Serendipity

Serendipity er et af de ord, som englænderne har og som vi mangler, men vi kender alle til fænomenet, at falde over noget, mens man leder efter noget andet.
I dag ledte jeg efter online-fotomagasiner, og faldt over en hollandsk designer, Christien Meindertsma.
Ud over, hvad hun ellers laver, så laver hun også designet håndarbejde. Hun har til fulde forstået at udnytte det forhold, at dagens forbruger ikke alene vil have smukke, helst unikke genstande, men også en medfølgende historie. Hun har indført begrebet "One Sheep Cardigan", altså uldtrøjer hvor ulden kommer fra et bestemt får. Fænomemet er kendt fra vinens verden, men nu også fra uldtrøje-verdenen.
Så har man set det med. Klik på linket, det er i øvrigt en interessant hjemmeside

Anmelderi

I den foregående blog-post argumenterede en kommentator for, at aviserne selv må bestemme, hvad de skriver, og det gælder vist stadig, at redaktører og journalister sammen med udgiverne selv bestemmer, hvad de skriver.

Anderledes er det med bibliotekarer. De skriver ikke så tit, men når de gør det, er de underlagt retningslinjer og restriktioner. I hvert fald når det gælder lektøranmeldelser, som nu hedder materialevurderinger.

Fordi bibliotekerne er et betydeligt marked for visse udgivelser og forlag, er der naturligt nok fokus på, hvordan bøger bliver omtalt i bibliotekssammenhæng. Tidligere har forlag og forfattere beklaget sig over anmeldelser i et sådant omfang, at der nu er udvalg og kommissioner til at holde øje med bibliotekarerne. Der findes også et sæt retningsliner for, hvordan disse anmeldelser skal udarbejdes.

Disse retninglinjer har gjort nogen af anmelderne til små mestre i bibliotekarisk newspeak. For at undgå at overtræde retningslinjerne formulerer de sig i mere eller mindre positive vendinger. "Nem at læse" er en eufemisme for "overfladisk", og så videre. Det volder i øvrigt ingen problemer, når man er bekendt med problematikken. Du kan selv se omtalerne på bibliotek.dk. Find en bog, du er interesseret i og klik på "se materialevurdering".

I dag er de imidlertid omvendt. I Information - her - kritiseres lektørerne for at være ukritiske og ikke tilstrækkeligt funderede inden for det område, de anmelder i.

Så cirklen er vist sluttet, alle synes at glemme, at materialevurderingerne er skrevet fra biblitotekarer til bibliotekarer i et ganske bestemt øjemed.

Hvad betyder dette så for den almindelige biblioteksbruger? Ikke ret meget. Det er stadig bibliotekernes kompetence at skaffe den rette bog til den rette bruger, helst på det rette tidspunkt. I dag sker det med udgangspunkt i dogmet: "fokus på brugerne, ikke på samlingerne". Det betyder, at selvom dit bibliotek ikke ejer en bestemt titel, så bliver den skaffet til dig, ofte på ganske kort tid.

Billedet er et jeg har lånt.

Afskaf dansk

Nej, tiden er ikke moden til at vi opgiver dansk som fælles sprog. Nogen gange ser det nu ud til, at alle, også danskerne har meget svært ved at udtrykke sig på dansk, i hvert fald hvis man lytter til sprogpolitiet.
I gamle dage var det dialekterne, der blev forfulgt. Vendelboer, thyboer, vestjyder og så videre måtte lære sig to sprog, et til lokalt brug, og et til at bruge i købstaden. I dag er dialekterne forsvundne fra den daglige sprogpraksis, og vi snakker alle rigsdansk. Mere eller mindre korrekt, og ve den arme stakkel, som er vokset op i 70'erne og derfor er grammatisk udfordret.
Senest har Jesper Steinmetz i "24 Timer" været efter nogen oplagte fejl. Han skriver bl.a. "Bedre bliver det ikke, når jeg i fitness-centeret hører samtlige instruktører sige i slutningen af træningstimen: 'Det er vigtigt, at I får STRUKKET ud'. NEJ: det hedder 'får STRAKT ud'."
Sprogligt forkert, men er der nogen som er i tvivl om meningen?
Mit svar er noget i retning af: "lær at leve med det". Nettet har givet os alle den mulighed, som tidligere var journalisters privilegium, at skrive ligegyldigheder om ingenting i et slapt sprog. Det betyder nødvendigvis, at der bliver endnu flere, som ytrer sig af hjertens lyst, uden at have helt styr på sprogets detaljer. Der er selvfølgelig forskel på folk, og journalister og dansklærere sætter måske i højere grad en ære i at skrive korrekt.
Men hvad er egenlig værst, en journalist som kløjs i "sin" og "hendes" eller en redaktør, som tillader eller ligefrem beordrer sin avis fyldt med ligegyldigt sludder?
Danske aviser er kraftigt statsstøttede, bl.a. i kraft af momsfritagelse. Det forhindrer ikke, at medierne er fulde at totalt uinteressante såkaldte historier, som ingen har bedt om, og som ingen ville savne, hvis der var et væsentlighedskrav knyttet til støtten.
Vi kan lære meget af amerikanerne. F.eks. har deres politi en afdeling for "internal affairs", som tager sig af uregelmæssigheder og overgreb fra politiets side, og på det sproglige område har man meget længe været opmærksom på, at et krav om sproglig korrekthed meget nemt kan have en undertrykkende funktion. I den angelsaksiske sprogsfære er man i dag vant til, at engelsk kan antage mange former, og man bærer over med det mindre end perfekte. (Hovsa, en anglicisme!)
I dagens Danmark optræder der en række sprogrøgtere, som både agerer anklagemyndighed og dommere, uden megen barmhjertighed. Tænk, hvis Jesper Steinmetz i stedet for at fange åbenlyse smuttere havde interesseret sig for, hvilke historier der blev bragt i vore aviser, hvor havde det været meget mere spændende.

Jimi Hendrix i Metroen

Dette er en hyldest til .. ja hvad? Først og fremmest til Jimi Hendrix, som var en af de sidste, som tilføjede rockmusikken noget nyt. Men også til Nokia, som har lavet filmkameraet og maskeret det som en mobiltelefon, til Microsoft, som har lavet et redigeringsprogram, som gør det muligt at lære at redigere film på 5 minutter. Og til et mindre kendt firma, som har gjort det muligt at konvertere Nokias film til noget som Windows kan håndtere. Filmen er taget en efterårsdag i Københavns Metro, ud af forruden.

Tilbage til rocken. Den er ikke død, men den har lugtet underligt et stykke tid. Bono sang om 3 akkorder og sandheden, tilbage i firserne og mere end ti år før det, i 1971 ca., døde Jimi Hendrix. Der er selvfølgelig kommet masser af fede bands til siden, men hvor meget nyt kan man egentlig lave, når man skal holde sig til sandheden og de famøse tre akkorder? Lige meget, Jimi Hendrix' musik holder stadig, hele vejen.

Slut på en epoke

I nittenhundrede og hvidkål oprettede jeg en hjemmeside med mit navn som adresse: henrik.jespersen.com. Den daværende edb-person på biblioteket havde gjort mig opmærksom på et amerikansk firma. De havde købt en masse personnavne som domæne og videresolgte dem kombineret med fornavne efter eget valg. Det bedste af det hele var, at fimaet ikke lige havde styr på oversøiske betalinger, så i mange år var det domæne gratis.

Det var filosoffen Descartes, som sagde noget om at: jeg tænker, derfor er jeg. I dag er det reduceret til: jeg har et netsted, derfor er jeg. Det med at tænke er ikke altid lige vigtigt, skulle man tro, når man følger med i medierne.

Imidlertid er der mange måder at være til stede på nettet på i dag. Jeg har en Facebook-profil som jeg sjældent bruger, en LinkedIn og Twitterprofil som er absolut ubrugt, og først og fremmest en blog, som er nem at komme til og nem at bruge. Skulle jeg have behov for et domæne, er det nemt og billigt at oprette et en dag.

Så til februar 2010 lukker min hjemmeside. Bloggen forbliver.

Berlin og muren anno 1986

I 1986 (ca.) var jeg et smut i Berlin, på en af den slags ture, hvor rejsen er vigtigere end målet. Men for trods alt at have noget at køre efter var vi altså i Berlin. Vi var også på østsiden af muren, for ligesom at få den virkeliggjorte socialisme ind gennem fodsålerne. Den ofte beskrevne undertrykkelse mærker man ikke meget til som turist, selvom vi traf en dansker, som personligt havde det tæt inde på livet. Han havde forelsket sig i en østtysker, og havde en hel del besvær med at få lov til at være sammen med hende.
Det som sprang mest i øjnene var den materielle fattigdom, som kom til udtryk i butikkernes ringe udvalg af billigt bras og i at der stadig var huse med skudhuller i facaderne. Og så en kage med smørcreme lave af billig margarine serveret på en cafe på Unter den Linden. Køerne var næsten lige så lange som i dagens New York, hvilket siger en hel del, men servicepersonalet var høfligt og korrekt, som man forventer det i Tyskland.
Billedet viser Brandenburger Tor under noget andre omstændigheder end dagens pressebilleder, og så selvfølgelig muren. Som man kan se, er fortiden for det meste i sort-hvid, og i datidens DDR var det desuden altid bidende koldt efterår.
Der er god grund til at fejre murens fald her 20 år efter, og forhåbentlig får vi også mulighed for en endnu større fejring om 5 år, når det er 25 år siden

Torsk

Når man bliver træt af kødskandaler, tusind dage gammelt hakket kød og fedt kalvkød solgt som magert lam, så er fisk et oplagt valg.
Jeg forestiller mig at det er svært at svindle med fisk, lugten vil vel afsløre alderen, hvis fisken er for gammel. Hvis ikke man selv fisker, kan man hæve sin opsparing og købe et ½ kg torskefilet. Kiloprisen er ca. den samme som små øko-biler. (kr. 165. - pr kg).
Denne opskrift giver en udmærket spise.

Hak et par skalotteløg, (eller som her Zittauer -) og lad dem klare i en gryde i rigeligt smør. De må ikke brune, men skal blot være klare. Tilsæt 1dl billig hvidvin (eller dyr, blot den ikke er for sød) ½dl hvidvinseddike og ½ dl vand. Bring det hele i kog og lad det koge i et par minutter. Smør et ildfast fad og læg fileten til rette. Hæld så meget af væsken og løgene ved, at fileten er halvt dækket, tilsæt et par tomater for farvens skyld og sæt det i en varm ovn. 20-25 minutter v. 200°. Serveres med årstidens tilbehør, f.eks. bagte rodfrugter.

Kunsten stiger

Kunst er ofte, måske altid, omgivet af en aura af højtidelighed. Man står som beskuer benovet og iagttager den store kunst, taknemmelig over et glimt af en bedre verden.
Niels Hausgaard bidrager så godt han kan med at gøre nar af denne højtidelighed, ved igen og igen at give skolelæreren til bedste. Iført Loden-frakke, med kataloget sammenrullet i hænderne på ryggen står han (vi) der og vipper op på forfoden og siger "spændende".
Vi var på Kunsten i Ålborg forleden for at se Nolde-udstilingen som varmt kan anbefales, temaet er Noldes relation til Danmark og der var at godt udsnit af hans produktion.

Men det er ikke det der er emnet her. Kunsten ejer et billede af Harald Slott-Møller, "Primavera", som er velegnet til den nævnte benovelse. En kunsthistoriker kan påvise en masse symbolik og associationer i hvad der for en umiddelbar betragtning er et feriebillede fra Italien.

Ganske vist malet overordentligt dygtigt, men i det digitale fotos tidsalder er det ikke rigtig længere nogen, der værdsætter håndværket i at frembringe et billede, nu om dage tager de jo sig selv.

Det værdifulde i Primavera giver ikke længere sig selv, det skal formidles, og har man først fanget nogen af de formidlede pointer, så kommer benovelsen også snigende, med eller uden Loden-frakke. Derfor var det ekstra befriende at se et lille tableau, som var opstillet på Kunsten, nemlig "Primavera" i 3 dimensioner og med bamser i stedet for mennesker. Så er højtideligheden ligesom pillet lidt ned, og man kan se billedet som det det er i dag, et håndmalet feriebillede.

Efterårsløv

Hvis man er så heldig, at det er solskin en søndag sidst i oktober, kan man tage en tur i skoven for at se på efterårsløvets mange farver. Jeg og mange andre finder de mange nuancer af gult rødt orange og grønt seværdige, ja lige frem smukke. Eventuelle tvivlere kan prøve Googles billedsøgning og overbevise sig om, glæden ved efterårets farver er udbredt, grænsende til det universelle.
Man kan forsøge at omsætte sit indtryk til billeder, men faren for at forfalde til banaliteter er nærliggende. En ting er at færdes i smukke omgivelser, noget andet er at bringe disse omgivelser på en billedmæssig brugbar form. Hverken mine egne billeder her på bloggen eller dem på Google eller Flickr hæver sig over det trivielle.
Går man til den dansk kunstverden, KID, får man massevis af hits. Efteråret har inspireret i hvert fald danske kunstnere til alle tider. F.eks. Willumsen i sine yngre dage. Spørgsmålet er, om f.eks. dette billede holder, som andet end en antydning af, hvad W senere skulle blive til. Som sagt er det ikke så ligetil at gengive sin oplevelse af efteråret på et billede, så det er værd at se på for andre.
Så hvis solen skinner en efterårsdag, så drop museet og tag en tur i skoven for at opleve the real thing for en gangs skyld. Som her, hvor vi kører gennem skoven ved Østerild på vej til Kirsten Kjærs museum.

Små Ulykker

Hvis man smadrer Thorvaldsens Jesus, er det så et religøst eller politisk statement, er det et stykke dekonstruktivistisk kunst, er det hærværk eller er det blot et uheld?

Det kommer heldigvis an på så meget, men her i morges gik vores jesusfigur i stykker. Det var en 12 cm høj kopi af den rigtige, som står i Københavns Domkirke. Den ses meget ofte kopieret og er ikke uerstattelig, så ulykken var ikke så stor.

I forvejen manglede tommelfingrene. Det har længe været en sport hos os, hvergang vi så en kopi, at lægge mærke til, om den havde tommelfingre. Forbløffende ofte mangler de.

Jeg skal spare læserne for en religiøs og kunstnerisk gennemgang af forskellen på Thorvaldsens Jesus og den i Rio de Janeiro. I stedet vil jeg slå et slag for Wikimedia Commons, hvor man kan finde bl.a. dette billede, gratis og lovligt.

Symbolernes magt

Jeg har tidligere nævnt vores nærbutik, Superbest på Iversensvej i Thisted. En butik, som jeg trods dens fejl og mangler holder meget af, først og fremmest fordi den ligger i gå-afstand fra vort hus. Nu er der imidlertid opstået et problem, slagteren i butikken har fået en halvsur smiley, som en udløber af et populært tvprogram fornylig.
Problemet er, om jeg skal forholde mig til realiteter eller symboler. Smiley-rapporten - se her -angiver relativt klart, at problemet ligger i procedurer og papirer, og at deres kød for så vidt er nogenlunde i orden. Alligevel er jeg for en sikkerheds skyld kørt til Kesse Kødhoved for at handle slagtervarer; man ved jo aldrig. Den stakkels slagter i Superbest må konstatere, at at en fejl i hans bureaukratiske procedurer giver den samme anmærkning som en fejl ved produktet, og dermed mistet handel fra mindst en kunde. Her er det til at gennemskue, og vi vender nok tilbage til Superbest på et tidspunkt, men i mellemtiden kan man erindre sig et par slagord: Lenin sagde: "Tillid er godt, kontrol er bedre". Jeg kan ikke huske hvilken klassisk anakist som sagde: "Folket bliver ikke frit, før den sidste kapitalist er hængt i den sidste bureaukrats tarme". Et sted midt i mellem må kunne gøre det. Lad smileyerne afspejle varernes kvalitet og hold os uskyldige kunder uden for de bureaukratiske tovtrækkerier.

Sidste nyt: Superbest har fusket med kødet, jvf artikel i nordjyske. Se her.

Harry Callahan og Lisbeth Salander

Hvis jeg som ung mand i 70'erne havde afsløret den mindste interesse for at se Clint Eastwood spille selvtægtsstrømeren Dirty Harry Callahan, så ville mine omgivelser lynhurtigt have bragt mig på bedre tanker. Ordet 'fascist' lå lige for og lidt med rette.
Problemet med den slags film er bare, at vi elsker dem, fordi vi i ly af mørket for lov at være på den vindende side, vi får lov at være stærke og egenrådige og have ret sammen med filmens tvivlsomme helt.
Alle filmfolk kender effekten og bruger den, når der skal klejner i kassen. Men når Dirty Harry er lidt for nem at gennemskue, så vender vi pointen lidt, så glider det nemmere ned. Du tager en kvinde som helt, som men henvisning til en offerrolle fra før filmens nutid har lov til lidt af hvert. Ikke noget med politi og nævningeting her, Lisbeth Salander kan selv og handler selv.
Måske glider det lidt lettere ned, fordi forskellen mellem Dirty Harry og Lisbet Salander er, at Clintens figur desværre havde en vis troværdighed over sig. Det er alt for nemt at forstille sig, at en politistyrke, også i et demokrati, rummer den slags personer. Salander derimod er direkte ud af Marvel Comics, et overmenneske af en slags, som man ikke behøver tage alvorligt, når rulleteksterne stopper eventyret. Jeg har ikke set den nye Salander film endnu, jeg venter på, at den kommer til byen. Men mon der findes udødelige replikker som denne:
"I know what you're thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?"
Men skidt, Salander tavoverer replikkerne på sine ofre, det er lige lidt sejere end at glemme hvor mange skud man har fyret af. Pointen i ovenstående var vist oven i købet, at alle skud var brugt.
Vi skylder Clinten at runde af med, at han på sine gamle dage laver fremragende film, med menneskelig indsigt og vedkommende handlinger. Et eller andet sted tvivler jeg på, at Stieg Larsson havde potentiale til det.

Royalt gadeteater

Når regnen pisker en i ansigtet, mens man står og venter på at få et kort glimt af dronningen, så hjælper det lidt at anskue hele showet som et moderne magtens gadeteater.
På ægte postmoderne vis har man dekonstrueret enevældens demonstration af magt og rigdom til et småabsurd stykke performance-kunst. Man har simpelthen plukket elementer fra alle historiske tider og blandet dem i en parade, som mere eller mindre bevidst ironiserer over fortidens ganske anderledes alvorlige kongeindtog.
Først tager man en dronning af en slægt, som strækker sig tilbage til før historieskrivningens tid. Hun skal så besøge os, ærindet er lidt uklart, sådan lidt, "jeg er lige i nærheden, gi'r I en kop kaffe"... agtigt. Sidst kongehuset havde noget at gøre her på egnen, var da Margrethe d. første afvæbnede Sjørringvold for at sikre sig mod ubehagelige overraskelser fra den kant.
Så kommer hun i et skib- ikke noget med Air Force One her. Det daterer sig tilbage til 30'erne, ti år efter kongehusets sidste forsøg på at øve indflydelse på dansk politik. Vore forfædre missede klart en chance i påskekrisen 1920. Der kunne vi med et snuptag have afsat Chr. X og fået en demokratisk valgt regent.
Vel fra borde går turen i karet gennem byen. Eskorten er fra garderhusarerne, som blev opfundet i syttenhundrede hvidkål, fordi vi også dengang var bekymrede over hvad russerne mon kunne finde på. De er ganske flotte, selvom deres uniformer er løbende moderniserede. Sidste ændring i slutningen af 1800 tallet , men stadig noget af et skue.
For at det hele ikke skal blive alt for eventyragtigt har man erstattet forrideren med en sort Peugeot fra år 2000, bemandet med en tiloversbleven skuespiller fra "Men in Black", og mellem garderhusarerne befandt der sig fire nutidige betjente i sorte dagliguniformer, tydeligt ikke så rutinerede ryttere som garderhusarerne, men glade for at slippe væk for ildkampene på Nørrebro.
100 m over det hele cirklede en privatflyver i en lille Cessna, ført af en pilot med højdeskræk, og som erstatning for den kongekrone, som hkh. Tønden ikke må bære, var han iført den hat, som Clinten havde på, da han spillede Blondie i "The Good, The Bad and the Ugly".
Således oplivet af dette skuespil gik jeg hjem og fik en bid brød, mens de folkevalgte, som havde taget fri fra deres dagjob for at være statister i denne street-performance, spiste frokost sammen med dronningen og prinsen på Cafe Conrad.

Rosa Marie Frang

På udstillingens sidste dag nåede jeg lige at se disse collager i Galleri NB i Viborg. Det særlige er, at kunstneren har brugt seks ens udklip, arrangeret symmetrisk om centrum, så der dannes en stjerne, præcis som i vor bardoms kaleidoskop. Det er den slags billeder jeg er vild med, man kan gå på opdagelse og blive ved at finde detaljer. Kaleidoskop-effekten er gennemført i mindste detalje og det endelige resultat er bestemt seværdigt, og ikke mindst dybt originalt.

Jeg skynder mig med at spå Rosa Marie Frang en fremtid med dette udtryk, og hvor er det befriende at se noget andet inden for genren end Johnny Margrethes tuttenuttede decoupager. Og desuden hatten af for galleriet, som bestemt er en udflugt værd.

Altertavlen i Tilsted Kirke

På min cykeltur forleden, kom jeg forbi Tilsted Kirke. Her var der den dag adgang til at se Erland Knudssøn Madsens nye altertavle. Som billedet viser, er der tale om et nonfigurativt værk, i kunstnerens sædvanlige, minimale stil.
Jeg har forlængst vænnet mig til, at moderne kunstnere laver kirkekunst uden billedmæssige referencer til de hellige skrifter eller andre kirkelige emner, det lærte jeg allerede ved Carl Henning Pedersens udsmykning i Ribe. Som han kan læse i linksene, er der nogen indirekte referencer til treenigheden. Om de holder, kan man diskutere, men så er det formelle i hvert fald på plads. I modsætning til CHP som ikke forholdt sig til, at den kirke han udsmykkede er et helligt sted.

EKM's kunst er af en karakter, som altid efterlader mig med en stille, men nok frugtbar undren over, om jeg mon har fået fat i det hele. Også her, hvor man kan lade øjet følge det røde bånd i al evighed ( - endnu en reference) uden at komme nogen steder og uden at kunne hente et budskab eller en billedmæssig historie ud af det man ser.

Det passer måske også fint til altertavlens rolle. Kunst i kirken spiller vel anden violin i forhold til de kirkelige handlinger, i modsætning til galleriet eller kunstmuseet, hvor kunsten har hovedrollen. Alt i alt en flot altertavle, og et stort tillykke til Tilsted Kirke.

Artikel Thisted Dagblad Endnu en artikel i Thisted Dagblad Kirkens egen hjemmeside

Til ønskekoncert med the E-street band

Åbningen af Springsteen koncerten 8. juli viste klart, at Bruce Springsteen stadig kan, og at the E-street band stadig er et utroligt godt spillende band. Hver for sig er de store rock-navne, tilsammen er de uforlignelige. Der er et drive og en præcision i i den kombination, som gør at de stadig er værd at gå efter. Jeg vil tillade mig den påstand, at Bruce Springsteen aldrig var blevet så stor uden netop dette band
Ellers er der godt nok sket noget siden jeg sidst så "the Boss", i Kbh. De publikummer, som stod nærmest scenen havde store papskilte med, hvorpå de havde skrevet deres ønsker. Dem med de pæneste skilte fik så deres ønske opfyldt. På den måde fik vi en række kendte og elskede numre at høre.
Det er vist også et fast punkt, at publikum synger "Hungry Heart" som fællessang, og vi var alle gamle nok til at have hørt det som et nyt og spændende nummer engang i firserne. Da så en 13-års knægt fik rakt mikrofonen for at give et nummer, var vi på omdrejningshøjde med Johnny Reimar og hans party-sceancer.
For byfest var det. Herning stod på den anden ende, den agtværdige Østergade var omdøbt til E-street, og sådan var det hele vejen igennem.
Gennem alt hurlumhej'et var der heldigvis stadig musikken, som gør at man kunne bære over med resten.
Jeg kan ikke lade være at trække tråde til det forrige blog-indlæg om Nephew. Hvor de havde et flot visuelt udtryk til supplement af musikken, så havde Bruce Springsteen ganske vist også storskærme med, men de blev ikke brugt til andet end at vise os, hvad der foregik på scenen. Den store skærm i baggrunden var kun tændt i dele af showet, og den blev ikke brugt på nogen original måde. Det er enten et generationsspørgsmål, eller også et udtryk for, at Springsteens program til dels bliver lavet undervejs i forløbet.
En anden tråd til Nephew er den svøbe, som en yngre generation har tilført visse dele af kulturlivet, den at alt er tilladt, blot man har en ironisk distance. Den attitude har åbenbart bredt sig til os med gråt hår og BMI over 25 (se bare Little Steven), når vi accepterer de platte elementer i showet. Jeg er sikker på, at der kunne have været smølfer ved koncerten i Herning, uden at ret mange ville have protesteret. Og ret beset leverer både Johnny Reimar og Bruce Springsteen et godt gennemført show, med musikken som den væsentligste forskel.
Læs Jyllandspostens anmeldelse her: http://kpn.dk/popmusik/article1750077.ece?page=1

Til festival

Jeg skriver af og til om mine oplevelser med billedkunst. Fredag d. 26.06 var vi oppe for at se Nephew på Thy Rock, som er vores lokale festival. Bortset fra, at jeg er ved at være for gammel til rockkoncerter i almindelighed og festivaller især, efter princippet: "if it's too loud, you're too old", så var det ganske fedt.
Nephew som liveband kan du læse om andre steder, vil jeg tro. Her vil jeg gøre opmærksom på det ret fede visuelle element, i kraft af et arrangement med storskærme på scenen. De giver rigtig mange muligheder for at supplere, komplementere og måske endda være i dialog med musikken, og LED-teknikken, som er tidens trend, giver masser af lys, så alt ses tydeligt selvom det er de lyse nætters tid.
Den vedlagte video giver et lille glimt af Nephews show. Optageteknikken er min Nokia telefon.

En sommerdag ved Vesterhavet

Hvis man gerne vil kombinere en dag ved vesterhavet med en god kunstoplevelse er Bovbjerg det helt rigtige sted. Her er der et lille museum, indrettet i Jens Søndergaards sommerhus. Der hænger en række billeder, de fleste malet 50'erne, som han aldrig nåede at sælge.

Billederne hænger så at sige midt i deres motiv, det storslåede landskab på egnen. Hvis man af og til undrer sig, hvorfor Søndergaards billeder ser ud som de gør, så har man en bedre chance for at forstå det her. For selvom man ikke ser de kraftige farver fra billedene, når man er her en sommerdag, så matcher farvekraften de kraftige indtryk fra landskabet. Man behøver ikke komme her i stormvejr for at forstå, hvorfor han malede som han gjorde.
Når man er færdig på museet, kan man spadsere til fyret og nye udsigten. Også uden at klatre op kan man se langt over bølgende kornmarker til fjerne landsbykirker. Bovbjerg er bestemt et besøg værd, en dag i sol og blæst. Billederne er fra museet.

Geranium

Jeg har tidligere besværet mig over problemet med at gengive visse dybrøde blomstrefarver ved hjælp af almindelige digitalkameraer. Det glemmer vi et øjeblik, for i stedet at glæde os over, hvad der kan lade sig gøre med et moderne lommekamera.

Denne Geranium blomstrer netop nu i vores have, og bierne er flittige til at samle honning. Teknikken er blot et håndholdt IXUS. Vi er kommet milevidt siden min ungdoms manuelle og temmelig dyre spejlrefleks-kameraer. Nå, det kan andre underholde om en anden gang, vi lader billedet stå ganske længe.

