tirsdag, juni 05, 2012

Damien Hirst på Arken



Jeg var for nylig i København og havde til til at gå på museum, et møde var blevet aflyst. På Arken så jeg bl.a. det relativt nye Damien Hirst rum, hvor der er udstillet en stor donation af hans værker. Der er nogle centrale ting fra hans produktion, som ovenstående sommerfugl i maling og en ½ kalv nedsænket i formalin. Sommerfuglene ligner sådan noget, som vi fik skældud for som børn, de er fanget i den våde maling. Om de var døde da de blev anbragt der eller om de er døde langsomt i malingen kan jeg ikke rigtigt få opklaret. Der er tale om en række meterhøje billeder i grundfarver plus sommerfugle, bag glas som man måske kan se af fotoet.
Stillet overfor disse billeder og resten af samlingen er spørgsmålet som så ofte med samtidskunst, hvad skal man stille op med det? Resten af kunstverdenen er ikke i tvivl om DH's kvaliteter, hans værker sælges for temmelig ekstreme priser.
Tyer man til Arkens hjemmeside er der lidt hjælp at hente. På siden om samlingen står der noget om eksistentielle problematikker, provokerende elementer og om at tage stilling. Og en mere detaljeret gennemgang er der her.
Når man er kommet sig af overvejelserne om, om sommerfuglen døde en langsom død i malingen, eller om det blot er noget vi skal tro, så er der ikke så forfærdeligt meget tilbage. Tematikken om død og skønhed er temmelig intellektualiseret, værket fungerer sådan set lige så godt hvis du blot fortæller om det: "Ved du hvad, jeg så et stort billede med nogle døde sommerfugle i rød farve..."
Om ikke andet så ser vi her en af kunstens funktioner i fuld udfoldelse. Kunsten og forståelsen af den som adgangsbillet til det gode selskab. Vandene skiller der, hvor du er i stand til at falde i svime over en ½ kalv i formalin, og helst også henkaste en begavet bemærkning, som du vel at mærke kun kan hente på Arkens hjemmeside hvis du virkelig er grundig i din research.
Tager man Arkens placering i Ishøj i betragtning er provokationen dobbelt. Her kan de knap så rige se, hvad man kan med penge og hvad man kan få penge for, hvis man kender de rigtige.
Værre bliver det, når man går videre i udstillingen, hvor dem der er til mere traditionel kunst er henvist til Dronningens mange skilderier. De er ganske habile, hun er en dygtig maler, ingen tvivl om det, men de rykker ligesom ikke rigtigt.
Hvis jeg skal være generel i mit brok, så er det nok mest det, at man ser så megen kunst, som udelukkende fungerer på et intellektuelt plan, hvor man ikke også kan forholde sig til håndelag og konkret udførelse af værket. Det er helt klart mit eget problem, kunstverdenen trives tilsyneladende fint med sommerfugle i rød maling.