På Skive Ny Kunstmuseum kan man i øjeblikket se en udstilling af Thomas Wolsing med et aktuelt emne, nemlig udkanter. Udstillingen består af billeder af forfaldne huse fra danske udkanter, den slags huse som er ringere end selv Låsby-Svendsens ejendomme. Faktisk er det rene ruiner. Billederne skriver sig ind i en europæisk, romantisk tradition for at se ruiner smukke, man taler (talte) om forfaldets skønhed. Oprindeligt tager traditionen vist udgangspunkt i græske marmortempler. Her er der tale om landhuse, som er forladt og delvist faldet sammen. De fleste regner dem for en skamplet på egn og by, her i Thisted gør kommunen et stort arbejde for at få den slags fjernet fra landskabet.
Det betyder ikke, at der ikke er billedmæssige muligheder i disse ruiner, vi mangler bare at se dem udnyttet. Thomas Wolsing nøjes ikke med at fotografere ruinerne, han bearbejder billederne ved at lave dem til kæmpemæssige korsstingsbroderier. På den måde får billederne en stoflighed samtidig med slags digital reducering af faver og former. Korsttingsbroderiet er desuden en henvisning til en tradition i de samme landbohuse, som er afbildet i værkerne.
Så langt så godt, her begynder problemerne, for det fungerer ikke rigtigt. Ingen tvivl om, at der er tale om et stort arbejde, men valget af medie gør ikke noget godt for udtrykket. Kunstneren fraskriver sig en række udtryksmuligheder som farveskala og detaljearbejde, og tilbage står, hvad der mere er et socialpolitisk statement end et fungerende kunstværk. Korssting med med motiv opfatter jeg som en mulighed for at dekorere en stof-flade, som ellers skulle have været ensfarvet, en sofapude f.eks. Som billedkunstner er man ikke underlagt en husmors begrænsninger. Vælger man alligevel at arbejde med de begrænsninger, broderiet som medie giver, skal der åbenbart mere til fra kunstnerens side, end vi ser i dette tilfælde.
Den anden kunster i denne omgang har også boligen som motiv. Pia Boysen arbejder også med noget man kan genkende som et motiv, svenske landhuse inde og ude. Stilen kan vi genkende som en man ser meget blandt yngre kunstere for tiden, med grove strøg og en delvis seen bort fra fotografisk præcision og perspektiv.
Billederne er umiddelbart indladende, der er noget at se på og man kan bruge tid på at finde ud af, hvad det egentlig er man ser. Når man har set det, er der fortsat penselstrøg farver og nuancer at se på. Pia Boysens statement er mere lavmælt end Thomas Wolsings, men også mere holdbart, et billedmæssigt statement om, at der er noget seværdigt at komme efter i de motiver hun har valgt. Den indladenhed jeg omtaler, vil næppe skaffe hende fremgang i kunstverdenen, her er umiddelbart tilgængelige billeder ofte under mistanke, men jeg mener, at hendes billeder holder for et nærmere bekendskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar