Anton Laier

Kunsthistorien er fuld af miskendte kunstnere, personer som aldrig fik den anerkendelse i levende live, som en senere, mere forstående tid gav dem. Andre kunstere har måttet give afkald på mangt og meget for at følge deres kald som kunstner.

For pastor Anton Laier kom to kald på tværs af hinanden. Han blev afskediget fra sit embede som præst i Hjallerup som følge af en langstrakt sag, som begyndte med det krucifiks der er afbildet her.

Sagen er grundigt beskrevet af Broby Johansen og i litteraturen i øvrigt, og i færre detaljer på Den Store Danske. så vi vil ikke gå i detaljer med den her.

Jeg har i den forløbne uge haft lejlighed til at se et lille museum med de fleste af hans værker, indrettet i Laiers sommerhus i Hjallerup. Oven i købet havde vi det held at blive vist rundt af hans søn.

Laiers skulpturer lever fuld op til de forventninger jeg havde, efter lidt pluklæsning om dem. De er grove, mange støbt i cement, og både vellignende og udtryksfulde. Der er både buster af verdenshistoriens kendte og af personer i Laiers nærmeste omgangskreds, alle fanget med et åbenlyst blik for personernes karakteristika.

Laiers skæbne og historie overskygger hans kunst, hvilket er en skam. Den historie, man hører om ham er den åbentlyst urimelige om hans afsked, nok så meget som den om et kunstnerisk naturtalent. Hans værk har fortjent bedre end at være gemt væk i et sommerhus, hvor der kun er adgang en måned om året. Det er der nu i juli, der er mulighed for at se skulpturerne. De er mindst en omvej værd.

Arkæologen Margrethe

Forleden var vi på Moesgård museum for at se udstillingen om Dronning Margrethes arkæologi. Der var fotos, plancher og et udvalg af objekter med relation til det som udstillingen handlede om. Det hele blev samlet af en audioguide indtalt af Hendes Kgl. Højhed selv, i en teknik som for en gangs skyld virkede. Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, sådan noget apperatur til publikumsbrug driller ellers altid.

Det vil sige, at i virkeligheden var offentligheden inviteret til et avanceret lysbilledshow fra Margrethes liv, med fokus på arkæologien. Det passede mig fint, det er næsten altid interessant at høre folk fortælle om noget, de interesserer sig for, også selv om det er dronningen det drejer sig om.

Udstillingen fik imidlertid en ekstra dimension, idet Ingvar Cronhammar havde været med til at tilrettelægge opsætningen. Lokalet henlå i mørke, montrerne var lidt for høje og lidt over i det dystre, alt hjulpet på vej af den indirekte belysning. Selv om man ikke interesserer sig for dronningens privatfotos, er Cronhammars opsætning værd at se. Se fotoet.

Majken Bilgrav Sørensen

Sommerens udstilling på Kirsten Kjærs Museum omfatter blandt andet et lille antal billeder af Majken Bilgrav Sørensen. Der er tale om fuglebilleder og et enkelt fuglefjelds-ditto. De er malet med brede, kraftige penselstrøg, med et godt blik for farver og former. Som det kan ses på vibe-billedet er det ikke fuglenes anatomi eller flugt der er MBS' hovedærinde, fuglene er en anledning til at fylde en flade med farver og former.
Men trods dette er fuglen fint fanget, i et præcist udtryk. Billederne er ikke så ligetil, som de ser ud, jo færre penselstrøg man bruger, jo mere præcist skal de sættes. Billederne er efter min mening både dekorative og 'holdbare', de kan tåle at blive set igen, uden at man bliver træt af dem.
Det at billederne er dekorative og smukke, er sansynligvis også en forhindring for at kunstneren vinder bred anerkendelse i kunst-offentligheden. Det er meget længe siden, at kritikere og museumsfolk var villige til at acceptere kunst, hvis hovedærinde er et flot, seværdigt billede. Men det kan vi andre jo være ligeglade med, vi kan nyde en kunstner med et sikkert blik og et godt håndelag, når lejlighed gives.