Kunsten stiger

Kunst er ofte, måske altid, omgivet af en aura af højtidelighed. Man står som beskuer benovet og iagttager den store kunst, taknemmelig over et glimt af en bedre verden.
Niels Hausgaard bidrager så godt han kan med at gøre nar af denne højtidelighed, ved igen og igen at give skolelæreren til bedste. Iført Loden-frakke, med kataloget sammenrullet i hænderne på ryggen står han (vi) der og vipper op på forfoden og siger "spændende".
Vi var på Kunsten i Ålborg forleden for at se Nolde-udstilingen som varmt kan anbefales, temaet er Noldes relation til Danmark og der var at godt udsnit af hans produktion.

Men det er ikke det der er emnet her. Kunsten ejer et billede af Harald Slott-Møller, "Primavera", som er velegnet til den nævnte benovelse. En kunsthistoriker kan påvise en masse symbolik og associationer i hvad der for en umiddelbar betragtning er et feriebillede fra Italien.

Ganske vist malet overordentligt dygtigt, men i det digitale fotos tidsalder er det ikke rigtig længere nogen, der værdsætter håndværket i at frembringe et billede, nu om dage tager de jo sig selv.

Det værdifulde i Primavera giver ikke længere sig selv, det skal formidles, og har man først fanget nogen af de formidlede pointer, så kommer benovelsen også snigende, med eller uden Loden-frakke. Derfor var det ekstra befriende at se et lille tableau, som var opstillet på Kunsten, nemlig "Primavera" i 3 dimensioner og med bamser i stedet for mennesker. Så er højtideligheden ligesom pillet lidt ned, og man kan se billedet som det det er i dag, et håndmalet feriebillede.

Efterårsløv

Hvis man er så heldig, at det er solskin en søndag sidst i oktober, kan man tage en tur i skoven for at se på efterårsløvets mange farver. Jeg og mange andre finder de mange nuancer af gult rødt orange og grønt seværdige, ja lige frem smukke. Eventuelle tvivlere kan prøve Googles billedsøgning og overbevise sig om, glæden ved efterårets farver er udbredt, grænsende til det universelle.
Man kan forsøge at omsætte sit indtryk til billeder, men faren for at forfalde til banaliteter er nærliggende. En ting er at færdes i smukke omgivelser, noget andet er at bringe disse omgivelser på en billedmæssig brugbar form. Hverken mine egne billeder her på bloggen eller dem på Google eller Flickr hæver sig over det trivielle.
Går man til den dansk kunstverden, KID, får man massevis af hits. Efteråret har inspireret i hvert fald danske kunstnere til alle tider. F.eks. Willumsen i sine yngre dage. Spørgsmålet er, om f.eks. dette billede holder, som andet end en antydning af, hvad W senere skulle blive til. Som sagt er det ikke så ligetil at gengive sin oplevelse af efteråret på et billede, så det er værd at se på for andre.
Så hvis solen skinner en efterårsdag, så drop museet og tag en tur i skoven for at opleve the real thing for en gangs skyld. Som her, hvor vi kører gennem skoven ved Østerild på vej til Kirsten Kjærs museum.

Små Ulykker

Hvis man smadrer Thorvaldsens Jesus, er det så et religøst eller politisk statement, er det et stykke dekonstruktivistisk kunst, er det hærværk eller er det blot et uheld?

Det kommer heldigvis an på så meget, men her i morges gik vores jesusfigur i stykker. Det var en 12 cm høj kopi af den rigtige, som står i Københavns Domkirke. Den ses meget ofte kopieret og er ikke uerstattelig, så ulykken var ikke så stor.

I forvejen manglede tommelfingrene. Det har længe været en sport hos os, hvergang vi så en kopi, at lægge mærke til, om den havde tommelfingre. Forbløffende ofte mangler de.

Jeg skal spare læserne for en religiøs og kunstnerisk gennemgang af forskellen på Thorvaldsens Jesus og den i Rio de Janeiro. I stedet vil jeg slå et slag for Wikimedia Commons, hvor man kan finde bl.a. dette billede, gratis og lovligt.

Symbolernes magt

Jeg har tidligere nævnt vores nærbutik, Superbest på Iversensvej i Thisted. En butik, som jeg trods dens fejl og mangler holder meget af, først og fremmest fordi den ligger i gå-afstand fra vort hus. Nu er der imidlertid opstået et problem, slagteren i butikken har fået en halvsur smiley, som en udløber af et populært tvprogram fornylig.
Problemet er, om jeg skal forholde mig til realiteter eller symboler. Smiley-rapporten - se her -angiver relativt klart, at problemet ligger i procedurer og papirer, og at deres kød for så vidt er nogenlunde i orden. Alligevel er jeg for en sikkerheds skyld kørt til Kesse Kødhoved for at handle slagtervarer; man ved jo aldrig. Den stakkels slagter i Superbest må konstatere, at at en fejl i hans bureaukratiske procedurer giver den samme anmærkning som en fejl ved produktet, og dermed mistet handel fra mindst en kunde. Her er det til at gennemskue, og vi vender nok tilbage til Superbest på et tidspunkt, men i mellemtiden kan man erindre sig et par slagord: Lenin sagde: "Tillid er godt, kontrol er bedre". Jeg kan ikke huske hvilken klassisk anakist som sagde: "Folket bliver ikke frit, før den sidste kapitalist er hængt i den sidste bureaukrats tarme". Et sted midt i mellem må kunne gøre det. Lad smileyerne afspejle varernes kvalitet og hold os uskyldige kunder uden for de bureaukratiske tovtrækkerier.

Sidste nyt: Superbest har fusket med kødet, jvf artikel i nordjyske. Se her.

Harry Callahan og Lisbeth Salander

Hvis jeg som ung mand i 70'erne havde afsløret den mindste interesse for at se Clint Eastwood spille selvtægtsstrømeren Dirty Harry Callahan, så ville mine omgivelser lynhurtigt have bragt mig på bedre tanker. Ordet 'fascist' lå lige for og lidt med rette.
Problemet med den slags film er bare, at vi elsker dem, fordi vi i ly af mørket for lov at være på den vindende side, vi får lov at være stærke og egenrådige og have ret sammen med filmens tvivlsomme helt.
Alle filmfolk kender effekten og bruger den, når der skal klejner i kassen. Men når Dirty Harry er lidt for nem at gennemskue, så vender vi pointen lidt, så glider det nemmere ned. Du tager en kvinde som helt, som men henvisning til en offerrolle fra før filmens nutid har lov til lidt af hvert. Ikke noget med politi og nævningeting her, Lisbeth Salander kan selv og handler selv.
Måske glider det lidt lettere ned, fordi forskellen mellem Dirty Harry og Lisbet Salander er, at Clintens figur desværre havde en vis troværdighed over sig. Det er alt for nemt at forstille sig, at en politistyrke, også i et demokrati, rummer den slags personer. Salander derimod er direkte ud af Marvel Comics, et overmenneske af en slags, som man ikke behøver tage alvorligt, når rulleteksterne stopper eventyret. Jeg har ikke set den nye Salander film endnu, jeg venter på, at den kommer til byen. Men mon der findes udødelige replikker som denne:
"I know what you're thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?"
Men skidt, Salander tavoverer replikkerne på sine ofre, det er lige lidt sejere end at glemme hvor mange skud man har fyret af. Pointen i ovenstående var vist oven i købet, at alle skud var brugt.
Vi skylder Clinten at runde af med, at han på sine gamle dage laver fremragende film, med menneskelig indsigt og vedkommende handlinger. Et eller andet sted tvivler jeg på, at Stieg Larsson havde potentiale til det.

Royalt gadeteater

Når regnen pisker en i ansigtet, mens man står og venter på at få et kort glimt af dronningen, så hjælper det lidt at anskue hele showet som et moderne magtens gadeteater.
På ægte postmoderne vis har man dekonstrueret enevældens demonstration af magt og rigdom til et småabsurd stykke performance-kunst. Man har simpelthen plukket elementer fra alle historiske tider og blandet dem i en parade, som mere eller mindre bevidst ironiserer over fortidens ganske anderledes alvorlige kongeindtog.
Først tager man en dronning af en slægt, som strækker sig tilbage til før historieskrivningens tid. Hun skal så besøge os, ærindet er lidt uklart, sådan lidt, "jeg er lige i nærheden, gi'r I en kop kaffe"... agtigt. Sidst kongehuset havde noget at gøre her på egnen, var da Margrethe d. første afvæbnede Sjørringvold for at sikre sig mod ubehagelige overraskelser fra den kant.
Så kommer hun i et skib- ikke noget med Air Force One her. Det daterer sig tilbage til 30'erne, ti år efter kongehusets sidste forsøg på at øve indflydelse på dansk politik. Vore forfædre missede klart en chance i påskekrisen 1920. Der kunne vi med et snuptag have afsat Chr. X og fået en demokratisk valgt regent.
Vel fra borde går turen i karet gennem byen. Eskorten er fra garderhusarerne, som blev opfundet i syttenhundrede hvidkål, fordi vi også dengang var bekymrede over hvad russerne mon kunne finde på. De er ganske flotte, selvom deres uniformer er løbende moderniserede. Sidste ændring i slutningen af 1800 tallet , men stadig noget af et skue.
For at det hele ikke skal blive alt for eventyragtigt har man erstattet forrideren med en sort Peugeot fra år 2000, bemandet med en tiloversbleven skuespiller fra "Men in Black", og mellem garderhusarerne befandt der sig fire nutidige betjente i sorte dagliguniformer, tydeligt ikke så rutinerede ryttere som garderhusarerne, men glade for at slippe væk for ildkampene på Nørrebro.
100 m over det hele cirklede en privatflyver i en lille Cessna, ført af en pilot med højdeskræk, og som erstatning for den kongekrone, som hkh. Tønden ikke må bære, var han iført den hat, som Clinten havde på, da han spillede Blondie i "The Good, The Bad and the Ugly".
Således oplivet af dette skuespil gik jeg hjem og fik en bid brød, mens de folkevalgte, som havde taget fri fra deres dagjob for at være statister i denne street-performance, spiste frokost sammen med dronningen og prinsen på Cafe Conrad.

Rosa Marie Frang

På udstillingens sidste dag nåede jeg lige at se disse collager i Galleri NB i Viborg. Det særlige er, at kunstneren har brugt seks ens udklip, arrangeret symmetrisk om centrum, så der dannes en stjerne, præcis som i vor bardoms kaleidoskop. Det er den slags billeder jeg er vild med, man kan gå på opdagelse og blive ved at finde detaljer. Kaleidoskop-effekten er gennemført i mindste detalje og det endelige resultat er bestemt seværdigt, og ikke mindst dybt originalt.

Jeg skynder mig med at spå Rosa Marie Frang en fremtid med dette udtryk, og hvor er det befriende at se noget andet inden for genren end Johnny Margrethes tuttenuttede decoupager. Og desuden hatten af for galleriet, som bestemt er en udflugt værd.

Altertavlen i Tilsted Kirke

På min cykeltur forleden, kom jeg forbi Tilsted Kirke. Her var der den dag adgang til at se Erland Knudssøn Madsens nye altertavle. Som billedet viser, er der tale om et nonfigurativt værk, i kunstnerens sædvanlige, minimale stil.
Jeg har forlængst vænnet mig til, at moderne kunstnere laver kirkekunst uden billedmæssige referencer til de hellige skrifter eller andre kirkelige emner, det lærte jeg allerede ved Carl Henning Pedersens udsmykning i Ribe. Som han kan læse i linksene, er der nogen indirekte referencer til treenigheden. Om de holder, kan man diskutere, men så er det formelle i hvert fald på plads. I modsætning til CHP som ikke forholdt sig til, at den kirke han udsmykkede er et helligt sted.

EKM's kunst er af en karakter, som altid efterlader mig med en stille, men nok frugtbar undren over, om jeg mon har fået fat i det hele. Også her, hvor man kan lade øjet følge det røde bånd i al evighed ( - endnu en reference) uden at komme nogen steder og uden at kunne hente et budskab eller en billedmæssig historie ud af det man ser.

Det passer måske også fint til altertavlens rolle. Kunst i kirken spiller vel anden violin i forhold til de kirkelige handlinger, i modsætning til galleriet eller kunstmuseet, hvor kunsten har hovedrollen. Alt i alt en flot altertavle, og et stort tillykke til Tilsted Kirke.

Artikel Thisted Dagblad Endnu en artikel i Thisted Dagblad Kirkens egen hjemmeside

Til ønskekoncert med the E-street band

Åbningen af Springsteen koncerten 8. juli viste klart, at Bruce Springsteen stadig kan, og at the E-street band stadig er et utroligt godt spillende band. Hver for sig er de store rock-navne, tilsammen er de uforlignelige. Der er et drive og en præcision i i den kombination, som gør at de stadig er værd at gå efter. Jeg vil tillade mig den påstand, at Bruce Springsteen aldrig var blevet så stor uden netop dette band
Ellers er der godt nok sket noget siden jeg sidst så "the Boss", i Kbh. De publikummer, som stod nærmest scenen havde store papskilte med, hvorpå de havde skrevet deres ønsker. Dem med de pæneste skilte fik så deres ønske opfyldt. På den måde fik vi en række kendte og elskede numre at høre.
Det er vist også et fast punkt, at publikum synger "Hungry Heart" som fællessang, og vi var alle gamle nok til at have hørt det som et nyt og spændende nummer engang i firserne. Da så en 13-års knægt fik rakt mikrofonen for at give et nummer, var vi på omdrejningshøjde med Johnny Reimar og hans party-sceancer.
For byfest var det. Herning stod på den anden ende, den agtværdige Østergade var omdøbt til E-street, og sådan var det hele vejen igennem.
Gennem alt hurlumhej'et var der heldigvis stadig musikken, som gør at man kunne bære over med resten.
Jeg kan ikke lade være at trække tråde til det forrige blog-indlæg om Nephew. Hvor de havde et flot visuelt udtryk til supplement af musikken, så havde Bruce Springsteen ganske vist også storskærme med, men de blev ikke brugt til andet end at vise os, hvad der foregik på scenen. Den store skærm i baggrunden var kun tændt i dele af showet, og den blev ikke brugt på nogen original måde. Det er enten et generationsspørgsmål, eller også et udtryk for, at Springsteens program til dels bliver lavet undervejs i forløbet.
En anden tråd til Nephew er den svøbe, som en yngre generation har tilført visse dele af kulturlivet, den at alt er tilladt, blot man har en ironisk distance. Den attitude har åbenbart bredt sig til os med gråt hår og BMI over 25 (se bare Little Steven), når vi accepterer de platte elementer i showet. Jeg er sikker på, at der kunne have været smølfer ved koncerten i Herning, uden at ret mange ville have protesteret. Og ret beset leverer både Johnny Reimar og Bruce Springsteen et godt gennemført show, med musikken som den væsentligste forskel.
Læs Jyllandspostens anmeldelse her: http://kpn.dk/popmusik/article1750077.ece?page=1

Til festival

Jeg skriver af og til om mine oplevelser med billedkunst. Fredag d. 26.06 var vi oppe for at se Nephew på Thy Rock, som er vores lokale festival. Bortset fra, at jeg er ved at være for gammel til rockkoncerter i almindelighed og festivaller især, efter princippet: "if it's too loud, you're too old", så var det ganske fedt.
Nephew som liveband kan du læse om andre steder, vil jeg tro. Her vil jeg gøre opmærksom på det ret fede visuelle element, i kraft af et arrangement med storskærme på scenen. De giver rigtig mange muligheder for at supplere, komplementere og måske endda være i dialog med musikken, og LED-teknikken, som er tidens trend, giver masser af lys, så alt ses tydeligt selvom det er de lyse nætters tid.
Den vedlagte video giver et lille glimt af Nephews show. Optageteknikken er min Nokia telefon.

En sommerdag ved Vesterhavet

Hvis man gerne vil kombinere en dag ved vesterhavet med en god kunstoplevelse er Bovbjerg det helt rigtige sted. Her er der et lille museum, indrettet i Jens Søndergaards sommerhus. Der hænger en række billeder, de fleste malet 50'erne, som han aldrig nåede at sælge.

Billederne hænger så at sige midt i deres motiv, det storslåede landskab på egnen. Hvis man af og til undrer sig, hvorfor Søndergaards billeder ser ud som de gør, så har man en bedre chance for at forstå det her. For selvom man ikke ser de kraftige farver fra billedene, når man er her en sommerdag, så matcher farvekraften de kraftige indtryk fra landskabet. Man behøver ikke komme her i stormvejr for at forstå, hvorfor han malede som han gjorde.
Når man er færdig på museet, kan man spadsere til fyret og nye udsigten. Også uden at klatre op kan man se langt over bølgende kornmarker til fjerne landsbykirker. Bovbjerg er bestemt et besøg værd, en dag i sol og blæst. Billederne er fra museet.

Geranium

Jeg har tidligere besværet mig over problemet med at gengive visse dybrøde blomstrefarver ved hjælp af almindelige digitalkameraer. Det glemmer vi et øjeblik, for i stedet at glæde os over, hvad der kan lade sig gøre med et moderne lommekamera.

Denne Geranium blomstrer netop nu i vores have, og bierne er flittige til at samle honning. Teknikken er blot et håndholdt IXUS. Vi er kommet milevidt siden min ungdoms manuelle og temmelig dyre spejlrefleks-kameraer. Nå, det kan andre underholde om en anden gang, vi lader billedet stå ganske længe.

Til fernisering

Hvorfor går man til åbning af kunstudstillinger, vernissage som nogen kalder det? Hver enkelt har sin egen begrundelse. For nogen kan det være et ønske om at se den kunst som udstilles, men det er nu nok de færreste.
Det viser sig tit, at det kan være et problem at få kunsten at se for alle de kunstelskere, der er mødt frem.
Mon ikke mange kommer også for at se hinanden og blive set, hilse på venner og bekendte. Måske også for at se giraffen. Eller som i fredags, for at se girafferne.
Kunstforeningen Det Ny Kastet åbnede da en udstilling med malerier af bl.a. Arne Haugen Sørensen, og åbningen blev foretaget af Klaus Rifbjerg. Så selvom det i første omgang kneb med at komme til at se billederne, så var det en oplevelse at høre Klaus Rifbjerg fortælle om sit forhold til kunst.
Sprogligt og indholdsmæssigt var det en fornøjelse, Rifbjerg regnes ikke ufortjent til Danmarks store digtere.
Arne Haugen Sørensens billeder kredsede om kendte motiver, Leda og svanen, vandringsmanden mv. Farverne var anderledes end tidligere og også visse detaljer, bl.a hæftede jeg mig ved, at vandringsmanden havde fået noget i retning af et ansigt og dermed en personlighed, hvor han tidligere var en arketype. Kunstneren var der også, han signerede bøger og alt i alt er det en seværdig udstilling, som det lykkedes os at se, da hurlumhejet var stilnet lidt af.
Billedet viser Klaus Rifbjerg og medlemmer at kunstforeningen.

Christo i Thisted

Wrapped Reichstag



Thisted Gamle Rådhus





Det er længe siden vi har hørt noget til Christo på den internationale kunstscene. Christo stammer fra Bulgarien og er kendt for at pakke ting ind i stof.
Jeg hørte første gang om ham i forbindelse med projektet Valley Curtain i begyndelsen af 70'erne. Siden har jeg fulgt med i, hvad han lavede; det kan dårligt undgås, det har været nogen ganske spektakulære projekter. Kendt er bl.a hans monumetale indpakning af rigsdagen i Berlin.
I Thisted har vi lidt af det samme, her er det det gamle rådhus, der er pakket ind. Det er ganske vist ikke et kunstværk, men en sikkerhedsmæssig foranstaltning i forbindelse med renoveringen. En indpakket bygning er kun et værk, når den er pakket ind med det formål at være kunst. Realea har overtaget det gamle rådhus som nu bliver sat i stand, og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Du kan læse om renoveringen her. og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Billedet at Reichstag Berlin er lånt af m.joedicke på flickr.com

Digital og analog kunst

Billede lånt fra http://www.finn-have.dk/

Mari Velonaki: Fish-Bird

Sidste uges ferie blev bl.a brugt på kunst. På kunstforeningen Det ny Kastet hørte vi Finn Have fortælle om sit værk, og på Aros så vi digital kunst i udstillingen Enter Action_digital art now. Begge dele med stor fornøjelse. Finn Have er landskabsmaler, hvad der er en sjældenhed i dag. Han maler med brede, kraftfulde strøg sine præcist observerede landskaber. Han er uendelig langt fra J. TH. Lundbye og de andre guldaldermaleres sirlige Kodachrome-landskaber, men han er også uendelig langt fra den digitale nutidskunst vi så på Aros. Så langt at det kan volde problemer at rumme begge dele under den samme betegnelse (kunst) uden totalt at udvande begrebet. Hvor Finn Haves billeder vidner om et præcist blik og et stort håndelag, så er den digitale kunst baseret på gode ideer og digital ingeniør-kunnen. Man kan kun gengive et landskab så indfølt og samtidig med så bred en pensel, når man for det første kan se, hvad der er væsentligt at få med og for det andet kan sætte sine hurtige strøg rigtigt første gang. I modsætning hertil drejer den digitale kunst om at få en ide på baggrund af en viden om hvad der overhovedet kan lade sig gøre. Selve udførelsen kan laves af ansatte, hvis det er det der passer bedst. Billedet viser en installation af to kørestole, som kommer hen og snakker med publikum, ved hjælp af de små papirsstrimler. Det vil sige, den ene var lidt mere genert end den anden. Her som i megen anden interaktiv kunst kalder værket på et smil og måske også lidt på eftertanken. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at begge dele er rigtig god kunst, som det er værd at opsøge og bruge tid på. Finn Haves billeder har den fordel, at man kan tage dem med hjem og hænge dem op over sin sofa.

"Folkelivsscene"

De tre øverste billeder viser en scene fra Vorupør, Langfredag 2009. To unge mennesker sætter en båd i vandet. Deres egen traktor er for lille, men med lidt hjælp fra naboen går det. Så vidt vi kunne se, var der tale om en fornøjelsestur, men der blev også fisket den dag.

Det sidste billede har vi lånt på Skagens Museum. Det er malet af Oscar Björck, og som man kan se er der traktoren til forskel fra dengang og til nu.

En yderligere forskel er der nu. Da Oscar Björk malede billedet, blev han hædret og fetereret, og billedet hænger på en meget fremtrædende plads i Skagens Museum.

Kan man forestille sig en nutidig kunstner gøre søsætningen af en Vorupør-pram til genstand for en kunstnerisk fremstilling? Jeg tror det næppe, romatikken omkring fiskernes liv er ligesom forsvundet, og man kan næppe komme afsted med at kalde et billede for folkelivsscene idag, det klinger simpelt hen forkert. Vi kan gå videre og spørge os selv om hvornår vi sidst har set en kunstnerisk afbildning af folk i arbejde?. Et hvilket som helst billede af en person i gang med et eller andet stykke arbejde vil vække mindelser om om sovjet-tidens klamme arbejderforherligende billeder, og er dermed umulige at male. Et eller andet sted er det et tab.

Prisen på rundstykker og flybilletter

Dette uskarpe og gnidrede billede forestiller, hvad jeg formoder er landets dyreste rundstykke. Sat på spidsen koster det ca. kr. 500. -. Det og en kop kaffe samt få centimeters knæplads udgør forskellen på at flyve med SAS og Norwegian fra Ålborg til København. Og så selvfølgelig det afgørende argument, nemlig at SAS flyver på et tidspunkt som gør det muligt både at få sin nattesøvn og en hel arbejdsdag i Hovedstaden.
Jeg skal ikke vente ret længe i en lufthavn, før jeg funderer over de mange forskellige priser på, hvad der i sidste ende munder ud i det samme, nemlig at du på et par timer bliver flyttet fra Ålborg til Københavns centrum.
Jeg spekulerer af og til på, om Norwegians pris overhovedet dækker brændstofforbruget. Da jeg kom hjem prøvede jeg, om man via nettet kunne finde svar på spørgsmålet.
Det er selvfølgelig ikke så ligetil, men nogen skolepiger i Seattle har fået det samme spørgsmål for som blækregning, så vi prøver at følge med.
Tager vi Norwegian som eksempel, er første spørgmål er selvfølgelig, hvilken maskine der flyves med. Jeg kan ikke kende forskel på de forskellige udgaver af Boings 737ere. Selv om jeg kunne, så oplyser Boing ikke direkte brændstofforbruget. Men der er heldigvis hjælp at hente hos airliners.net, som er et godt sted for flyinteresserede.
Linket giver en indikation af, hvor meget brændstof en ruteflyver bruger.
Men hvis vi skal vide, om vi har betalt for brændstoffet med billetprisen, skal vi også kende prisen på jetfuel. Den finder vi her.
Ved hjælp af en lommeregner når vi så frem til, at vi vistnok trods alt har betalt brændstoffet, selv med de billigste billetpriser.
Vi kan også se, at vi bruger brændstof i et omfang der svarer til at hver enkelt kørte turen alene i bil, hvis ellers flyveren er fuld. Nyttigt at vide, næste gang der bliver snakket CO2- fodaftryk.
Men hvordan luftfartselskaberne når frem til deres priser, er stadig en hemmelighed. Også for selskaberne selv, det går jo ikke for godt på den kant. Sterling gik fallit og SAS har svære vanskeligheder. Men trods alt flyver de til tiden fra Ålborg, det er ikke altid det giver sig selv, se bare her .

Glæden ved ægte fordele

"Du må ikke tage drengens bold, så bliver han jo ked af det". Noget af det første man lærer som barn er er kende forskel på dit og mit. Vi lærer det så tidligt, at de fleste har en næsten instinktiv forståelse af personlig egendomsret. Det giver næsten sig selv, at hvis jeg tager drengens bold, så har han jo ingen. Vi er udrustet med empati, med- eller indfølelse, som gør, at vi kan forstå at drengen bliver ked af det, hvis vi tager hans bold. Anderledes er det, hvis jeg får fat i en bold magen til, så er problemet løst, så længe vi snakker bolde. Eller jeg kan aftale at låne den en times tid, og levere den uskadt tilbage.
Men når det så pludselig drejer sig om software, så er historien en helt anden. Jeg kan låne "bolden" en times tid og levere den tilbage uskadt og vupti så har jeg også en "bold", helt magen til. Der er ingen instinkter der siger dig, at det må man ikke for der er jo ingen der mangler noget. Man er nødt til at lære det uden ad.

Bill Gates og Microsoft har sat sig selv på den meget svære opgave at få os til at forstå, at selv om et program er købt og betalt, så har du ikke lov at gøre med det, som du vil. En bold kan du forære væk som det passer dig, men du må ikke lave kopier af dine cd'er eller af dine programmer.

Hvis vi ikke lærer det, som kommer der et skærmbillede og fortæller dig om "office genuine advantage". Det kan for eksempel ske, hvis den pæne mand, som gav dig en cd med Office pakken ikke endnu har lært udenad, at man ikke må kopiere programmer.
"Office Genuine Advantage" betyder noget i retning af glæden eller fordelen ved at være på den rette side af plankeværket (dvs have betalt gennem næsen for noget du kan få gratis). Min PC har forsøgt at lære mig den glæde her på det sidste, det er lige før den åbner med halleluja koret i bar begejstring, i mens den fortæller mig at der kun er 14 dage til en uhyrlig katastrofe.
Det tager heldigvis ikke så megen surfen at finde noget der ligner en kur, der skal pilles ved et par systemfiler. Det bliver installationen jo ikke lovlig af, så mon ikke MS office ryger ud til fordel for en anden løsning. F.eks OpenOffice, som er lavet af folk som har indset, at gode programmer bør kunne kopieres og installeres både lovligt og gratis.
Alternativet er at købe noget jeg allerede har. Måske skal jeg bare lære udenad, at sådan er det.

Netlydbøger med mere

I gamle dage var det nemt at være bibliotekar. I tiden efter Gutenberg og før Bill Gates skulle man blot holde styr på, hvilke bøger man havde og hvem man havde lånt dem ud til. Nu om dage er det lidt mere indviklet. Nu er der for eksempel kommet netlydbøger til. (http://www.netlydbog.dk/).
Det burde være så enkelt, man downloader bogen til sin PC, flytter den til sin MP3 dims og kan høre sin bog læst op, hvor det passer en. Når tiden er gået forsvinder filen igen, på samme måde som man afleverer sine bøger efter en måned.
Men allerede her bliver det svært. I den stående krig mellem Microsoft og Apple har Microsoft vundet et slag, idet man har sikret sig at den MP3 dims, som alle taler om - Ipod'en - ikke kan bruges i denne sammenhæng. Fælles standarder kommer ikke på tale. Nå, har man endelig forsonet sig med, at man skal have en Windows PC og et bestemt fabrikat af MP3 afspiller, så kan man gå i gang med at downloade.
Men så er det, man fortryder, at man drillede den kloge dreng med de tykke briller, dengang man gik i skole, for her er virkelig tale om nørdernes hævn. Hævn skal nydes kold og i små portioner, og det lykkes virkelig også her.
Selv om man har den korrekte Windows Media Player og den rigtige MP3 afspiller kan man få fejlmeddelelser. Klikker man på det link, det dukker op sammen med fejlmeldingen, får man at vide, at man skal besøge en bestemt side, og at man skal lukke Windows Media Player. Men Media Player lader sig bare ikke lukke, uanset hvor meget man klikker på krydset i øverste, højre hjørne.
Så tager man chancen og forsøger at downloade den angivne fil. Flere fejlmeddelelser. Så man bliver til sidst nødt til at læse hele den tekst, som er knyttet til hjælpefilen. Som den ultimative hån anbefalder Microsoft at man udskriver teksten først. Så går det op for en, at man skal installere et Active-x objekt og logge på som administrator (og hvem kan lige huske adm-passwordet) før man kan installere den ønskede rettelse.
IT verdenens svar på krigen mod terror er retssagen mod thepiratebay.org, og lige som krigen mod Taliban går det ikke for godt. Det er da ikke så sært. Når man i den grad læggger hindringer ud for de af os, der har et oprigtigt ønske om at gøre tingene lovligt, er det da ikke underligt, at der er nogen der forfalder til nemmere og billigere løsninger.

Flere store forfattere

Det er da timing, der vil noget. Dagen efter blogindlægget om Leif Davidsens status og Kirsten Larsens sammenligning af ham og Hanne Vibeke Holst, får sidstnævnte Boghandlernes Gyldne Laurbær.
Så fik hun endelig noget af den anerkendelse, som hun åbent indrømmer, at hun synes hun har fortjent. Personligt er jeg på linje med Kirsten Larsens kommentar, HVH er meget læst og elsket af et bredt publikum, men det er ikke det samme som at være en "stor forfatter". Jeg skal spare læserne for min personlige udlægning af HVH's forfatterskab og i stedet henvise til en rigtig god artikel i Information om netop dette med anerkendelsen. http://www.information.dk/167348 .
Men der er en ting jeg ikke forstår. Når man sælger, som HVH gør og når man har et stort, trofast publikum, hvorfor er det så så vigtigt at være anerkendt blandt litterater og kolleger. Oven i købet er man på parnasset knap så enige som man kunne tro, jvf artiklen i Inf.

Er det bare sådan, at mere vil have mere, at man ud over et stort publikum også vil accepteres i den litterære offentlighed.

Eller ligger der det samme i HVH's udsagn som i Leif Davidsens. En argumentation i retning af dette: "Jeg er jo bevisligt en stor forfatter, ergo er din kritik af mig fejlagtig". Hvis det hænger sådan sammen skal vi måske lige standse op engang. Vi har måske for nemt accepteret statsministerens berømte udsagn om, at vi ikke behøver smagsdommere og måske har vi glemt, at de litterater, som kritiserer HVH ikke først og fremmest er dommere, men fagfolk, som på et professionelt niveau forholder sig til den litteratur, som andre skriver. Hvor Leif Davidsen blev udsat for ikke-professionelles standret, så kommer kritikken af HVH faktisk fra folk, som ved hvad de snakkker om og som kan argumentere for deres sag. Så når vi ønsker HVH tillykke, er det vel vidende, at der stadig er litteraturfolk, som er stærkt kritiske overfor hendes værk.

Om Store Forfattere

Sidste torsdag så jeg smagsdommerne på DR. Det var en specialudgave, hvor ofrene for smagsdommeriet fik lov til at forsvare sig. Smagsdommerne er altid spændende, her er klare meldinger om, hvad gæsterne synes er godt og skidt. Og når så kunstnerne får lov til at tage til genmæle, er der jo lagt op til godt fjernsyn. Du kan indtil videre se udsendelsen her.

Særligt interessant var Leif Davidsen, hvis nyeste roman "På udkig efter Hemingway" var blevet sablet ned i en udsendelse før jul. LD fik lov at kommmentere kritikken, og som rutineret journalist og skribent slap han ganske godt fra det. Han henviste til sine høje salgstal og sine relativt gode anmeldelser i dagspressen. Det lykkedes også for ham at sige disse ord "jeg er jo en stor forfatter", uden de mindste kvababbelser. Og så i jantelovens fædreland.

Men passer det så, er LD en stor forfatter?. En henvisning til salgstal er ikke nok, litteraturhistorien er fuld af storsælgende forfattere som ingen vil drømme om at kalde store. Produktivitet er heller ikke nok, der er masser af produktive forfattere, som ikke fylder meget i litteraturhistorien. Men vi kunne undersøge, hvordan fagfolk og litterater forholder sig til LD. Han bliver trofast anmeldt i aviserne, han har sin plads på http://www.litteratursiden.dk/ og der bliver jævnligt skrevet portrætter af ham. Men der er ingen litteraturforskere, som bruger tid eller kræfter på ham. Den bog, der findes om ham er en portrætbog, ikke en litterær gennemgang, scholar.google.com har ikke noget om ham og de anerkendte litterære tidsskrifter har heller ikke noget. Se selv efter på http://www.bibliotek.dk/. Hvis LD er en stor forfatter, er det altså ikke på linje med Klaus Rifbjerg og Karen Blixen, LDs plads på litteraturens stjernehimmel hænger ikke sammen med et vægtigt forfatterskab, men med nogle ganske ferme og underholdende krimier. Det er der ikke noget galt i, men når man kalder sig selv "stor forfatter" bør vi læsere forholde os til det. I tider, hvor vi hærges af x-faktor og lignende fænomener, kan blot det at læse en forfatter, som er nogenlunde god til sit håndværk være en lise, men der er altså et stykke vej derfra og så til at være en "stor forfatter".

Gæs

Normalt dyrker jeg ikke fugle- eller dyrefotografi ret meget, jeg har hverken udstyr eller tålmodighed til at tage ordentlige billleder af fugle. Men i dag skulle det prøves. A bankede på ruden og pegede op, der var en meget stor gåseflok på vej tilbage til Nationalpark Thy, hvor de er på vinterferie. Jeg greb fluks Ixus'et og tog dette billede. Hvis du klikker på det, kan du netop ane, hvor stor en flok der er tale om. Hvis du vil vide mere om nationalparken, så klik på linket.

I øvrigt er der et par finurligheder på Nationalparkens hjemmeside. Nat.parken er omtalt som uspoleret, selvom vi lærte i folkeskolen, at hederne er et resultat af vore forfædres overdrevne skovrydning, som altså netop spolerede arealerne. Faktisk skal heder jo vedligeholdes for ikke at springe i skov.

Det leder så til det næste spørgsmål, er det overhovedet natur, når det arealerne kræver en stor grad af menneskelig pleje for at fremstå som de gør?

Det er i sidste ende et sprogligt spørgsmål, og til det brug er http://ordnet.dk/ en god side.

Her kan man få svaret i Ordbog over det danske Sprog, som siger følgende om Natur:

"... (del af) den mennesket omgivende ydre verden, betragtet som den verden, i hvilken menneskene færdes under aaben himmel...saaledes som den ses henliggende under aaben himmel og i nogen grad overladt til sig selv (om mark, skov, hede osv., mods. have, by olgn.);..."

Dermed er spørgsmålet besvaret, kategorien natur omfatter også de arealer, som kræver menneskelig pleje for at fremstår på en for os tilfredsstillende måde.

Gæssene kan man heldigvis også nyde fra sin fortrappe, det er et flot syn under alle omstændigheder.

Appelsinmarmelade

Her skulle have stået en kommentar om arkitekturen i Thisted Midtby. Men i stedet for at skrive, gav jeg mig til at lave appelsinmarmelade. Opskriften er en kombination af flere, som jeg har fundet på nettet.
1,1 kg citrusfrugter, flest appelsiner, enkelte citroner.
1 kg syltesukker - det der nymodens med pektin i.
1 dl vand.
Appelsinerne skrælles med en kartoffelskræller, og de tynde skræller lægges til side. De hvide hinder skæres af og kasseres. Der skal være ca. 1 kg appelsin tibage. Appelsinerne skæres i både og lægges i blenderen. De tynde skræller skæres i strimler og koges i vandet i ca. 10 min.
I mens de koger blendes appelsinerne grundigt. Appelsin-pulpen kommes i gryden og koges sagte med skrællerne i godt og vel ½ time. Husk at røre. Derefter kommes syltesukkeret i og marmeladen koger videre i 15 min. Marmeladen hældes på rengjorte og skoldede glas.
Denne opskrift giver en knap så bitter marmelade.
Hvis du har lyst til at læse om Thisteds bygninger, så se i dagbladet, hvor Arkitekt Robert Mogensen og dagbladets fotograf Klaus Madsen har fundet nogle interessante, men ikke nødvendigvis smukke bygninger.

J P Jacobsen center

Så er centeret åbnet, midt i Thisted. Jeg har før givet ondt af mig på grund af mangelen på æstetiske hensyn, og selvfølgelig har jeg og de andre kritikere ret. Det er en meget stor ting af stål og glas fra en brusekabine der er landet midt i Thisted. Storegade er blevet til en snæver gyde, fra at være byens strøg. Hvorfor er der i øvrigt ingen planlæggere eller arkitekter der forsøger at forsvare byggeriets udseende?

Det har selvfølgelig ikke hindret mig at tage stedet i øjesyn, og jeg må konstatere, at vi bliver mere og mere civiliserede i Thisted. Vi har længe haft McDonalds, og nu får vi både Føtex og H&M på en gang, og oven i købet er der rullende trapper. Så mangler vi ikke ret meget i at være der.

I øvrigt er det ikke særligt spændende at komme ind i centeret. Det ligner, at tresserne er kommet til byen. Tænk, hvis man som i Hjørring havde lagt et bibliotek sammen med butikkerne. Men her i Thisted drømmer vi om et kulturhus med fjordudsigt, så det har på intet tidspunkt været på tale at gøre som i Vendsyssel.

Nå nu ligger huset der med mulighed for at shoppe i tørvejr, og man kan jo heller ikke se centeret inde fra bygningen.

Om fordomme

... Drikker og har let til kniven Prøv at søge på den vending i Google (klik på udsagnet), så får man en hel række resultater, som alle kæder udsagnet sammen med finnerne.
Nu er spørgsmålet så, hvor stammer sætningen fra? Vi ved jo alle, at man ikke må sige sådan i dag, man må ikke engang tænke sådan, og derfor er det jo dobbelt sjovt at sige eller skrive det alligevel. Men vendingen er så prægnant, at der må være tale om et citat. Men hvorfra? Tanken går umiddelbart til Salmonsen, men her kan man blot finde denne svada:

"....Folkekarakteren udmærker sig ved Udholdenhed, indtil Stædighed, Langsomhed og Styrke i Følelserne. Finnen er sen til Vrede, men hans Vrede er farlig og giver sig kun alt for ofte Udslag i Voldshandlinger. En sjælelig Modsætning gør sig gældende mellem de to vigtigste finske Stammer, Tavasterne og Karelerne; ..."

Som jo nok siger mere om Salmonsen end om finnnerne. Svaret må indtil videre stå hen i det uvisse.

Aros, november 2008

Vi har tilbragt søndagen på Aros, hvor vi mest så de to særudstillinger med Søren Behncke, også kendt som Papfar og med Erik A Frandsen. Papfar laver, som navnet siger, store, naive og/eller realistiske skupturer i bølgepap. Af den type, som man bliver glad af at se på. Kendt er bl.a. den på billedet, en Ferguson traktor i 1 til 1 i pap. Den er ejet af Novo Nordisk, men kan altså ses i Århus i øjeblikket.

Helt anderledes er Erik A. Frandsen. Han var en af de unge vilde i begyndelsen af 80'erne og han har været aktiv på kunstscenen lige siden. Det er ganske forbløffende at se, hvor meget en kunstner kan ændre sig. Fra at lave noget der lignede street-art i begyndelsen, via noget med bly og rockwool, senere noget med plastbakker på et lærred og så til såkaldte mudderbilleder, som var rendyrket abstrakt ekspressionisme. For så i dag at lave naturalistisk- realistiske billeder på basis af snapshots. På det vedhæftede billede ses en af flere venetianske glasmosaikker. Her bruger han en teknik, som jeg associerer med noget højtideligt, til nogen ekstremt flotte hverdagslivs-billeder. Som iøvrigt ser ud til at kræve et ganske stort håndelag, noget jeg altid falder for. Bestemt en anbefalelsesværdig udstilling.

Fugle

Der er mange måder at dyrke ornitologi på. Man kan rejse land og rige rundt for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, eller man kan vente og se, hvad der kommer forbi. Vi har megen glæde af at fodre fuglene i haven. Småfuglene er vilde med solsikkefrø, solsorte og drosler spiser de æbler, vi ikke har lagt væk. Senere på vinteren spiser de også dem, vi har lagt væk, hvis de får chancen. De frækkeste vil gå langt for at skaffe sig den chance, de hopper gerne helt ind under halvtaget og op i de kasser, som vi opbevarer æblerne i.
Lørdag, mens vi sad og drak kaffe lød der et stort bump på vinduet, og da vi så op, fløj en solsort hastigt væk. Den var blevet skræmt af den tyrkerdue som var fløjet mod vores rude, for defter fortumlet at flyve videre. Det sker en gang imellem, for det meste overlever fuglen med en forskrækkelse.

Dagens quiz. Hvem skrev en novelle, hvor aftensmaden bliver reddet ved at en fugl flyver mod døren, for at blive spist af den sultne famile?

Månen

Månen fylder enormt meget i vores mytologi og i alle mytologier, og der er skrevet et utal af sange om månen. Ja, selv dyrelivet som vi kender det er vist opstået med hjælp fra tidevandet og dermed fra månen.
Min hustru gjorde mig opmærksom på, at det er fuldmåne i nat, hvilket kan forklare mine søvnproblemer, hvis det da ikke var kaffen.

Men månen stod op lige ud for vort stuevindue, og gjorde den vedhæftede film mulig. Månen står op og solen går ned, mens vi hører lidt af The Drifters udgave af "Blue Moon".
Det med månen har nu ikke været det samme siden Neil Armstrong satte sine store fødder på den og sendte sin ikke helt stuerene hilsen til sin gamle nabo, Mr. Gorsky.

Investering

Kvinden på billedet hedder Bamba Mahoua, og hun sælger trækul et sted i Elfenbenskysten. Hun har fire ansatte, og hun havde brug for penge til at udvide sit lager, så jeg har lånt hende € 250, som hun netop er begyndt at betale tilbage.

Selv om hun er en sikrere investering Roskilde Bank og Fannie Mae tilsammen, giver hun hele 12 % i rente. Hvis hendes virksomhed fortsat holder, er der altså tale om en ganske god investering. Samtidig er der så 4 mennesker, som har et solidt, omend beskedent levebrød.

Alt det er selvfølgelig ikke noget, man selv sætter I værk, der er en mellemhandler inde i billedet, nemlig hjemmesiden http://www.myc4.com/.

Siden formidler såkaldte mikrolån til små forretningsdrivende i Afrika. Der er tale om delvis forretning delvis ulandshjælp. Ulandshjælpen ligger i, at modtagerne får mulighed for at drive forretning, og i at man må formode at der er tale om en risikofyldt investering med begrænset sikkerhed.

Men lige for tiden er der jo forøget risko selv ved boligobligationer. Der har været mediediskussion af denne form for ulandshjælp/investering, og det er da rigtigt, at de aller fattigste ikke får direkte del i de investerede midler, men måske kan nogen af dem få job i de virksomheder, der investeres i. Jeg er i hvert fald spændt på at se, hvordan "mine" forretninger går.

Dagens ret

Ingredienser
2 kyllingefileter
2 skiver spegeskinke - parmaskinke eller lign
3 skalotteløg
1 lille rød peber
1 citron
2 tsk blomsterhonning
½ dl fond
evt 2 salvieblade
olivenolie

Hermed introducerer vi madopskrifter på denne blog. Dagens opskrift er kylling med spegeskinke:
Gør kyllingefileterne klare. De papirstynde skinkeskiver hæftes på kyllingen med to tandstikkere (uden smag!). evt kan man lægge et blad salvie under hver skinkeskive, så nærmer vi os saltimbocca. Løgene og peberen hakkes fint. Løgene svitses i oliveolie til de er klare, men ikke brune. Den røde peber tilsættes og svitses med. Tilsæt saften af en citron, ½dl fond og 2 tsk honning. Rør til honningen er opløst.Smør et ovnfast fad, hæld saucen i bunden af fadet og læg kyllingestykkerne ovenpå. Steg i varmluftovn 45. min v. 150 grader. Salvien kan udelades eller erstattes af andre krydderurter. Serveres med dagens tilbehør.

En cactus springer ud

Kaktusser har det med at springe ud om natten. Denne på filmen gør i hvert fald. Jeg havde sat kameraet til, for at lave en fin lille time-lapse film af en udspringende blomst. Men jeg skal raffinere teknikke noget mere, i hvert fald sker der ikke så meget på de to timer jeg har til rådighed for mine eksperimenter. At der dog sker noget kan man se her, hvor vi ser de første og de sidste minutter af processen. Blomsten sprang ud natten mellem lørdag og søndag, og i dag mandag er den allerede faldet.

Når overskriften er stavet med c i kaktus, er det for at gøre reklame for Thisteds store digter, I P Jacobsen. Han skrev en digtcyklus med denne titel. Den kan læses på nettet, ophavsretten er for længst udløbet. Se for eksempel "Arkiv for dansk litteratur", http://www.adl.dk/. Det er et rigtigt godt sted, seriøst og veldokumenteret som man kan forvente, når det Kongelige bibliotek er involveret.

Hvis vi fortsætter reklamen lidt så er http://www.kalliope.org/ også et godt sted til danske digte, igen selvfølgelig med udløbet ophavsret. Endelig skal http://runeberg.org/, som samler nordisk litteratur med frivellig hjælp, nævnes.

Den kunstneriske proces

Mange spekulerer sikker på, hvordan et maleri bliver til, hvordan materialer købt i Søstrene Greene bliver til stor kunst. Denne time-lapse movie giver et sjældent indblik i den kunsteriske proces. Et lille 30x40 cm billede bliver til for øjnene af dig. Du kan se det færdige billede også. Det forestiller Kobbermølle(Kupfermühle) ved Flensborg i optrækkende uvejr.

Kassation fra biblioteker

Det har været svært at undgå at opdage, at visse dele af de danske folkebiblioteker har været i skudlinjen, fordi de har forsøgt at skaffe plads ved at kassere i deres samlinger. Som bibliotekar har jeg oplevet detbatten som grænsende til det absurde. Det har alle dage været en kernekompetence for en folkebibliotekar at indkøbe nye bøger og skaffe sig af med de gamle, ikke længere aktuelle bøger. Det handler 'blot' om at vide, hvilke bøger der skal kasseres hvornår, så det ikke går som derhjemme, at man står og mangler noget, dagen efter at man har smidt det ud.

Lidt anderledes forholder det sig, når det er hele samlinger, der kasseres på en gang. Her i weekenden d. 23.08.08 sælger Thisted Bibliotek det meste af sin magasinsamling, egenhændigt pakket i kasser af bl.a. undertegnede. Det er selvfølgelig med stærkt blandede følelser, at en stor og tidligere velplejet samling ryger ud på en gang. Men sådan som forholdene er, er det en rigtig beslutning (især hvis de også blev slettet i katalogen!), magasinet står 'ude i byen', materialerne er sjældent eller aldrig i brug og kan skaffes hurtigere fra vort centralbibliotek end vi selv kan hente dem. Men det er lidt ligesom når en dyrlæge er nødt til at slå en fin væddeløbshest ned på grund af et brækket ben - trist men nødvendigt-.

Her er masser af i sin tid rigtig god smag, bøger indbundet i rigtigt læder, med guldtryk på ryggen og exlibris på omslaget. Ingen tvivl om at der er mulighed for at gøre et kup, til 10. - kr stykket og 3 for 20.

Månen over Skagen

Vi har netop været i Skagen på weekend. Her var vi, for 2. gang i år inde for at se Skagens Musems jubilæumsudstilling. Den består af deres egne værker, ophængt i en såkaldt salon-ophængning, hvilket vil sige, at en hel masse billeder er hængt op på væggene, så tæt på hinanden som det er praktisk muligt. I Skagen var billederne ydermere ophængt kronologisk, så vi fik mulighed for at følge kunstnernes udvikling gennem den ganske lange periode, som udstillingen dækker. Jeg har kun set denne ophængning en gang før, nemlig på Statens Museum for Kunst, men jeg må sige, at jeg finder det interessant at gøre det på den måde en gang i mellem. Man får simpelthen mulighed for også at se kunstnernes næstbedste billeder, og måske værdsætter man mesterværkerne bedre på den baggrund. Endelig må man konstatere, at museer godt nok er til for publikums skyld, men det er dog en fordel, når der ikke er alt for fyldt. Første gang vi var der i år, missede jeg simpelthen en del billeder, som var skjult bag museumsgæsterne. Bemærk i øvrigt det store Willumsen-billede "Badende børn på Skagen strand" som er hentet hjem fra Willumsen-museet. Se mere om udstillingen i Kristeligt Dagblad

Vi fik også mulighed for at se en delvis måneformørkelse over havnen, på billedet man ser hvordan månens segl vender forkert.

Endelig en anbefaling. Badepension Marienlund er simpelt bare så hyggeligt, man føler sig hensat til tidligere tiders pensionsliv. Der er ikke så mange værelser, fred og ro, muselmalet porcelæn og spadsereafstand til centrum.

PS. Det hedder vist stadig "i Skagen" selv om man stadig hører københavnere sig "på Skagen"

Skyer

Jeg har fået et ny lommekamera, et Canon Ixus. Det kan en hel masse trods størrelsen, først og fremmest kan det være i en lomme. Det kan også lave time-lapse film, (tidskomprimering?), så herover ses de drivende skyer, som de så ud søndag eftermiddag. Forløbet på godt en time er kogt ned til et par minutter. Det med at se blomster springe ud må vente, der er kun et par timer til rådighed. Af hensyn til båndbredde mv. er filmens kvalitet voldsomt forringet.

Came so far for beauty..

Nej, det handler ikke om en gammel Cohen-tour men om roser: Et par poster længere nede har jeg lavet et billede af en blå rose. Det er et manipuleret billede af en "Ingrid Bergman". Nu har jeg imidlertid set noget der er meget tæt på en rigtig blå rose. Den hedder "Rhapsody in Blue" og er nærmest lilla, på vej over i det blå. Mit Canon lommekamera (Powershot s70) fanger heller ikke denne kulør rigtigt tilfredsstillende, men Google billedsøgning har nogen nogenlunde fair resultater. Vi så den i Rosenparken i Ålestrup. Rosenparken er et besøg værd for enhver, der er en smule haveinteresseret. Her kan man se roser i fuld blomst, plantet så de gør sig allerbedst, i store bede med mange planter ved siden af hinanden. Vi lader billedet stå et øjeblik.

Leonard Cohen

Jeg var til friluftskoncert med Leonard Cohen søndag d. 6 juli i Århus. Anmeldelsen i 'Stiften' finder jeg fuldt dækkende, det var en fantastisk koncert. En spinkel, tydeligt ældet mand fyldte rummet ( ja det var udendørs, men hvad siger man ellers?) og havde publikums opmærksomhed i de 3 timer det varede. Han gav mange af sine mest elskede sange, med 'Hallelujah' som et højdepunkt.

Men det jeg ville føje til de mange gode anmeldelser var en kommentar til lyden. For en gangs skyld var den upåklagelig. Lydtrykket ved miksertårnet, hvor jeg stod, var ikke højere end nødvendigt og Cohens stemme var mikset tilpas langt frem i lydbilledet, til at man forstod hvert ord af teksten. Og publikum var der for at høre musik, tydeligvis. Alt i alt en god oplevelse.

Det står i skærende kontrast til min oplevelse på årets Thy Rock. Der var vi gået hen for at høre Runrig. Jeg havde forventet en gang god stadion-rock, men det lykkedes et fordrukket, larmende publikum at ødelægge oplevelsen for mig. Trods et masssivt lydtryk, som mine ører knap nok er kommet sig af, var det umuligt at lade sig opsluge af musikken. Fylderister tumlede rundt og råbte og skreg. Det har været sagt før og lad mig gentage: Thy Rock handler ikke om musik, det er en udvidet byfest. Man går derhen for få nogle bajere i venners lag, og musikken er en biomstændighed.

Luftarkæologi

Denne sommer er velegnet til luftarkæologi på grund af den tørke, vi har haft i forsommeren i maj og juni. Fra en flyvemaskine kan arkæologerne se spor af fortidens bebyggelser. Noget lignende gælder vores have, hvor nogen tidligere på året har tabt sit hjerte.

Fortsat god sommer.

Blå roser

Jeg har netop været ude for at tage nogen billeder af de mange blomster i haven. Endnu en gang har jeg konstateret, at den fløjsrøde "Ingrid Bergman" er meget svær at gengive via det digitalkamera jeg har. Linket viser, at jeg ikke er ene om problemet. Så istedet for at rette lidt på den i billed-programmet, så er den endt med at være blå. Omvendt af den gamle slager.

Nu findes der jo ikke blå roser i virkeligheden, så billedet her viser, at man skal være varsom med at tro på, hvad man ser på fotos nu om dage

Om at rette smed for bager

I onsdags vågnede vi op til, at hele byen lugtede af brand. Jeg sagde straks, at det var det lokale terrornetværk (Midt Vest Bredbånd), som var igang med at svejse deres lyslederkabler. Det viste sig, at jeg var lidt for hurtig denne gang, der var tale om en norsk skovbrand, stor nok til at man kunne lugte den til Thy.

Det der med terrornetværket handler om en særdeles aggressiv markedsføring, kombineret med at vores fortove bliver gravet op og konkurrenternes ledninger gravet over. Der har ikke været nogen bomber endnu.

Investering og kunst

Kristian von Hornsleth er atter fremme i medierne med et nyt kunstprojekt, denne gang om investering i krigsmateriel. Det slog mig, da jeg hørte om det, at emnet har været oppe at vende for nylig. En hurtig søgning på google på "sin stocks" f.eks. afslører i hvert fald, at diskussionen om etik og investering ikke er ny. Der findes endog en investeringsforening (vicefund.com) med det hovedformål at investere i "syndig" virksomhed. Vel at mærke uden distance eller kunstnerisk vinkel, men udelukkende ud fra økonomiske overvejelser, altså fordi det er en god forretning. Herhjemme er diskussionen kendt fra debatten om lægernes investering i tobaksfirmaer og pensionskassernes investering i Burma. Jeg kender folk, som har bevaret idealerne fra dengang man kunne blive bibliotekar hvis man kendte til indholdet af "Grundrisse" og første bind af "Das Kapital". De tager afstand fra investering i produktionsvirksomhed i det hele taget, ud fra overvejelser om at "så er man en slags kapitalist".
Sagen viser v. H's evne som kunstner, nemlig evnen til at fange noget som er oppe i tiden, vende vrangen ud på debatten og præsentere det som kunst. Nutidens kunstner lever først og fremmest af sine gode ideer, nok så meget som af sin kunnen inden for et særligt område. Kr. v. H. er i stand til at præsentere en debat, der er så gammel som pengeøkonomien, som ny og som noget han har opfundet. Det, at det er lykkedes for ham at få projektet søsat med så megen opmærksomhed, gør at man må anderkende ham som en stor samtidskunstner, hvis storhed først og fremmest ligger i evnen til at føre ideer til torvs, nok så meget som i selve de genstande, der er værket. Paradoksalt nok vil de genstande, som er værkets fysiske udtryk (bl.a. bemalede investeringsbeviser), formodentlig vise sig at være en rigtig god investering.

Jørgen Haugen Sørensen: Vidnerne - de andre

Det hører til sjældenhederne at kunst vækker egentligt ubehag hos mig, men det er lykkedes Kunstforeningen Det Ny Kastet i Thisted at skaffe en sådan udstilling til veje. Det drejer sig om Jørgen Haugen Sørensens : "Vidnerne - og de andre". Her er menneskeskikkelser med blodige åbninger i stedet for ansigter, her her dyr -hunde- som sønderriver hinanden, her er menneskelegemer delvist brændte på metalriste. Her er alt i fysisk fornedrelse af menneske- og dyrekroppe. Det meste i brændt ler, enkelte figurer i bronze. Alt i en grad af stilisering, som tjener til at fremme fantasiens videre bearbejdning af værkerne. De stærke indtryk, som udstillingen giver betyder, at JHS er at regne som en mester inden for sit fag, han formår at ramme beskueren hårdt og rent med sine værker. Muligvis får JHS fortalt nogle nødvendige sandheder om at menneskelivet, men han levner ikke meget håb i sine værker.

Når beundringen og ubehaget har lagt sig, kan jeg ikke lave være med at spekulere på, hvad man skal stille op med disse værker, jeg ville personligt betakke mig for at have dem stående. Der vil selvfølgelig være et museum eller to, som er nødt til at anskaffe nogle af dem, deres kvalitet taget i betragtning. Alt i alt bør vi ved lejlighed undersøge, om de ubehagelige fortællinger, som JHS og mange andre af tidens store billedkunstere har på hjerte, er bedre tjent med at blive fortalt i direkte tale, så man kan forholde sig til sagen og måske ændre på den også.

Humor i Kunsten

Kunst er tit noget meget alvorligt og selvhøjtideligt, men af og til er der plads til humor og selvironi. Dette "Afrikanske Rensdyr" fangende vi på Aros på udstillingen "Fun Fun Fun". En lille udstilling af en privatsamlers samling af nutidskunst. Udstillingen slutter snart, se den inden den er forbi.

Papirklip

På Skovgård Museet i Viborg kan man for tiden se en spændende lille udstilling med papirkunst. Ikke værker på papir, med med papir som medium, altså (bl.a.) papirklip. Der er for eksempel Peter Callesens fine, sirlige udklippede og foldede figurer. Som vor barndoms ridderborge har han klippet og limet figurer med uhyre tålmodighed. På billedet ses en detalje af "Three angels trying to escape their drawing". Englene er i gang med at flytte sig fra to til tre dimensioner. Det er lykkedes for den første, de to andre følger efter, må man tro. Papirets lethed og det at det oprindelige papirark indgår i værket, føjer nærmest liv til hans værker, især er englene overbevisende. Den engel, som er undsluppet de to dimensioner, flyver med den ene hånd strakt frem, i en position, som giver mindelser om Superman. Mistanken vækkes ved denne ironisering til at kunsterens primære ærinde er at demonstrere sin virtouose beherskelse af materialet. Men kun mistanken, værket rækker ud over den dygtige håndtering af kniv og papir. Papirets skrøbelighed gør ikke Callesens værker flygtige, på den måde snyder de, man oplever dem som faste og bestandige, selv om de næppe er det. Marianne Grønnows Nightfall er nok udstillingens hovedværk. Ti forskellige sorte rosetter fremstillet massevis og ophængt, så de dominener det rum de hænger i. De passer netop til titlen, den sorte nat falder på, men inden den er her, kan man glædes over, hvordan lys og skygge spiller, og hele tiden ændres, i takt med papiret bevægelser.

Marna Rix

Lige nu er der mulighed for at se en række store, flotte, halv- abstrakte landskabsbilleder af Marna Rix på Heltborg museum. De er i hendes kendte stil, med anelser og antydninger og lag af farver som skifter udseende med lyset. Billederne er malet til denne ophængning og de gør sig godt på stedet. Ros til Sydthy kunstforening for denne udstilling

Krokus

Lige nu blomstrer det lange bånd af blå krokus, som omkranser Thisted kirke. Så er foråret ved at være på vej. Rågerne i skoven har længe givet deres hæse skrig fra sig, og inden længe går den lokale skytte igang med det sisyfos-arbejde det er at forsøge at begrænse deres antal.

Cronhammar med videre

De sidste par dage har budt på vidt forskellige kunstoplevelser. Torsdag var vi i Ålborg på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor vi så Ingvar Cronhammars "Ballroom". Som så mange af hans installationer er den stor og imponerende. Den står bare midt i rummet, som det eneste, og ser ud som om mørke kræfter har anbragt den der, med hensigter som man roligt kan være bekymret for. Materialerne er mahogni, gummi sort glas og fine plexiglas-strenge som indmad. Der kan ikke holdes noget fornuftigt bal derinde. Nå, Cronhammar kan man læse om så mange steder.




Den lokale avis gjorde os opmærksom på et noget mindre værk, denne mand af papmache og kaninskind opstillet i skovbrynet. Den er også pludselig dukket op, helt bogstaveligt, der er ingen der har lagt navn til den. Den står i skovbrynet ved Egebaksandevej.

Lidt længere henne, i Fadddersbøl stod bl.a. disse tre store masker, også uden forklaring i øvrigt. De står ved en landejendom og kigger tomt på landevejen, men kunstneren havde ikke sat noge form for skilt op, hverken ved værkerne eller ved ejendommen. Tre værker i tre vægtklasser, som kun har det tilfælles, at de efterlader en med ubesvarede spørgsmål.

Den banale hverdag

Hvor banalt kan et problem blive, før man lissom mister retten til at beskrive det, uden at fremstå som krakilsk og smålig?
Meta-problemet er sjovere end selve problemet. Overvejelserne udspringer af mit just overståede besøg i vort lokale Superbest. Butikken har den ene fordel, at den ligger lige i nærheden. Bortset fra det er det gået slemt tilbage for nærbutikken her på det sidste. For et års tid siden kom er nye ejere, som straks udvidede butiksarealet. Før ejerskiftet var det ganske rigtigt en lidt klemt butik med alting stablet op hist og her, men jeg tænkte aldrig nærmere over det, jeg handlede der bare. Nu er der tale om en væsentlig større butik, som jeg altid går lidt ærgelig fra. Hver eneste gang jeg er der, er der varer, som ikke er prismærket, hvor jeg enten må spørge efter prisen eller lade dem ligge. Og ofte mangler helt banale varer. I torsdags var jeg nede at handle, og måtte undvære min sædvanlige kaffe, Merrild Noir, som efter min mening er et godt kompromis mellem pris og kvalitet. Tilbage var deciderede special-produkter og væmmelig discount-kaffe. Nå det er hvad der kan ske, vi klarede os gennem weekenden og nød den håndplukkede øko-kaffe fra Kilimanjaros skråninger.
Tænk sig: I dag var der stadig ingen Merrild Noir og hvad værre er, heller ingen Thy Pilsner i hele kasser. Enhver kan nu se, at vi bevæger os fra let irritation til mindre katastrofer.
Jeg kunne selvfølgelig stemme med fødderne og køre tværs gennem byen til en mere proffessionelt drevet butik, men hvis alle gør det, mister vi jo vores nærbutik. Jeg kunne også klage til personalet eller ledelsen, men helt ærligt, vi kender godt de typer, der altid brokker sig over deres nærbutik.
I stedet må vi glæde os at det, som faktisk fungerer, selv om det er slemt at skulle klare sig med De forenede bryggeriers triste undskyldning for en øl.