Holstebro i fokus

Den unge kvinde på maleriet har tydeligvis et problem, som ikke uden videre lader sig løse. Hun er malet af Maria Torpe, og billedet kan i øjeblikket ses på Holstebro Kunstmuseum som en del af udstillingen "Ude af fokus".  Udstillingen er en samling mere eller mindre figurative billeder (man kan se, at de forestiller noget).
Den overordnede ide er at undersøge hvordan maleriets rolle er i vor tid, præget af en accellererende distribution af billeder, der ikke levner til til fordybelse eller eftertanke. Citeret efter den tilhørende brochure.
Er begrundelsen en smule søgt, så er billederne til gengæld spændende. Her er f.eks. adskillige værker af en af mine favoritter pt, Allan Otte, som stadig maler grumme billeder fra det danske landskab, med en udsøgt teknik.
Fælles for de fleste af billederne er, de ikke alene er figurative, men at de også er præget af den digitale billedbehandlings muligheder, selv om de alle er ret traditionelt udført, med olie eller acryl på lærred eller plade. Og i modsætning til påstanden om vor tid generelt er de udtryk for kunstnernes fordybelse og eftertanke, hver på sin måde.
Der  er mange spændende billeder at se, og man kan læse mere på museets hjemmeside. Tager man afsted i god tid kan man nå Skive Kunstmuseum også, her er en særudstilling med Ivan Andersen, som i øvrigt også er repræsenteret i Holstebro. Begge dele er værd at tage afsted efter.

Selvportræt med kage

Hvem er den unge mand, og hvad laver han med den kage?
Historien er kort, at han skulle sende et billede, som han havde taget med sin iPhone. Imidlertid syntes han at iPhonen så åndssvag ud på billedet, så han photoshoppede den væk til fordel for en kage.
Så langt så godt, en lille smule excentrisk måske, men heller ikke mere. Det virkeligt mærkelige kommer, når det viser sig, at han har lavet en hel bevægelse ud af fænomenet, med egen hjemmeside og det hele. På adressen http://selfpoptart.com/ kan du uploade dit iPhone-selvportræt og blive en del af bevægelsen.
Vi har amerikanernes go-get-it mentalitet for fuld udfoldelse. Alt hvad du behøver, for at få dine 15 minutters berømmelse er en ide og en pc med netadgang. Bare gå igang, så kan vi tage stilling til, om ideen er god bagefter.
Jeg fandt siden i det udmærkede online tidsskrift American Photo. Du kan læse artiklen her

Art Herning 2012

Søndag var vi til kunstmesse i Messecenter Herning, Art Herning. Her var mange spændende billeder, messen havde oprustet, hidkaldt flere københavnske gallerister, som ellers har svært ved at finde til Jylland.  I det hele taget var der mange spændende ting.
Som altid når man kigger på kunst var der også ting, som kalder på undren og hos visse utvivlsomt også en let hovedrysten.
Ovenstående værk er, som man måske kan se, to poser vanillesukker med håndskrift på. De er smukt indrammede og sælges til den nette sum af kr. 25.000. -  Sagen er, at der er tale om et værk af Joseph Beuys. Hvem han er, kan man læse om, hvis man følger linket.
Det som køberen får, hvis han køber værket og hænger det op, er først og fremmest en markering af, at han er velbevandret i det 20. årh.'s kunsthistorie, og en markering af at pengene er rigelige. Skulle en beskuer driste sig til at spørge om hvad det er, vil vedkommende afsløre sig som ignorant og ejeren vil få en kærkommen lejlighed til at holde foredrag om tysk kunst i det 20.århundrede, om værk som provokation, om fluxus osv.
Der er visse typer af kunst, som ikke giver sig udtryk i noget, som private samlere nemt kan hænge op på væggen, Happenings, events, installationer osv.  I stedet kan man så købe noget som dette, som ikke i sig selv er noget, men som fortæller en historie om hvem ejeren er. Ligesom når Olafur Eliasson sælger nogle ret banale landskabsfotos fra Island, fordi det nu engang er svært at installere et tågekammer i dagligstuen.

