mandag, november 09, 2009

Berlin og muren anno 1986






I 1986 (ca.) var jeg et smut i Berlin, på en af den slags ture, hvor rejsen er vigtigere end målet. Men for trods alt at have noget at køre efter var vi altså i Berlin. Vi var også på østsiden af muren, for ligesom at få den virkeliggjorte socialisme ind gennem fodsålerne. Den ofte beskrevne undertrykkelse mærker man ikke meget til som turist, selvom vi traf en dansker, som personligt havde det tæt inde på livet. Han havde forelsket sig i en østtysker, og havde en hel del besvær med at få lov til at være sammen med hende.
Det som sprang mest i øjnene var den materielle fattigdom, som kom til udtryk i butikkernes ringe udvalg af billigt bras og i at der stadig var huse med skudhuller i facaderne. Og så en kage med smørcreme lave af billig margarine serveret på en cafe på Unter den Linden. Køerne var næsten lige så lange som i dagens New York, hvilket siger en hel del, men servicepersonalet var høfligt og korrekt, som man forventer det i Tyskland.
Billedet viser Brandenburger Tor under noget andre omstændigheder end dagens pressebilleder, og så selvfølgelig muren. Som man kan se, er fortiden for det meste i sort-hvid, og i datidens DDR var det desuden altid bidende koldt efterår.
Der er god grund til at fejre murens fald her 20 år efter, og forhåbentlig får vi også mulighed for en endnu større fejring om 5 år, når det er 25 år siden

Ingen kommentarer: