Perlefiskeren

Jeg har netop været til Sculpture by the Sea, sammen med det halve af Aarhus. Der var mange spændende ting, blandt andet denne flydende udgave af Anchers vejrbidte fisker. Jeg har skrevet om den før som korssting. Denne gang som flydende bolde - deraf navet "Perlefiskeren - hæftet sammen til en farverig gentagelse af det oprindelige oliemaleri.
Man ser her,hvordan et oprindeligt acceptabelt, realistisk  oliemaleri går fra at være god kunst til at være kitsch uden forbehold, for via nutidige kunstneres citat og kommentar til atter at blive til en slags kunst. I dette tilfælde en slags tungen -lige-i-munden kunst, hvor mediet og placeringen er den væsentligste del af udtrykket. Fiskeren er vendt tilbage til havet, kun hans billede består. Eller også har vi et par kunstnere - Ulrik Lund og Bo Molgaard - som ivrigt udforsker et nyt, selvopfundet medium, med en ironisk forholden sig til et billede, som stadig ses i reproduktioner og kopier rundt omkring.
Det ligger i dette værks natur, at det ikke kan forblive der ret meget længere end udstillingen løber, og værdien i værket ligger i overraskelsen over, hvad der faktisk kan lade sig gøre. Jeg er tilbøjelig til at mene, at dette og mange af de andre værker primært løfter sig i flok. Set hver for sig er det ikke nødvendigvis verdenskunst, men set i sammenhæng  giver udstillingen en ganske unik oplevelse, som det er værd at køre efter.
Udstillingen varer til 30.6.2013

Anton Laier

Kunsthistorien er fuld af miskendte kunstnere, personer som aldrig fik den anerkendelse i levende live, som en senere, mere forstående tid gav dem. Andre kunstere har måttet give afkald på mangt og meget for at følge deres kald som kunstner.

For pastor Anton Laier kom to kald på tværs af hinanden. Han blev afskediget fra sit embede som præst i Hjallerup som følge af en langstrakt sag, som begyndte med det krucifiks der er afbildet her.

Sagen er grundigt beskrevet af Broby Johansen og i litteraturen i øvrigt, og i færre detaljer på Den Store Danske. så vi vil ikke gå i detaljer med den her.

Jeg har i den forløbne uge haft lejlighed til at se et lille museum med de fleste af hans værker, indrettet i Laiers sommerhus i Hjallerup. Oven i købet havde vi det held at blive vist rundt af hans søn.

Laiers skulpturer lever fuld op til de forventninger jeg havde, efter lidt pluklæsning om dem. De er grove, mange støbt i cement, og både vellignende og udtryksfulde. Der er både buster af verdenshistoriens kendte og af personer i Laiers nærmeste omgangskreds, alle fanget med et åbenlyst blik for personernes karakteristika.

Laiers skæbne og historie overskygger hans kunst, hvilket er en skam. Den historie, man hører om ham er den åbentlyst urimelige om hans afsked, nok så meget som den om et kunstnerisk naturtalent. Hans værk har fortjent bedre end at være gemt væk i et sommerhus, hvor der kun er adgang en måned om året. Det er der nu i juli, der er mulighed for at se skulpturerne. De er mindst en omvej værd.

Jørgen Haugen Sørensen: Vidnerne - de andre

Det hører til sjældenhederne at kunst vækker egentligt ubehag hos mig, men det er lykkedes Kunstforeningen Det Ny Kastet i Thisted at skaffe en sådan udstilling til veje. Det drejer sig om Jørgen Haugen Sørensens : "Vidnerne - og de andre". Her er menneskeskikkelser med blodige åbninger i stedet for ansigter, her her dyr -hunde- som sønderriver hinanden, her er menneskelegemer delvist brændte på metalriste. Her er alt i fysisk fornedrelse af menneske- og dyrekroppe. Det meste i brændt ler, enkelte figurer i bronze. Alt i en grad af stilisering, som tjener til at fremme fantasiens videre bearbejdning af værkerne. De stærke indtryk, som udstillingen giver betyder, at JHS er at regne som en mester inden for sit fag, han formår at ramme beskueren hårdt og rent med sine værker. Muligvis får JHS fortalt nogle nødvendige sandheder om at menneskelivet, men han levner ikke meget håb i sine værker.

Når beundringen og ubehaget har lagt sig, kan jeg ikke lave være med at spekulere på, hvad man skal stille op med disse værker, jeg ville personligt betakke mig for at have dem stående. Der vil selvfølgelig være et museum eller to, som er nødt til at anskaffe nogle af dem, deres kvalitet taget i betragtning. Alt i alt bør vi ved lejlighed undersøge, om de ubehagelige fortællinger, som JHS og mange andre af tidens store billedkunstere har på hjerte, er bedre tjent med at blive fortalt i direkte tale, så man kan forholde sig til sagen og måske ændre på den også.