Vi har tilbragt søndagen på Aros, hvor vi mest så de to særudstillinger med Søren Behncke, også kendt som Papfar og med Erik A Frandsen. Papfar laver, som navnet siger, store, naive og/eller realistiske skupturer i bølgepap. Af den type, som man bliver glad af at se på. Kendt er bl.a. den på billedet, en Ferguson traktor i 1 til 1 i pap. Den er ejet af Novo Nordisk, men kan altså ses i Århus i øjeblikket.
Helt anderledes er Erik A. Frandsen. Han var en af de unge vilde i begyndelsen af 80'erne og han har været aktiv på kunstscenen lige siden. Det er ganske forbløffende at se, hvor meget en kunstner kan ændre sig. Fra at lave noget der lignede street-art i begyndelsen, via noget med bly og rockwool, senere noget med plastbakker på et lærred og så til såkaldte mudderbilleder, som var rendyrket abstrakt ekspressionisme. For så i dag at lave naturalistisk- realistiske billeder på basis af snapshots. På det vedhæftede billede ses en af flere venetianske glasmosaikker. Her bruger han en teknik, som jeg associerer med noget højtideligt, til nogen ekstremt flotte hverdagslivs-billeder. Som iøvrigt ser ud til at kræve et ganske stort håndelag, noget jeg altid falder for. Bestemt en anbefalelsesværdig udstilling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar