Because the Night

Blandt årets julegaver var den nye Bruce Springsteen cd "The Promise". Den indeholder en masse skæringer fra 70'erne, cirka fra dengang "Darkness on the Edge of Town" udkom. Et af numrene er den samtidige indspilning af " Because the night", som Patti Smith havde et stort hit med. I følge Wikipedia var Springsteen ikke selv tilfreds med nummeret, og lod Patti Smith indspille det.
Det er fristende over evne at høre de to skæringer efter hinanden, for at høre hvem der kan hvad. Nummeret er basal rock 'n roll. Det lever højt på at flytte trykket i 'because' til første stavelse, suppleret af et enkelt og effektivt omkvæd. Teksten er typisk Springsteen, den evige jagt på noget, helst kærlighed og om ikke andet så en nat sammen.
Der er ingen tvivl om for mig, om at Patti Smith er noget mere intens i sit foredrag. Hun er lidt hurtigere tempomæssigt, en flot stemme brænder klart igennem. Sangen er tydligvis om noget hun kender til og mener fuldt og helt.
Springsteen kører massivt, Phil Spector-actigt frem, i et lidt roligere tempo. Hvad han mangler i stemmepragt på dette nummer reddes af det også dengang uforlignelige E-Street Band, som altid forsyner musikken med en solid fremdrift.
Hør selv og døm. Du kan bruge anledningen til at prøve http://www.bibzoom.dk/, hvor du gratis og lovligt kan downloade begge skæringer, iøvrigt i en masse andre indspilninger også.

Tintin som statsminister

Så har vi fået et portræt af Anders Fogh Rasmussen som sig hør og bør. Medierne har været fulde af både tolkning af billedet og Simone Kern Åbergs historie, som tidligere både det ene og det andet.
Dagbladet Information citerer Anders Fogh for at rose kunstnerens professionalisme. Rigtigt er det, at hun har haft en professionel tilgang til dette værk, nemlig en dygtig håndværkers tilgang til ordregiverens ønsker. Anders Fogh har fået et portræt med symboler for det han gerne vil huskes for, en aktivistisk udenrigspolitik som er Valdermarstiden værdig og en slet skjult nationalisme vist i det sjællandske bøgetræ, som idag er et dansk symbol.
Spørgsmålet er, hvor det efterlader Simone Åberg Kern som kunstner? Flyvemaskinen, som er hendes særkende er med, men er der andet som viser, at hun er mere end end ferm maler?
Der er ikke antydningen af tvetydighed, ikke på nogen måde kan vi se, at kunstneren har personlighed og holdning. Det kan selvfølgelig skyldes, at hun deler holdning med Anders Fogh, men det var ikke det hun sagde til tv avisen.
Man må ønske Natos generalsekretær tillykke. Han har tæmmet en kunstner så hun spiser af hånden, og han har også indført en aktivistisk malestil i foketingets portrætter. Skulle man nogensinde glemme, hvad Anders Fogh stod for, kan man bare se på billedet hvor symbolikken er så tyk, at den ikke er til at overse.
Han forgænger valgte at stole på, at resultaterne talte for sig selv, og at Kviums portræt i sig selv var seværdigt. Anders Fogh får lagt en lille fortælling ind i billedet, for en sikkerheds skyld.
Retten til at kalde sig kunstner kommer i dag ikke så meget fra at være dygtig til at male, den kommer fra gode ideer, holdninger og personlig integritet.

Dylan og Picasso

På Statens Museum for Kunst, SMK som de kalder sig, kan man i øjeblikket se, hvilken forskel det gør, om man er en af det 20. århundredes største kunstnere eller om man blot er en ok maler.

Sagen er, at der er to særudstillinger, lige ved siden af hinanden. Den ene med Bob Dylans malerier, nogen relativt nye nogen som han kalder "The Brazil Series". En række øjebliksbilleder fra Brasilien. De viser Dylans blik for et godt billede og de viser en sikker farvesans og komposition. De er desuden nærværende og vedkommende, med motiver fra en brasiliansk dagligdag. De er, for de flestes vedkommende, billeder af personer fanget midt i eller lige efter en situation, nærmest en slags maleriske snapshots.

Problemet er, at de personer, som er hovedmotivet, er stive og kunstige, de mangler liv simpelthen. Og det i en sådan grad, at jeg må erkende, at jeg mest synes billederne er værd at se, fordi det er "onkel Bob" der har malet dem, de er på ingen måde hjemmehørende i kunstens første division.

Det er derimod Picasso. Han fanger personer med en enkelt streg, og karakteriserer dem og overfører den til papiret. Ikke nødvendigvis med portrætlighed eller korrekte proportioner, men rigtigt ramt, i de fleste tilfælde.

Begge de viste eksempler har afklædte kvinder som motiv, og der er for mig ingen tvivl om, hvem der rammer plet, og hvem der blot er tæt på.

Jeg ser altså Bob D's billeder af samme grund som jeg ser Dronning Margrethes, fordi de føjer en dimension til en i forvejen kendt person. På samme måde som jeg gerne kommer 10 minutter for tidligt til frisøren for at bladre i "Se og Hør"

Hoppeborg for vokse

Vi var på Kunsten i Aalborg for at se Allan Otte - særudstillingen inden den lukker. Jeg er meget begejstret for hans realistiske billeder og den helt særlige maleteknik, Det er jeg ikke ene om, hans kvaliteter er indlysende. Man kan læse mere om ham på Kunstens hjemmeside.

Uanset A.O.'s kvaliteter er der tale om relativt traditionel kunst, en plan flade med farver, og oven i købet forestiller billederne noget.

Anderledes var særudstillingen Movin' Space. Her er tale om nutidskunst, som gør brug af moderne teknologi på en meningsfuld måde. Den lille sorte boks ved siden af A.O.'s billede er en del af "Usman Haque: Miscommunications nr. 1." En mikrofon opfanger den omgivende lyd og sender den videre til de andre sorte bokses højttalere, med ca 5 sekunders forsinkelse pr boks. Man kan tale til mikrofonen, eller man kan blot lade den fange den lyd, der er i nærheden. Under alle omstændigheder gør den lange tidsforsinkelse, at der ikke er tale om kommunikation, men blot støj og forvirring. Et enkelt billede på et alt for intenst nutidssamfund. Samtidig ganske fornøjeligt, hvis man slipper sit indre legebarn løs og prøver at snakke til boksen.

Tomas Saracenos værk "Walking on clouds", giver dig en mulighed for at se det hele lidt fra oven. Et rum i Kunsten er sat under tryk med en blæser, som man kender det fra markedspladsenes hoppeborge. For oven er der en klar plastdug, man kan kravle ud på. Den bløde plast giver ret bogstaveligt en fornemmelse af at gå (kravle) på en sky, plasten giver efter og du synker lidt ned. Du får et andet perspektiv visuelt, men også på din egen måde at bevæge dig på, man må ikke stå op, men skal kravle, og man bruger nogen andre muskler end man plejer, på grund af plastens eftergivelighed.

Billedet dokumenterer, at jeg var derude. Det dokumenterer heldigvis ikke, at jeg fandt oplevelsen let ubehagelig, fantasien arbejdede hele tiden med, hvad der kan ske i værste tilfælde. Men det var værd at prøve alligevel, det er ikke så tit, man kan gå (kravle) på en sky.

Port 2010

Denne weekend har vi haft lejlighed til at se et par ting, som er en del af Region Nords store satsning, Port 2010. Erland Knudssøn Madsen har lavet to skulpturer, som midlertidigt er udstillet i kanten af Nationalpark Thy. Vi har før i denne blog set på et Erlands (som han kaldes her, også af folk, som kun kender ham perifert) værker.

Denne gang har man forsøgt at slå en masse fluer med et smæk. Skulpturerne er en del af Port 2010, de er opstillet i ved indgangen til Nationalparken, som port. Mon det var det, som festivalarrangørerne havde tænkt med navnet? Så får vi også lige trukket I P Jacobsen af stalden. Skulpturerne står ved et af de vandhuller, hvor JPJ studerede alger og encellede organismer. Værkerne er via titlen "Arabesk" kædet sammen med to af JPJ's berømteste digte, som du kan læse her: 1 og 2.

Spørgsmålet er, om Erland har ladet sig spænde for for mange vogne her. Hans værker er ofte i nær familie med minimalismen, og de udmærker sig ved, at man netop ikke kan udlæse en verbal fortælling af dem. De er udelukkende et visuelt statement, uden budskaber eller løftede pegefingre. Men ved at omsætte arabeskens slyngninger til tre dimensioner, i galvaniseret stål og acrylplade, mister han den ro, som ellers gør det muligt at dvæle ved hans værk. Værket er stadig kun visuelt orienteret, men man efterlades uafklaret og med en negativ undren over, hvad der lige sker her.

Det tredie billede er fra Kunstforeningens Det Ny Kastets udstilling i Port 2010. Det er af Rasmus Albertsen og hedder Archive. Det er en videoinstallation med folk, som foretager sig uforståelige handlinger i et kontorlandsskab. I stedet for et lærred vises videoen på en masse sammenklæbet a4 80g/m2 papir, som i øvrigt også flyder over det hele. Uden at jeg kan pege på en konkret reference forekommer konceptet bekendt, vi har lissom set sådan noget før. Vælger man et udtryk, som ikke er super-originalt, er man nødt til i stedet at kunne noget særligt med udførelsen. Altså: det kunstneriske håndværk kan være så godt, at man tilgiver en mangel på originalitet. Det er der ikke tale om her.

Statens Kunstfond

Vi nåede lige at se Det Ny Kastets udstilling af Statens Kunstfonds nyindkøbte værker. Der er rigtig mange spændende ting, udstillingen kan varmt anbefales til alle kunstinteresserede. Billedet viser et værk af Jørgen Carlo Larsen. Beskriver man det for andre, som et kvadratisk stativ i syv etager, sammensvejset af jernstænger og hvidmalet, med tre toiletruller på hver stang, så vil det muligvis give en let hovedrysten som resultat. Men som det står der, er der et sært modspil mellem stativet, som gør krav på at være seriøst og næsten ophøjet i al sin hvidhed, og så de temmeligt hverdagsagtige toiletruller. Det er ikke så ligetil at afvise værket som pjat, lokumsrullerne insisterer på, at du forholder dig til dem, så at sige. Samtidig er vi tæt på en eller anden praktisk foranstaltning, uden at det er til at gennemskue hvordan. Der er mindelser om forskellige displays til udstilling af postkort, f.eks.
Jeg spekulerer nu også på, hvordan man skal bevare værket for fremtiden, jernstængerne er svejset i begge ender, og rullerne er ikke så ligetil at skifte.
I øvrigt, serendipity er en herlig ting, se bare her, hvad man kan med paprør fra toiletruller.
Vi viser også lige to billeder af John Kørner, han er jo næsten kanoniseret, som en af dem der har udsmykket kroprinsens palæ i Amalienborg, også selv om han skulle male sit værk om.

Sara Blædel: Aldrig mere fri

Danmarks Radio uddeler dette efterår prisen "Den gyldne kødøkse" til årtiets bedste krimi. Jeg har haft behov for at læse bogen, da den er med i krimiklubben, som har en aflægger på biblioteket.
Det var en interessant oplevelse. Jeg husker den som godt anmeldt og noget hypet, især på grund af emnet, kvindehandel og trafficking af prostituerede. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg anmeldelserne igen og der var mange flotte ord om bogen.
Hjertet sank dog noget i livet, da jeg på første side læste dette:
"Politiassistent Louise Rick rettede sig op og trak vejret dybt. Mon man nogensinde vænnede sig til det? Hun håbede det på en måde ikke."
Der er dømt dameblad her, et fladt, kedeligt sprog og en fortælleteknik lige ud af motorvejen. Det fortsætter sådan på 373 sider, uden nåde.
Hvis ikke skriveriet er i orden, så hjælper det ikke, at plottet er spændende. Man læser videre for finde ud af, hvem der gjorde det, alt imens man alligevel ikke er fanget af bogen. Det hjælper heller ikke at emnet er velvalgt og aktuelt, det gør det næsten bare værre at se et vigtigt problem udsat for en trist behandling.
Det der undrer mig mest er, at så mange anmeldere kan rose bogen. Nu om dage har krimiforfattere litterære ambitioner og krimilæsere forventer både et godt plot og en god forfatter, hvad vi da også får mange steder.
Den der kommer nærmest en kritik er Per Krogh Hansen, som i Berlingske Tidende skriver: "Blædel er ingen stor stilist, men hun kan sit håndværk og forstår også denne gang på udmærket vis at flette krimiplot sammen med skildringen af (især) kvinders hverdagsliv i 00erne."

Anton Laier

Kunsthistorien er fuld af miskendte kunstnere, personer som aldrig fik den anerkendelse i levende live, som en senere, mere forstående tid gav dem. Andre kunstere har måttet give afkald på mangt og meget for at følge deres kald som kunstner.

For pastor Anton Laier kom to kald på tværs af hinanden. Han blev afskediget fra sit embede som præst i Hjallerup som følge af en langstrakt sag, som begyndte med det krucifiks der er afbildet her.

Sagen er grundigt beskrevet af Broby Johansen og i litteraturen i øvrigt, og i færre detaljer på Den Store Danske. så vi vil ikke gå i detaljer med den her.

Jeg har i den forløbne uge haft lejlighed til at se et lille museum med de fleste af hans værker, indrettet i Laiers sommerhus i Hjallerup. Oven i købet havde vi det held at blive vist rundt af hans søn.

Laiers skulpturer lever fuld op til de forventninger jeg havde, efter lidt pluklæsning om dem. De er grove, mange støbt i cement, og både vellignende og udtryksfulde. Der er både buster af verdenshistoriens kendte og af personer i Laiers nærmeste omgangskreds, alle fanget med et åbenlyst blik for personernes karakteristika.

Laiers skæbne og historie overskygger hans kunst, hvilket er en skam. Den historie, man hører om ham er den åbentlyst urimelige om hans afsked, nok så meget som den om et kunstnerisk naturtalent. Hans værk har fortjent bedre end at være gemt væk i et sommerhus, hvor der kun er adgang en måned om året. Det er der nu i juli, der er mulighed for at se skulpturerne. De er mindst en omvej værd.

Arkæologen Margrethe

Forleden var vi på Moesgård museum for at se udstillingen om Dronning Margrethes arkæologi. Der var fotos, plancher og et udvalg af objekter med relation til det som udstillingen handlede om. Det hele blev samlet af en audioguide indtalt af Hendes Kgl. Højhed selv, i en teknik som for en gangs skyld virkede. Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, sådan noget apperatur til publikumsbrug driller ellers altid.

Det vil sige, at i virkeligheden var offentligheden inviteret til et avanceret lysbilledshow fra Margrethes liv, med fokus på arkæologien. Det passede mig fint, det er næsten altid interessant at høre folk fortælle om noget, de interesserer sig for, også selv om det er dronningen det drejer sig om.

Udstillingen fik imidlertid en ekstra dimension, idet Ingvar Cronhammar havde været med til at tilrettelægge opsætningen. Lokalet henlå i mørke, montrerne var lidt for høje og lidt over i det dystre, alt hjulpet på vej af den indirekte belysning. Selv om man ikke interesserer sig for dronningens privatfotos, er Cronhammars opsætning værd at se. Se fotoet.

Majken Bilgrav Sørensen

Sommerens udstilling på Kirsten Kjærs Museum omfatter blandt andet et lille antal billeder af Majken Bilgrav Sørensen. Der er tale om fuglebilleder og et enkelt fuglefjelds-ditto. De er malet med brede, kraftige penselstrøg, med et godt blik for farver og former. Som det kan ses på vibe-billedet er det ikke fuglenes anatomi eller flugt der er MBS' hovedærinde, fuglene er en anledning til at fylde en flade med farver og former.
Men trods dette er fuglen fint fanget, i et præcist udtryk. Billederne er ikke så ligetil, som de ser ud, jo færre penselstrøg man bruger, jo mere præcist skal de sættes. Billederne er efter min mening både dekorative og 'holdbare', de kan tåle at blive set igen, uden at man bliver træt af dem.
Det at billederne er dekorative og smukke, er sansynligvis også en forhindring for at kunstneren vinder bred anerkendelse i kunst-offentligheden. Det er meget længe siden, at kritikere og museumsfolk var villige til at acceptere kunst, hvis hovedærinde er et flot, seværdigt billede. Men det kan vi andre jo være ligeglade med, vi kan nyde en kunstner med et sikkert blik og et godt håndelag, når lejlighed gives.

Mette Rishøj

På Det Ny Kastet i Thisted gl. Rådhus kan man i øjeblikket se en udstilling af Mette Rishøj. Hun er en af disse unge / yngre malere, som ikke er bange for at bruge den virkelighed, vi alle kan se, som udgangspunkt for sine billeder.
På baggrund af stærke, flimrende farver ser vi, i stregtegning og hvidt, sværindustriens maskineri, oftest i en destruktiv sammenhæng, i en stor ulykke eller en lille katastrofe.
MR er i stand til at kombinere en overvældende farveglæde med en stærk civilisationskritik. De farveløse maskiner er centrum i billedets katastrofe, ikke alene er de ødelæggende, de er også uden farver, uden glæde.
Der er en verden til forskel på mellemkrigstidens socialrealistiske billeder fra f.eks. dansk industri , som vi har set det på Kunsten i Aalborg, og så disse billeder af golde, ødelæggende maskiner. Billederne er stærke i deres udtryk og de ville forstyrre min nattesøvn, hvis de hang herhjemme, men de er samtidig væsentlige billeder af en samtid, hvor klima- og finanskrise truer.
Det går nok for vidt at sige, at MR maler finanskrisen. Men hendes billeder passer i en tid, hvor jubeloptimismen fra begyndelsen af årtusindet er afløst af eftertanke, en tid hvor vi endnu engang har måttet opgive troen på en krisefri kapitalisme.
Udstillingen kan se til og med 04.07.2010

Forår

Vi tager lige overgangen fra en heftig snevinter til et koldt forår. Ca. et billede om dagen frem til i går, klippet sammen med Corels seneste fotoprogram. Udsigten er fra mit soveværelse, startende d. 6 marts og sluttende d. 26. maj. Zoomeriet kommer fra programmet.

Heart - Higway to India

Vi var i Herning i går for at se det nye museum og udstillingen med samtidskunst fra Indien. Museet i sig selv var ganske flot, det er fantastisk, hvad der kan lade sig gøre med beton. Måske skulle man have skelet lidt til Kunsten i Aalborg, Altos bygning er uovertruffen hvad angår indirekte dagslys. Der var noget mørkere i Herning, også på grund af de mørke, polerede betongulve.
Udstillingen var også interessant, kunstværkerne var som helhed forbløffende internationale, det var som at gå ind på et galleri eller museum i en hvilken som helst storby. Jeg havde nok ventet noget mere eksotisk, må jeg tilstå. Det øverste billede viser to skeletter af af en hellig ko, støbt i aluminium og forsynet med et messing-yver, der også var en lille klokke, der ringede en gang i mellem. Vi har alle lært om Indiens hellige køer i folkeskolen og kan begynde en tolkning derfra.

Det andet billede viser en del af en installation, et kontormiljø som taget ud af en spillefilm fra den 3.die verden. Inventaret var lænket med rustne kæder, og mapper og lignede var pakket ind i klæde. En kommentar til, hvor besværligt det er at komme fri af fattigdom måske?
Udstillingen er værd at se, og det kan nås endnu, den løber til midt i september.

Heksekunst

I dag ved formiddagskaffen udspandt der sig en dialog nogenlunde sådan; Snakken gik om at få sin bil stjålet:

Kollega: "Jeg har en veninde, og forleden virkede låsene på hendes bil ikke, men så kastede hun bare en usynlighedsring omkring den"

Jeg: "Jamen, hvis den er usynlig, risikerer man så ikke, at den bliver påkørt?"

Kollega: " Nej ikke sådan usynlig, bare sådan, at man ikke lægger mærke til den"

Jeg: "Nåeh, sådan..."

Kollega: "Ja, og bilen var der, da hun kom tilbage efter den."

Det virker faktisk, hvem har nogen sinde hørt om en bil der blev stjålet, mens den var gjort usynlig på en sådan måde, at man ikke lægger mærke til den?

Her kunne jeg have lagt et link til opskriften på, hvordan man gør, men jeg undlader i dette tilfælde. Mon ikke mange kan huske, hvordan det gik Mickey, da han var i lære som troldmand?

Stor kunst

Kunst har mange udtryksformer, jeg skriver af og til om kunst i denne blog. En kunstart, som ikke alle holder af, er bureaukratiets kunst.
Begyndere ud i kunsten at være bureaukrat nøjes med at indflette et "ihvorvel" eller "desformedelst" i deres breve til borgerne.
Sande kunstnere på området lader deres bureaukrati komme til udtryk i snørklede og uforståelige regler. En af slagsen oplevede jeg forleden på Thisteds genbrugsplads.
Jeg var taget derud med noget haveaffald, som der kan laves til kompost. Som den eneste jyde uden en trailer havde jeg lagt affaldet i nogle kraftige sække, som jeg kunne fragte i bagagerummet. Da jeg ville tømme sækkene, blev jeg antaste af en "blå mand" (klædt i gult tøj), som sagde, at jeg ikke måtte have sorte sække med på pladsen. Jeg forklarede, at jeg ville tage sækkene med igen, men han sagde, at det er lige meget, sorte sække må slet ikke komme i nærheden af pladsen.
Jeg tænkte, at der måtte foreligge en fejl. En ting er, at man kan skjule mærkelige ting i sorte sække, ting som ikke hører naturligt hjemme på en genbrugsplads, men når sækkene bliver tømt og taget med hjem og genbrugt, burde det være ligemeget med sækkenes farve.
Så jeg spurgte mig for på kommunen, og minsanten: I medfør af paragraf 32 stk 2 er sorte sække strengt forbudt, også, hvis de bliver tømt og taget med igen. De blå mænd kan nemlig ikke se, om vi nu alligevel smider sækkene fra os i stedet for at tømme dem.
Stor kunst er ofte et symbol på ejerens velstand. I dette tilfælde er ejeren Thisted Kommune, som ejer et regelsæt af høj bureaukratisk klasse. Godt at vi ikke har større problemer end farven på plasticsække.

