fredag, januar 04, 2008

Det døende bibliotek

Denne, for en bibliotekar dramatiske overskrift, kunne man se i dagens Jyllandspost - web-kultursektionen. Se her. Problemet er, at der jo er en hel del rigtigt i det der står, det skulle også bare mangle, når biblioteksstyrelsen står bag.
Værre bliver det af, at de digitale medier, som nogen ser som en slags redning i løbet af få år vil forsvinde til fordel for kraftige online forbindelser med mulighed for at downloade indholdet, når man skal bruge det.
Hvis vi tager det med bøgerne først, så varer det nogle år, inden folk mister glæden ved en bog af papir, som man kan tage med alle steder, bladre i osv. Biblioteksbøger har endvidere et par fordele. For det første kan man komme af med dem igen og låne nye, for det andet kan man låne alle mulige bøger, også gamle bøger, som for længst ikke lagerføres i boghandelen. Faktisk kan man låne det meste af, hvad der nogen sinde er blevet udgivet. Man skal ikke fortvivle, bare fordi ens lokale bibliotek har flyttet de ældste og grimmeste bøger ud i en lade ved Thisted, man kan finde dem igen, hjemme fra stuen via bibliotek.dk
Tilbage er så blot at finde ud af, hvad vi skal bruge alle de flotte huse og de biblioteksansatte til. I bibliotekskredse snakker man af og til om det tredie rum. Prøv selv at se i Google. For sprogligt interesserede, prøv forskellige stavemåder. Jeg ser frem til nogle konkrete bud på et bibiotek med få bøger, ingen cd'er og dvd'er, men med masser af rum, og ansatte som gør... ja hvad? F.eks. vejleder netbrugere?

Ingen kommentarer: