Så har vi fået et portræt af Anders Fogh Rasmussen som sig hør og bør. Medierne har været fulde af både tolkning af billedet og Simone Kern Åbergs historie, som tidligere både det ene og det andet.
Dagbladet Information citerer Anders Fogh for at rose kunstnerens professionalisme. Rigtigt er det, at hun har haft en professionel tilgang til dette værk, nemlig en dygtig håndværkers tilgang til ordregiverens ønsker. Anders Fogh har fået et portræt med symboler for det han gerne vil huskes for, en aktivistisk udenrigspolitik som er Valdermarstiden værdig og en slet skjult nationalisme vist i det sjællandske bøgetræ, som idag er et dansk symbol.
Spørgsmålet er, hvor det efterlader Simone Åberg Kern som kunstner? Flyvemaskinen, som er hendes særkende er med, men er der andet som viser, at hun er mere end end ferm maler?
Der er ikke antydningen af tvetydighed, ikke på nogen måde kan vi se, at kunstneren har personlighed og holdning. Det kan selvfølgelig skyldes, at hun deler holdning med Anders Fogh, men det var ikke det hun sagde til tv avisen.
Man må ønske Natos generalsekretær tillykke. Han har tæmmet en kunstner så hun spiser af hånden, og han har også indført en aktivistisk malestil i foketingets portrætter. Skulle man nogensinde glemme, hvad Anders Fogh stod for, kan man bare se på billedet hvor symbolikken er så tyk, at den ikke er til at overse.
Han forgænger valgte at stole på, at resultaterne talte for sig selv, og at Kviums portræt i sig selv var seværdigt. Anders Fogh får lagt en lille fortælling ind i billedet, for en sikkerheds skyld.
Retten til at kalde sig kunstner kommer i dag ikke så meget fra at være dygtig til at male, den kommer fra gode ideer, holdninger og personlig integritet.
lørdag, december 04, 2010
Tintin som statsminister
Indsendt af Henrik kl. 17:03
Etiketter: Anders Fogh Rasmussen; Simone Åberg Kern
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Jeg hørte et interview med maleren - og faktisk er symbolikken i billedet større end du lige fanger. For hun understregede nemlig, at flyet har flapsene ude, hvilket viser, at det er ved at lande - og det viser altså det stik modsatte af, af hvad du ser - nemlig at en aktivistisk udenrigspolitik er en indsats for freden! Du er som anmelder nødt til at forholde dig til billedet i sig selv - uden at tage stilling til genstanden. Jeg mener, at der er tale om et flot stykke kunst, som hæver det traditionelle portrætmaleri ud over reklamestadet - og det er vel det, som du også underbevidst giver udtryk for, når du bruger Tintin som referance - for det er jo kunst på højeste plan.
Den med flapsene havde jeg ikke fanget, det viser, at man skal være forsigtig med at kommentere værker, man ikke har set selv.
Jeg holder meget af Tintin, i rette sammenhæng, ikke som dansk statsminister.
Det er rigtigt, at Fogh opfatter sin udenrigspolitik som en kamp for fred, men resultaterne er da ikke særligt åbenlyse.
Om portrætkunst, så foretrækker jeg, at huske en statsminister via historien og ikke ved hjælp af symboler på et lærred.
<Men min hovedpointe er nok, at kunstneren frasiger sig sine egne holdninger med maleriet, og dermed går fra at være billedkunstner til at være reklamemaler.
Kunstneren egne holdninger er da bedøvende ligegyldige - hvad kommer det os ved? Det er da værket, som tæller.
Som du ved, irriterer det mig, når forfattere politiserer og missioner. Man kan nemlig sagtens lave stor kunst uden at politisere. Et godt eksempel er Fiskerne, der jo er stor litteratur - uagtet at Hans Kirk var kommunist.
Send en kommentar