fredag, april 11, 2014

Amsterdam, Rijksmuseeum



Et af de første begreber, jeg stiftede bekendtskab men i min korte tid på AUC var Walther Benjamins Aura- begreb. Det handler kort sagt om, at det er noget særligt at stå over for det autentiske kunstværk, til forskel fra at se de gengivet i en reproduktion. Google giver massevis af henvisninger til både korte forklaringer og selve det originale essay.
Verden har bevæget sig en del siden dette essay blev skrevet. Ovenstående billede viser, at jeg her stået overfor Johannes Vermeer: Køkkenpigen, fra 1658 ca. Et værk, som alle der har læst en smule om europæisk kunst er stødt på og har set reproduceret.
Auraen er nu stort set gået fløjten i dette tilfælde. For det første var der en umådelig trængsel af turister som jeg, hvoraf  de fleste som jeg gik op i at dokumentere deres tilstedeværelse, ved selv at tage et billede af værket. Trængselen og tummelen gjorde det umuligt på nogen måde at fordybe sig i detaljer, at nyde Vermeers håndværk og komposition, og skulle man endelig komme i nærheden af billedet, så var det bag en tyk glasplade, hvad der selvfølgelig sikrer billedet mod vandaler. Men glasset tager også lidt af synet, af lyset simpelthen.
I dette tilfælde må jeg konstatere, at den bedste oplevelse af lige dette billede og et et par andre highlights nok kommer fra en reproduktion. Jeg kan sige, at jeg har set billedet live, men den store oplevelse var det ikke.
Det er et paradoks, at den velstand og turisme der gør det muligt for os at rejse til alverdens store museer for selv at bese verdenskunstens største værker, samtidigt besværliggør eller umuliggør fordybelsen i disse værker.  Vi ønsker os ikke tilbage til en tid, hvor kunsten var forbeholdt de få, men en vis organisering er nødvendig, hvis mange mennesker skal have glæde af et stort museum.
Man kunne fristes til at foreslå tidsbestilling, hvad jeg da også har set ved visse moderne værker.
Når alt dette er sagt, er Rijksmuseum i Amsterdam stadig et besøg værd, det er umådelige mængder af kunst, som man kan bese i nogenlunde fred, og så er værd at se.
Ligeså med Rembrandt: Nattevagten, også her var der  masser af mennesker.