lørdag, januar 05, 2008

Biblioteker, skønlitteratur og fremtiden

Her kan man nu se den seneste udvikling i debatten. De skønlitterære forfattere er som så ofte før på kant med biblioteksvæsenet. Diskussionen stammer som minimum tilbage til Thit Jensen, og spørgmålet er, om bibliotekerne gavner eller skader danske skønlitterære forfattere. Vi har tidligere haft debatten om "den smalle bog" sidst i 80'erne og først i 90'erne. Dengang blev sagen undersøgt ganske grundigt, og konklusionen var, lidt hårdt trukket op, at hovedbibliotekerne faktisk har eksemplarer af endog meget smalle bøger på hylden. Sagt direkte: du kan gå ind på et dansk hovdbibliotek og tage de ønskede smalle titler ned af hylden. Ganske vist har tiderne ændret sig, bibliotekerne fokuserer mere på læseværdige titler, men samtidig er der sket en reduktion i antallet af hovedbiblioteker, så konklusionen gælder stadig: Dansk litteratur kan hentes ned fra hylden på dit hovebibliotek.
Det gælder også de forfattere, som har litterær kvalitet uden at de af den grund er storsælgere.Folkebibliotekerne er nemlig en sag mellem befolkningen og kommunerne, vi skal formidle litteratur, vi skal ikke være økonomisk fundament for de skønlitterære forlag. Og mange af vore lånere er vilde med at blive præsenteret for litteratur, som de ikke vidste noget om i forvejen, men som man kan falde over på biblioteket. Så på den måde får publikum stadig adgang til smal litteratur, også efter de nødvendige ændringer i indretningen af dette eller hint bibliotek.

Den nævnte artikel ridser en anden og alvorligere kulturkamp op. Ellen Trane Nørby citeres for: bibliotekerne..."skal ikke udvikle sig til web-cafeer, som konkurrerer med det kommercielle marked." Her er der for alvor problemer for en fremtidig biblioteksudvikling. Bibliotekerne er realiseringen af en fri og lige adgang til viden og information, og hvis vi ikke må bruge de kanaler og de medier, som hører tiden til, er bibliotekernes rolle for alvor truet. Vi må holde fast i, at bibliotekerne har en central rolle i dansk demokrati, en rolle som ikke bør hindres af et overdrevet hensyn til det for Venstre så hellige "frie marked"

Avisartikel i Politiken web 5.1.08
Japsen, Anne Lise: Biblioteket og den gode bog, 1992
Secher, Claus: Bibliotekernes og lånernes skønlitterære bogvalg , 2000

Ingen kommentarer: