Mariko Mori

I dag gik det straks bedre. Vi er lige kommet hjem fra Århus, hvor vi har set udstillingen på Aros med Mariko Mori. Den er bestemt anbefalelsesværdig. MM's udgangspunkt er en blanding af buddhisme, new-age spiritualitet og en meget nutidig teknologi. Det er der kommet en forunderlig udstilling ud af. Selv hvis man som jeg på forhånd opgav hovedattraktionen, en ufo som viser dine hjemebølger som billeder, er der noget at komme efter. Store fotos af særegne landskaber, med åndevæsener kopieret ind. Og en 3d film, med venlige aliens, og andre aliens, som man kunne kramme. Når man krammede dem, slog deres hjerte mærkbart. Udstilllingen indledes med en kort video af en installation fra en lufthavn, hvor kunstneren leger med en krystalkugle, mens hun hun synger en kort melodistump. Hele arrangementet er gennemsyret af en positiv atmosfære, som giver indtryk af en kunstner, som mener det alvorligt at vi alle er forbundne på et åndeligt niveau, og at det er en god ting at vi er det.

Der er mulighed for en spændende oplevelse, og hvor er der langt fra farver på et lærred til Mariko Moris 21.århundrede kunst med alle mulige materialer i brug.

Om hendes værk er langtidsholdbart vil tiden vise, jeg er ikke så sikker. Dertil er vi for tæt på en tradition med sødmefyldte, religiøse billeder og for tæt på et lillepigeunivers med pink og purple glasperler. Billedet viser Deres blogger, som spejler sig i et værk af Mariko Mori. Læs om udstillingen hos Aros.

Til døden os skiller

I går var vi i biografen for at se Paprika Steens film: "Til døden os skiller." Lad det være sagt straks, det er den ringeste film, jeg har set i biografen i meget lang tid. Den begynder som en folkekomedie, om en ikke særligt sympatisk mand, som får bank af sin kone. Det komedieagtige ligger det nu lidt tungt med, så morsom er den heller ikke. Niveauet lægges af følgende replikskifte: "Slår han dig?" "Han er kørelærer og vi er fra Jylland, hvad tror du?". Men det bliver værre. Midt i filmen skifter vi fra komedie til drama. Konen viser sig at være en operastjerne, som manden forhindrer i at komme frem, fordi han selv mangler "det". Fra midt i filmen kører dramaet sideløbende med små komediestunts, og man må virkelig undre sig over, hvad ideen er. Filmen er ikke morsom nok til at være komedie, og dramaet mangler enhver form for troværdighed. Skulle der have været en lille ansats til noget, drukner det i u-morsomme vitser. Kort sagt, Spild af tid. Læs hvad Cinemazone mener her.

Thisted bibliotek i biblioteks-kanon

I dagens Thisted Dagblad (17-10-07) er der en lang artikel om biblioteksbygningen på Tingstrupvej. Den er blevet optaget på en kanon over danske biblioteksbygninger i Bogens Verden nr 3, 2007. Artiklen er af Nan Dahlkild. Jeg kan ikke linke til nogen af artiklerne her, de må ses andetsteds. Men artiklen i dagbladet gør ganske rigtigt opmærksom på bygningens arkitektoniske kvaliteter og på, hvor meget Jens Søndergaards billeder gør for bygningens indre.
Der er grund til at anderkende den fremsynethed, som gjorde bygningen mulig i 1938. Der var dengang en vilje til at forsyne byen med et førsteklasses bibliotek i en tidssvarende bygning. Beslutningstagerne fra dengang har nu næppe forestillet sig, at bygningen skulle stå uden udvidelser helt til i dag.
Fremsynethed eller ej, så er tiden en anden nu, og trods en række indvendige ændringer er rammerne for små til de krav man kan stille til et bibliotek i det 21. århundrede. Men viljen i dag rækker ikke langt. Man snakker lidt om et ny kulturhus, ja også i Hurup og Hanstholm har der været snak om kulturhuse, men planerne er skrinlagt. Man snakker ikke om at udnytte de tomme arealer rundt om bibliotekets nuværende bygninger, hvor der ellers er plads til at udvide, selv hvis det skal være et rigtigt kulturhus og ikke blot et bibliotek.
Den manglende beslutsomhed er så omfattende, at man i skrivende stund ikke har kunnet træffe beslutninger om bibliotekets budget. Der er lagt op til en besparelse på 0,5 mill. kr., men som det kan ses af byrådets referat, har man ikke kunnet udmønte besparelsen endnu.
Det er lidt trist, at sidste gang nogen i byrådet ville noget med bibliotekets bygninger var før 2. verdenskrig. Du kan se det seneste referat fra byrådet her

