Kunst og ideologier

I søndags var vi i Heltborg for at se en særudstilling om Käte Lassen. Hun havde en mangeårig tilknytning til Thy, hvor hun kom, bl.a. til Stenbjerg, for at male sine favoritmotiver, landbefolkningen ved kysten. Som man kan se på fotoet, har hun hang til monumentale opstillinger af karske, blonde, nordiske typer. Foredraget var da heller ikke ret langt henne, før spørgsmålet faldt om hendes forhold til nazismen. Et naturligt spørgsmål at stille om en tysker, der har været udøvende kunstner i tiden 1933-1945.
Museumsleder Jytte Nielsen fortalte, at nyere forskning har gjort det klart, at Käte Lassen ikke var nazist, men gjorde hvad der var nødvendigt for at klare sig som kunstner i det 3.die rige, herunder også at male et stort billede af Adolf Hitler.
Billedet kan efter sigende ses på Museumsberg i Flensborg, hvor mange af hendes billeder hænger. Käte Lassen er et nærmere bekendtskab værd, stærke og klare i udtrykket som de er. Lige nu kan hendes billeder ses i Heltborg, ellers kan man se dem i Flensborg.
En kunstner som faktisk flirtede med nazismen var Oluf Høst. Det i en sådan grad, at hans søn faldt på østfronten. Ganske vist var det først og fremmest sønnen som var renlivet nazi, men Oluf Høst færdedes også i kredsen om Ole Wivel og Knud W. Jensen. Læs den linkede artikel, hvis du vil vide mere. Der er da heller ikke noget i hans billeder, som ligner det vi kender som nazi-kunst.
Pointen er ganske kort, at en kunstners personlige, politiske holdninger ikke nødvendigvis kan aflæses i kunstnerens værk. Man skal kort sagt være forsigtig, når man forsøger at læse alt for firkantede holdninger ud af god kunst. I stedet kan man forholde sig til, om værket virker på en og hvorfor det gør det.

Skive ny Kunstmuseum og Kirsten Kjærs

På Skive Ny Kunstmuseum kan man i øjeblikket se en udstilling af Thomas Wolsing med et aktuelt emne, nemlig udkanter. Udstillingen består af billeder af forfaldne huse fra danske udkanter, den slags huse som er ringere end selv Låsby-Svendsens ejendomme. Faktisk er det rene ruiner. Billederne skriver sig ind i en europæisk, romantisk tradition for at se ruiner smukke, man taler (talte) om forfaldets skønhed. Oprindeligt tager traditionen vist udgangspunkt i græske marmortempler. Her er der tale om landhuse, som er forladt og delvist faldet sammen. De fleste regner dem for en skamplet på egn og by, her i Thisted gør kommunen et stort arbejde for at få den slags fjernet fra landskabet.

Det betyder ikke, at der ikke er billedmæssige muligheder i disse ruiner, vi mangler bare at se dem udnyttet. Thomas Wolsing nøjes ikke med at fotografere ruinerne, han bearbejder billederne ved at lave dem til kæmpemæssige korsstingsbroderier. På den måde får billederne en stoflighed samtidig med slags digital reducering af faver og former. Korsttingsbroderiet er desuden en henvisning til en tradition i de samme landbohuse, som er afbildet i værkerne.

Så langt så godt, her begynder problemerne, for det fungerer ikke rigtigt. Ingen tvivl om, at der er tale om et stort arbejde, men valget af medie gør ikke noget godt for udtrykket. Kunstneren fraskriver sig en række udtryksmuligheder som farveskala og detaljearbejde, og tilbage står, hvad der mere er et socialpolitisk statement end et fungerende kunstværk. Korssting med med motiv opfatter jeg som en mulighed for at dekorere en stof-flade, som ellers skulle have været ensfarvet, en sofapude f.eks. Som billedkunstner er man ikke underlagt en husmors begrænsninger. Vælger man alligevel at arbejde med de begrænsninger, broderiet som medie giver, skal der åbenbart mere til fra kunstnerens side, end vi ser i dette tilfælde.

Den anden kunster i denne omgang har også boligen som motiv. Pia Boysen arbejder også med noget man kan genkende som et motiv, svenske landhuse inde og ude. Stilen kan vi genkende som en man ser meget blandt yngre kunstere for tiden, med grove strøg og en delvis seen bort fra fotografisk præcision og perspektiv.

Billederne er umiddelbart indladende, der er noget at se på og man kan bruge tid på at finde ud af, hvad det egentlig er man ser. Når man har set det, er der fortsat penselstrøg farver og nuancer at se på. Pia Boysens statement er mere lavmælt end Thomas Wolsings, men også mere holdbart, et billedmæssigt statement om, at der er noget seværdigt at komme efter i de motiver hun har valgt. Den indladenhed jeg omtaler, vil næppe skaffe hende fremgang i kunstverdenen, her er umiddelbart tilgængelige billeder ofte under mistanke, men jeg mener, at hendes billeder holder for et nærmere bekendskab.

Lancaster

I torsdags var jeg i Helligsø for at se en Avro Lancaster flyve forbi. Den er en sjældenhed, der findes kun to i hele verden i flyvedygtig stand, så efter min mening var den værd at køre efter. Flyveren kom aldrig, så det giver jo et problem, når man gerne vil skrive om det. Denne ikke-historie har fået en grundig behandling af rigtige journalister, både i Thisted Dagblad og på andre blogs.
Når der nu ikke skete noget, er det en oplagt mulighed at beskrive, hvad man faktisk oplevede, så der i det mindste kommer en historie ud af det, når der nu ikke er nogen stor oplevelse at berette om. Og man må også gerne pynte lidt på på sagen. Nedenfor er en ikke helt sandfærdig beretning om, hvad der skete torsdag eftermiddag.

Torsdag er almindelig arbejdsdag, så jeg havde i forvejen spurgt fri. Det plejer ikke at være noget problem, men da mine kolleger hørte, at jeg skulle ned for at se en krigsflyver, sagde de a pricipielle årsager nej. Der er virkelig ingen grund til at fremme den slags. En enkelt forbarmede sig dog og byttede vagt, så det kunne med lodder og trisser lade sig gøre at være på plads kl. 15.00 og tilbage på arbejde kl.16.15.
Som sædvanlig kom jeg sent afsted og jeg måtte ignorere en masse skilte, hvor der stod 50 for at markere en anbefalet gennemsnitshastighed.
Undervejs tilbød min ledsager mig et bolsje, som jeg havde god lyst til. Jeg opdagede først for sent, at jeg fik en af de lyserøde gang-i-festen piller i stedet for. Over stok og sten gik det, og lige uden for Ydby måtte jeg bremse hårdt op for en lille pige. Det viste sig at være et papskilt, som nogen spasmagere havde malet rødt og stillet op i vejkanten.
Vel ankommet til Helligsø Kirke stod det klart, at flyveren ikke havde været der endnu, alle spejdede intenst mod syd. På marken nedenfor kirken stod et tv-hold. I kikkerten kunne jeg se, at det var Bubber, som interviewede en mand, som stod og klappede et får. Man kan jo ligeså godt udnytte ventetiden til en ekstra historie.
Tiden gik, og for at bidrage til underholdningen gav jeg mig til at fortælle anekdoter om sir Arthur "Bomber" Harris, lederen af den allierede bomberkommando under 2. verdenskrig. Han sagde f.eks.: " The aim of the Combined Bomber Offensive...should be unambiguously stated [as] the destruction of German cities, the killing of German workers, and the disruption of civilised life throughout Germany."
Da jeg var nået til historien om, hvordan invielsen af et monument til hans ære blev forstyrret af fredsaktivister, trak min ledsager mig ærmet og påpegede, at de andre for længst var gået. Vi måtte slukørede erkende, at flyveren ikke kom og ikke ville komme den dag.
Eftervirkningen af "bolsjet" var ved at sætte ind, så vi kørte hjem igen. Der stod en masse mænd i sort lædertøj og med gule veste og vinkede i vejsiden. Vi vinkede høfligt tilbage, selv om vi ikke kendte dem.
Jeg nåede frem til min vagt uden problemer, og bortset fra at flere af mine kolleger optrådte i uniform og med faldskærm på ryggen, var der ikke flere problemer den dag.

Ordkraft og Kunsthal Nord

Lørdag var vi til Ordkraft i Ålborg, i kulturetablissementet Nordkraft. Som de selv siger på hjemmesiden, så var det et ganske stort arrangement, i stil med Bogmessen i Forum. Dog med større vægt på litteratur og mindre på bogsalg. Mine bibliotekar-kolleger i Ålborg var involverede i projektet, tillykke med at det klappede.

En af de forfattere, der gjorde indtryk var Knud Romer, som fortalte om sin kommende bog. Det er en historie om en barndomsven, som i kraft af sin fars arbejde som diplomat var til stede i samtlige brændpunkter i 60'erne og 70'erne. Knud Romer fortalte levende og engageret, så man kom til at huske på, at det levende ord er en genre for sig, forskellig fra skreven litteratur. Det er de færreste forfattere beskåret at kunne fortælle deres historier fra en scene, så indtrykket er lige så stort som ved læsning af den tilgrundliggende tekst, men Knud Romer kunne. Så nu venter vi bare på bogen. KR passer både job og børn ved siden af forfattergerningen, så vi kan komme til at vente et stykke tid.

Når vi nu var der, skulle vi også lige på Kunsthal Nord, hvor der var en udstilling af Steen Rasmussen og Rikuo Ueda. Wind hed den. En masse mennesker havde indsamlet vinden i en masse dåser, forseglet dem og skrevet sted, tidspunkt og vindstyrke på dåsen, mens en fotograf forevigede begivenheden. Kunstnere gør sådan noget, leger med ordenes betydning og lægger det op til os tilskuere at finde mening. Vinden er jo netop ikke længere vind, når den er fanget i en dåse. Som det fremgår af illustrationen, så var publikum langt mest optaget af de ophængte dokumentariske fotos. Dermed satte udstillingen sig mellem to stole. Fotografierne tog opmærksomheden fra det visuelle udtryk i den opstillede skov af dåser, og de påhæftede etiketter og den grundige forklaring tog enhver magi ud af udtrykket. Vi kender det som publikum. Hvis man slet ikke kan finde hoved og hale i et værk, er det uinteressant, hvis vi får for mange forklaringer og introduktioner til et værk, tager det toppen af oplevelsen. Skulle nogen have lyst til at læse videre, er der mere på Kunsthal Nords hjemmeside.

Kunst i Stoholm

Søndagens udflugt gik til Stoholm, hvor Fjends Kunstforening holdt udstilling. Den var annonceret som amatørkunstnernes forårsudstilling. Dermed var forventningerne afstemt, ingen forventer at se billeder i verdensklasse, men man håber jo på en positiv overraskelse eller to. Udstillingen som helhed var ok. Den beviste, hvis man ikke vidste det i forvejen, at "abstrakt ekspressionisme" har en stor stjerne hos danske amatørkunstnere, hvilket af og til undrer mig. Det er ikke nødvendigvis den nemmeste måde at få resultater på.
Det at være amatørkunstner sætter nogen bestemte betingelser. På den ene side har kunstneren sin indtægt fra noget andet end kunsten. Dermed mangler amatøren ofte tid til fordybelse, og håndelag og kvalitet kan lide skade. I dette tilfælde var dommen fra mine ledsagere nu denne: "Der var ikke ret mange, der burde være blevet hjemme". Det var ment rosende, og der var faktisk billeder hvor både ide og udførelse var i orden.
Den positive side af at være amatør er, at man kan male, lige præcist det man vil. Man behøver ikke at forholde sig til et marked eller til hvad der anses for god smag i kunstoffentligheden. I dette tilfælde er motivet en kronhjort. Den er malet i en naturalistisk stil, hjorten er motivet og ikke noget andet. Ikke Som firsernes "Unge vilde" , som brugte kronhjorten flittigt, men med distance, mest som en markering af et standpunkt.
Den brølende kronhjort har i snart 100 år været det ultimative symbol på et småborgerlig, indskrænket kunstsyn. Det er utænkeligt at se en kronhjort på et galleri med ambitioner om at spille en rolle i dagens danske kunstliv, hvis ikke der er netop den nævnte distance, og helst malet af en senere berømt kunstner fra de nævnte "unge vilde". Men her har kunsteren, uden at bekymre sig om den offentlige mening, forsøgt at male en brølende kronhjort, og er oven i købet sluppet nogenlunde fra det. Sig så ikke, at man ikke kan opleve noget fra amatørkunstnere.
Udstillingens høje besøgstal viser i øvrigt, at kunstinteressen er høj, også langt fra nærmeste kunstmuseum.

Poul Anker Bech: Det tabte land

Vi har været i Randers for at se udstillingen af Poul Ancher Bechs store billeder, Det tabte land. Som sædvanligt kort før sidste chance, men det kan nås endnu, hvis det har interesse.

Mange andre havde i hvert fald interesse i billederne, der var godt fuldt af mennesker på udstillingen. PAB har en indlysende appel, hans malerier er, ihvert fald ved første øjekast, til at forholde sig til. Det er for det meste naturalistiske landskaber, malet med en sikker hånd, og behagelige at se på. I disse landskaber er der så placeret mennesker og objekter, men ude af sammenhæng. Der kan stå en gasflaske eller en kompresser på en grøn eng, eller som i billedet her "I Drift", kan en række rejsende eller turister gå afsted på kanten af afgrunden, tilsyneladende uanfægtede. Også uden at bemærke den mørke skikkelse, der kommer op af dybet.

Disse fejlplacerede objekter og mennesker gør det næsten uundgåeligt at begynde at tolke på billedet. Er man interesseret i andres tolkninger, kan man læse videre i "Udtryk" nr 4, 2010, udgivet af Randers Kunstmuseum, eller man kan få fat i den til udstillingen hørende bog.

Jeg har altid været glad for PAB's billeder, fordi man kan nærme sig dem umiddelbart, for derefter at gå videre med at forholde sig til, hvad egentlig er man ser. Jeg er lidt i tvivl om, om PAB kan holde til det store format, men billederne skal ses et af gangen i de rette omgivelser. De er malet som konkrete udsmykningsopgaver.

Jeg kan ikke frigøre mig fra at forsøge at forstå, hvad objekterne og mennskerne gør i disse "forkerte" sammenhænge, selv om jeg mest hælder til, at de først og fremmest er der for at overraske og forbløffe beskueren.

Skal der lidt malurt i bægeret, så har nutidens mange muligheder for nemt at manipulere billeder taget luften lidt ud af det overraskende ved PAB. Vi ser nu en række yngre kunstnere, som bruger andre teknikker end de klassiske, og som opnår resultater, som stiller PAB lidt i 2. geled. Allan Otte f.eks. får meget stærke billeder ud af det danske landskab, også selv om hans ærinde er lidt et andet end PAB's. PAB er kort sagt blegnet lidt for mig, fordi jeg siden jeg så hans billder som nye, har set andre kunstneres værker fra samme boldgade, men med et stærkere udtryk.

Børn og voksne

For tiden har den lokale kunstforening besøg fra Odsherred. Vi var der i søndags, for en gangs skyld i de samme weekend som udstillingen åbnede. Et at de billeder vi så var dette. Jeg udbrød spontant: "Nå, der er et barn der er kommet med på udstillingen". Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Selvom billedet er naivt malet, som et barn ville gøre det, skal man ikke se ret længe på det for at se, at der trods alt er tale om flere overvejelser fra kunsterens side end dem den gennemsnitlige 11 årige lægger for dagen. Kunstneren er da heller ikke hvem som helst, der er tale om Finn Heiberg fra sammenslutningen Corner.
Linket giver en nøgle til, hvad det er han vil os med billedet. Det handler dels om at se verden på en anden måde. Fotografiet er opfundet, men som maler kan du vise os en anden måde at se et helt almindeligt sceneri på. Billedet handler også om at farvelægge en flade, med de selvpåførte begrænsninger et motiv giver, i modsætning til et totalt abstrakt billede. Kunstneren formidler os den oplevelse han havde da han stod over for motivet, og han gengiver sin oplevelse på en seværdig måde.
Her knækker filmen desværre. Den udtryksmåde, Finn Heiberg har valgt, stiller store krav til behandlingen for at fange vores interesse. Billedet skal have noget ekseptionelt, for at vi ser videre end det barnligt naive udtryk, men dette billede har ikke helt det, der skal til. Trods det velovervejede, voksne udtryk er vi for tæt på barnetegningen. Lidt leg med farver i lag og delvis transparens er ikke nok. Hvis vi er interesserede i børnetegninger, så findes den ægte vare overalt. Skal vi lade os begejstre, når en voksen vælger et barns stil og udtryk, kræver det mere, end hvad Finn Heiberg viser her. Kort sagt, jeg kan lide intentionerne, men billedet holder ikke, og synet ender med et uengageret skuldertræk.

Because the Night

Blandt årets julegaver var den nye Bruce Springsteen cd "The Promise". Den indeholder en masse skæringer fra 70'erne, cirka fra dengang "Darkness on the Edge of Town" udkom. Et af numrene er den samtidige indspilning af " Because the night", som Patti Smith havde et stort hit med. I følge Wikipedia var Springsteen ikke selv tilfreds med nummeret, og lod Patti Smith indspille det.
Det er fristende over evne at høre de to skæringer efter hinanden, for at høre hvem der kan hvad. Nummeret er basal rock 'n roll. Det lever højt på at flytte trykket i 'because' til første stavelse, suppleret af et enkelt og effektivt omkvæd. Teksten er typisk Springsteen, den evige jagt på noget, helst kærlighed og om ikke andet så en nat sammen.
Der er ingen tvivl om for mig, om at Patti Smith er noget mere intens i sit foredrag. Hun er lidt hurtigere tempomæssigt, en flot stemme brænder klart igennem. Sangen er tydligvis om noget hun kender til og mener fuldt og helt.
Springsteen kører massivt, Phil Spector-actigt frem, i et lidt roligere tempo. Hvad han mangler i stemmepragt på dette nummer reddes af det også dengang uforlignelige E-Street Band, som altid forsyner musikken med en solid fremdrift.
Hør selv og døm. Du kan bruge anledningen til at prøve http://www.bibzoom.dk/, hvor du gratis og lovligt kan downloade begge skæringer, iøvrigt i en masse andre indspilninger også.

Tintin som statsminister

Så har vi fået et portræt af Anders Fogh Rasmussen som sig hør og bør. Medierne har været fulde af både tolkning af billedet og Simone Kern Åbergs historie, som tidligere både det ene og det andet.
Dagbladet Information citerer Anders Fogh for at rose kunstnerens professionalisme. Rigtigt er det, at hun har haft en professionel tilgang til dette værk, nemlig en dygtig håndværkers tilgang til ordregiverens ønsker. Anders Fogh har fået et portræt med symboler for det han gerne vil huskes for, en aktivistisk udenrigspolitik som er Valdermarstiden værdig og en slet skjult nationalisme vist i det sjællandske bøgetræ, som idag er et dansk symbol.
Spørgsmålet er, hvor det efterlader Simone Åberg Kern som kunstner? Flyvemaskinen, som er hendes særkende er med, men er der andet som viser, at hun er mere end end ferm maler?
Der er ikke antydningen af tvetydighed, ikke på nogen måde kan vi se, at kunstneren har personlighed og holdning. Det kan selvfølgelig skyldes, at hun deler holdning med Anders Fogh, men det var ikke det hun sagde til tv avisen.
Man må ønske Natos generalsekretær tillykke. Han har tæmmet en kunstner så hun spiser af hånden, og han har også indført en aktivistisk malestil i foketingets portrætter. Skulle man nogensinde glemme, hvad Anders Fogh stod for, kan man bare se på billedet hvor symbolikken er så tyk, at den ikke er til at overse.
Han forgænger valgte at stole på, at resultaterne talte for sig selv, og at Kviums portræt i sig selv var seværdigt. Anders Fogh får lagt en lille fortælling ind i billedet, for en sikkerheds skyld.
Retten til at kalde sig kunstner kommer i dag ikke så meget fra at være dygtig til at male, den kommer fra gode ideer, holdninger og personlig integritet.

Dylan og Picasso

På Statens Museum for Kunst, SMK som de kalder sig, kan man i øjeblikket se, hvilken forskel det gør, om man er en af det 20. århundredes største kunstnere eller om man blot er en ok maler.

Sagen er, at der er to særudstillinger, lige ved siden af hinanden. Den ene med Bob Dylans malerier, nogen relativt nye nogen som han kalder "The Brazil Series". En række øjebliksbilleder fra Brasilien. De viser Dylans blik for et godt billede og de viser en sikker farvesans og komposition. De er desuden nærværende og vedkommende, med motiver fra en brasiliansk dagligdag. De er, for de flestes vedkommende, billeder af personer fanget midt i eller lige efter en situation, nærmest en slags maleriske snapshots.

Problemet er, at de personer, som er hovedmotivet, er stive og kunstige, de mangler liv simpelthen. Og det i en sådan grad, at jeg må erkende, at jeg mest synes billederne er værd at se, fordi det er "onkel Bob" der har malet dem, de er på ingen måde hjemmehørende i kunstens første division.

Det er derimod Picasso. Han fanger personer med en enkelt streg, og karakteriserer dem og overfører den til papiret. Ikke nødvendigvis med portrætlighed eller korrekte proportioner, men rigtigt ramt, i de fleste tilfælde.

Begge de viste eksempler har afklædte kvinder som motiv, og der er for mig ingen tvivl om, hvem der rammer plet, og hvem der blot er tæt på.

Jeg ser altså Bob D's billeder af samme grund som jeg ser Dronning Margrethes, fordi de føjer en dimension til en i forvejen kendt person. På samme måde som jeg gerne kommer 10 minutter for tidligt til frisøren for at bladre i "Se og Hør"

Hoppeborg for vokse

Vi var på Kunsten i Aalborg for at se Allan Otte - særudstillingen inden den lukker. Jeg er meget begejstret for hans realistiske billeder og den helt særlige maleteknik, Det er jeg ikke ene om, hans kvaliteter er indlysende. Man kan læse mere om ham på Kunstens hjemmeside.

Uanset A.O.'s kvaliteter er der tale om relativt traditionel kunst, en plan flade med farver, og oven i købet forestiller billederne noget.

Anderledes var særudstillingen Movin' Space. Her er tale om nutidskunst, som gør brug af moderne teknologi på en meningsfuld måde. Den lille sorte boks ved siden af A.O.'s billede er en del af "Usman Haque: Miscommunications nr. 1." En mikrofon opfanger den omgivende lyd og sender den videre til de andre sorte bokses højttalere, med ca 5 sekunders forsinkelse pr boks. Man kan tale til mikrofonen, eller man kan blot lade den fange den lyd, der er i nærheden. Under alle omstændigheder gør den lange tidsforsinkelse, at der ikke er tale om kommunikation, men blot støj og forvirring. Et enkelt billede på et alt for intenst nutidssamfund. Samtidig ganske fornøjeligt, hvis man slipper sit indre legebarn løs og prøver at snakke til boksen.

Tomas Saracenos værk "Walking on clouds", giver dig en mulighed for at se det hele lidt fra oven. Et rum i Kunsten er sat under tryk med en blæser, som man kender det fra markedspladsenes hoppeborge. For oven er der en klar plastdug, man kan kravle ud på. Den bløde plast giver ret bogstaveligt en fornemmelse af at gå (kravle) på en sky, plasten giver efter og du synker lidt ned. Du får et andet perspektiv visuelt, men også på din egen måde at bevæge dig på, man må ikke stå op, men skal kravle, og man bruger nogen andre muskler end man plejer, på grund af plastens eftergivelighed.

Billedet dokumenterer, at jeg var derude. Det dokumenterer heldigvis ikke, at jeg fandt oplevelsen let ubehagelig, fantasien arbejdede hele tiden med, hvad der kan ske i værste tilfælde. Men det var værd at prøve alligevel, det er ikke så tit, man kan gå (kravle) på en sky.

Port 2010

Denne weekend har vi haft lejlighed til at se et par ting, som er en del af Region Nords store satsning, Port 2010. Erland Knudssøn Madsen har lavet to skulpturer, som midlertidigt er udstillet i kanten af Nationalpark Thy. Vi har før i denne blog set på et Erlands (som han kaldes her, også af folk, som kun kender ham perifert) værker.

Denne gang har man forsøgt at slå en masse fluer med et smæk. Skulpturerne er en del af Port 2010, de er opstillet i ved indgangen til Nationalparken, som port. Mon det var det, som festivalarrangørerne havde tænkt med navnet? Så får vi også lige trukket I P Jacobsen af stalden. Skulpturerne står ved et af de vandhuller, hvor JPJ studerede alger og encellede organismer. Værkerne er via titlen "Arabesk" kædet sammen med to af JPJ's berømteste digte, som du kan læse her: 1 og 2.

Spørgsmålet er, om Erland har ladet sig spænde for for mange vogne her. Hans værker er ofte i nær familie med minimalismen, og de udmærker sig ved, at man netop ikke kan udlæse en verbal fortælling af dem. De er udelukkende et visuelt statement, uden budskaber eller løftede pegefingre. Men ved at omsætte arabeskens slyngninger til tre dimensioner, i galvaniseret stål og acrylplade, mister han den ro, som ellers gør det muligt at dvæle ved hans værk. Værket er stadig kun visuelt orienteret, men man efterlades uafklaret og med en negativ undren over, hvad der lige sker her.

Det tredie billede er fra Kunstforeningens Det Ny Kastets udstilling i Port 2010. Det er af Rasmus Albertsen og hedder Archive. Det er en videoinstallation med folk, som foretager sig uforståelige handlinger i et kontorlandsskab. I stedet for et lærred vises videoen på en masse sammenklæbet a4 80g/m2 papir, som i øvrigt også flyder over det hele. Uden at jeg kan pege på en konkret reference forekommer konceptet bekendt, vi har lissom set sådan noget før. Vælger man et udtryk, som ikke er super-originalt, er man nødt til i stedet at kunne noget særligt med udførelsen. Altså: det kunstneriske håndværk kan være så godt, at man tilgiver en mangel på originalitet. Det er der ikke tale om her.

Statens Kunstfond

Vi nåede lige at se Det Ny Kastets udstilling af Statens Kunstfonds nyindkøbte værker. Der er rigtig mange spændende ting, udstillingen kan varmt anbefales til alle kunstinteresserede. Billedet viser et værk af Jørgen Carlo Larsen. Beskriver man det for andre, som et kvadratisk stativ i syv etager, sammensvejset af jernstænger og hvidmalet, med tre toiletruller på hver stang, så vil det muligvis give en let hovedrysten som resultat. Men som det står der, er der et sært modspil mellem stativet, som gør krav på at være seriøst og næsten ophøjet i al sin hvidhed, og så de temmeligt hverdagsagtige toiletruller. Det er ikke så ligetil at afvise værket som pjat, lokumsrullerne insisterer på, at du forholder dig til dem, så at sige. Samtidig er vi tæt på en eller anden praktisk foranstaltning, uden at det er til at gennemskue hvordan. Der er mindelser om forskellige displays til udstilling af postkort, f.eks.
Jeg spekulerer nu også på, hvordan man skal bevare værket for fremtiden, jernstængerne er svejset i begge ender, og rullerne er ikke så ligetil at skifte.
I øvrigt, serendipity er en herlig ting, se bare her, hvad man kan med paprør fra toiletruller.
Vi viser også lige to billeder af John Kørner, han er jo næsten kanoniseret, som en af dem der har udsmykket kroprinsens palæ i Amalienborg, også selv om han skulle male sit værk om.

Sara Blædel: Aldrig mere fri

Danmarks Radio uddeler dette efterår prisen "Den gyldne kødøkse" til årtiets bedste krimi. Jeg har haft behov for at læse bogen, da den er med i krimiklubben, som har en aflægger på biblioteket.
Det var en interessant oplevelse. Jeg husker den som godt anmeldt og noget hypet, især på grund af emnet, kvindehandel og trafficking af prostituerede. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg anmeldelserne igen og der var mange flotte ord om bogen.
Hjertet sank dog noget i livet, da jeg på første side læste dette:
"Politiassistent Louise Rick rettede sig op og trak vejret dybt. Mon man nogensinde vænnede sig til det? Hun håbede det på en måde ikke."
Der er dømt dameblad her, et fladt, kedeligt sprog og en fortælleteknik lige ud af motorvejen. Det fortsætter sådan på 373 sider, uden nåde.
Hvis ikke skriveriet er i orden, så hjælper det ikke, at plottet er spændende. Man læser videre for finde ud af, hvem der gjorde det, alt imens man alligevel ikke er fanget af bogen. Det hjælper heller ikke at emnet er velvalgt og aktuelt, det gør det næsten bare værre at se et vigtigt problem udsat for en trist behandling.
Det der undrer mig mest er, at så mange anmeldere kan rose bogen. Nu om dage har krimiforfattere litterære ambitioner og krimilæsere forventer både et godt plot og en god forfatter, hvad vi da også får mange steder.
Den der kommer nærmest en kritik er Per Krogh Hansen, som i Berlingske Tidende skriver: "Blædel er ingen stor stilist, men hun kan sit håndværk og forstår også denne gang på udmærket vis at flette krimiplot sammen med skildringen af (især) kvinders hverdagsliv i 00erne."

Anton Laier

Kunsthistorien er fuld af miskendte kunstnere, personer som aldrig fik den anerkendelse i levende live, som en senere, mere forstående tid gav dem. Andre kunstere har måttet give afkald på mangt og meget for at følge deres kald som kunstner.

For pastor Anton Laier kom to kald på tværs af hinanden. Han blev afskediget fra sit embede som præst i Hjallerup som følge af en langstrakt sag, som begyndte med det krucifiks der er afbildet her.

Sagen er grundigt beskrevet af Broby Johansen og i litteraturen i øvrigt, og i færre detaljer på Den Store Danske. så vi vil ikke gå i detaljer med den her.

Jeg har i den forløbne uge haft lejlighed til at se et lille museum med de fleste af hans værker, indrettet i Laiers sommerhus i Hjallerup. Oven i købet havde vi det held at blive vist rundt af hans søn.

Laiers skulpturer lever fuld op til de forventninger jeg havde, efter lidt pluklæsning om dem. De er grove, mange støbt i cement, og både vellignende og udtryksfulde. Der er både buster af verdenshistoriens kendte og af personer i Laiers nærmeste omgangskreds, alle fanget med et åbenlyst blik for personernes karakteristika.

Laiers skæbne og historie overskygger hans kunst, hvilket er en skam. Den historie, man hører om ham er den åbentlyst urimelige om hans afsked, nok så meget som den om et kunstnerisk naturtalent. Hans værk har fortjent bedre end at være gemt væk i et sommerhus, hvor der kun er adgang en måned om året. Det er der nu i juli, der er mulighed for at se skulpturerne. De er mindst en omvej værd.

Arkæologen Margrethe

Forleden var vi på Moesgård museum for at se udstillingen om Dronning Margrethes arkæologi. Der var fotos, plancher og et udvalg af objekter med relation til det som udstillingen handlede om. Det hele blev samlet af en audioguide indtalt af Hendes Kgl. Højhed selv, i en teknik som for en gangs skyld virkede. Det var i sig selv bemærkelsesværdigt, sådan noget apperatur til publikumsbrug driller ellers altid.

Det vil sige, at i virkeligheden var offentligheden inviteret til et avanceret lysbilledshow fra Margrethes liv, med fokus på arkæologien. Det passede mig fint, det er næsten altid interessant at høre folk fortælle om noget, de interesserer sig for, også selv om det er dronningen det drejer sig om.

