lørdag, oktober 13, 2007

Lokal kunst


På min daglige vej til arbejde kommer jeg forbi et trekantet grundstykke beliggende ud mod Østerbakken. Det er ligesom blevet til overs, da man anlagde det kvarter, vi bor i. Her har der indtil for nylig stået et mindre løvtræ, men pludselig en dag opdagede jeg, at nogen havde fældet det. Det havde været fældet et stykke tid, da jeg så det, for bladene var blevet brune. Der var ikke tale om at byens gartnere havde været i gang, for træet var skåret over i en meters højde og stammen havde fået lov at blive liggende. Hvem der har fældet det kan man gætte på, der er ikke nogen, som har fået en bedre udsigt ud af det, så nogen har blot givet deres destruktive trang frit løb. Nu er der imidlertid sket noget. Stammen er fjernet, og den resterende stub har fået lov at blive stående, med et fint lille juletræ skåret ud med motorsav. Tillykke til den anonyme kunstner, som har fået noget fint ud af en meningsløs vandalisme.

Ingen kommentarer: