Mette Rishøj

På Det Ny Kastet i Thisted gl. Rådhus kan man i øjeblikket se en udstilling af Mette Rishøj. Hun er en af disse unge / yngre malere, som ikke er bange for at bruge den virkelighed, vi alle kan se, som udgangspunkt for sine billeder.
På baggrund af stærke, flimrende farver ser vi, i stregtegning og hvidt, sværindustriens maskineri, oftest i en destruktiv sammenhæng, i en stor ulykke eller en lille katastrofe.
MR er i stand til at kombinere en overvældende farveglæde med en stærk civilisationskritik. De farveløse maskiner er centrum i billedets katastrofe, ikke alene er de ødelæggende, de er også uden farver, uden glæde.
Der er en verden til forskel på mellemkrigstidens socialrealistiske billeder fra f.eks. dansk industri , som vi har set det på Kunsten i Aalborg, og så disse billeder af golde, ødelæggende maskiner. Billederne er stærke i deres udtryk og de ville forstyrre min nattesøvn, hvis de hang herhjemme, men de er samtidig væsentlige billeder af en samtid, hvor klima- og finanskrise truer.
Det går nok for vidt at sige, at MR maler finanskrisen. Men hendes billeder passer i en tid, hvor jubeloptimismen fra begyndelsen af årtusindet er afløst af eftertanke, en tid hvor vi endnu engang har måttet opgive troen på en krisefri kapitalisme.
Udstillingen kan se til og med 04.07.2010

Forår

Vi tager lige overgangen fra en heftig snevinter til et koldt forår. Ca. et billede om dagen frem til i går, klippet sammen med Corels seneste fotoprogram. Udsigten er fra mit soveværelse, startende d. 6 marts og sluttende d. 26. maj. Zoomeriet kommer fra programmet.

Heart - Higway to India

Vi var i Herning i går for at se det nye museum og udstillingen med samtidskunst fra Indien. Museet i sig selv var ganske flot, det er fantastisk, hvad der kan lade sig gøre med beton. Måske skulle man have skelet lidt til Kunsten i Aalborg, Altos bygning er uovertruffen hvad angår indirekte dagslys. Der var noget mørkere i Herning, også på grund af de mørke, polerede betongulve.
Udstillingen var også interessant, kunstværkerne var som helhed forbløffende internationale, det var som at gå ind på et galleri eller museum i en hvilken som helst storby. Jeg havde nok ventet noget mere eksotisk, må jeg tilstå. Det øverste billede viser to skeletter af af en hellig ko, støbt i aluminium og forsynet med et messing-yver, der også var en lille klokke, der ringede en gang i mellem. Vi har alle lært om Indiens hellige køer i folkeskolen og kan begynde en tolkning derfra.

Det andet billede viser en del af en installation, et kontormiljø som taget ud af en spillefilm fra den 3.die verden. Inventaret var lænket med rustne kæder, og mapper og lignede var pakket ind i klæde. En kommentar til, hvor besværligt det er at komme fri af fattigdom måske?
Udstillingen er værd at se, og det kan nås endnu, den løber til midt i september.

Heksekunst

I dag ved formiddagskaffen udspandt der sig en dialog nogenlunde sådan; Snakken gik om at få sin bil stjålet:

Kollega: "Jeg har en veninde, og forleden virkede låsene på hendes bil ikke, men så kastede hun bare en usynlighedsring omkring den"

Jeg: "Jamen, hvis den er usynlig, risikerer man så ikke, at den bliver påkørt?"

Kollega: " Nej ikke sådan usynlig, bare sådan, at man ikke lægger mærke til den"

Jeg: "Nåeh, sådan..."

Kollega: "Ja, og bilen var der, da hun kom tilbage efter den."

Det virker faktisk, hvem har nogen sinde hørt om en bil der blev stjålet, mens den var gjort usynlig på en sådan måde, at man ikke lægger mærke til den?

Her kunne jeg have lagt et link til opskriften på, hvordan man gør, men jeg undlader i dette tilfælde. Mon ikke mange kan huske, hvordan det gik Mickey, da han var i lære som troldmand?

Stor kunst

Kunst har mange udtryksformer, jeg skriver af og til om kunst i denne blog. En kunstart, som ikke alle holder af, er bureaukratiets kunst.
Begyndere ud i kunsten at være bureaukrat nøjes med at indflette et "ihvorvel" eller "desformedelst" i deres breve til borgerne.
Sande kunstnere på området lader deres bureaukrati komme til udtryk i snørklede og uforståelige regler. En af slagsen oplevede jeg forleden på Thisteds genbrugsplads.
Jeg var taget derud med noget haveaffald, som der kan laves til kompost. Som den eneste jyde uden en trailer havde jeg lagt affaldet i nogle kraftige sække, som jeg kunne fragte i bagagerummet. Da jeg ville tømme sækkene, blev jeg antaste af en "blå mand" (klædt i gult tøj), som sagde, at jeg ikke måtte have sorte sække med på pladsen. Jeg forklarede, at jeg ville tage sækkene med igen, men han sagde, at det er lige meget, sorte sække må slet ikke komme i nærheden af pladsen.
Jeg tænkte, at der måtte foreligge en fejl. En ting er, at man kan skjule mærkelige ting i sorte sække, ting som ikke hører naturligt hjemme på en genbrugsplads, men når sækkene bliver tømt og taget med hjem og genbrugt, burde det være ligemeget med sækkenes farve.
Så jeg spurgte mig for på kommunen, og minsanten: I medfør af paragraf 32 stk 2 er sorte sække strengt forbudt, også, hvis de bliver tømt og taget med igen. De blå mænd kan nemlig ikke se, om vi nu alligevel smider sækkene fra os i stedet for at tømme dem.
Stor kunst er ofte et symbol på ejerens velstand. I dette tilfælde er ejeren Thisted Kommune, som ejer et regelsæt af høj bureaukratisk klasse. Godt at vi ikke har større problemer end farven på plasticsække.

Rådhuset i Thisted

Jeg har tidligere underholdt med restaureringen af Thisted gl. Rådhus. Nu der rådhuset færdigrestaureret, og resultatet er ganske imponerende. Alting er i lod og vage, gulvene ligger fast uden at knirke og der drysser ikke puds ned bag tapetet, hvis man rører ved væggene. Resultatet viser, at hvis der er penge og vilje tilstede, kan man opnå de utroligste resultater med gamle bygninger.

Det øverste billede viser Thisted Lillebys model af Bindesbölls rådhus, også et flot stykke arbejde. Det nederste billede er to fade af Corneille.

Bindesböll er i denne sammenhæng Gottlieb, far til kunstneren Thorvald B.

Samme dag som rådhuset blev indviet, åbnede kunstforeningen en Corneille udstilling. Det vi kunne se for de andre tilskueres rygge så ganske spændende ud, der var et pænt udvalg af hvad man kunne vente, både bemalede skulpturer, litografier og oliemalerier. Selvom C måske er en smule overeksponeret, glæder jeg mig til at se udstillingen igen, sammen med lidt færre tilskuere. I mellemtiden nøjes vi med de to kaffekrus vi har, som C har dekoreret.

Apropos kaffe, så har der været lidt debat om farven på væggene i udstillingsrummet. Realea har malet dem cafe-au-lait/babybæ farvede, fordi sådan så de ud, da huset var nyt. Kunstforeningen, som skal bruge rummet fremover, havde ønsket sig hvide vægge, det egner sig bedst til skiftende udstillinger. Bagsiden af den medalje, som de mange penge til restaurering er, er en vis arrogance fra dem som administrerer pengene. Nå, det lever vi med, det er blevet et flot hus igen.

Bjørn i Skive

I Skive Ny Kunstmuseum så vi fornylig denne opstilling af papmache. Den er lavet af Rasmus Bjørn, som udstiller i Skive for tiden. En ung kunstner med et blik for hverdagens objekter, og for forbrugersamfundets køb og smid væk kultur. Om det holder kan man tvivle på, i hvert fald rent fysisk, det er nogen ganske skrøbelige materialer der er i brug. Men også i overført betydning. Er der tale om en kritisk indstilling til sin samtid, eller er der tale om letbenede finurligheder? Tiden vil vise det, udstillingen er nok værd at se, hvis man alligevel er i nærheden.



