Hoppeborg for vokse

Vi var på Kunsten i Aalborg for at se Allan Otte - særudstillingen inden den lukker. Jeg er meget begejstret for hans realistiske billeder og den helt særlige maleteknik, Det er jeg ikke ene om, hans kvaliteter er indlysende. Man kan læse mere om ham på Kunstens hjemmeside.

Uanset A.O.'s kvaliteter er der tale om relativt traditionel kunst, en plan flade med farver, og oven i købet forestiller billederne noget.

Anderledes var særudstillingen Movin' Space. Her er tale om nutidskunst, som gør brug af moderne teknologi på en meningsfuld måde. Den lille sorte boks ved siden af A.O.'s billede er en del af "Usman Haque: Miscommunications nr. 1." En mikrofon opfanger den omgivende lyd og sender den videre til de andre sorte bokses højttalere, med ca 5 sekunders forsinkelse pr boks. Man kan tale til mikrofonen, eller man kan blot lade den fange den lyd, der er i nærheden. Under alle omstændigheder gør den lange tidsforsinkelse, at der ikke er tale om kommunikation, men blot støj og forvirring. Et enkelt billede på et alt for intenst nutidssamfund. Samtidig ganske fornøjeligt, hvis man slipper sit indre legebarn løs og prøver at snakke til boksen.

Tomas Saracenos værk "Walking on clouds", giver dig en mulighed for at se det hele lidt fra oven. Et rum i Kunsten er sat under tryk med en blæser, som man kender det fra markedspladsenes hoppeborge. For oven er der en klar plastdug, man kan kravle ud på. Den bløde plast giver ret bogstaveligt en fornemmelse af at gå (kravle) på en sky, plasten giver efter og du synker lidt ned. Du får et andet perspektiv visuelt, men også på din egen måde at bevæge dig på, man må ikke stå op, men skal kravle, og man bruger nogen andre muskler end man plejer, på grund af plastens eftergivelighed.

Billedet dokumenterer, at jeg var derude. Det dokumenterer heldigvis ikke, at jeg fandt oplevelsen let ubehagelig, fantasien arbejdede hele tiden med, hvad der kan ske i værste tilfælde. Men det var værd at prøve alligevel, det er ikke så tit, man kan gå (kravle) på en sky.

Port 2010

Denne weekend har vi haft lejlighed til at se et par ting, som er en del af Region Nords store satsning, Port 2010. Erland Knudssøn Madsen har lavet to skulpturer, som midlertidigt er udstillet i kanten af Nationalpark Thy. Vi har før i denne blog set på et Erlands (som han kaldes her, også af folk, som kun kender ham perifert) værker.

Denne gang har man forsøgt at slå en masse fluer med et smæk. Skulpturerne er en del af Port 2010, de er opstillet i ved indgangen til Nationalparken, som port. Mon det var det, som festivalarrangørerne havde tænkt med navnet? Så får vi også lige trukket I P Jacobsen af stalden. Skulpturerne står ved et af de vandhuller, hvor JPJ studerede alger og encellede organismer. Værkerne er via titlen "Arabesk" kædet sammen med to af JPJ's berømteste digte, som du kan læse her: 1 og 2.

Spørgsmålet er, om Erland har ladet sig spænde for for mange vogne her. Hans værker er ofte i nær familie med minimalismen, og de udmærker sig ved, at man netop ikke kan udlæse en verbal fortælling af dem. De er udelukkende et visuelt statement, uden budskaber eller løftede pegefingre. Men ved at omsætte arabeskens slyngninger til tre dimensioner, i galvaniseret stål og acrylplade, mister han den ro, som ellers gør det muligt at dvæle ved hans værk. Værket er stadig kun visuelt orienteret, men man efterlades uafklaret og med en negativ undren over, hvad der lige sker her.

Det tredie billede er fra Kunstforeningens Det Ny Kastets udstilling i Port 2010. Det er af Rasmus Albertsen og hedder Archive. Det er en videoinstallation med folk, som foretager sig uforståelige handlinger i et kontorlandsskab. I stedet for et lærred vises videoen på en masse sammenklæbet a4 80g/m2 papir, som i øvrigt også flyder over det hele. Uden at jeg kan pege på en konkret reference forekommer konceptet bekendt, vi har lissom set sådan noget før. Vælger man et udtryk, som ikke er super-originalt, er man nødt til i stedet at kunne noget særligt med udførelsen. Altså: det kunstneriske håndværk kan være så godt, at man tilgiver en mangel på originalitet. Det er der ikke tale om her.

Statens Kunstfond

Vi nåede lige at se Det Ny Kastets udstilling af Statens Kunstfonds nyindkøbte værker. Der er rigtig mange spændende ting, udstillingen kan varmt anbefales til alle kunstinteresserede. Billedet viser et værk af Jørgen Carlo Larsen. Beskriver man det for andre, som et kvadratisk stativ i syv etager, sammensvejset af jernstænger og hvidmalet, med tre toiletruller på hver stang, så vil det muligvis give en let hovedrysten som resultat. Men som det står der, er der et sært modspil mellem stativet, som gør krav på at være seriøst og næsten ophøjet i al sin hvidhed, og så de temmeligt hverdagsagtige toiletruller. Det er ikke så ligetil at afvise værket som pjat, lokumsrullerne insisterer på, at du forholder dig til dem, så at sige. Samtidig er vi tæt på en eller anden praktisk foranstaltning, uden at det er til at gennemskue hvordan. Der er mindelser om forskellige displays til udstilling af postkort, f.eks.
Jeg spekulerer nu også på, hvordan man skal bevare værket for fremtiden, jernstængerne er svejset i begge ender, og rullerne er ikke så ligetil at skifte.
I øvrigt, serendipity er en herlig ting, se bare her, hvad man kan med paprør fra toiletruller.
Vi viser også lige to billeder af John Kørner, han er jo næsten kanoniseret, som en af dem der har udsmykket kroprinsens palæ i Amalienborg, også selv om han skulle male sit værk om.