På Statens Museum for Kunst, SMK som de kalder sig, kan man i øjeblikket se, hvilken forskel det gør, om man er en af det 20. århundredes største kunstnere eller om man blot er en ok maler.
Sagen er, at der er to særudstillinger, lige ved siden af hinanden. Den ene med Bob Dylans malerier, nogen relativt nye nogen som han kalder "The Brazil Series". En række øjebliksbilleder fra Brasilien. De viser Dylans blik for et godt billede og de viser en sikker farvesans og komposition. De er desuden nærværende og vedkommende, med motiver fra en brasiliansk dagligdag. De er, for de flestes vedkommende, billeder af personer fanget midt i eller lige efter en situation, nærmest en slags maleriske snapshots.
Problemet er, at de personer, som er hovedmotivet, er stive og kunstige, de mangler liv simpelthen. Og det i en sådan grad, at jeg må erkende, at jeg mest synes billederne er værd at se, fordi det er "onkel Bob" der har malet dem, de er på ingen måde hjemmehørende i kunstens første division.
Det er derimod Picasso. Han fanger personer med en enkelt streg, og karakteriserer dem og overfører den til papiret. Ikke nødvendigvis med portrætlighed eller korrekte proportioner, men rigtigt ramt, i de fleste tilfælde.
Begge de viste eksempler har afklædte kvinder som motiv, og der er for mig ingen tvivl om, hvem der rammer plet, og hvem der blot er tæt på.
Jeg ser altså Bob D's billeder af samme grund som jeg ser Dronning Margrethes, fordi de føjer en dimension til en i forvejen kendt person. På samme måde som jeg gerne kommer 10 minutter for tidligt til frisøren for at bladre i "Se og Hør"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar