Hvis jeg som ung mand i 70'erne havde afsløret den mindste interesse for at se Clint Eastwood spille selvtægtsstrømeren Dirty Harry Callahan, så ville mine omgivelser lynhurtigt have bragt mig på bedre tanker. Ordet 'fascist' lå lige for og lidt med rette.
Problemet med den slags film er bare, at vi elsker dem, fordi vi i ly af mørket for lov at være på den vindende side, vi får lov at være stærke og egenrådige og have ret sammen med filmens tvivlsomme helt.
Alle filmfolk kender effekten og bruger den, når der skal klejner i kassen. Men når Dirty Harry er lidt for nem at gennemskue, så vender vi pointen lidt, så glider det nemmere ned. Du tager en kvinde som helt, som men henvisning til en offerrolle fra før filmens nutid har lov til lidt af hvert. Ikke noget med politi og nævningeting her, Lisbeth Salander kan selv og handler selv.
Måske glider det lidt lettere ned, fordi forskellen mellem Dirty Harry og Lisbet Salander er, at Clintens figur desværre havde en vis troværdighed over sig. Det er alt for nemt at forstille sig, at en politistyrke, også i et demokrati, rummer den slags personer. Salander derimod er direkte ud af Marvel Comics, et overmenneske af en slags, som man ikke behøver tage alvorligt, når rulleteksterne stopper eventyret. Jeg har ikke set den nye Salander film endnu, jeg venter på, at den kommer til byen. Men mon der findes udødelige replikker som denne:
"I know what you're thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?"
Men skidt, Salander tavoverer replikkerne på sine ofre, det er lige lidt sejere end at glemme hvor mange skud man har fyret af. Pointen i ovenstående var vist oven i købet, at alle skud var brugt.
Vi skylder Clinten at runde af med, at han på sine gamle dage laver fremragende film, med menneskelig indsigt og vedkommende handlinger. Et eller andet sted tvivler jeg på, at Stieg Larsson havde potentiale til det.
Problemet med den slags film er bare, at vi elsker dem, fordi vi i ly af mørket for lov at være på den vindende side, vi får lov at være stærke og egenrådige og have ret sammen med filmens tvivlsomme helt.
Alle filmfolk kender effekten og bruger den, når der skal klejner i kassen. Men når Dirty Harry er lidt for nem at gennemskue, så vender vi pointen lidt, så glider det nemmere ned. Du tager en kvinde som helt, som men henvisning til en offerrolle fra før filmens nutid har lov til lidt af hvert. Ikke noget med politi og nævningeting her, Lisbeth Salander kan selv og handler selv.
Måske glider det lidt lettere ned, fordi forskellen mellem Dirty Harry og Lisbet Salander er, at Clintens figur desværre havde en vis troværdighed over sig. Det er alt for nemt at forstille sig, at en politistyrke, også i et demokrati, rummer den slags personer. Salander derimod er direkte ud af Marvel Comics, et overmenneske af en slags, som man ikke behøver tage alvorligt, når rulleteksterne stopper eventyret. Jeg har ikke set den nye Salander film endnu, jeg venter på, at den kommer til byen. Men mon der findes udødelige replikker som denne:
"I know what you're thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?"
Men skidt, Salander tavoverer replikkerne på sine ofre, det er lige lidt sejere end at glemme hvor mange skud man har fyret af. Pointen i ovenstående var vist oven i købet, at alle skud var brugt.
Vi skylder Clinten at runde af med, at han på sine gamle dage laver fremragende film, med menneskelig indsigt og vedkommende handlinger. Et eller andet sted tvivler jeg på, at Stieg Larsson havde potentiale til det.
1 kommentar:
Hej Henrik - fin analyse og fin analogi du kommer med. Det rammer lige ned en debat, som gik i Norge for et års tid siden, hvor man seriøst diskuterede omvendt bevisbyrde i voldtægtssager - altså at manden skulle bevise sin uskyld for ikke at blive dømt. Heldigvis fik et par besindige jurister stoppet diskussionen - men det er efter mine begreber utroligt, at man overhovedet kan finde på at diskutere det...
Send en kommentar