakt med lag i sig selv og hvad ved jeg, i modsætning til dette værk, som hele tiden er i forandring alt efter hvem der har været der sidst. Hver enkelt må afgøre med sig selv, om ligheden eller forskellen er vigtigst. 
Ved velkomsten blev det sagt, at nogen af kunstnerne nok skal blive til noget, og det skal nok passe. Mine forudsigelser holder jeg tilbage lidt endnu, jeg er ikke altid på linje med kunstoffentligheden.
På billedet herunder ses nogle af kunstnerne og et par publikummer.