Vi tager lige en til. Dette er et udsnit af flere billeder af Marco Evaristti. Noderne er Richard Wagners "Rienzi", skrevet med kunstnerens blod.
Igen, ikke noget man blot kan se på, man skal have hele historien før man kan forholde sig til det. Hvem kan i øvrigt lige huske, hvad "Rienzi" gik ud på?
Vi stopper opstødene her, og glæder os til næste Art Herning.

Exit Kodak ?

Da jeg begyndet at fotografere brugte man film, Kodak og Ilford når det skulle være rigtigt godt. Alle har hørt om Kodak og alle der har fotograferet, har været i kontakt med deres produkter.  Utallige har taget billeder fra charterferien med et Kodak Instamatic, som er en efterkommer efter det boxkamera, som var med til at gøre Kodak til en meget stor koncern. Slogannet var, "you press the button, let Kodak do the rest", sådan ca.  Siden digitalkameraernes fremkomst er det imidlertid gået ned ad bakke for Kodak, og her forleden indgav de begæring om betalingsstandsning. Det er sidste chance før en egentlig fallit. Wall Street Journal kan forklare detaljerne i det retslige og økonomiske.
Det er nogle år siden Kodachrome filmen forsvandt, den var for besværlig at fremkalde. Allerede da ovenstående billede skulle fremkaldes, var det kun et sted i Skandinavien, hvor man mestrede processen. Billedet er fra midt i 70'erne, sandheden i ære, så husker jeg ikke, hvilken film, det er taget på.  Man kan stadig få Kodak film, blot ikke Kodachrome. Den anden filmfabrik på verdensmarkedet er Fujifilm, som i modsætning til Kodak også har været i stand til at få succes på markedet for digitale kameraer.
Således forgår verdens herlighed, udviklingen er ikke sådan at standse og Kodak har ikke formået at følge med. Jeg har for nylig sat film i det gamle spejlreflex, og det er åbentlyst for mig også, at gammeldags film er for nostalgikere og fanatikere, og så Kirsten Klein, som kun kan få sine flotte, kornede billeder med film i kameraet.
Det er en ringe trøst, at kloge hoveder spår, at digitalkameraet også er på vej til at forsvinde, i hvert fald som en selvstændig enhed. I fremtiden vil du bruge din smartphone og din iPad til at tage billeder med, og det digitale lommekamera bliver overflødigt, efterhånden som telefon-kameraerne bliver bedre. Tilbage vil være store, dyre og klodsede kameraer for entusiaster og professionelle.

Struktur under huden

Vi har netop været i Randers for at se Martin Bigum udstillingen "Struktur under huden". Den var ganske spændende. MB bruger ikke længere den lille kutteklædte "Art" figur, nu er det engle-lignende væsener og en jordklode med ansigt som er blandt de gennemgående temaer. 

MB's billeder er fulde af detaljer, som hver for sig er genkendelige, men som er sat sammen i en ikke-åbenlys sammenhæng. Puslespilsbrikker transformeres til engleskikkelser, som ser alt andet end ophøjede ud. Faktisk er de i gang med slåskampe eller de er, iført pampers-ble ved at blaffe. Der er meget at se på, og det er uundgåeligt at begynde at tolke på billederne.

Jeg skal spare læserne for en indgående analyse af MB's værk lige nu, men nøjes med at opfordre til at følge  med i, hvad han laver, så godt det nu kan lade sig gøre. 

