Lancaster

I torsdags var jeg i Helligsø for at se en Avro Lancaster flyve forbi. Den er en sjældenhed, der findes kun to i hele verden i flyvedygtig stand, så efter min mening var den værd at køre efter. Flyveren kom aldrig, så det giver jo et problem, når man gerne vil skrive om det. Denne ikke-historie har fået en grundig behandling af rigtige journalister, både i Thisted Dagblad og på andre blogs.
Når der nu ikke skete noget, er det en oplagt mulighed at beskrive, hvad man faktisk oplevede, så der i det mindste kommer en historie ud af det, når der nu ikke er nogen stor oplevelse at berette om. Og man må også gerne pynte lidt på på sagen. Nedenfor er en ikke helt sandfærdig beretning om, hvad der skete torsdag eftermiddag.

Torsdag er almindelig arbejdsdag, så jeg havde i forvejen spurgt fri. Det plejer ikke at være noget problem, men da mine kolleger hørte, at jeg skulle ned for at se en krigsflyver, sagde de a pricipielle årsager nej. Der er virkelig ingen grund til at fremme den slags. En enkelt forbarmede sig dog og byttede vagt, så det kunne med lodder og trisser lade sig gøre at være på plads kl. 15.00 og tilbage på arbejde kl.16.15.
Som sædvanlig kom jeg sent afsted og jeg måtte ignorere en masse skilte, hvor der stod 50 for at markere en anbefalet gennemsnitshastighed.
Undervejs tilbød min ledsager mig et bolsje, som jeg havde god lyst til. Jeg opdagede først for sent, at jeg fik en af de lyserøde gang-i-festen piller i stedet for. Over stok og sten gik det, og lige uden for Ydby måtte jeg bremse hårdt op for en lille pige. Det viste sig at være et papskilt, som nogen spasmagere havde malet rødt og stillet op i vejkanten.
Vel ankommet til Helligsø Kirke stod det klart, at flyveren ikke havde været der endnu, alle spejdede intenst mod syd. På marken nedenfor kirken stod et tv-hold. I kikkerten kunne jeg se, at det var Bubber, som interviewede en mand, som stod og klappede et får. Man kan jo ligeså godt udnytte ventetiden til en ekstra historie.
Tiden gik, og for at bidrage til underholdningen gav jeg mig til at fortælle anekdoter om sir Arthur "Bomber" Harris, lederen af den allierede bomberkommando under 2. verdenskrig. Han sagde f.eks.: " The aim of the Combined Bomber Offensive...should be unambiguously stated [as] the destruction of German cities, the killing of German workers, and the disruption of civilised life throughout Germany."
Da jeg var nået til historien om, hvordan invielsen af et monument til hans ære blev forstyrret af fredsaktivister, trak min ledsager mig ærmet og påpegede, at de andre for længst var gået. Vi måtte slukørede erkende, at flyveren ikke kom og ikke ville komme den dag.
Eftervirkningen af "bolsjet" var ved at sætte ind, så vi kørte hjem igen. Der stod en masse mænd i sort lædertøj og med gule veste og vinkede i vejsiden. Vi vinkede høfligt tilbage, selv om vi ikke kendte dem.
Jeg nåede frem til min vagt uden problemer, og bortset fra at flere af mine kolleger optrådte i uniform og med faldskærm på ryggen, var der ikke flere problemer den dag.