søndag, juli 24, 2011

Skagen




På Skagens Museum kan for for tiden se udstillingen "Skagen Guld", som består af en række billeder af skagensmalerne i privateje. Det vil sige, at det er billeder, vi ikke får at se igen foreløbig. For dem som er interesserede i skagensmalerne er der meget at komme efter, udstillingen er værd at se.
Når man har set nok, kan man spadsere til den anden ende af byen, hvor Galleri Rasmus har lejet sig ind i huset Tavi (som jeg har forstået det). Her er også meget spændende, nutidig kunst. Bl.a. har Marina Pagh forholdt sig til et af skagensmalernes yndlingsmotiver, den vejrbidte fisker med sydvest og med blikker rette mod det fjerne.
Det er gået lige netop det billede sådan, at det fra at være kunst med en vis realisme, som gode borgere kunne have hængende på hæderspladsen, er blevet til absolut kitsch. Det ses allevegne som reproduktion, så man kommer i nærheden af kvalmegrænsen. (Hvor er i øvrigt originalen?)
Jeg har for ikke så længe siden skrevet om korssting som kunstnerisk medium . Marina Pagh har gjort det, at hun har samlet en række korssting med fiskeren som motiv. Korssting, der sansynligvis har været tænkt som pæne, men som er blevet til uden en egentlige originale kunstneriske ambitioner.
Man må forestille sig en række flittige og dygtige håndarbejds-personer på jagt efter et motiv. Måske har man kunnet købe et trykt forlæg, lige til at gå i gang med.
Tager man broderierne enkeltvis, monteret på en pude, vil de næppe blive anerkendt som god smag, ensige kunst, men Marina Pagh erobrer så at sige billedet tilbage ved at hænge alle disse næsten ens broderier op ved siden af hinanden. Man kan kigge længe på billedet for om muligt at finde to ens broderier, og man kan se, hvordan det samme billede kan falde forbløffende forskelligt ud for forskellige broderister. Man kan stå og overveje, om der er ironiske undertoner eller ej. Det er kort sagt lykkedes for MP at få et selvstændigt værk ud af fiskeren, og det er lykkedes hende at bruge korsstingsbroderi på en kunstnerisk brugbar måde

søndag, juli 17, 2011

Vandpantomime





På Kunsten i Ålborg har de fået et nyt værk, en installation af Jeppe Hein kaldet Water Pavillion. Som man kan se på billederne er det et avanceret springvand. Der dannes vægge af vand i to koncentriske cirkler. Væggene lukker helt eller delvist ned med få minutters eller sekunders mellemrum, så man kan træde ind i cirklerne uden at blive gennemblødt. Som man også kan se var det til stor glæde for børn og barnlige sjæle, jeg var også selv derinde et kort øjeblik. Hvis man ikke kan vente på regnen med at blive drivvåd, kan man også bare gå gennem vandstrålerne, som en af de små piger gjorde. Værket er støttet af Ny Carlsbergfonden bl.a. Ialt med den største enkeltdonation til et værk på Kunsten.
Når man er færdig med at more sig og hygge sig, der er altid noget beroligende ved springvand og fontæner, kan man spekulere på, hvorfor springvandet lige skal være kunst og hvorfor det hører hjemme på et kunstmuseum?
Kunsten kalder det en "interaktiv skulptur" , det lyder af noget mere end et springvand. Det minder mig om Villa d'Este ved Rom, et haveanlæg med masser af fontæner og rum afgrænset af faldende vand. I "Kunsten Paper"nr 3, 2011 kalder Jeppe Hein det selv "et rum for refleksion og afslapning eller det modsatte: et rum for ren fornøjelse".
Der er ikke mange dybsindigheder i værket, ikke meget der skal forklares før man forstår det, men netop det kunstneren skriver, noget man både kan lege med/i og tænke i. Vi må endnu en gang konstatere, at kunst er alt det, som kunstnere og museumsfolk og bloggere kalder for kunst, også hvis man kan fornøje sig med det, mens man ser på det eller bruger det.
I øvrigt er Kunsten værd at besøge denne sommer, især undstillingen WAX, om voks som udtryksmedium for moderne skulptur er interessant. Thilo Frank har et spejlkabinet, hvor man træder ind i et rum af spejle og får fornemmelsen af at træde ud i det tomme rum. Det er set før, bl.a. i Randers, men det bliver det ikke mindre underholdende af.