onsdag, oktober 17, 2007

Thisted bibliotek i biblioteks-kanon



I dagens Thisted Dagblad (17-10-07) er der en lang artikel om biblioteksbygningen på Tingstrupvej. Den er blevet optaget på en kanon over danske biblioteksbygninger i Bogens Verden nr 3, 2007. Artiklen er af Nan Dahlkild. Jeg kan ikke linke til nogen af artiklerne her, de må ses andetsteds. Men artiklen i dagbladet gør ganske rigtigt opmærksom på bygningens arkitektoniske kvaliteter og på, hvor meget Jens Søndergaards billeder gør for bygningens indre.
Der er grund til at anderkende den fremsynethed, som gjorde bygningen mulig i 1938. Der var dengang en vilje til at forsyne byen med et førsteklasses bibliotek i en tidssvarende bygning. Beslutningstagerne fra dengang har nu næppe forestillet sig, at bygningen skulle stå uden udvidelser helt til i dag.
Fremsynethed eller ej, så er tiden en anden nu, og trods en række indvendige ændringer er rammerne for små til de krav man kan stille til et bibliotek i det 21. århundrede. Men viljen i dag rækker ikke langt. Man snakker lidt om et ny kulturhus, ja også i Hurup og Hanstholm har der været snak om kulturhuse, men planerne er skrinlagt. Man snakker ikke om at udnytte de tomme arealer rundt om bibliotekets nuværende bygninger, hvor der ellers er plads til at udvide, selv hvis det skal være et rigtigt kulturhus og ikke blot et bibliotek.
Den manglende beslutsomhed er så omfattende, at man i skrivende stund ikke har kunnet træffe beslutninger om bibliotekets budget. Der er lagt op til en besparelse på 0,5 mill. kr., men som det kan ses af byrådets referat, har man ikke kunnet udmønte besparelsen endnu.
Det er lidt trist, at sidste gang nogen i byrådet ville noget med bibliotekets bygninger var før 2. verdenskrig.
Du kan se det seneste referat fra byrådet her

1 kommentar:

Dorthe og Rasmus sagde ...

Jeg sidder netop og skriver på min bacheloropgave, der omhandler oplevelsesøkonomi og oplevelsessamfund inden for bibliotekssektoren, hvor jeg blandt andet gennemgår Thisted Bibliotek. Ved du om det er muligt at finde den pågældende artikel et sted? tænker måske Infomedia?
Mvh Dorthe, bachelorstuderende på IVA.