Vi var på Kunsten i Aalborg for at se Allan Otte - særudstillingen inden den lukker. Jeg er meget begejstret for hans realistiske billeder og den helt særlige maleteknik, Det er jeg ikke ene om, hans kvaliteter er indlysende. Man kan læse mere om ham på Kunstens hjemmeside.
Uanset A.O.'s kvaliteter er der tale om relativt traditionel kunst, en plan flade med farver, og oven i købet forestiller billederne noget.
Anderledes var særudstillingen Movin' Space. Her er tale om nutidskunst, som gør brug af moderne teknologi på en meningsfuld måde. Den lille sorte boks ved siden af A.O.'s billede er en del af "Usman Haque: Miscommunications nr. 1." En mikrofon opfanger den omgivende lyd og sender den videre til de andre sorte bokses højttalere, med ca 5 sekunders forsinkelse pr boks. Man kan tale til mikrofonen, eller man kan blot lade den fange den lyd, der er i nærheden. Under alle omstændigheder gør den lange tidsforsinkelse, at der ikke er tale om kommunikation, men blot støj og forvirring. Et enkelt billede på et alt for intenst nutidssamfund. Samtidig ganske fornøjeligt, hvis man slipper sit indre legebarn løs og prøver at snakke til boksen.
Tomas Saracenos værk "Walking on clouds", giver dig en mulighed for at se det hele lidt fra oven. Et rum i Kunsten er sat under tryk med en blæser, som man kender det fra markedspladsenes hoppeborge. For oven er der en klar plastdug, man kan kravle ud på. Den bløde plast giver ret bogstaveligt en fornemmelse af at gå (kravle) på en sky, plasten giver efter og du synker lidt ned. Du får et andet perspektiv visuelt, men også på din egen måde at bevæge dig på, man må ikke stå op, men skal kravle, og man bruger nogen andre muskler end man plejer, på grund af plastens eftergivelighed.
Billedet dokumenterer, at jeg var derude. Det dokumenterer heldigvis ikke, at jeg fandt oplevelsen let ubehagelig, fantasien arbejdede hele tiden med, hvad der kan ske i værste tilfælde. Men det var værd at prøve alligevel, det er ikke så tit, man kan gå (kravle) på en sky.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar