søndag, april 27, 2008

Jørgen Haugen Sørensen: Vidnerne - de andre






Det hører til sjældenhederne at kunst vækker egentligt ubehag hos mig, men det er lykkedes Kunstforeningen Det Ny Kastet i Thisted at skaffe en sådan udstilling til veje. Det drejer sig om Jørgen Haugen Sørensens : "Vidnerne - og de andre". Her er menneskeskikkelser med blodige åbninger i stedet for ansigter, her her dyr -hunde- som sønderriver hinanden, her er menneskelegemer delvist brændte på metalriste. Her er alt i fysisk fornedrelse af menneske- og dyrekroppe. Det meste i brændt ler, enkelte figurer i bronze. Alt i en grad af stilisering, som tjener til at fremme fantasiens videre bearbejdning af værkerne. De stærke indtryk, som udstillingen giver betyder, at JHS er at regne som en mester inden for sit fag, han formår at ramme beskueren hårdt og rent med sine værker. Muligvis får JHS fortalt nogle nødvendige sandheder om at menneskelivet, men han levner ikke meget håb i sine værker.
Når beundringen og ubehaget har lagt sig, kan jeg ikke lave være med at spekulere på, hvad man skal stille op med disse værker, jeg ville personligt betakke mig for at have dem stående. Der vil selvfølgelig være et museum eller to, som er nødt til at anskaffe nogle af dem, deres kvalitet taget i betragtning. Alt i alt bør vi ved lejlighed undersøge, om de ubehagelige fortællinger, som JHS og mange andre af tidens store billedkunstere har på hjerte, er bedre tjent med at blive fortalt i direkte tale, så man kan forholde sig til sagen og måske ændre på den også.

Ingen kommentarer: