onsdag, juni 04, 2014

Om rigtig kunst og børnetegninger




For tiden kan Thisted Biblioteks brugere få sig en interessant oplevelse af forskellen på "rigtig" kunst af store kunstnere og så skolebørns tegninger. Sommeren over er de 7 Jens Søndergaard billeder, som til daglig hænger på Thisted Bibliotek,  udlånt og i juni er de erstattet af 7 skolers bud på de samme motiver som Jens Søndergaards.  Det ene af ovenstående er lavet af Thorsted Friskoles elever, det andet af Jens Søndergaard.
Man kan for det første se, hvorfor JS stillede sig skeptisk overfor fotografiske gengivelser af hans værker og man kan, når man har set billederne "live"  også se, hvor forskellen ligger. JS malede med en klar reference til virkeligheden i Thy og langs vestkysten, men han var ikke synderligt optaget af at få sine figurer til at ligne,  faktisk er den hvide dame nogenlunde ens på begge billeder.
Har man set begge billeder i virkeligheden, kan man se, at Thorsted børnene er nået forbløffende langt i forståelsen af JS' ærinde, "farvekraft ad helvede til", men man kan heldigvis også se, at der er et stykke vej til målet. JS' billede kan man se på i årevis - jeg har selv gjort det- og stadig finde nye dybder i netop farverne, Thorsted- børnenes ser man sig hurtigt mæt i.
Eksemplet modsiger altså helt klart forskellige Rindalisters udsagn om at det kunne mit barn også gøre, man kan med egne øjne erfare, at selv om man med en god lærers hjælp kan komme langt, så er der alligevel et pænt stykke vej til at blive kunstner.
Hvis lejlighed byder sig, så kom og se både børnenes billeder, og fra juli også Søndergaards billeder på Det Gamle Rådhus i Thisted, hvor de bliver udstillet.  Og kom igen på Thisted Bibliotek i juli, hvor 7 unge kunstnere ("rigtige kunstnere") udstiller deres billeder.
Trods det, at det rigtige Søndergaard billede er tage af en professionel fotograf, så yder det ikke billedet nogen for  for retfærdighed, det skal ses i virkeligheden.
Det er Jens Søndergaards billede øverst.