mandag, juni 14, 2010

Mette Rishøj



På Det Ny Kastet i Thisted gl. Rådhus kan man i øjeblikket se en udstilling af Mette Rishøj. Hun er en af disse unge / yngre malere, som ikke er bange for at bruge den virkelighed, vi alle kan se, som udgangspunkt for sine billeder.
På baggrund af stærke, flimrende farver ser vi, i stregtegning og hvidt, sværindustriens maskineri, oftest i en destruktiv sammenhæng, i en stor ulykke eller en lille katastrofe.
MR er i stand til at kombinere en overvældende farveglæde med en stærk civilisationskritik. De farveløse maskiner er centrum i billedets katastrofe, ikke alene er de ødelæggende, de er også uden farver, uden glæde.
Der er en verden til forskel på mellemkrigstidens socialrealistiske billeder fra f.eks. dansk industri , som vi har set det på Kunsten i Aalborg, og så disse billeder af golde, ødelæggende maskiner. Billederne er stærke i deres udtryk og de ville forstyrre min nattesøvn, hvis de hang herhjemme, men de er samtidig væsentlige billeder af en samtid, hvor klima- og finanskrise truer.
Det går nok for vidt at sige, at MR maler finanskrisen. Men hendes billeder passer i en tid, hvor jubeloptimismen fra begyndelsen af årtusindet er afløst af eftertanke, en tid hvor vi endnu engang har måttet opgive troen på en krisefri kapitalisme.
Udstillingen kan se til og med 04.07.2010

Ingen kommentarer: