fredag, januar 20, 2012

Exit Kodak ?


Da jeg begyndet at fotografere brugte man film, Kodak og Ilford når det skulle være rigtigt godt. Alle har hørt om Kodak og alle der har fotograferet, har været i kontakt med deres produkter.  Utallige har taget billeder fra charterferien med et Kodak Instamatic, som er en efterkommer efter det boxkamera, som var med til at gøre Kodak til en meget stor koncern. Slogannet var, "you press the button, let Kodak do the rest", sådan ca.  Siden digitalkameraernes fremkomst er det imidlertid gået ned ad bakke for Kodak, og her forleden indgav de begæring om betalingsstandsning. Det er sidste chance før en egentlig fallit. Wall Street Journal kan forklare detaljerne i det retslige og økonomiske.
Det er nogle år siden Kodachrome filmen forsvandt, den var for besværlig at fremkalde. Allerede da ovenstående billede skulle fremkaldes, var det kun et sted i Skandinavien, hvor man mestrede processen. Billedet er fra midt i 70'erne, sandheden i ære, så husker jeg ikke, hvilken film, det er taget på.  Man kan stadig få Kodak film, blot ikke Kodachrome. Den anden filmfabrik på verdensmarkedet er Fujifilm, som i modsætning til Kodak også har været i stand til at få succes på markedet for digitale kameraer.
Således forgår verdens herlighed, udviklingen er ikke sådan at standse og Kodak har ikke formået at følge med. Jeg har for nylig sat film i det gamle spejlreflex, og det er åbentlyst for mig også, at gammeldags film er for nostalgikere og fanatikere, og så Kirsten Klein, som kun kan få sine flotte, kornede billeder med film i kameraet.
Det er en ringe trøst, at kloge hoveder spår, at digitalkameraet også er på vej til at forsvinde, i hvert fald som en selvstændig enhed. I fremtiden vil du bruge din smartphone og din iPad til at tage billeder med, og det digitale lommekamera bliver overflødigt, efterhånden som telefon-kameraerne bliver bedre. Tilbage vil være store, dyre og klodsede kameraer for entusiaster og professionelle.

Ingen kommentarer: