onsdag, juli 29, 2009

Altertavlen i Tilsted Kirke



På min cykeltur forleden, kom jeg forbi Tilsted Kirke. Her var der den dag adgang til at se Erland Knudssøn Madsens nye altertavle. Som billedet viser, er der tale om et nonfigurativt værk, i kunstnerens sædvanlige, minimale stil.
Jeg har forlængst vænnet mig til, at moderne kunstnere laver kirkekunst uden billedmæssige referencer til de hellige skrifter eller andre kirkelige emner, det lærte jeg allerede ved Carl Henning Pedersens udsmykning i Ribe. Som han kan læse i linksene, er der nogen indirekte referencer til treenigheden. Om de holder, kan man diskutere, men så er det formelle i hvert fald på plads. I modsætning til CHP som ikke forholdt sig til, at den kirke han udsmykkede er et helligt sted.
EKM's kunst er af en karakter, som altid efterlader mig med en stille, men nok frugtbar undren over, om jeg mon har fået fat i det hele. Også her, hvor man kan lade øjet følge det røde bånd i al evighed ( - endnu en reference) uden at komme nogen steder og uden at kunne hente et budskab eller en billedmæssig historie ud af det man ser.
Det passer måske også fint til altertavlens rolle. Kunst i kirken spiller vel anden violin i forhold til de kirkelige handlinger, i modsætning til galleriet eller kunstmuseet, hvor kunsten har hovedrollen. Alt i alt en flot altertavle, og et stort tillykke til Tilsted Kirke.

torsdag, juli 09, 2009

Til ønskekoncert med the E-street band

Åbningen af Springsteen koncerten 8. juli viste klart, at Bruce Springsteen stadig kan, og at the E-street band stadig er et utroligt godt spillende band. Hver for sig er de store rock-navne, tilsammen er de uforlignelige. Der er et drive og en præcision i i den kombination, som gør at de stadig er værd at gå efter. Jeg vil tillade mig den påstand, at Bruce Springsteen aldrig var blevet så stor uden netop dette band
Ellers er der godt nok sket noget siden jeg sidst så "the Boss", i Kbh. De publikummer, som stod nærmest scenen havde store papskilte med, hvorpå de havde skrevet deres ønsker. Dem med de pæneste skilte fik så deres ønske opfyldt. På den måde fik vi en række kendte og elskede numre at høre.
Det er vist også et fast punkt, at publikum synger "Hungry Heart" som fællessang, og vi var alle gamle nok til at have hørt det som et nyt og spændende nummer engang i firserne. Da så en 13-års knægt fik rakt mikrofonen for at give et nummer, var vi på omdrejningshøjde med Johnny Reimar og hans party-sceancer.
For byfest var det. Herning stod på den anden ende, den agtværdige Østergade var omdøbt til E-street, og sådan var det hele vejen igennem.
Gennem alt hurlumhej'et var der heldigvis stadig musikken, som gør at man kunne bære over med resten.
Jeg kan ikke lade være at trække tråde til det forrige blog-indlæg om Nephew. Hvor de havde et flot visuelt udtryk til supplement af musikken, så havde Bruce Springsteen ganske vist også storskærme med, men de blev ikke brugt til andet end at vise os, hvad der foregik på scenen. Den store skærm i baggrunden var kun tændt i dele af showet, og den blev ikke brugt på nogen original måde. Det er enten et generationsspørgsmål, eller også et udtryk for, at Springsteens program til dels bliver lavet undervejs i forløbet.
En anden tråd til Nephew er den svøbe, som en yngre generation har tilført visse dele af kulturlivet, den at alt er tilladt, blot man har en ironisk distance. Den attitude har åbenbart bredt sig til os med gråt hår og BMI over 25 (se bare Little Steven), når vi accepterer de platte elementer i showet. Jeg er sikker på, at der kunne have været smølfer ved koncerten i Herning, uden at ret mange ville have protesteret. Og ret beset leverer både Johnny Reimar og Bruce Springsteen et godt gennemført show, med musikken som den væsentligste forskel.
Læs Jyllandspostens anmeldelse her: http://kpn.dk/popmusik/article1750077.ece?page=1