Jimi Hendrix i Metroen

Dette er en hyldest til .. ja hvad? Først og fremmest til Jimi Hendrix, som var en af de sidste, som tilføjede rockmusikken noget nyt. Men også til Nokia, som har lavet filmkameraet og maskeret det som en mobiltelefon, til Microsoft, som har lavet et redigeringsprogram, som gør det muligt at lære at redigere film på 5 minutter. Og til et mindre kendt firma, som har gjort det muligt at konvertere Nokias film til noget som Windows kan håndtere. Filmen er taget en efterårsdag i Københavns Metro, ud af forruden.

Tilbage til rocken. Den er ikke død, men den har lugtet underligt et stykke tid. Bono sang om 3 akkorder og sandheden, tilbage i firserne og mere end ti år før det, i 1971 ca., døde Jimi Hendrix. Der er selvfølgelig kommet masser af fede bands til siden, men hvor meget nyt kan man egentlig lave, når man skal holde sig til sandheden og de famøse tre akkorder? Lige meget, Jimi Hendrix' musik holder stadig, hele vejen.

Slut på en epoke

I nittenhundrede og hvidkål oprettede jeg en hjemmeside med mit navn som adresse: henrik.jespersen.com. Den daværende edb-person på biblioteket havde gjort mig opmærksom på et amerikansk firma. De havde købt en masse personnavne som domæne og videresolgte dem kombineret med fornavne efter eget valg. Det bedste af det hele var, at fimaet ikke lige havde styr på oversøiske betalinger, så i mange år var det domæne gratis.

Det var filosoffen Descartes, som sagde noget om at: jeg tænker, derfor er jeg. I dag er det reduceret til: jeg har et netsted, derfor er jeg. Det med at tænke er ikke altid lige vigtigt, skulle man tro, når man følger med i medierne.

Imidlertid er der mange måder at være til stede på nettet på i dag. Jeg har en Facebook-profil som jeg sjældent bruger, en LinkedIn og Twitterprofil som er absolut ubrugt, og først og fremmest en blog, som er nem at komme til og nem at bruge. Skulle jeg have behov for et domæne, er det nemt og billigt at oprette et en dag.

Så til februar 2010 lukker min hjemmeside. Bloggen forbliver.

Berlin og muren anno 1986

I 1986 (ca.) var jeg et smut i Berlin, på en af den slags ture, hvor rejsen er vigtigere end målet. Men for trods alt at have noget at køre efter var vi altså i Berlin. Vi var også på østsiden af muren, for ligesom at få den virkeliggjorte socialisme ind gennem fodsålerne. Den ofte beskrevne undertrykkelse mærker man ikke meget til som turist, selvom vi traf en dansker, som personligt havde det tæt inde på livet. Han havde forelsket sig i en østtysker, og havde en hel del besvær med at få lov til at være sammen med hende.
Det som sprang mest i øjnene var den materielle fattigdom, som kom til udtryk i butikkernes ringe udvalg af billigt bras og i at der stadig var huse med skudhuller i facaderne. Og så en kage med smørcreme lave af billig margarine serveret på en cafe på Unter den Linden. Køerne var næsten lige så lange som i dagens New York, hvilket siger en hel del, men servicepersonalet var høfligt og korrekt, som man forventer det i Tyskland.
Billedet viser Brandenburger Tor under noget andre omstændigheder end dagens pressebilleder, og så selvfølgelig muren. Som man kan se, er fortiden for det meste i sort-hvid, og i datidens DDR var det desuden altid bidende koldt efterår.
Der er god grund til at fejre murens fald her 20 år efter, og forhåbentlig får vi også mulighed for en endnu større fejring om 5 år, når det er 25 år siden

Torsk

Når man bliver træt af kødskandaler, tusind dage gammelt hakket kød og fedt kalvkød solgt som magert lam, så er fisk et oplagt valg.
Jeg forestiller mig at det er svært at svindle med fisk, lugten vil vel afsløre alderen, hvis fisken er for gammel. Hvis ikke man selv fisker, kan man hæve sin opsparing og købe et ½ kg torskefilet. Kiloprisen er ca. den samme som små øko-biler. (kr. 165. - pr kg).
Denne opskrift giver en udmærket spise.

Hak et par skalotteløg, (eller som her Zittauer -) og lad dem klare i en gryde i rigeligt smør. De må ikke brune, men skal blot være klare. Tilsæt 1dl billig hvidvin (eller dyr, blot den ikke er for sød) ½dl hvidvinseddike og ½ dl vand. Bring det hele i kog og lad det koge i et par minutter. Smør et ildfast fad og læg fileten til rette. Hæld så meget af væsken og løgene ved, at fileten er halvt dækket, tilsæt et par tomater for farvens skyld og sæt det i en varm ovn. 20-25 minutter v. 200°. Serveres med årstidens tilbehør, f.eks. bagte rodfrugter.

Kunsten stiger

Kunst er ofte, måske altid, omgivet af en aura af højtidelighed. Man står som beskuer benovet og iagttager den store kunst, taknemmelig over et glimt af en bedre verden.
Niels Hausgaard bidrager så godt han kan med at gøre nar af denne højtidelighed, ved igen og igen at give skolelæreren til bedste. Iført Loden-frakke, med kataloget sammenrullet i hænderne på ryggen står han (vi) der og vipper op på forfoden og siger "spændende".
Vi var på Kunsten i Ålborg forleden for at se Nolde-udstilingen som varmt kan anbefales, temaet er Noldes relation til Danmark og der var at godt udsnit af hans produktion.

Men det er ikke det der er emnet her. Kunsten ejer et billede af Harald Slott-Møller, "Primavera", som er velegnet til den nævnte benovelse. En kunsthistoriker kan påvise en masse symbolik og associationer i hvad der for en umiddelbar betragtning er et feriebillede fra Italien.

Ganske vist malet overordentligt dygtigt, men i det digitale fotos tidsalder er det ikke rigtig længere nogen, der værdsætter håndværket i at frembringe et billede, nu om dage tager de jo sig selv.

Det værdifulde i Primavera giver ikke længere sig selv, det skal formidles, og har man først fanget nogen af de formidlede pointer, så kommer benovelsen også snigende, med eller uden Loden-frakke. Derfor var det ekstra befriende at se et lille tableau, som var opstillet på Kunsten, nemlig "Primavera" i 3 dimensioner og med bamser i stedet for mennesker. Så er højtideligheden ligesom pillet lidt ned, og man kan se billedet som det det er i dag, et håndmalet feriebillede.

Efterårsløv

Hvis man er så heldig, at det er solskin en søndag sidst i oktober, kan man tage en tur i skoven for at se på efterårsløvets mange farver. Jeg og mange andre finder de mange nuancer af gult rødt orange og grønt seværdige, ja lige frem smukke. Eventuelle tvivlere kan prøve Googles billedsøgning og overbevise sig om, glæden ved efterårets farver er udbredt, grænsende til det universelle.
Man kan forsøge at omsætte sit indtryk til billeder, men faren for at forfalde til banaliteter er nærliggende. En ting er at færdes i smukke omgivelser, noget andet er at bringe disse omgivelser på en billedmæssig brugbar form. Hverken mine egne billeder her på bloggen eller dem på Google eller Flickr hæver sig over det trivielle.
Går man til den dansk kunstverden, KID, får man massevis af hits. Efteråret har inspireret i hvert fald danske kunstnere til alle tider. F.eks. Willumsen i sine yngre dage. Spørgsmålet er, om f.eks. dette billede holder, som andet end en antydning af, hvad W senere skulle blive til. Som sagt er det ikke så ligetil at gengive sin oplevelse af efteråret på et billede, så det er værd at se på for andre.
Så hvis solen skinner en efterårsdag, så drop museet og tag en tur i skoven for at opleve the real thing for en gangs skyld. Som her, hvor vi kører gennem skoven ved Østerild på vej til Kirsten Kjærs museum.

Små Ulykker

Hvis man smadrer Thorvaldsens Jesus, er det så et religøst eller politisk statement, er det et stykke dekonstruktivistisk kunst, er det hærværk eller er det blot et uheld?

Det kommer heldigvis an på så meget, men her i morges gik vores jesusfigur i stykker. Det var en 12 cm høj kopi af den rigtige, som står i Københavns Domkirke. Den ses meget ofte kopieret og er ikke uerstattelig, så ulykken var ikke så stor.

I forvejen manglede tommelfingrene. Det har længe været en sport hos os, hvergang vi så en kopi, at lægge mærke til, om den havde tommelfingre. Forbløffende ofte mangler de.

Jeg skal spare læserne for en religiøs og kunstnerisk gennemgang af forskellen på Thorvaldsens Jesus og den i Rio de Janeiro. I stedet vil jeg slå et slag for Wikimedia Commons, hvor man kan finde bl.a. dette billede, gratis og lovligt.

Symbolernes magt

Jeg har tidligere nævnt vores nærbutik, Superbest på Iversensvej i Thisted. En butik, som jeg trods dens fejl og mangler holder meget af, først og fremmest fordi den ligger i gå-afstand fra vort hus. Nu er der imidlertid opstået et problem, slagteren i butikken har fået en halvsur smiley, som en udløber af et populært tvprogram fornylig.
Problemet er, om jeg skal forholde mig til realiteter eller symboler. Smiley-rapporten - se her -angiver relativt klart, at problemet ligger i procedurer og papirer, og at deres kød for så vidt er nogenlunde i orden. Alligevel er jeg for en sikkerheds skyld kørt til Kesse Kødhoved for at handle slagtervarer; man ved jo aldrig. Den stakkels slagter i Superbest må konstatere, at at en fejl i hans bureaukratiske procedurer giver den samme anmærkning som en fejl ved produktet, og dermed mistet handel fra mindst en kunde. Her er det til at gennemskue, og vi vender nok tilbage til Superbest på et tidspunkt, men i mellemtiden kan man erindre sig et par slagord: Lenin sagde: "Tillid er godt, kontrol er bedre". Jeg kan ikke huske hvilken klassisk anakist som sagde: "Folket bliver ikke frit, før den sidste kapitalist er hængt i den sidste bureaukrats tarme". Et sted midt i mellem må kunne gøre det. Lad smileyerne afspejle varernes kvalitet og hold os uskyldige kunder uden for de bureaukratiske tovtrækkerier.

Sidste nyt: Superbest har fusket med kødet, jvf artikel i nordjyske. Se her.

Harry Callahan og Lisbeth Salander

Hvis jeg som ung mand i 70'erne havde afsløret den mindste interesse for at se Clint Eastwood spille selvtægtsstrømeren Dirty Harry Callahan, så ville mine omgivelser lynhurtigt have bragt mig på bedre tanker. Ordet 'fascist' lå lige for og lidt med rette.
Problemet med den slags film er bare, at vi elsker dem, fordi vi i ly af mørket for lov at være på den vindende side, vi får lov at være stærke og egenrådige og have ret sammen med filmens tvivlsomme helt.
Alle filmfolk kender effekten og bruger den, når der skal klejner i kassen. Men når Dirty Harry er lidt for nem at gennemskue, så vender vi pointen lidt, så glider det nemmere ned. Du tager en kvinde som helt, som men henvisning til en offerrolle fra før filmens nutid har lov til lidt af hvert. Ikke noget med politi og nævningeting her, Lisbeth Salander kan selv og handler selv.
Måske glider det lidt lettere ned, fordi forskellen mellem Dirty Harry og Lisbet Salander er, at Clintens figur desværre havde en vis troværdighed over sig. Det er alt for nemt at forstille sig, at en politistyrke, også i et demokrati, rummer den slags personer. Salander derimod er direkte ud af Marvel Comics, et overmenneske af en slags, som man ikke behøver tage alvorligt, når rulleteksterne stopper eventyret. Jeg har ikke set den nye Salander film endnu, jeg venter på, at den kommer til byen. Men mon der findes udødelige replikker som denne:
"I know what you're thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?"
Men skidt, Salander tavoverer replikkerne på sine ofre, det er lige lidt sejere end at glemme hvor mange skud man har fyret af. Pointen i ovenstående var vist oven i købet, at alle skud var brugt.
Vi skylder Clinten at runde af med, at han på sine gamle dage laver fremragende film, med menneskelig indsigt og vedkommende handlinger. Et eller andet sted tvivler jeg på, at Stieg Larsson havde potentiale til det.

Royalt gadeteater

Når regnen pisker en i ansigtet, mens man står og venter på at få et kort glimt af dronningen, så hjælper det lidt at anskue hele showet som et moderne magtens gadeteater.
På ægte postmoderne vis har man dekonstrueret enevældens demonstration af magt og rigdom til et småabsurd stykke performance-kunst. Man har simpelthen plukket elementer fra alle historiske tider og blandet dem i en parade, som mere eller mindre bevidst ironiserer over fortidens ganske anderledes alvorlige kongeindtog.
Først tager man en dronning af en slægt, som strækker sig tilbage til før historieskrivningens tid. Hun skal så besøge os, ærindet er lidt uklart, sådan lidt, "jeg er lige i nærheden, gi'r I en kop kaffe"... agtigt. Sidst kongehuset havde noget at gøre her på egnen, var da Margrethe d. første afvæbnede Sjørringvold for at sikre sig mod ubehagelige overraskelser fra den kant.
Så kommer hun i et skib- ikke noget med Air Force One her. Det daterer sig tilbage til 30'erne, ti år efter kongehusets sidste forsøg på at øve indflydelse på dansk politik. Vore forfædre missede klart en chance i påskekrisen 1920. Der kunne vi med et snuptag have afsat Chr. X og fået en demokratisk valgt regent.
Vel fra borde går turen i karet gennem byen. Eskorten er fra garderhusarerne, som blev opfundet i syttenhundrede hvidkål, fordi vi også dengang var bekymrede over hvad russerne mon kunne finde på. De er ganske flotte, selvom deres uniformer er løbende moderniserede. Sidste ændring i slutningen af 1800 tallet , men stadig noget af et skue.
For at det hele ikke skal blive alt for eventyragtigt har man erstattet forrideren med en sort Peugeot fra år 2000, bemandet med en tiloversbleven skuespiller fra "Men in Black", og mellem garderhusarerne befandt der sig fire nutidige betjente i sorte dagliguniformer, tydeligt ikke så rutinerede ryttere som garderhusarerne, men glade for at slippe væk for ildkampene på Nørrebro.
100 m over det hele cirklede en privatflyver i en lille Cessna, ført af en pilot med højdeskræk, og som erstatning for den kongekrone, som hkh. Tønden ikke må bære, var han iført den hat, som Clinten havde på, da han spillede Blondie i "The Good, The Bad and the Ugly".
Således oplivet af dette skuespil gik jeg hjem og fik en bid brød, mens de folkevalgte, som havde taget fri fra deres dagjob for at være statister i denne street-performance, spiste frokost sammen med dronningen og prinsen på Cafe Conrad.

Rosa Marie Frang

På udstillingens sidste dag nåede jeg lige at se disse collager i Galleri NB i Viborg. Det særlige er, at kunstneren har brugt seks ens udklip, arrangeret symmetrisk om centrum, så der dannes en stjerne, præcis som i vor bardoms kaleidoskop. Det er den slags billeder jeg er vild med, man kan gå på opdagelse og blive ved at finde detaljer. Kaleidoskop-effekten er gennemført i mindste detalje og det endelige resultat er bestemt seværdigt, og ikke mindst dybt originalt.

Jeg skynder mig med at spå Rosa Marie Frang en fremtid med dette udtryk, og hvor er det befriende at se noget andet inden for genren end Johnny Margrethes tuttenuttede decoupager. Og desuden hatten af for galleriet, som bestemt er en udflugt værd.

Altertavlen i Tilsted Kirke

På min cykeltur forleden, kom jeg forbi Tilsted Kirke. Her var der den dag adgang til at se Erland Knudssøn Madsens nye altertavle. Som billedet viser, er der tale om et nonfigurativt værk, i kunstnerens sædvanlige, minimale stil.
Jeg har forlængst vænnet mig til, at moderne kunstnere laver kirkekunst uden billedmæssige referencer til de hellige skrifter eller andre kirkelige emner, det lærte jeg allerede ved Carl Henning Pedersens udsmykning i Ribe. Som han kan læse i linksene, er der nogen indirekte referencer til treenigheden. Om de holder, kan man diskutere, men så er det formelle i hvert fald på plads. I modsætning til CHP som ikke forholdt sig til, at den kirke han udsmykkede er et helligt sted.

EKM's kunst er af en karakter, som altid efterlader mig med en stille, men nok frugtbar undren over, om jeg mon har fået fat i det hele. Også her, hvor man kan lade øjet følge det røde bånd i al evighed ( - endnu en reference) uden at komme nogen steder og uden at kunne hente et budskab eller en billedmæssig historie ud af det man ser.

Det passer måske også fint til altertavlens rolle. Kunst i kirken spiller vel anden violin i forhold til de kirkelige handlinger, i modsætning til galleriet eller kunstmuseet, hvor kunsten har hovedrollen. Alt i alt en flot altertavle, og et stort tillykke til Tilsted Kirke.

Artikel Thisted Dagblad Endnu en artikel i Thisted Dagblad Kirkens egen hjemmeside

Til ønskekoncert med the E-street band

Åbningen af Springsteen koncerten 8. juli viste klart, at Bruce Springsteen stadig kan, og at the E-street band stadig er et utroligt godt spillende band. Hver for sig er de store rock-navne, tilsammen er de uforlignelige. Der er et drive og en præcision i i den kombination, som gør at de stadig er værd at gå efter. Jeg vil tillade mig den påstand, at Bruce Springsteen aldrig var blevet så stor uden netop dette band
Ellers er der godt nok sket noget siden jeg sidst så "the Boss", i Kbh. De publikummer, som stod nærmest scenen havde store papskilte med, hvorpå de havde skrevet deres ønsker. Dem med de pæneste skilte fik så deres ønske opfyldt. På den måde fik vi en række kendte og elskede numre at høre.
Det er vist også et fast punkt, at publikum synger "Hungry Heart" som fællessang, og vi var alle gamle nok til at have hørt det som et nyt og spændende nummer engang i firserne. Da så en 13-års knægt fik rakt mikrofonen for at give et nummer, var vi på omdrejningshøjde med Johnny Reimar og hans party-sceancer.
For byfest var det. Herning stod på den anden ende, den agtværdige Østergade var omdøbt til E-street, og sådan var det hele vejen igennem.
Gennem alt hurlumhej'et var der heldigvis stadig musikken, som gør at man kunne bære over med resten.
Jeg kan ikke lade være at trække tråde til det forrige blog-indlæg om Nephew. Hvor de havde et flot visuelt udtryk til supplement af musikken, så havde Bruce Springsteen ganske vist også storskærme med, men de blev ikke brugt til andet end at vise os, hvad der foregik på scenen. Den store skærm i baggrunden var kun tændt i dele af showet, og den blev ikke brugt på nogen original måde. Det er enten et generationsspørgsmål, eller også et udtryk for, at Springsteens program til dels bliver lavet undervejs i forløbet.
En anden tråd til Nephew er den svøbe, som en yngre generation har tilført visse dele af kulturlivet, den at alt er tilladt, blot man har en ironisk distance. Den attitude har åbenbart bredt sig til os med gråt hår og BMI over 25 (se bare Little Steven), når vi accepterer de platte elementer i showet. Jeg er sikker på, at der kunne have været smølfer ved koncerten i Herning, uden at ret mange ville have protesteret. Og ret beset leverer både Johnny Reimar og Bruce Springsteen et godt gennemført show, med musikken som den væsentligste forskel.
Læs Jyllandspostens anmeldelse her: http://kpn.dk/popmusik/article1750077.ece?page=1

Til festival

Jeg skriver af og til om mine oplevelser med billedkunst. Fredag d. 26.06 var vi oppe for at se Nephew på Thy Rock, som er vores lokale festival. Bortset fra, at jeg er ved at være for gammel til rockkoncerter i almindelighed og festivaller især, efter princippet: "if it's too loud, you're too old", så var det ganske fedt.
Nephew som liveband kan du læse om andre steder, vil jeg tro. Her vil jeg gøre opmærksom på det ret fede visuelle element, i kraft af et arrangement med storskærme på scenen. De giver rigtig mange muligheder for at supplere, komplementere og måske endda være i dialog med musikken, og LED-teknikken, som er tidens trend, giver masser af lys, så alt ses tydeligt selvom det er de lyse nætters tid.
Den vedlagte video giver et lille glimt af Nephews show. Optageteknikken er min Nokia telefon.

En sommerdag ved Vesterhavet

Hvis man gerne vil kombinere en dag ved vesterhavet med en god kunstoplevelse er Bovbjerg det helt rigtige sted. Her er der et lille museum, indrettet i Jens Søndergaards sommerhus. Der hænger en række billeder, de fleste malet 50'erne, som han aldrig nåede at sælge.

Billederne hænger så at sige midt i deres motiv, det storslåede landskab på egnen. Hvis man af og til undrer sig, hvorfor Søndergaards billeder ser ud som de gør, så har man en bedre chance for at forstå det her. For selvom man ikke ser de kraftige farver fra billedene, når man er her en sommerdag, så matcher farvekraften de kraftige indtryk fra landskabet. Man behøver ikke komme her i stormvejr for at forstå, hvorfor han malede som han gjorde.
Når man er færdig på museet, kan man spadsere til fyret og nye udsigten. Også uden at klatre op kan man se langt over bølgende kornmarker til fjerne landsbykirker. Bovbjerg er bestemt et besøg værd, en dag i sol og blæst. Billederne er fra museet.

Geranium

Jeg har tidligere besværet mig over problemet med at gengive visse dybrøde blomstrefarver ved hjælp af almindelige digitalkameraer. Det glemmer vi et øjeblik, for i stedet at glæde os over, hvad der kan lade sig gøre med et moderne lommekamera.

Denne Geranium blomstrer netop nu i vores have, og bierne er flittige til at samle honning. Teknikken er blot et håndholdt IXUS. Vi er kommet milevidt siden min ungdoms manuelle og temmelig dyre spejlrefleks-kameraer. Nå, det kan andre underholde om en anden gang, vi lader billedet stå ganske længe.

Til fernisering

Hvorfor går man til åbning af kunstudstillinger, vernissage som nogen kalder det? Hver enkelt har sin egen begrundelse. For nogen kan det være et ønske om at se den kunst som udstilles, men det er nu nok de færreste.
Det viser sig tit, at det kan være et problem at få kunsten at se for alle de kunstelskere, der er mødt frem.
Mon ikke mange kommer også for at se hinanden og blive set, hilse på venner og bekendte. Måske også for at se giraffen. Eller som i fredags, for at se girafferne.
Kunstforeningen Det Ny Kastet åbnede da en udstilling med malerier af bl.a. Arne Haugen Sørensen, og åbningen blev foretaget af Klaus Rifbjerg. Så selvom det i første omgang kneb med at komme til at se billederne, så var det en oplevelse at høre Klaus Rifbjerg fortælle om sit forhold til kunst.
Sprogligt og indholdsmæssigt var det en fornøjelse, Rifbjerg regnes ikke ufortjent til Danmarks store digtere.
Arne Haugen Sørensens billeder kredsede om kendte motiver, Leda og svanen, vandringsmanden mv. Farverne var anderledes end tidligere og også visse detaljer, bl.a hæftede jeg mig ved, at vandringsmanden havde fået noget i retning af et ansigt og dermed en personlighed, hvor han tidligere var en arketype. Kunstneren var der også, han signerede bøger og alt i alt er det en seværdig udstilling, som det lykkedes os at se, da hurlumhejet var stilnet lidt af.
Billedet viser Klaus Rifbjerg og medlemmer at kunstforeningen.

Christo i Thisted

Wrapped Reichstag



Thisted Gamle Rådhus





Det er længe siden vi har hørt noget til Christo på den internationale kunstscene. Christo stammer fra Bulgarien og er kendt for at pakke ting ind i stof.
Jeg hørte første gang om ham i forbindelse med projektet Valley Curtain i begyndelsen af 70'erne. Siden har jeg fulgt med i, hvad han lavede; det kan dårligt undgås, det har været nogen ganske spektakulære projekter. Kendt er bl.a hans monumetale indpakning af rigsdagen i Berlin.
I Thisted har vi lidt af det samme, her er det det gamle rådhus, der er pakket ind. Det er ganske vist ikke et kunstværk, men en sikkerhedsmæssig foranstaltning i forbindelse med renoveringen. En indpakket bygning er kun et værk, når den er pakket ind med det formål at være kunst. Realea har overtaget det gamle rådhus som nu bliver sat i stand, og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Du kan læse om renoveringen her. og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Billedet at Reichstag Berlin er lånt af m.joedicke på flickr.com

Digital og analog kunst

Billede lånt fra http://www.finn-have.dk/

Mari Velonaki: Fish-Bird

Sidste uges ferie blev bl.a brugt på kunst. På kunstforeningen Det ny Kastet hørte vi Finn Have fortælle om sit værk, og på Aros så vi digital kunst i udstillingen Enter Action_digital art now. Begge dele med stor fornøjelse. Finn Have er landskabsmaler, hvad der er en sjældenhed i dag. Han maler med brede, kraftfulde strøg sine præcist observerede landskaber. Han er uendelig langt fra J. TH. Lundbye og de andre guldaldermaleres sirlige Kodachrome-landskaber, men han er også uendelig langt fra den digitale nutidskunst vi så på Aros. Så langt at det kan volde problemer at rumme begge dele under den samme betegnelse (kunst) uden totalt at udvande begrebet. Hvor Finn Haves billeder vidner om et præcist blik og et stort håndelag, så er den digitale kunst baseret på gode ideer og digital ingeniør-kunnen. Man kan kun gengive et landskab så indfølt og samtidig med så bred en pensel, når man for det første kan se, hvad der er væsentligt at få med og for det andet kan sætte sine hurtige strøg rigtigt første gang. I modsætning hertil drejer den digitale kunst om at få en ide på baggrund af en viden om hvad der overhovedet kan lade sig gøre. Selve udførelsen kan laves af ansatte, hvis det er det der passer bedst. Billedet viser en installation af to kørestole, som kommer hen og snakker med publikum, ved hjælp af de små papirsstrimler. Det vil sige, den ene var lidt mere genert end den anden. Her som i megen anden interaktiv kunst kalder værket på et smil og måske også lidt på eftertanken. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at begge dele er rigtig god kunst, som det er værd at opsøge og bruge tid på. Finn Haves billeder har den fordel, at man kan tage dem med hjem og hænge dem op over sin sofa.

"Folkelivsscene"

De tre øverste billeder viser en scene fra Vorupør, Langfredag 2009. To unge mennesker sætter en båd i vandet. Deres egen traktor er for lille, men med lidt hjælp fra naboen går det. Så vidt vi kunne se, var der tale om en fornøjelsestur, men der blev også fisket den dag.

Det sidste billede har vi lånt på Skagens Museum. Det er malet af Oscar Björck, og som man kan se er der traktoren til forskel fra dengang og til nu.

En yderligere forskel er der nu. Da Oscar Björk malede billedet, blev han hædret og fetereret, og billedet hænger på en meget fremtrædende plads i Skagens Museum.

Kan man forestille sig en nutidig kunstner gøre søsætningen af en Vorupør-pram til genstand for en kunstnerisk fremstilling? Jeg tror det næppe, romatikken omkring fiskernes liv er ligesom forsvundet, og man kan næppe komme afsted med at kalde et billede for folkelivsscene idag, det klinger simpelt hen forkert. Vi kan gå videre og spørge os selv om hvornår vi sidst har set en kunstnerisk afbildning af folk i arbejde?. Et hvilket som helst billede af en person i gang med et eller andet stykke arbejde vil vække mindelser om om sovjet-tidens klamme arbejderforherligende billeder, og er dermed umulige at male. Et eller andet sted er det et tab.