Udstillingen fik imidlertid en ekstra dimension, idet Ingvar Cronhammar havde været med til at tilrettelægge opsætningen. Lokalet henlå i mørke, montrerne var lidt for høje og lidt over i det dystre, alt hjulpet på vej af den indirekte belysning. Selv om man ikke interesserer sig for dronningens privatfotos, er Cronhammars opsætning værd at se. Se fotoet.

Majken Bilgrav Sørensen

Sommerens udstilling på Kirsten Kjærs Museum omfatter blandt andet et lille antal billeder af Majken Bilgrav Sørensen. Der er tale om fuglebilleder og et enkelt fuglefjelds-ditto. De er malet med brede, kraftige penselstrøg, med et godt blik for farver og former. Som det kan ses på vibe-billedet er det ikke fuglenes anatomi eller flugt der er MBS' hovedærinde, fuglene er en anledning til at fylde en flade med farver og former.
Men trods dette er fuglen fint fanget, i et præcist udtryk. Billederne er ikke så ligetil, som de ser ud, jo færre penselstrøg man bruger, jo mere præcist skal de sættes. Billederne er efter min mening både dekorative og 'holdbare', de kan tåle at blive set igen, uden at man bliver træt af dem.
Det at billederne er dekorative og smukke, er sansynligvis også en forhindring for at kunstneren vinder bred anerkendelse i kunst-offentligheden. Det er meget længe siden, at kritikere og museumsfolk var villige til at acceptere kunst, hvis hovedærinde er et flot, seværdigt billede. Men det kan vi andre jo være ligeglade med, vi kan nyde en kunstner med et sikkert blik og et godt håndelag, når lejlighed gives.

Mette Rishøj

På Det Ny Kastet i Thisted gl. Rådhus kan man i øjeblikket se en udstilling af Mette Rishøj. Hun er en af disse unge / yngre malere, som ikke er bange for at bruge den virkelighed, vi alle kan se, som udgangspunkt for sine billeder.
På baggrund af stærke, flimrende farver ser vi, i stregtegning og hvidt, sværindustriens maskineri, oftest i en destruktiv sammenhæng, i en stor ulykke eller en lille katastrofe.
MR er i stand til at kombinere en overvældende farveglæde med en stærk civilisationskritik. De farveløse maskiner er centrum i billedets katastrofe, ikke alene er de ødelæggende, de er også uden farver, uden glæde.
Der er en verden til forskel på mellemkrigstidens socialrealistiske billeder fra f.eks. dansk industri , som vi har set det på Kunsten i Aalborg, og så disse billeder af golde, ødelæggende maskiner. Billederne er stærke i deres udtryk og de ville forstyrre min nattesøvn, hvis de hang herhjemme, men de er samtidig væsentlige billeder af en samtid, hvor klima- og finanskrise truer.
Det går nok for vidt at sige, at MR maler finanskrisen. Men hendes billeder passer i en tid, hvor jubeloptimismen fra begyndelsen af årtusindet er afløst af eftertanke, en tid hvor vi endnu engang har måttet opgive troen på en krisefri kapitalisme.
Udstillingen kan se til og med 04.07.2010

Forår

Vi tager lige overgangen fra en heftig snevinter til et koldt forår. Ca. et billede om dagen frem til i går, klippet sammen med Corels seneste fotoprogram. Udsigten er fra mit soveværelse, startende d. 6 marts og sluttende d. 26. maj. Zoomeriet kommer fra programmet.

Heart - Higway to India

Vi var i Herning i går for at se det nye museum og udstillingen med samtidskunst fra Indien. Museet i sig selv var ganske flot, det er fantastisk, hvad der kan lade sig gøre med beton. Måske skulle man have skelet lidt til Kunsten i Aalborg, Altos bygning er uovertruffen hvad angår indirekte dagslys. Der var noget mørkere i Herning, også på grund af de mørke, polerede betongulve.
Udstillingen var også interessant, kunstværkerne var som helhed forbløffende internationale, det var som at gå ind på et galleri eller museum i en hvilken som helst storby. Jeg havde nok ventet noget mere eksotisk, må jeg tilstå. Det øverste billede viser to skeletter af af en hellig ko, støbt i aluminium og forsynet med et messing-yver, der også var en lille klokke, der ringede en gang i mellem. Vi har alle lært om Indiens hellige køer i folkeskolen og kan begynde en tolkning derfra.

Det andet billede viser en del af en installation, et kontormiljø som taget ud af en spillefilm fra den 3.die verden. Inventaret var lænket med rustne kæder, og mapper og lignede var pakket ind i klæde. En kommentar til, hvor besværligt det er at komme fri af fattigdom måske?
Udstillingen er værd at se, og det kan nås endnu, den løber til midt i september.