Rådhuset i Thisted

Jeg har tidligere underholdt med restaureringen af Thisted gl. Rådhus. Nu der rådhuset færdigrestaureret, og resultatet er ganske imponerende. Alting er i lod og vage, gulvene ligger fast uden at knirke og der drysser ikke puds ned bag tapetet, hvis man rører ved væggene. Resultatet viser, at hvis der er penge og vilje tilstede, kan man opnå de utroligste resultater med gamle bygninger.

Det øverste billede viser Thisted Lillebys model af Bindesbölls rådhus, også et flot stykke arbejde. Det nederste billede er to fade af Corneille.

Bindesböll er i denne sammenhæng Gottlieb, far til kunstneren Thorvald B.

Samme dag som rådhuset blev indviet, åbnede kunstforeningen en Corneille udstilling. Det vi kunne se for de andre tilskueres rygge så ganske spændende ud, der var et pænt udvalg af hvad man kunne vente, både bemalede skulpturer, litografier og oliemalerier. Selvom C måske er en smule overeksponeret, glæder jeg mig til at se udstillingen igen, sammen med lidt færre tilskuere. I mellemtiden nøjes vi med de to kaffekrus vi har, som C har dekoreret.

Apropos kaffe, så har der været lidt debat om farven på væggene i udstillingsrummet. Realea har malet dem cafe-au-lait/babybæ farvede, fordi sådan så de ud, da huset var nyt. Kunstforeningen, som skal bruge rummet fremover, havde ønsket sig hvide vægge, det egner sig bedst til skiftende udstillinger. Bagsiden af den medalje, som de mange penge til restaurering er, er en vis arrogance fra dem som administrerer pengene. Nå, det lever vi med, det er blevet et flot hus igen.

Bjørn i Skive

I Skive Ny Kunstmuseum så vi fornylig denne opstilling af papmache. Den er lavet af Rasmus Bjørn, som udstiller i Skive for tiden. En ung kunstner med et blik for hverdagens objekter, og for forbrugersamfundets køb og smid væk kultur. Om det holder kan man tvivle på, i hvert fald rent fysisk, det er nogen ganske skrøbelige materialer der er i brug. Men også i overført betydning. Er der tale om en kritisk indstilling til sin samtid, eller er der tale om letbenede finurligheder? Tiden vil vise det, udstillingen er nok værd at se, hvis man alligevel er i nærheden.



Denne bjørn står også i Skive Ny kunstmuseum, hvor den "altid" har stået. Den er nu kommet op i forhallen til ære og værdighed. Den er en gave fra Lauge Koch en gang for længe siden. Snuden er blankslidt, fordi alle skolebørn i Skive har fået lov til at klappe den. Museets hjemmeside kan anbefales, der er et interessant afsnit med webkunst.

I love you

Skærtorsdag var vi i Århus på Aros, hvor vi så hele to fornemme udstillinger. Først Jacob Holdts billeder fra Amerika. "Tro håb og kærlighed" hedder udstillingen. Det er dels de opringelige billeder fra hans show "Amerikanske billeder" fra 70'erne, dels nogen opdateringer om hvordan det siden er gået for ham og for nogen af personerne fra det oprindelige show.

Det var en forbløffende stærk udstilling, billederne fra dengang var blevet kopieret i stort format i professionel kvalitet, og de nye billeder var blevet taget med bedre udstyr end dengang. Udstillingen viste, at der i USA stadig findes ekstrem fattigdom, stærk racisme og en forkærlighed for skydevåben af svær kaliber. Stærkest virkede dog Jacob Holdts engagement og evne til at komme i kontakt med alle, på tværs af race og samfundsmæssig status.

Som hovedarrangement så vi kunstudstillingen "I love You", en temaudstilling om kærlighed som motiv i kunsten. Her er virkelig sat alle sejl til. der var et bredt udsnit af store kunstnere, fra Eckersberg via Rodin og Picasso til Damien Hirst og nutidens kunstnere. Hvis man var i tvivl om hvad man så, og hvordan man skal forholde sig til det, så var der en lille folder med omtale af alle værkene, og for de rigtig flittige var der et trykt katalog.

Jeg kan personlig anbefale først at se på kunstværket og så læse forklaringen, så er man ikke bundet at museets fortolkning. Omvendt er forklaringen god at have, så man får det hele med.

F.eks. I Damien Hirst' 4 store hjerter (se online galleriet) med klare, blanke farver. Der var påsat nogle flotte sommerfugle, imponerende var det. Først når man får at vide, at sommerfuglene var lagt levende ned i den våde maling bliver værket noget dobbelttydigt og ubehageligt.

De to illustrationer i dette indlæg viser nederst Mona Hatoums "Tea for two". I følge Aros et billede på, at man kan miste sin individualitet i et parforhold. I følge undertegnede et billede på, at kærlighed kan være svær, grænsende til det umulige at have med at gøre. Prøv bare at drikke af koppen , to og to.

