Nordkraft Kunsthal Nord

Vi har været et smut i Aalborg for at se Nordkraft. Det er et gammelt kraftværk, som nu er omdannet til kulturhus. En skæbne, som ofte overgår den tidlige industrialiserings bygninger. De ligger tæt på bykernen og er blevet for små til det oprindelige formål, de støjer og forurener.
Jeg ved ikke, om det er billigere end at rive husene ned og bygge nyt, men i dette tilfælde er der kommet ganske mange kvadratmeter kultur ud af det.
Af økonomisk nødvendighed eller for at bevare industripræget, har man ladet det indre være, hvor det har kunnet lade sig gøre, så bygningerne fremstår med et tydeligt "råt" præg, et signal om at bygningerne gerne må bruges. Det signal kan nu også sendes fra nye bygninger. Under alle omstændigheder har Ålborg fået et flot kulturhus.
Vi var der for at se Mogens Otto Nielsen, som jeg ikke kender meget til. Mit problem. Han har fået medaljer og hæder i det hele taget. Men han er et pust fra fortiden, fluksus- eksperimenterende- agtig, fuld af gode ideer, som sjældent udarter til helstøbte værker. Nå, jeg tager ikke skade af at få horisonten udvidet.
Det øverste billede er et værk af Mogens Otto Nielsen, det nederste er Nordkraft set udefra.

Youtube, Eksskolen og ABCinema

Tillykke til Youtube.com. Webstedet har nu eksisteret i fem år, hvor det har været en nem kanal til publicering af sine egne film.
Når jeg nævner dem i sammenhæng med Eks-skolen og ABCinema, er det fordi Youtube har virkeliggjort nogle af de demokratiske idealer, som avantgarde kunstnerne havde i tresserne. For nylig skrev jeg om Lars Morells bog om Eksskolen, og i Tania Ørums "De eksperimenterende tressere" er hele tresser-avantgarden beskrevet. De to grupper benyttede sig bl.a. af super-8 som en billig måde at lave film på, og især ABCinema folkene havde intentioner om, at alle skulle kunne lave film.
I dag er det muligt for alle der vil at få sine film offentliggjort, bogstavelig talt. Det eneste problem med youtube kan være at finde noget bestemt, søgefaciliteterne er begrænsede.
Dermed er vinden for længst taget ud af de to grupper som avantgarde. Når alle faktisk kan uploade film, er der ikke længere noget særligt over det.
En del af de to gruppers medlemmer er stadig levende, og de er siden gået fra at være kunstens rebeller til at være højt ansete kunstnere på nationalt plan.
Jeg ved ikke, om nogen af dem stadig betragter sig som rebeller. Oprøret dengang var ikke et politisk-økonomisk oprør, men et kunstnerisk, og der er jo ikke nogen grund til fortsat at gøre oprør, når man har sejret, sådan rent kunstnerisk.

Sjovt nok er nogle af deres film fra dengang tilgængelige idag, men ikke på youtube og ikke gratis, man må pænt henvende sig til Borgens forlag og købe den dvd, der er udgivet med nogle af filmene. Med lidt held kan du låne den på biblioteket. Jeg har ikke haft lejlighed til at se nogen af filmene, jeg forventer at de først og fremmest er af historisk interesse.

Rationering

Tænk at man skulle opleve, at rationeringen blev genindført. Ikke siden Hedtoft gled i smørret har rationering været et tema her til lands.
Så lang nåede jeg at tænke, da jeg forleden blev afkrævet et "rugbrødskort" hos Guldbageren. I et kort sekund så jeg min frokost forsvinde, fordi jeg ikke havde det rette kort.
Det viste sig selvfølgelig straks, at rugbrød ikke er rationeret. Kortet er tværtimod en opfordring til at købe mange rugbrød. Man får det 7. rugbrød gratis, når man har købt seks. Ligesom de syv segl i bibelen, som når de brydes, følges af al landsens ulykke.
Så nu er det eneste problem, at man skal få sig selv til at sige "Fnuggi" når man beder om et rugbrød. Mon marketingsfolk tænker over, hvor åndssvagt nogle ting lyder, udtalt af folk på min alder? Det overgås kun af Brugsen, som en overgang kaldte deres brød ved personnavne, så man skule bede om et "Peter" brød for at få et franskbrød.
Godt, at vi ikke har større problemer.
Billedet viser Max von Sydow fra Bergman-filmen "Det sjunde inseglet". En klassiker, man bør kende navet på, man som man bestemt ikke skal spilde sin tid med at se.