fredag, april 02, 2010

I love you



Skærtorsdag var vi i Århus på Aros, hvor vi så hele to fornemme udstillinger. Først Jacob Holdts billeder fra Amerika. "Tro håb og kærlighed" hedder udstillingen. Det er dels de opringelige billeder fra hans show "Amerikanske billeder" fra 70'erne, dels nogen opdateringer om hvordan det siden er gået for ham og for nogen af personerne fra det oprindelige show.
Det var en forbløffende stærk udstilling, billederne fra dengang var blevet kopieret i stort format i professionel kvalitet, og de nye billeder var blevet taget med bedre udstyr end dengang. Udstillingen viste, at der i USA stadig findes ekstrem fattigdom, stærk racisme og en forkærlighed for skydevåben af svær kaliber. Stærkest virkede dog Jacob Holdts engagement og evne til at komme i kontakt med alle, på tværs af race og samfundsmæssig status.
Som hovedarrangement så vi kunstudstillingen "I love You", en temaudstilling om kærlighed som motiv i kunsten. Her er virkelig sat alle sejl til. der var et bredt udsnit af store kunstnere, fra Eckersberg via Rodin og Picasso til Damien Hirst og nutidens kunstnere. Hvis man var i tvivl om hvad man så, og hvordan man skal forholde sig til det, så var der en lille folder med omtale af alle værkene, og for de rigtig flittige var der et trykt katalog.
Jeg kan personlig anbefale først at se på kunstværket og så læse forklaringen, så er man ikke bundet at museets fortolkning. Omvendt er forklaringen god at have, så man får det hele med.
F.eks. I Damien Hirst' 4 store hjerter (se online galleriet) med klare, blanke farver. Der var påsat nogle flotte sommerfugle, imponerende var det. Først når man får at vide, at sommerfuglene var lagt levende ned i den våde maling bliver værket noget dobbelttydigt og ubehageligt.
De to illustrationer i dette indlæg viser nederst Mona Hatoums "Tea for two". I følge Aros et billede på, at man kan miste sin individualitet i et parforhold. I følge undertegnede et billede på, at kærlighed kan være svær, grænsende til det umulige at have med at gøre. Prøv bare at drikke af koppen , to og to.
Det Øverste billede er af Louise Bourgeois og hedder "The Couple". Vi overlader fortolkningen til læseren, og anefaler udstillingen på det varmeste. Den går helt til d. 12. september.

Ingen kommentarer: