onsdag, maj 26, 2010

Forår

Vi tager lige overgangen fra en heftig snevinter til et koldt forår. Ca. et billede om dagen frem til i går, klippet sammen med Corels seneste fotoprogram. Udsigten er fra mit soveværelse, startende d. 6 marts og sluttende d. 26. maj. Zoomeriet kommer fra programmet.

torsdag, maj 20, 2010

Heart - Higway to India


Vi var i Herning i går for at se det nye museum og udstillingen med samtidskunst fra Indien. Museet i sig selv var ganske flot, det er fantastisk, hvad der kan lade sig gøre med beton. Måske skulle man have skelet lidt til Kunsten i Aalborg, Altos bygning er uovertruffen hvad angår indirekte dagslys. Der var noget mørkere i Herning, også på grund af de mørke, polerede betongulve.
Udstillingen var også interessant, kunstværkerne var som helhed forbløffende internationale, det var som at gå ind på et galleri eller museum i en hvilken som helst storby. Jeg havde nok ventet noget mere eksotisk, må jeg tilstå. Det øverste billede viser to skeletter af af en hellig ko, støbt i aluminium og forsynet med et messing-yver, der også var en lille klokke, der ringede en gang i mellem. Vi har alle lært om Indiens hellige køer i folkeskolen og kan begynde en tolkning derfra.

Det andet billede viser en del af en installation, et kontormiljø som taget ud af en spillefilm fra den 3.die verden. Inventaret var lænket med rustne kæder, og mapper og lignede var pakket ind i klæde. En kommentar til, hvor besværligt det er at komme fri af fattigdom måske?
Udstillingen er værd at se, og det kan nås endnu, den løber til midt i september.

onsdag, maj 12, 2010

Heksekunst



I dag ved formiddagskaffen udspandt der sig en dialog nogenlunde sådan; Snakken gik om at få sin bil stjålet:
Kollega: "Jeg har en veninde, og forleden virkede låsene på hendes bil ikke, men så kastede hun bare en usynlighedsring omkring den"
Jeg: "Jamen, hvis den er usynlig, risikerer man så ikke, at den bliver påkørt?"
Kollega: " Nej ikke sådan usynlig, bare sådan, at man ikke lægger mærke til den"
Jeg: "Nåeh, sådan..."
Kollega: "Ja, og bilen var der, da hun kom tilbage efter den."
Det virker faktisk, hvem har nogen sinde hørt om en bil der blev stjålet, mens den var gjort usynlig på en sådan måde, at man ikke lægger mærke til den?
Her kunne jeg have lagt et link til opskriften på, hvordan man gør, men jeg undlader i dette tilfælde. Mon ikke mange kan huske, hvordan det gik Mickey, da han var i lære som troldmand?

torsdag, maj 06, 2010

Stor kunst



Kunst har mange udtryksformer, jeg skriver af og til om kunst i denne blog. En kunstart, som ikke alle holder af, er bureaukratiets kunst.
Begyndere ud i kunsten at være bureaukrat nøjes med at indflette et "ihvorvel" eller "desformedelst" i deres breve til borgerne.
Sande kunstnere på området lader deres bureaukrati komme til udtryk i snørklede og uforståelige regler. En af slagsen oplevede jeg forleden på Thisteds genbrugsplads.
Jeg var taget derud med noget haveaffald, som der kan laves til kompost. Som den eneste jyde uden en trailer havde jeg lagt affaldet i nogle kraftige sække, som jeg kunne fragte i bagagerummet. Da jeg ville tømme sækkene, blev jeg antaste af en "blå mand" (klædt i gult tøj), som sagde, at jeg ikke måtte have sorte sække med på pladsen. Jeg forklarede, at jeg ville tage sækkene med igen, men han sagde, at det er lige meget, sorte sække må slet ikke komme i nærheden af pladsen.
Jeg tænkte, at der måtte foreligge en fejl. En ting er, at man kan skjule mærkelige ting i sorte sække, ting som ikke hører naturligt hjemme på en genbrugsplads, men når sækkene bliver tømt og taget med hjem og genbrugt, burde det være ligemeget med sækkenes farve.
Så jeg spurgte mig for på kommunen, og minsanten: I medfør af paragraf 32 stk 2 er sorte sække strengt forbudt, også, hvis de bliver tømt og taget med igen. De blå mænd kan nemlig ikke se, om vi nu alligevel smider sækkene fra os i stedet for at tømme dem.
Stor kunst er ofte et symbol på ejerens velstand. I dette tilfælde er ejeren Thisted Kommune, som ejer et regelsæt af høj bureaukratisk klasse. Godt at vi ikke har større problemer end farven på plasticsække.