Det Øverste billede er af Louise Bourgeois og hedder "The Couple". Vi overlader fortolkningen til læseren, og anefaler udstillingen på det varmeste. Den går helt til d. 12. september.

Tegneserier

Kan du kende ham? Han er det menneskelige tilbehør til en overvægtig, orange kat med hang til lasagne.
Nu er der en, som har fået den ide af fjerne Garfield fra tegneserien. Når hovedpersonen er væk, er der en ensom, livsangst yngre mand tilbage. Ideen er genial, og holder til et gennemsyn af adskillige striber, men nok alligevel ikke til at komme i den daglige avis.
Vi citerer hjemmesidens omtale af sig selv: "Garfield Minus Garfield is a site dedicated to removing Garfield from the Garfield comic strips in order to reveal the existential angst of a certain young Mr. Jon Arbuckle. It is a journey deep into the mind of an isolated young everyman as he fights a losing battle against loneliness and depression in a quiet American suburb."
Du finder Garfield minus Garfield her: garfieldminusgarfield.net

Nordkraft Kunsthal Nord

Vi har været et smut i Aalborg for at se Nordkraft. Det er et gammelt kraftværk, som nu er omdannet til kulturhus. En skæbne, som ofte overgår den tidlige industrialiserings bygninger. De ligger tæt på bykernen og er blevet for små til det oprindelige formål, de støjer og forurener.
Jeg ved ikke, om det er billigere end at rive husene ned og bygge nyt, men i dette tilfælde er der kommet ganske mange kvadratmeter kultur ud af det.
Af økonomisk nødvendighed eller for at bevare industripræget, har man ladet det indre være, hvor det har kunnet lade sig gøre, så bygningerne fremstår med et tydeligt "råt" præg, et signal om at bygningerne gerne må bruges. Det signal kan nu også sendes fra nye bygninger. Under alle omstændigheder har Ålborg fået et flot kulturhus.
Vi var der for at se Mogens Otto Nielsen, som jeg ikke kender meget til. Mit problem. Han har fået medaljer og hæder i det hele taget. Men han er et pust fra fortiden, fluksus- eksperimenterende- agtig, fuld af gode ideer, som sjældent udarter til helstøbte værker. Nå, jeg tager ikke skade af at få horisonten udvidet.
Det øverste billede er et værk af Mogens Otto Nielsen, det nederste er Nordkraft set udefra.

Youtube, Eksskolen og ABCinema

Tillykke til Youtube.com. Webstedet har nu eksisteret i fem år, hvor det har været en nem kanal til publicering af sine egne film.
Når jeg nævner dem i sammenhæng med Eks-skolen og ABCinema, er det fordi Youtube har virkeliggjort nogle af de demokratiske idealer, som avantgarde kunstnerne havde i tresserne. For nylig skrev jeg om Lars Morells bog om Eksskolen, og i Tania Ørums "De eksperimenterende tressere" er hele tresser-avantgarden beskrevet. De to grupper benyttede sig bl.a. af super-8 som en billig måde at lave film på, og især ABCinema folkene havde intentioner om, at alle skulle kunne lave film.
I dag er det muligt for alle der vil at få sine film offentliggjort, bogstavelig talt. Det eneste problem med youtube kan være at finde noget bestemt, søgefaciliteterne er begrænsede.
Dermed er vinden for længst taget ud af de to grupper som avantgarde. Når alle faktisk kan uploade film, er der ikke længere noget særligt over det.
En del af de to gruppers medlemmer er stadig levende, og de er siden gået fra at være kunstens rebeller til at være højt ansete kunstnere på nationalt plan.
Jeg ved ikke, om nogen af dem stadig betragter sig som rebeller. Oprøret dengang var ikke et politisk-økonomisk oprør, men et kunstnerisk, og der er jo ikke nogen grund til fortsat at gøre oprør, når man har sejret, sådan rent kunstnerisk.

Sjovt nok er nogle af deres film fra dengang tilgængelige idag, men ikke på youtube og ikke gratis, man må pænt henvende sig til Borgens forlag og købe den dvd, der er udgivet med nogle af filmene. Med lidt held kan du låne den på biblioteket. Jeg har ikke haft lejlighed til at se nogen af filmene, jeg forventer at de først og fremmest er af historisk interesse.