Indigo Richards i Thisted

Jeg har netop været på Thisted gamle rådhus, hvor kunstforeningen Det Ny Kastet holder udstilling med Indigo Richards. Billederne er store, til dels abstrakte, med mindelser om forstørrelser af plantedele. Nogle af dem er delvis overmalede med sprøjt af fortyndet hvid maling, og andre er opbyggede af lag af stærkt fortyndede farver. Billederne er af den slags, der fanger dit øje og giver dig noget at kigge på med de mange farvelag, de tydelige penselstrøg og antydningen af referencer til plantedele.

I den medfølgenede folder fortæller kunstneren om sin inspiration fra 50'ernes amerikanske abstrakte malere. Der er helt sikkert noget at se på, og når jeg alligevel ikke kan lide dem, er det formodentlig fordi de er lidt for ivrige efter at behage. Indigo Richards passer ind i en tidstypisk kunst, hvor de mest banale billeder fås hos Ide-Møbler og de lidt mere raffinerede hos de akademiuddannede kunstnere på de rigtige gallerier. Alle billeder med et behageligt udtryk, men også billeder, som ikke stiller krav til dig eller vækker til eftertanke. Billeder, som ikke ville genere nogen, hverken når de hænger på en sygehusgang eller på den nærmeste cafe. Jeg har ikke noget mod behagelige billeder, men de må gerne vække noget i mig ud over at give mit øje hvile og ud over at fjerne angsten for den tomme væg.

Lokal kunst

På min daglige vej til arbejde kommer jeg forbi et trekantet grundstykke beliggende ud mod Østerbakken. Det er ligesom blevet til overs, da man anlagde det kvarter, vi bor i. Her har der indtil for nylig stået et mindre løvtræ, men pludselig en dag opdagede jeg, at nogen havde fældet det. Det havde været fældet et stykke tid, da jeg så det, for bladene var blevet brune. Der var ikke tale om at byens gartnere havde været i gang, for træet var skåret over i en meters højde og stammen havde fået lov at blive liggende. Hvem der har fældet det kan man gætte på, der er ikke nogen, som har fået en bedre udsigt ud af det, så nogen har blot givet deres destruktive trang frit løb. Nu er der imidlertid sket noget. Stammen er fjernet, og den resterende stub har fået lov at blive stående, med et fint lille juletræ skåret ud med motorsav. Tillykke til den anonyme kunstner, som har fået noget fint ud af en meningsløs vandalisme.

Kirsten Kjærs Museum

Der er ikke mange steder i Thy, man kan dyrke sin interesse for billedkunst, hvis man med kort varsel beslutter sig for at ville ud at se på billeder. Kirsten Kjærs museum er et af stederne. På Langvadvej, ikke langt fra Frøstrup, ligger et underligt hus, som gennem årene har vokset sig stort ved flere knopskydninger. Den permanente samlig udgøres af Kirsten Kjærs malerier, mest portrætter af folk hun mødte gennem sit lange, omskiftelige liv.
Vigtigst for mig er nu de skiftende særudstillinger, hvor man kan stifte bekendskab med kunstnere, som oftest hører til uden for de mest etablerede cirkler, men som alligevel besidder sikre, kunstneriske kvaliteter. De to bestyrere, Harald Fuglsang og John Anderson har et sikkert øje for, hvad der er værd at vise. Især har de givet mange østeuropæere og russere lejlighed til at udstille. Uden at jeg ved meget om det, ser det ud til at tradition og uddannelse som kunstner er meget anderledes øst for det gamle jerntæppe end her i Danmark. Især er østeuropæerne ikke bange for at vedkende sig, at de forholder sig til verden uden for dem selv, og altså maler efter motiv. På billedet kan man ane Zura's dystre verden.Kirsten Kjærs museum er bestemt en køretur værd, også selv om man ikke bor i Thy.