Denne bjørn står også i Skive Ny kunstmuseum, hvor den "altid" har stået. Den er nu kommet op i forhallen til ære og værdighed. Den er en gave fra Lauge Koch en gang for længe siden. Snuden er blankslidt, fordi alle skolebørn i Skive har fået lov til at klappe den. Museets hjemmeside kan anbefales, der er et interessant afsnit med webkunst.

I love you

Skærtorsdag var vi i Århus på Aros, hvor vi så hele to fornemme udstillinger. Først Jacob Holdts billeder fra Amerika. "Tro håb og kærlighed" hedder udstillingen. Det er dels de opringelige billeder fra hans show "Amerikanske billeder" fra 70'erne, dels nogen opdateringer om hvordan det siden er gået for ham og for nogen af personerne fra det oprindelige show.

Det var en forbløffende stærk udstilling, billederne fra dengang var blevet kopieret i stort format i professionel kvalitet, og de nye billeder var blevet taget med bedre udstyr end dengang. Udstillingen viste, at der i USA stadig findes ekstrem fattigdom, stærk racisme og en forkærlighed for skydevåben af svær kaliber. Stærkest virkede dog Jacob Holdts engagement og evne til at komme i kontakt med alle, på tværs af race og samfundsmæssig status.

Som hovedarrangement så vi kunstudstillingen "I love You", en temaudstilling om kærlighed som motiv i kunsten. Her er virkelig sat alle sejl til. der var et bredt udsnit af store kunstnere, fra Eckersberg via Rodin og Picasso til Damien Hirst og nutidens kunstnere. Hvis man var i tvivl om hvad man så, og hvordan man skal forholde sig til det, så var der en lille folder med omtale af alle værkene, og for de rigtig flittige var der et trykt katalog.

Jeg kan personlig anbefale først at se på kunstværket og så læse forklaringen, så er man ikke bundet at museets fortolkning. Omvendt er forklaringen god at have, så man får det hele med.

F.eks. I Damien Hirst' 4 store hjerter (se online galleriet) med klare, blanke farver. Der var påsat nogle flotte sommerfugle, imponerende var det. Først når man får at vide, at sommerfuglene var lagt levende ned i den våde maling bliver værket noget dobbelttydigt og ubehageligt.

De to illustrationer i dette indlæg viser nederst Mona Hatoums "Tea for two". I følge Aros et billede på, at man kan miste sin individualitet i et parforhold. I følge undertegnede et billede på, at kærlighed kan være svær, grænsende til det umulige at have med at gøre. Prøv bare at drikke af koppen , to og to.

Det Øverste billede er af Louise Bourgeois og hedder "The Couple". Vi overlader fortolkningen til læseren, og anefaler udstillingen på det varmeste. Den går helt til d. 12. september.

Tegneserier

Kan du kende ham? Han er det menneskelige tilbehør til en overvægtig, orange kat med hang til lasagne.
Nu er der en, som har fået den ide af fjerne Garfield fra tegneserien. Når hovedpersonen er væk, er der en ensom, livsangst yngre mand tilbage. Ideen er genial, og holder til et gennemsyn af adskillige striber, men nok alligevel ikke til at komme i den daglige avis.
Vi citerer hjemmesidens omtale af sig selv: "Garfield Minus Garfield is a site dedicated to removing Garfield from the Garfield comic strips in order to reveal the existential angst of a certain young Mr. Jon Arbuckle. It is a journey deep into the mind of an isolated young everyman as he fights a losing battle against loneliness and depression in a quiet American suburb."
Du finder Garfield minus Garfield her: garfieldminusgarfield.net

Nordkraft Kunsthal Nord

Vi har været et smut i Aalborg for at se Nordkraft. Det er et gammelt kraftværk, som nu er omdannet til kulturhus. En skæbne, som ofte overgår den tidlige industrialiserings bygninger. De ligger tæt på bykernen og er blevet for små til det oprindelige formål, de støjer og forurener.
Jeg ved ikke, om det er billigere end at rive husene ned og bygge nyt, men i dette tilfælde er der kommet ganske mange kvadratmeter kultur ud af det.
Af økonomisk nødvendighed eller for at bevare industripræget, har man ladet det indre være, hvor det har kunnet lade sig gøre, så bygningerne fremstår med et tydeligt "råt" præg, et signal om at bygningerne gerne må bruges. Det signal kan nu også sendes fra nye bygninger. Under alle omstændigheder har Ålborg fået et flot kulturhus.
Vi var der for at se Mogens Otto Nielsen, som jeg ikke kender meget til. Mit problem. Han har fået medaljer og hæder i det hele taget. Men han er et pust fra fortiden, fluksus- eksperimenterende- agtig, fuld af gode ideer, som sjældent udarter til helstøbte værker. Nå, jeg tager ikke skade af at få horisonten udvidet.
Det øverste billede er et værk af Mogens Otto Nielsen, det nederste er Nordkraft set udefra.

Youtube, Eksskolen og ABCinema

Tillykke til Youtube.com. Webstedet har nu eksisteret i fem år, hvor det har været en nem kanal til publicering af sine egne film.
Når jeg nævner dem i sammenhæng med Eks-skolen og ABCinema, er det fordi Youtube har virkeliggjort nogle af de demokratiske idealer, som avantgarde kunstnerne havde i tresserne. For nylig skrev jeg om Lars Morells bog om Eksskolen, og i Tania Ørums "De eksperimenterende tressere" er hele tresser-avantgarden beskrevet. De to grupper benyttede sig bl.a. af super-8 som en billig måde at lave film på, og især ABCinema folkene havde intentioner om, at alle skulle kunne lave film.
I dag er det muligt for alle der vil at få sine film offentliggjort, bogstavelig talt. Det eneste problem med youtube kan være at finde noget bestemt, søgefaciliteterne er begrænsede.
Dermed er vinden for længst taget ud af de to grupper som avantgarde. Når alle faktisk kan uploade film, er der ikke længere noget særligt over det.
En del af de to gruppers medlemmer er stadig levende, og de er siden gået fra at være kunstens rebeller til at være højt ansete kunstnere på nationalt plan.
Jeg ved ikke, om nogen af dem stadig betragter sig som rebeller. Oprøret dengang var ikke et politisk-økonomisk oprør, men et kunstnerisk, og der er jo ikke nogen grund til fortsat at gøre oprør, når man har sejret, sådan rent kunstnerisk.

Sjovt nok er nogle af deres film fra dengang tilgængelige idag, men ikke på youtube og ikke gratis, man må pænt henvende sig til Borgens forlag og købe den dvd, der er udgivet med nogle af filmene. Med lidt held kan du låne den på biblioteket. Jeg har ikke haft lejlighed til at se nogen af filmene, jeg forventer at de først og fremmest er af historisk interesse.

Rationering

Tænk at man skulle opleve, at rationeringen blev genindført. Ikke siden Hedtoft gled i smørret har rationering været et tema her til lands.
Så lang nåede jeg at tænke, da jeg forleden blev afkrævet et "rugbrødskort" hos Guldbageren. I et kort sekund så jeg min frokost forsvinde, fordi jeg ikke havde det rette kort.
Det viste sig selvfølgelig straks, at rugbrød ikke er rationeret. Kortet er tværtimod en opfordring til at købe mange rugbrød. Man får det 7. rugbrød gratis, når man har købt seks. Ligesom de syv segl i bibelen, som når de brydes, følges af al landsens ulykke.
Så nu er det eneste problem, at man skal få sig selv til at sige "Fnuggi" når man beder om et rugbrød. Mon marketingsfolk tænker over, hvor åndssvagt nogle ting lyder, udtalt af folk på min alder? Det overgås kun af Brugsen, som en overgang kaldte deres brød ved personnavne, så man skule bede om et "Peter" brød for at få et franskbrød.
Godt, at vi ikke har større problemer.
Billedet viser Max von Sydow fra Bergman-filmen "Det sjunde inseglet". En klassiker, man bør kende navet på, man som man bestemt ikke skal spilde sin tid med at se.

Kunsten stiger

Lørdag var vi på "Kunsten" i Aalborg for at se Thomas Kluge udstillingen. Det var næstsidste dag, så hvis du ikke har set den, er du gået glip af en spændende udstilling. Thomas Kluge har fået en del omtale bl.a. her, så vi går straks videre.
Kunsten var ved at gøre den næste udstilling klar, en ophængning af egne værker fra magasinet. Udstillingen var arrangeret som en bolig, med køkken, stue og soveværelse. Der var ikke kommet titel på alle værkerne endnu, så det var som at deltage i en quiz.
Det er også lidt utrygt, sådan at skulle danne sig sin helt egen mening, uden at have et navn en titel og et årstal at holde sig til. F.eks. er tingen på gulvet ikke Poul Gernes som jeg troede, men....
Ja gæt selv med, og tag op og se udstillingen. Kunsten har en ganske pæn samling af Fluxus, og den nye ledelse er klart interesseret i at vise frem af, hvad museet har i gemmerne.

Eddikesyltede pærer

Denne opskrift er fundet i et dameblad i efteråret, jeg husker ikke længere hvilket. Pærerne er imidlertid ganske gode, så her er opskriften.

Pærer a la dameblad
3 dl hvidvinseddike
2 dl vand
2 stænger kanel
1 tsk nelliker
1 tsk allehånde
4 laurbærblade
500g sukker
1 kg knap modne pærer
½ citron i skiver (øko)

Kog ingredienserne til en lage, lad det simre 5 min. efter at sukkeret er opløst. Læg de skrællede pærer forsigtigt i lagen og lad dem koge, til de er møre, ca 20 minutter. Undgå, at de koger ud til mos. Hæld kogende vand over citronskiverne, lad dem ligge i 5 minutter og hæld derefter vandet væk. Derved fjernes lidt af bitterheden fra skallerne. Brug helst citroner uden overfladebehandling, det er god tone i dag. Læg pærer og citronskiver lagvist i rene glas og hæld sukkerlagen over. Luk tæt og vent ca 4 måneder inden de spises som tilbehør til kødretter, på linje med syltede asier.

Tresserne

"If you can remember the sixties, you weren't there" siger man af og til. Citatet er tilskrevet Grace Slick, hvis man skal tro Google, og det handler selvfølgelig om datidens eksperimenter med euforiserende stoffer. Heldigvis passer det ikke, der er nogen der har holdt sig tilstrækkeligt ædru til at kunne huske noget, og nogen af dem har gjort et stort arbejde for at dokumentere også dette årti.
Da det har knebet lidt med museumsbesøgene på det sidste, har jeg kastet mig over kunstbøgerne. I juleferien har jeg med fornøjelse læst Lars Morell: Broderskabet , som er en moppedreng at en kaffebordsbog. Den handler om kunstnergruppen "eksskolen", den eksperimenterende kunstskole, som stod for meget af 60'ernes avantgardekunst. Hovedkræfterne blev senere anerkendt i vide kredse, bl.a. Bjørn Nørgaard er i dag en højt estimeret kunstner. Dengang var det noget anderledes, med besynderlige happenings og underlige 8-mm film. Bjørn Nørgård var dengang involveret i f.eks. den i dag stadig berømte hesteofring.

Det er mit gæt, at nogen læsere vil kunne genopfriske deres forargelse fra dengang, og vi andre kan glædes over et grundigt og kompetent stykke kunsthistorie. Bogen anbefales til alle, der er interesserede i kunst og også til dem, som måske har glemt noget om tresserne. Den giver et billede af en tid, hvor der stadig var kunstnere, som gik mere op i deres værk end i salgspriser og professorater.

Serendipity

Serendipity er et af de ord, som englænderne har og som vi mangler, men vi kender alle til fænomenet, at falde over noget, mens man leder efter noget andet.
I dag ledte jeg efter online-fotomagasiner, og faldt over en hollandsk designer, Christien Meindertsma.
Ud over, hvad hun ellers laver, så laver hun også designet håndarbejde. Hun har til fulde forstået at udnytte det forhold, at dagens forbruger ikke alene vil have smukke, helst unikke genstande, men også en medfølgende historie. Hun har indført begrebet "One Sheep Cardigan", altså uldtrøjer hvor ulden kommer fra et bestemt får. Fænomemet er kendt fra vinens verden, men nu også fra uldtrøje-verdenen.
Så har man set det med. Klik på linket, det er i øvrigt en interessant hjemmeside

Anmelderi

I den foregående blog-post argumenterede en kommentator for, at aviserne selv må bestemme, hvad de skriver, og det gælder vist stadig, at redaktører og journalister sammen med udgiverne selv bestemmer, hvad de skriver.

Anderledes er det med bibliotekarer. De skriver ikke så tit, men når de gør det, er de underlagt retningslinjer og restriktioner. I hvert fald når det gælder lektøranmeldelser, som nu hedder materialevurderinger.

Fordi bibliotekerne er et betydeligt marked for visse udgivelser og forlag, er der naturligt nok fokus på, hvordan bøger bliver omtalt i bibliotekssammenhæng. Tidligere har forlag og forfattere beklaget sig over anmeldelser i et sådant omfang, at der nu er udvalg og kommissioner til at holde øje med bibliotekarerne. Der findes også et sæt retningsliner for, hvordan disse anmeldelser skal udarbejdes.

Disse retninglinjer har gjort nogen af anmelderne til små mestre i bibliotekarisk newspeak. For at undgå at overtræde retningslinjerne formulerer de sig i mere eller mindre positive vendinger. "Nem at læse" er en eufemisme for "overfladisk", og så videre. Det volder i øvrigt ingen problemer, når man er bekendt med problematikken. Du kan selv se omtalerne på bibliotek.dk. Find en bog, du er interesseret i og klik på "se materialevurdering".

I dag er de imidlertid omvendt. I Information - her - kritiseres lektørerne for at være ukritiske og ikke tilstrækkeligt funderede inden for det område, de anmelder i.

Så cirklen er vist sluttet, alle synes at glemme, at materialevurderingerne er skrevet fra biblitotekarer til bibliotekarer i et ganske bestemt øjemed.

Hvad betyder dette så for den almindelige biblioteksbruger? Ikke ret meget. Det er stadig bibliotekernes kompetence at skaffe den rette bog til den rette bruger, helst på det rette tidspunkt. I dag sker det med udgangspunkt i dogmet: "fokus på brugerne, ikke på samlingerne". Det betyder, at selvom dit bibliotek ikke ejer en bestemt titel, så bliver den skaffet til dig, ofte på ganske kort tid.

Billedet er et jeg har lånt.

Afskaf dansk

Nej, tiden er ikke moden til at vi opgiver dansk som fælles sprog. Nogen gange ser det nu ud til, at alle, også danskerne har meget svært ved at udtrykke sig på dansk, i hvert fald hvis man lytter til sprogpolitiet.
I gamle dage var det dialekterne, der blev forfulgt. Vendelboer, thyboer, vestjyder og så videre måtte lære sig to sprog, et til lokalt brug, og et til at bruge i købstaden. I dag er dialekterne forsvundne fra den daglige sprogpraksis, og vi snakker alle rigsdansk. Mere eller mindre korrekt, og ve den arme stakkel, som er vokset op i 70'erne og derfor er grammatisk udfordret.
Senest har Jesper Steinmetz i "24 Timer" været efter nogen oplagte fejl. Han skriver bl.a. "Bedre bliver det ikke, når jeg i fitness-centeret hører samtlige instruktører sige i slutningen af træningstimen: 'Det er vigtigt, at I får STRUKKET ud'. NEJ: det hedder 'får STRAKT ud'."
Sprogligt forkert, men er der nogen som er i tvivl om meningen?
Mit svar er noget i retning af: "lær at leve med det". Nettet har givet os alle den mulighed, som tidligere var journalisters privilegium, at skrive ligegyldigheder om ingenting i et slapt sprog. Det betyder nødvendigvis, at der bliver endnu flere, som ytrer sig af hjertens lyst, uden at have helt styr på sprogets detaljer. Der er selvfølgelig forskel på folk, og journalister og dansklærere sætter måske i højere grad en ære i at skrive korrekt.
Men hvad er egenlig værst, en journalist som kløjs i "sin" og "hendes" eller en redaktør, som tillader eller ligefrem beordrer sin avis fyldt med ligegyldigt sludder?
Danske aviser er kraftigt statsstøttede, bl.a. i kraft af momsfritagelse. Det forhindrer ikke, at medierne er fulde at totalt uinteressante såkaldte historier, som ingen har bedt om, og som ingen ville savne, hvis der var et væsentlighedskrav knyttet til støtten.
Vi kan lære meget af amerikanerne. F.eks. har deres politi en afdeling for "internal affairs", som tager sig af uregelmæssigheder og overgreb fra politiets side, og på det sproglige område har man meget længe været opmærksom på, at et krav om sproglig korrekthed meget nemt kan have en undertrykkende funktion. I den angelsaksiske sprogsfære er man i dag vant til, at engelsk kan antage mange former, og man bærer over med det mindre end perfekte. (Hovsa, en anglicisme!)
I dagens Danmark optræder der en række sprogrøgtere, som både agerer anklagemyndighed og dommere, uden megen barmhjertighed. Tænk, hvis Jesper Steinmetz i stedet for at fange åbenlyse smuttere havde interesseret sig for, hvilke historier der blev bragt i vore aviser, hvor havde det været meget mere spændende.

Jimi Hendrix i Metroen

Dette er en hyldest til .. ja hvad? Først og fremmest til Jimi Hendrix, som var en af de sidste, som tilføjede rockmusikken noget nyt. Men også til Nokia, som har lavet filmkameraet og maskeret det som en mobiltelefon, til Microsoft, som har lavet et redigeringsprogram, som gør det muligt at lære at redigere film på 5 minutter. Og til et mindre kendt firma, som har gjort det muligt at konvertere Nokias film til noget som Windows kan håndtere. Filmen er taget en efterårsdag i Københavns Metro, ud af forruden.

Tilbage til rocken. Den er ikke død, men den har lugtet underligt et stykke tid. Bono sang om 3 akkorder og sandheden, tilbage i firserne og mere end ti år før det, i 1971 ca., døde Jimi Hendrix. Der er selvfølgelig kommet masser af fede bands til siden, men hvor meget nyt kan man egentlig lave, når man skal holde sig til sandheden og de famøse tre akkorder? Lige meget, Jimi Hendrix' musik holder stadig, hele vejen.

Slut på en epoke

I nittenhundrede og hvidkål oprettede jeg en hjemmeside med mit navn som adresse: henrik.jespersen.com. Den daværende edb-person på biblioteket havde gjort mig opmærksom på et amerikansk firma. De havde købt en masse personnavne som domæne og videresolgte dem kombineret med fornavne efter eget valg. Det bedste af det hele var, at fimaet ikke lige havde styr på oversøiske betalinger, så i mange år var det domæne gratis.

Det var filosoffen Descartes, som sagde noget om at: jeg tænker, derfor er jeg. I dag er det reduceret til: jeg har et netsted, derfor er jeg. Det med at tænke er ikke altid lige vigtigt, skulle man tro, når man følger med i medierne.

Imidlertid er der mange måder at være til stede på nettet på i dag. Jeg har en Facebook-profil som jeg sjældent bruger, en LinkedIn og Twitterprofil som er absolut ubrugt, og først og fremmest en blog, som er nem at komme til og nem at bruge. Skulle jeg have behov for et domæne, er det nemt og billigt at oprette et en dag.

Så til februar 2010 lukker min hjemmeside. Bloggen forbliver.