Rationering

Tænk at man skulle opleve, at rationeringen blev genindført. Ikke siden Hedtoft gled i smørret har rationering været et tema her til lands.
Så lang nåede jeg at tænke, da jeg forleden blev afkrævet et "rugbrødskort" hos Guldbageren. I et kort sekund så jeg min frokost forsvinde, fordi jeg ikke havde det rette kort.
Det viste sig selvfølgelig straks, at rugbrød ikke er rationeret. Kortet er tværtimod en opfordring til at købe mange rugbrød. Man får det 7. rugbrød gratis, når man har købt seks. Ligesom de syv segl i bibelen, som når de brydes, følges af al landsens ulykke.
Så nu er det eneste problem, at man skal få sig selv til at sige "Fnuggi" når man beder om et rugbrød. Mon marketingsfolk tænker over, hvor åndssvagt nogle ting lyder, udtalt af folk på min alder? Det overgås kun af Brugsen, som en overgang kaldte deres brød ved personnavne, så man skule bede om et "Peter" brød for at få et franskbrød.
Godt, at vi ikke har større problemer.
Billedet viser Max von Sydow fra Bergman-filmen "Det sjunde inseglet". En klassiker, man bør kende navet på, man som man bestemt ikke skal spilde sin tid med at se.

Kunsten stiger

Lørdag var vi på "Kunsten" i Aalborg for at se Thomas Kluge udstillingen. Det var næstsidste dag, så hvis du ikke har set den, er du gået glip af en spændende udstilling. Thomas Kluge har fået en del omtale bl.a. her, så vi går straks videre.
Kunsten var ved at gøre den næste udstilling klar, en ophængning af egne værker fra magasinet. Udstillingen var arrangeret som en bolig, med køkken, stue og soveværelse. Der var ikke kommet titel på alle værkerne endnu, så det var som at deltage i en quiz.
Det er også lidt utrygt, sådan at skulle danne sig sin helt egen mening, uden at have et navn en titel og et årstal at holde sig til. F.eks. er tingen på gulvet ikke Poul Gernes som jeg troede, men....
Ja gæt selv med, og tag op og se udstillingen. Kunsten har en ganske pæn samling af Fluxus, og den nye ledelse er klart interesseret i at vise frem af, hvad museet har i gemmerne.

Eddikesyltede pærer

Denne opskrift er fundet i et dameblad i efteråret, jeg husker ikke længere hvilket. Pærerne er imidlertid ganske gode, så her er opskriften.

Pærer a la dameblad
3 dl hvidvinseddike
2 dl vand
2 stænger kanel
1 tsk nelliker
1 tsk allehånde
4 laurbærblade
500g sukker
1 kg knap modne pærer
½ citron i skiver (øko)

Kog ingredienserne til en lage, lad det simre 5 min. efter at sukkeret er opløst. Læg de skrællede pærer forsigtigt i lagen og lad dem koge, til de er møre, ca 20 minutter. Undgå, at de koger ud til mos. Hæld kogende vand over citronskiverne, lad dem ligge i 5 minutter og hæld derefter vandet væk. Derved fjernes lidt af bitterheden fra skallerne. Brug helst citroner uden overfladebehandling, det er god tone i dag. Læg pærer og citronskiver lagvist i rene glas og hæld sukkerlagen over. Luk tæt og vent ca 4 måneder inden de spises som tilbehør til kødretter, på linje med syltede asier.

Tresserne

"If you can remember the sixties, you weren't there" siger man af og til. Citatet er tilskrevet Grace Slick, hvis man skal tro Google, og det handler selvfølgelig om datidens eksperimenter med euforiserende stoffer. Heldigvis passer det ikke, der er nogen der har holdt sig tilstrækkeligt ædru til at kunne huske noget, og nogen af dem har gjort et stort arbejde for at dokumentere også dette årti.
Da det har knebet lidt med museumsbesøgene på det sidste, har jeg kastet mig over kunstbøgerne. I juleferien har jeg med fornøjelse læst Lars Morell: Broderskabet , som er en moppedreng at en kaffebordsbog. Den handler om kunstnergruppen "eksskolen", den eksperimenterende kunstskole, som stod for meget af 60'ernes avantgardekunst. Hovedkræfterne blev senere anerkendt i vide kredse, bl.a. Bjørn Nørgaard er i dag en højt estimeret kunstner. Dengang var det noget anderledes, med besynderlige happenings og underlige 8-mm film. Bjørn Nørgård var dengang involveret i f.eks. den i dag stadig berømte hesteofring.

Det er mit gæt, at nogen læsere vil kunne genopfriske deres forargelse fra dengang, og vi andre kan glædes over et grundigt og kompetent stykke kunsthistorie. Bogen anbefales til alle, der er interesserede i kunst og også til dem, som måske har glemt noget om tresserne. Den giver et billede af en tid, hvor der stadig var kunstnere, som gik mere op i deres værk end i salgspriser og professorater.