Til fernisering

Hvorfor går man til åbning af kunstudstillinger, vernissage som nogen kalder det? Hver enkelt har sin egen begrundelse. For nogen kan det være et ønske om at se den kunst som udstilles, men det er nu nok de færreste.
Det viser sig tit, at det kan være et problem at få kunsten at se for alle de kunstelskere, der er mødt frem.
Mon ikke mange kommer også for at se hinanden og blive set, hilse på venner og bekendte. Måske også for at se giraffen. Eller som i fredags, for at se girafferne.
Kunstforeningen Det Ny Kastet åbnede da en udstilling med malerier af bl.a. Arne Haugen Sørensen, og åbningen blev foretaget af Klaus Rifbjerg. Så selvom det i første omgang kneb med at komme til at se billederne, så var det en oplevelse at høre Klaus Rifbjerg fortælle om sit forhold til kunst.
Sprogligt og indholdsmæssigt var det en fornøjelse, Rifbjerg regnes ikke ufortjent til Danmarks store digtere.
Arne Haugen Sørensens billeder kredsede om kendte motiver, Leda og svanen, vandringsmanden mv. Farverne var anderledes end tidligere og også visse detaljer, bl.a hæftede jeg mig ved, at vandringsmanden havde fået noget i retning af et ansigt og dermed en personlighed, hvor han tidligere var en arketype. Kunstneren var der også, han signerede bøger og alt i alt er det en seværdig udstilling, som det lykkedes os at se, da hurlumhejet var stilnet lidt af.
Billedet viser Klaus Rifbjerg og medlemmer at kunstforeningen.

Christo i Thisted

Wrapped Reichstag



Thisted Gamle Rådhus





Det er længe siden vi har hørt noget til Christo på den internationale kunstscene. Christo stammer fra Bulgarien og er kendt for at pakke ting ind i stof.
Jeg hørte første gang om ham i forbindelse med projektet Valley Curtain i begyndelsen af 70'erne. Siden har jeg fulgt med i, hvad han lavede; det kan dårligt undgås, det har været nogen ganske spektakulære projekter. Kendt er bl.a hans monumetale indpakning af rigsdagen i Berlin.
I Thisted har vi lidt af det samme, her er det det gamle rådhus, der er pakket ind. Det er ganske vist ikke et kunstværk, men en sikkerhedsmæssig foranstaltning i forbindelse med renoveringen. En indpakket bygning er kun et værk, når den er pakket ind med det formål at være kunst. Realea har overtaget det gamle rådhus som nu bliver sat i stand, og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Du kan læse om renoveringen her. og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Billedet at Reichstag Berlin er lånt af m.joedicke på flickr.com

Digital og analog kunst

Billede lånt fra http://www.finn-have.dk/

Mari Velonaki: Fish-Bird

Sidste uges ferie blev bl.a brugt på kunst. På kunstforeningen Det ny Kastet hørte vi Finn Have fortælle om sit værk, og på Aros så vi digital kunst i udstillingen Enter Action_digital art now. Begge dele med stor fornøjelse. Finn Have er landskabsmaler, hvad der er en sjældenhed i dag. Han maler med brede, kraftfulde strøg sine præcist observerede landskaber. Han er uendelig langt fra J. TH. Lundbye og de andre guldaldermaleres sirlige Kodachrome-landskaber, men han er også uendelig langt fra den digitale nutidskunst vi så på Aros. Så langt at det kan volde problemer at rumme begge dele under den samme betegnelse (kunst) uden totalt at udvande begrebet. Hvor Finn Haves billeder vidner om et præcist blik og et stort håndelag, så er den digitale kunst baseret på gode ideer og digital ingeniør-kunnen. Man kan kun gengive et landskab så indfølt og samtidig med så bred en pensel, når man for det første kan se, hvad der er væsentligt at få med og for det andet kan sætte sine hurtige strøg rigtigt første gang. I modsætning hertil drejer den digitale kunst om at få en ide på baggrund af en viden om hvad der overhovedet kan lade sig gøre. Selve udførelsen kan laves af ansatte, hvis det er det der passer bedst. Billedet viser en installation af to kørestole, som kommer hen og snakker med publikum, ved hjælp af de små papirsstrimler. Det vil sige, den ene var lidt mere genert end den anden. Her som i megen anden interaktiv kunst kalder værket på et smil og måske også lidt på eftertanken. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at begge dele er rigtig god kunst, som det er værd at opsøge og bruge tid på. Finn Haves billeder har den fordel, at man kan tage dem med hjem og hænge dem op over sin sofa.

"Folkelivsscene"

De tre øverste billeder viser en scene fra Vorupør, Langfredag 2009. To unge mennesker sætter en båd i vandet. Deres egen traktor er for lille, men med lidt hjælp fra naboen går det. Så vidt vi kunne se, var der tale om en fornøjelsestur, men der blev også fisket den dag.

Det sidste billede har vi lånt på Skagens Museum. Det er malet af Oscar Björck, og som man kan se er der traktoren til forskel fra dengang og til nu.

En yderligere forskel er der nu. Da Oscar Björk malede billedet, blev han hædret og fetereret, og billedet hænger på en meget fremtrædende plads i Skagens Museum.

Kan man forestille sig en nutidig kunstner gøre søsætningen af en Vorupør-pram til genstand for en kunstnerisk fremstilling? Jeg tror det næppe, romatikken omkring fiskernes liv er ligesom forsvundet, og man kan næppe komme afsted med at kalde et billede for folkelivsscene idag, det klinger simpelt hen forkert. Vi kan gå videre og spørge os selv om hvornår vi sidst har set en kunstnerisk afbildning af folk i arbejde?. Et hvilket som helst billede af en person i gang med et eller andet stykke arbejde vil vække mindelser om om sovjet-tidens klamme arbejderforherligende billeder, og er dermed umulige at male. Et eller andet sted er det et tab.

Prisen på rundstykker og flybilletter

Dette uskarpe og gnidrede billede forestiller, hvad jeg formoder er landets dyreste rundstykke. Sat på spidsen koster det ca. kr. 500. -. Det og en kop kaffe samt få centimeters knæplads udgør forskellen på at flyve med SAS og Norwegian fra Ålborg til København. Og så selvfølgelig det afgørende argument, nemlig at SAS flyver på et tidspunkt som gør det muligt både at få sin nattesøvn og en hel arbejdsdag i Hovedstaden.
Jeg skal ikke vente ret længe i en lufthavn, før jeg funderer over de mange forskellige priser på, hvad der i sidste ende munder ud i det samme, nemlig at du på et par timer bliver flyttet fra Ålborg til Københavns centrum.
Jeg spekulerer af og til på, om Norwegians pris overhovedet dækker brændstofforbruget. Da jeg kom hjem prøvede jeg, om man via nettet kunne finde svar på spørgsmålet.
Det er selvfølgelig ikke så ligetil, men nogen skolepiger i Seattle har fået det samme spørgsmål for som blækregning, så vi prøver at følge med.
Tager vi Norwegian som eksempel, er første spørgmål er selvfølgelig, hvilken maskine der flyves med. Jeg kan ikke kende forskel på de forskellige udgaver af Boings 737ere. Selv om jeg kunne, så oplyser Boing ikke direkte brændstofforbruget. Men der er heldigvis hjælp at hente hos airliners.net, som er et godt sted for flyinteresserede.
Linket giver en indikation af, hvor meget brændstof en ruteflyver bruger.
Men hvis vi skal vide, om vi har betalt for brændstoffet med billetprisen, skal vi også kende prisen på jetfuel. Den finder vi her.
Ved hjælp af en lommeregner når vi så frem til, at vi vistnok trods alt har betalt brændstoffet, selv med de billigste billetpriser.
Vi kan også se, at vi bruger brændstof i et omfang der svarer til at hver enkelt kørte turen alene i bil, hvis ellers flyveren er fuld. Nyttigt at vide, næste gang der bliver snakket CO2- fodaftryk.
Men hvordan luftfartselskaberne når frem til deres priser, er stadig en hemmelighed. Også for selskaberne selv, det går jo ikke for godt på den kant. Sterling gik fallit og SAS har svære vanskeligheder. Men trods alt flyver de til tiden fra Ålborg, det er ikke altid det giver sig selv, se bare her .

Glæden ved ægte fordele

"Du må ikke tage drengens bold, så bliver han jo ked af det". Noget af det første man lærer som barn er er kende forskel på dit og mit. Vi lærer det så tidligt, at de fleste har en næsten instinktiv forståelse af personlig egendomsret. Det giver næsten sig selv, at hvis jeg tager drengens bold, så har han jo ingen. Vi er udrustet med empati, med- eller indfølelse, som gør, at vi kan forstå at drengen bliver ked af det, hvis vi tager hans bold. Anderledes er det, hvis jeg får fat i en bold magen til, så er problemet løst, så længe vi snakker bolde. Eller jeg kan aftale at låne den en times tid, og levere den uskadt tilbage.
Men når det så pludselig drejer sig om software, så er historien en helt anden. Jeg kan låne "bolden" en times tid og levere den tilbage uskadt og vupti så har jeg også en "bold", helt magen til. Der er ingen instinkter der siger dig, at det må man ikke for der er jo ingen der mangler noget. Man er nødt til at lære det uden ad.

Bill Gates og Microsoft har sat sig selv på den meget svære opgave at få os til at forstå, at selv om et program er købt og betalt, så har du ikke lov at gøre med det, som du vil. En bold kan du forære væk som det passer dig, men du må ikke lave kopier af dine cd'er eller af dine programmer.

Hvis vi ikke lærer det, som kommer der et skærmbillede og fortæller dig om "office genuine advantage". Det kan for eksempel ske, hvis den pæne mand, som gav dig en cd med Office pakken ikke endnu har lært udenad, at man ikke må kopiere programmer.
"Office Genuine Advantage" betyder noget i retning af glæden eller fordelen ved at være på den rette side af plankeværket (dvs have betalt gennem næsen for noget du kan få gratis). Min PC har forsøgt at lære mig den glæde her på det sidste, det er lige før den åbner med halleluja koret i bar begejstring, i mens den fortæller mig at der kun er 14 dage til en uhyrlig katastrofe.
Det tager heldigvis ikke så megen surfen at finde noget der ligner en kur, der skal pilles ved et par systemfiler. Det bliver installationen jo ikke lovlig af, så mon ikke MS office ryger ud til fordel for en anden løsning. F.eks OpenOffice, som er lavet af folk som har indset, at gode programmer bør kunne kopieres og installeres både lovligt og gratis.
Alternativet er at købe noget jeg allerede har. Måske skal jeg bare lære udenad, at sådan er det.

Netlydbøger med mere

I gamle dage var det nemt at være bibliotekar. I tiden efter Gutenberg og før Bill Gates skulle man blot holde styr på, hvilke bøger man havde og hvem man havde lånt dem ud til. Nu om dage er det lidt mere indviklet. Nu er der for eksempel kommet netlydbøger til. (http://www.netlydbog.dk/).
Det burde være så enkelt, man downloader bogen til sin PC, flytter den til sin MP3 dims og kan høre sin bog læst op, hvor det passer en. Når tiden er gået forsvinder filen igen, på samme måde som man afleverer sine bøger efter en måned.
Men allerede her bliver det svært. I den stående krig mellem Microsoft og Apple har Microsoft vundet et slag, idet man har sikret sig at den MP3 dims, som alle taler om - Ipod'en - ikke kan bruges i denne sammenhæng. Fælles standarder kommer ikke på tale. Nå, har man endelig forsonet sig med, at man skal have en Windows PC og et bestemt fabrikat af MP3 afspiller, så kan man gå i gang med at downloade.
Men så er det, man fortryder, at man drillede den kloge dreng med de tykke briller, dengang man gik i skole, for her er virkelig tale om nørdernes hævn. Hævn skal nydes kold og i små portioner, og det lykkes virkelig også her.
Selv om man har den korrekte Windows Media Player og den rigtige MP3 afspiller kan man få fejlmeddelelser. Klikker man på det link, det dukker op sammen med fejlmeldingen, får man at vide, at man skal besøge en bestemt side, og at man skal lukke Windows Media Player. Men Media Player lader sig bare ikke lukke, uanset hvor meget man klikker på krydset i øverste, højre hjørne.
Så tager man chancen og forsøger at downloade den angivne fil. Flere fejlmeddelelser. Så man bliver til sidst nødt til at læse hele den tekst, som er knyttet til hjælpefilen. Som den ultimative hån anbefalder Microsoft at man udskriver teksten først. Så går det op for en, at man skal installere et Active-x objekt og logge på som administrator (og hvem kan lige huske adm-passwordet) før man kan installere den ønskede rettelse.
IT verdenens svar på krigen mod terror er retssagen mod thepiratebay.org, og lige som krigen mod Taliban går det ikke for godt. Det er da ikke så sært. Når man i den grad læggger hindringer ud for de af os, der har et oprigtigt ønske om at gøre tingene lovligt, er det da ikke underligt, at der er nogen der forfalder til nemmere og billigere løsninger.

Flere store forfattere

Det er da timing, der vil noget. Dagen efter blogindlægget om Leif Davidsens status og Kirsten Larsens sammenligning af ham og Hanne Vibeke Holst, får sidstnævnte Boghandlernes Gyldne Laurbær.
Så fik hun endelig noget af den anerkendelse, som hun åbent indrømmer, at hun synes hun har fortjent. Personligt er jeg på linje med Kirsten Larsens kommentar, HVH er meget læst og elsket af et bredt publikum, men det er ikke det samme som at være en "stor forfatter". Jeg skal spare læserne for min personlige udlægning af HVH's forfatterskab og i stedet henvise til en rigtig god artikel i Information om netop dette med anerkendelsen. http://www.information.dk/167348 .
Men der er en ting jeg ikke forstår. Når man sælger, som HVH gør og når man har et stort, trofast publikum, hvorfor er det så så vigtigt at være anerkendt blandt litterater og kolleger. Oven i købet er man på parnasset knap så enige som man kunne tro, jvf artiklen i Inf.

Er det bare sådan, at mere vil have mere, at man ud over et stort publikum også vil accepteres i den litterære offentlighed.

Eller ligger der det samme i HVH's udsagn som i Leif Davidsens. En argumentation i retning af dette: "Jeg er jo bevisligt en stor forfatter, ergo er din kritik af mig fejlagtig". Hvis det hænger sådan sammen skal vi måske lige standse op engang. Vi har måske for nemt accepteret statsministerens berømte udsagn om, at vi ikke behøver smagsdommere og måske har vi glemt, at de litterater, som kritiserer HVH ikke først og fremmest er dommere, men fagfolk, som på et professionelt niveau forholder sig til den litteratur, som andre skriver. Hvor Leif Davidsen blev udsat for ikke-professionelles standret, så kommer kritikken af HVH faktisk fra folk, som ved hvad de snakkker om og som kan argumentere for deres sag. Så når vi ønsker HVH tillykke, er det vel vidende, at der stadig er litteraturfolk, som er stærkt kritiske overfor hendes værk.

Om Store Forfattere

Sidste torsdag så jeg smagsdommerne på DR. Det var en specialudgave, hvor ofrene for smagsdommeriet fik lov til at forsvare sig. Smagsdommerne er altid spændende, her er klare meldinger om, hvad gæsterne synes er godt og skidt. Og når så kunstnerne får lov til at tage til genmæle, er der jo lagt op til godt fjernsyn. Du kan indtil videre se udsendelsen her.

Særligt interessant var Leif Davidsen, hvis nyeste roman "På udkig efter Hemingway" var blevet sablet ned i en udsendelse før jul. LD fik lov at kommmentere kritikken, og som rutineret journalist og skribent slap han ganske godt fra det. Han henviste til sine høje salgstal og sine relativt gode anmeldelser i dagspressen. Det lykkedes også for ham at sige disse ord "jeg er jo en stor forfatter", uden de mindste kvababbelser. Og så i jantelovens fædreland.

Men passer det så, er LD en stor forfatter?. En henvisning til salgstal er ikke nok, litteraturhistorien er fuld af storsælgende forfattere som ingen vil drømme om at kalde store. Produktivitet er heller ikke nok, der er masser af produktive forfattere, som ikke fylder meget i litteraturhistorien. Men vi kunne undersøge, hvordan fagfolk og litterater forholder sig til LD. Han bliver trofast anmeldt i aviserne, han har sin plads på http://www.litteratursiden.dk/ og der bliver jævnligt skrevet portrætter af ham. Men der er ingen litteraturforskere, som bruger tid eller kræfter på ham. Den bog, der findes om ham er en portrætbog, ikke en litterær gennemgang, scholar.google.com har ikke noget om ham og de anerkendte litterære tidsskrifter har heller ikke noget. Se selv efter på http://www.bibliotek.dk/. Hvis LD er en stor forfatter, er det altså ikke på linje med Klaus Rifbjerg og Karen Blixen, LDs plads på litteraturens stjernehimmel hænger ikke sammen med et vægtigt forfatterskab, men med nogle ganske ferme og underholdende krimier. Det er der ikke noget galt i, men når man kalder sig selv "stor forfatter" bør vi læsere forholde os til det. I tider, hvor vi hærges af x-faktor og lignende fænomener, kan blot det at læse en forfatter, som er nogenlunde god til sit håndværk være en lise, men der er altså et stykke vej derfra og så til at være en "stor forfatter".