Det her gengivne "Sacred & Profane" fangede mit øje. (Vi slipper ikke helt...) Venstre halvdel af lærredet er fuldt af en mareridts- eller helvedesscene som hos H. Bosch, og højre halvdel er fuldt af Disney-figurer igang med alt det, som de aldrig gør når Disney-koncernen selv står for at tegne dem. Fedtmule og Minnie har sex, Mickey Mouse fixer osv. Denne halvdel af billedet er i øvrigt er en reference til et gammelt billede fra tresserne eller halvfjerdserne, som jeg ikke kan huske titlen på. Jeg så det første gang i  "Tegneserier : en ekspansions historie" En diger, og forældet sag om at analysere tegneserier. De to sider viser altså det hellige som noget med relation til helvede og det profane som Disney figurer i gang med at bryde reglerne. Man kunne få den tanke, at MB er et dystert gemyt, men det modsiges af den muntre, tegneserieagtige måde at male på og af detaljer som en "rigtig" and med matroshat. 

Udstillingen slutter i dag, men kataloget gengiver de fleste af billederne. 

Foto og Penge

Da jeg var ung, lærte jeg en hel masse om værdi og penge i stedet for det fag jeg skulle have studeret. Mine lærere var humanister og bibliotekarer, og de brugte Kapitalens første bind som udgangspunkt, i stedet for en mere samtidig lærebog.
Nå det var slet ikke det , det skulle handle om, men det er aldrig for sent at lære noget nyt. Nu om billeder, værdi  og penge for eksempel.
Der er enkelte, som kan tjene penge på at tage fotos af andre, som for eksempel den pressefotograf, der fotograferede mig til et arrangement med Johannes Møllehave. Han fik ikke alene lørdagsbetaling, han gik også rundt med kameraudstyr af en værdi som en Toyota Aygo før afgifter. Billedet blev derefter behandlet og trykt på avispapir, så det meste af alt ligner noget taget med et kamera fra det sidste blogindlæg, men det er et vilkår ved aviser.
De fleste fotograferende mennesker må nøjes med den fornøjelse det er selv at have taget sine billeder. Hvis man vil dele dem med andre, kan man lave en blog som her, eller man kan uploade billederne til flickr.com.
Hvis man strammer den, kan man angive, hvilke rettigheder man vil knytte til billedet, i håb om at nogen vil bruge det og evt betale for brugen. Det sker faktisk af og til, har jeg hørt fra pålidelig kilde.
I min søgen efter interessante foto-hjemmesider er jeg nu stødt på en 3die mulighed, nemlig at betale for at få sine billeder vist. Oven i købet som en slags auktion. På siden The Most Expensive Picture kan man få sit billede vist på forsiden blot man vil betale. Princippet er, at man skal betale $1  mere, end den sidste fotograf gjorde. Den første, der uploadede betalte $1, i skrivende stund er der betalt  $85, og man begynder forfra, når de $300 er nået.
Man underviser ikke længere vordende bibliotekarer i "Das Kapital" så vidt jeg ved, og det er nok en god ide, af mange grunde. Markedet for billeder ser lige nu ud som beskrevet ovenfor, mere kompliceret en da Kapitalen blev skrevet.
Nogen kan sælge deres billeder på nettet, mange er glade for blot at få deres billeder offentliggjort og enkelte er  villige til at betale for at få billeder offentliggjort bestemte steder.  Måske er det ikke så tosset som det lyder. Der er en intens kamp om netbrugernes opmærksomhed. En ting er at blive offentliggjort på nettet, noget andet er at få et publikum.
Billedet ovenfor er mit eget, det træder i stedet for det pressebillede af Møllehave, som fotografen sikkert gerne vil have betaling for at vise. Hans marked er jo også under forandring, hvem som helst kan tage brugbare billeder blot de er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Sender man pressefotografen afsted, er man sikker på at få et billede, men han kan jo kun være et sted ad gangen.

På Galleri

Midt i Salling, i den lille by Hjerk ligger Galleri Salling. De har netop udvidet lokalerne, og fejrer åbningen med en udstilling af Kirsten Kleins flotte fotos fra den nye Limfjordsbog, hun har lavet sammen med Hans Edvard Nørregaard Nielsen.

De udstiller også en række malerier, heriblandt ovenstående, som tydeligvis forestiller en skovbund med anemoner. Det er et af den slags billeder, hvor man på en meters afstand er i tvivl om om det er et fotografi eller et maleri. Tæt på kan man se penselstrøg, men bare et skridt væk er man i tvivl.

Jeg er altid fascineret af den slags billeder, håndværket alene kan imponere. Kustoden fortalte, at kunstneren, (jeg har glemt navnet) havde arbejdet en hel uge kun på billedet.

Man kan også af og til spørge sig selv, hvorfor vedkommende så ikke er kendt og berømt. Det kan der være mange grunde til, måske er det det eneste billede af den slags, hun har lavet, måske er hun ikke interesseret i berømmelse.

En anden grund kan være, at det ikke er nok at være dygtig for at blive til noget i dagens kunstverden, man skal også besidde en vis originalitet, og man skal helst også have et eller andet på hjerte ud over de flotte billeder. Uden at nedgøre billedet, så er der rigtig mange dygtige malere i omløb, og detaljerede blomsterbilleder er set før op gennem kunsthistorien.

f.eks. Anna Sybergs billeder, som man kan se i Faaborg.

Uanset hvor detaljeret man kan male, og uanset hvor tæt man er på et foto, så er det alene ikke nok til et rykke op i første division eller superligaen. Derfor kan man da godt nyde sådan et billede, når man ser det, og jeg ville ikke have noget imod at have det hængende.

Legetøj

Jeg har tidligere blogget om forskellige kameratyper og deres fordel og ulemper. I min research om emnet ( planløs surfning lyder ikke så fint) , er jeg faldet over et fænomen fra fotografiets overdrev.
Der er en ganske omfattende subkultur omkring det at bruge legetøjskameraer til at tage "rigtige" billeder med.
Der findes hjemmesider dedikeret til disse legetøjskameta - fotografer, f.eks. denne http://www.toycamera.com/, og der findes uddybende artikler om emnet, her feks.

De, som er optaget af denne måde at fotografere på, går efter de særlige egenskaber billederne får, uskarpe, vignetterede (sorte hjørner), farvede rande og kradse farver. Normalt gør fotografer sig store anstrengelser for at undgå dette, dels i processen med at anskaffe et kamera, dels i optagelsesøjeblikket og efterbehandlingen.
Sætter man sig et øjeblik ud over sin vante opfattelse af, hvad et fotografi er eller bør være, kan man faktisk få et udbytte af at se på billederne. På samme måde som mange kunstværker ikke forestiller noget, så er disse billeder noget andet en almindelige fotografier. Der findes en gruppe på Flickr dedikeret til formålet

Skulle læseren nu have fået blod på tanden, er der tilsyneladende især et apparat, som fanatikerne samler sig om, et Holga. Det er oprindelig lavet, så indbyggere i den 3die verden også kan få råd til et kamera, og det sælges også stadig med dette formål. Du kan læse mere her eller her.

Man behøver ikke at opgive sit digitale spejlreflekskamera for at være med, Man kan købe en Holga-linse med såvel Nikon- som Canon-fatning, se her, hos en specialbutik for den slags kameraer. Dem som foretrækker den allestednærværende iPhone kan også være med, der findes en forsats-dims at købe.

Billederne er lånt på Flickr.

Skudt papegøjen ?

På Skovgaard Museet i Viborg er der lige nu en udstilling med temaet "fugle". Som man kan se er der lidt af hvert inden for emnet, lige fra Johannes Larsen og til Asger Jorn. Den slags udstillinger er for mig et velkomment alternativ til udstillinger med en enkelt kunstner eller kunstnergruppe. Man får mulighed for at se, hvor mange forskellige måder, et bestemt tema kan gribes an på. Der er ikke megen plads i Skovgaard Museet, når kun den ene etage er i brug til særudstilling. Der er meget at se på, men pladsen er godt udnyttet, og jeg er ikke så velbevandret i kunsthistorien, at jeg kan pege på noget, der mangler.

Den døde ara er taget med for spøgens skyld, kunstneren (Sven Allan Sørensen) forventer ikke en dybsindig andægtighed, skulle man være i tvivl, er der et lille vers vedhæftet værkets titel. Tag selv til Viborg for at se.

Det andet værk af papir af Peter Callesen er heller ikke så svært, de himmelske engle i modspil med de døde skeletter. Det handler om døden og livet og alt det der.

Han er en af de kunstnere jeg gerne kigger på, på grund af håndværket. det er helt utroligt, hvad han kan få ud af almindeligt hvidt papir, med en skarp kniv, vil jeg tro. Den tunge symbolik i mange af hans værker er i overkanten, men der er tale om virtuost papirarbejde, som det er værd at bruge et øjeblik på, om ikke for andet så for elegancen i udførelsen. Både i direkte og i overført betydning kan jeg være i tvivl om holdbarheden, men det skal ikke afholde mig fra at nyde hans værker.

Bob D i Boxen

Onsdag d. 2. november var vi til koncert i Jyske Bank Boxen som stedet hedder. Salen var fuld, rigtig mange mennesker var samlet for at.. Ja hvad er egentlig motivationen for at tage til sådan en koncert?

Første del var med Mark Knopfler, som gav en glimrende, men noget kort koncert, med prøver på sit sædvanlige behagelige guitarspil, og med nogle folk-inspirerede numre desuden, sækkepibe og træ-fløjter inklusive. Alt ialt en god oplevelse så langt. Ikke noget afgørende nyt, men vender vi tilbage til det med motivationen, så tager man ikke til sådan en koncert for at blive udfordret.

Sidste halvdel var med Bob D og band. Mark Knopfler var med i de første numre, det havde udpræget jam-karakter. Jeg kan ikke vide, om de har øvet sammen, men det lød sine steder som om MK lige var kommet fordi og faldt ind, lidt lige som henne på pubben en fredag aften.

Hovedproblemet var Bob D, som simpelthen ikke har en sangstemme tilbage. Han skriver sig ind i en række af aldrende rockstjerner, som har mistet noget af det, der gjorde dem store, nemlig evnen til at fremføre egne sange. Herhjemme er Steffen Brandt og Sebastian udmærkede eksempler. De kan alle stadig skrive sange, og de kan ikke bære, ikke selv at synge dem, selv om de ikke længere kan. Vi, publikum, kommer ligeledes langvejs fra i håb om at opleve noget af suset fra dengang, i forrige årtusind, hvor vi havde hår på hovedet og ikke fik tømmermænd. Men sådan fungerer tingene ikke. Vi må lære, som vore fædre gjorde det før os, at tiden går, og at der er ting som ikke længere giver mening. Vi, publikum, kan nu sige, at vi har set en af rockens 5 største sangskrivere på scenen, han bevægede sig og alting, men vi kan ikke sige, at vi har haft en fornuftig koncertoplevelse med Bob D.

Bob D bjæffede sig gennem sit sæt, ikke ulig vor nabos Bella, når mor kommer hjem. Når først det var gået op for en, dette er hvad vi får, kunne vi nyde et særdeles velspillede backing-band med en spøjs gammel mand som ikke kunne synge. Helt ok til en aften på den lokale pub, men ikke noget at tage til Herning efter.

Politisk kunst

Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig. Sådan lyder et bon-mot, som man ikke hører så meget mere som i de glade 70'ere. Det er måske også godt det samme, en diskussion af kunsts politiske indhold og virkning bliver temmelig tit en ørkenvandring. Men hvad så, når politikere laver kunst? Normalt har vi herhjemme det med rette besungne armslængdeprincip, hvor politikerne lave de generelle beslutninger, men afholder sig fra at træffe beslutninger, der vedrører enkelte kunstværker. Et princip, der gør det muligt at have en kontinuitet i kulturstøtten, uanset om regeringen er blå eller rød eller grumset.

Der er dog ingen principper, der afholder poltikerne fra selv at lave kunst. I dette tilfælde har jeg fanget to af dansk politiks stærke damer, som sammen med andre politikere har lavet et billede til et velgørende formål. De hænger pt i Odense, og bliver solgt til fordel for børneafdelingen på Odense Universitetshospital. I en konkurrence arrangeret af Odense ugeavis.

Billederne er sådan set ganske interessante. Margrete Vestagers billede nederst ligger for mig godt i tråd med, hvad jeg ville forvente af en radikal. Et højt abstraktionsniveau, men dog med referencer til omgivelserne, her noget med nat og tåge, og noget der kunne være huse.

Pia Kjærsgaard øverst viser en smilende klovn, en rar og medmenneskelig figur, der ikke altid afspejles i hendes politiske virke, for nu at holde sig til de afdæmpede vendinger.

For begge gælder det, at deres værker kvalitetsmæssigt ligger på samme niveau, som mange af de andre amatørkunstnere på udstillingen på Odense rådhus. De har begge væsentligt mere at byde på som politikere, men de skal have ros for også her at stikke næsen frem, forhåbentlig til glæde for både syge børn og billedernes købere.

Små og store kameraer

For godt en måneds tid siden lånte jeg et Nikon Spejlrefleks kamera, jeg skulle tage billeder under forhold, hvor mit lommekamera måtte give op. Det var lækkert at arbejde med, og billederne blev gode, eller i hvert fald bedre end dem jeg tog med lommekameraet. Det gav selvfølgelig anledning til at genoverveje min stædige fastholden af at bruge et lommekamera, eller et "travel-zoom" kamera, som producenten kalder det, som undskyldning for en lidt højere pris.
Men overvejelserne standsede hurtigt, jeg er temmelig sikker på, at et spejlrefleks-Nikon ville komme til at samle støv i skabet herhjemme. Sådan gik det i hvertfald med det analoge kamera, jeg brugte i forrige årtusind.
Det viser sig at millioner af mennesker har gjort sig de samme overvejelser som jeg, og det er jo rart at være del af en bevægelse. Kameraproducenterne har i hvert fald opdaget os, og alle de store fabrikker på nær Canon producerer nu små systemkameraer. Kameraer med ca. samme billedkvalitet som spejlreflekskameraer, med udskiftelig optik i god kvalitet, men uden spejl, og dermed væsentligt mindre.
Mens overvejelserne står på, gik jeg på jagt på nettet, og ved hjælp af vor ven Google fandt jeg ud af, at der er masser af fotografer med større ambitioner og resultater end undertegnede, som bruger et lommekamera, ofte som supplement til det store udstyr. Sagen er jo den enkle, at man altid kan have lommekameraet med. Linket her viser en række eksempler: http://blog.photoshelter.com/2010/07/15-digital-point-and-shoot-cameras-used-by-pros.html
Ser man nærmere efter, ser man, at også mobiltelefonen kan bruges til mere end dokumentation af venners og kæresters druk. Se f.eks. disse to websteder med billeder taget med iPhones indbyggede kamera. http://www.iphoneartphotography.com/ og http://iphoneasart.com/
Billedet herover er taget med min Samsung Monte telefon, en vinterdag ved Nors sø. Man ser klart, at der ingen fugle er, hverken interessante eller almindelige.
Så spørgsmålet er, hvor vigtig den tekniske kvalitet er for at der er tale om et godt billede. Det kan lade sig gøre at tage billeder med små nemme kamereaer, som man altid kan have med.

Litteraturformidling

På billedet ser man et nyt tiltag fra biblioteksverdenen. På en legemsstor, trykfølsom skærm står der en forfatter og venter. Han er filmet, så han er i bevægelse, men han gør ikke noget andet end at vente. På skærmen er der nogle menupunkter, som man kan trykke på. Det er en række spørgsmål, og forfatteren svarer så på spørgsmålet når man trykker på skærmen. F.eks. et spørgsmål om, hvor længe han er om at skrive en bog.
Skærmen er set på Vejle bibliotek, som har fået økonomisk støtte til udviklingen, i håb om at ideen slår an. Udførelsen er ganske tjekket, der lidt science fiction over det, i kraft af skærmens størrelse. Det er ganske fascinerende at se på og en noget anderledes måde at formidle litteratur på. Selv om det ligner, er der nu næppe nogen, der tror at skærmen erstatter personlig kontakt, men det kan være med til at promovere den aktuelle forfatter.
Vi kan her se, hvor meget man kan med IT efterhånden, vi er ikke langt fra en fagre ny verden. Vi kan også se, at biblioteksverdenen er under et vist pres i disse år. Ideen om fri, lige og struktureret adgang til information og kulturel oplevelse er ikke i nogen fare, men når først musik og siden film og bøger bliver til noget, man downloader til en skærm, mindskes behovet for den del af biblioteksvirksomheden, der handler om at håndtere fysiske materialer. På lang sigt er det også et spørgsmål om, hvad vi så skal med alle de flotte bygninger.
Derfor udfolder biblioteksfolk i disse år en gevaldig opfindsomhed, som vi kan se på billedet. Vi skyder så at sige med spredehagl, i håb om at ramme noget med en fremtid i. En masse projekter støttes, nogle med succes og nogen med et ganske kort liv. Det vi ser her, vil jeg spå en beskeden fremtid på velfinansierede biblioteker.
Det viste projekt kan ikke redde bibliotekerne som de ser ud idag, men der er al mulig grund til at fortsætte forsøgene. Vi ved, at der skal gøres noget, men som jeg læser biblioteksverdenen i øjeblikket er vi knap nok klare over hvad. De færreste tror for alvor på, at IT alene kan opfylde borgernes behov og ønsker til et biblioteksvæsen, uanset hvor meget man kan downloade.
Men skal bibliotekerne fortsat have en berettigelse, kræver det at biblioteksverdenen for det første er med til at udvikle de muligheder, det kommercielle marked allerede er godt i gang med, så de kan bruges i bibliotekssammenhæng. For det andet er vi nødt til at komme op med en fornuftig brug af bygninger og personale, så vi er klar den dag, bøger ikke længere er af papir.

Bådflygtninge

Vi var til kunst-event i Thisted i dag. Det var annonceret i dagspressen og ved opslag, at det gode skib MS Anton ville lægge til kaj med Jens Galschiøts værk "Flygtningeskibet" om bord. Vi var der i god tid, 10 min før annonceret, men skibet var forlængst ved kaj, så selve indsejlingen så vi ikke. Til gængæld var der ikke andre, så det var en noget beskeden event vi var deltagere i.

Selve værket, et antal bronzeskulpturer forestillende bådflygtninge, er nu ganske stærkt. Flygtningene stirrer tomt hen for sig, og de er alt for mange på den lille båd, man bliver lidt uhyggelig til mode.

Værket er som så ofte med Jens Galschiøt med en konkret og direkte politisk hensigt. I dette tilfælde at gøre opmærksom på FN's 2015 mål. Målene kan du læse om hos Danida, et af dem er at halvere sult og fattigdom i verden.

Mon ikke kunstneren løber åbne døre ind? Uanset hvad man mener om FN's indsats, er det vel de færreste som kan have noget imod disse mål, så jeg spekulerer på, om der er en dybere mening, som bliver overset her. Spørgsmålet er også om værket fremmer sagen yderligere. Skade gør den vel næppe, men fokus kan nemt ende på kunstværket frem for den sag, det skal fremme.

Under alle omstændigheder kan skibet ses i Thisted frem til og med tirsdag d. 16.8. Derefter i Skive.

Skagen

På Skagens Museum kan for for tiden se udstillingen "Skagen Guld", som består af en række billeder af skagensmalerne i privateje. Det vil sige, at det er billeder, vi ikke får at se igen foreløbig. For dem som er interesserede i skagensmalerne er der meget at komme efter, udstillingen er værd at se.
Når man har set nok, kan man spadsere til den anden ende af byen, hvor Galleri Rasmus har lejet sig ind i huset Tavi (som jeg har forstået det). Her er også meget spændende, nutidig kunst. Bl.a. har Marina Pagh forholdt sig til et af skagensmalernes yndlingsmotiver, den vejrbidte fisker med sydvest og med blikker rette mod det fjerne.
Det er gået lige netop det billede sådan, at det fra at være kunst med en vis realisme, som gode borgere kunne have hængende på hæderspladsen, er blevet til absolut kitsch. Det ses allevegne som reproduktion, så man kommer i nærheden af kvalmegrænsen. (Hvor er i øvrigt originalen?)
Jeg har for ikke så længe siden skrevet om korssting som kunstnerisk medium . Marina Pagh har gjort det, at hun har samlet en række korssting med fiskeren som motiv. Korssting, der sansynligvis har været tænkt som pæne, men som er blevet til uden en egentlige originale kunstneriske ambitioner.
Man må forestille sig en række flittige og dygtige håndarbejds-personer på jagt efter et motiv. Måske har man kunnet købe et trykt forlæg, lige til at gå i gang med.
Tager man broderierne enkeltvis, monteret på en pude, vil de næppe blive anerkendt som god smag, ensige kunst, men Marina Pagh erobrer så at sige billedet tilbage ved at hænge alle disse næsten ens broderier op ved siden af hinanden. Man kan kigge længe på billedet for om muligt at finde to ens broderier, og man kan se, hvordan det samme billede kan falde forbløffende forskelligt ud for forskellige broderister. Man kan stå og overveje, om der er ironiske undertoner eller ej. Det er kort sagt lykkedes for MP at få et selvstændigt værk ud af fiskeren, og det er lykkedes hende at bruge korsstingsbroderi på en kunstnerisk brugbar måde

Vandpantomime

På Kunsten i Ålborg har de fået et nyt værk, en installation af Jeppe Hein kaldet Water Pavillion. Som man kan se på billederne er det et avanceret springvand. Der dannes vægge af vand i to koncentriske cirkler. Væggene lukker helt eller delvist ned med få minutters eller sekunders mellemrum, så man kan træde ind i cirklerne uden at blive gennemblødt. Som man også kan se var det til stor glæde for børn og barnlige sjæle, jeg var også selv derinde et kort øjeblik. Hvis man ikke kan vente på regnen med at blive drivvåd, kan man også bare gå gennem vandstrålerne, som en af de små piger gjorde. Værket er støttet af Ny Carlsbergfonden bl.a. Ialt med den største enkeltdonation til et værk på Kunsten.
Når man er færdig med at more sig og hygge sig, der er altid noget beroligende ved springvand og fontæner, kan man spekulere på, hvorfor springvandet lige skal være kunst og hvorfor det hører hjemme på et kunstmuseum?
Kunsten kalder det en "interaktiv skulptur" , det lyder af noget mere end et springvand. Det minder mig om Villa d'Este ved Rom, et haveanlæg med masser af fontæner og rum afgrænset af faldende vand. I "Kunsten Paper"nr 3, 2011 kalder Jeppe Hein det selv "et rum for refleksion og afslapning eller det modsatte: et rum for ren fornøjelse".
Der er ikke mange dybsindigheder i værket, ikke meget der skal forklares før man forstår det, men netop det kunstneren skriver, noget man både kan lege med/i og tænke i. Vi må endnu en gang konstatere, at kunst er alt det, som kunstnere og museumsfolk og bloggere kalder for kunst, også hvis man kan fornøje sig med det, mens man ser på det eller bruger det.
I øvrigt er Kunsten værd at besøge denne sommer, især undstillingen WAX, om voks som udtryksmedium for moderne skulptur er interessant. Thilo Frank har et spejlkabinet, hvor man træder ind i et rum af spejle og får fornemmelsen af at træde ud i det tomme rum. Det er set før, bl.a. i Randers, men det bliver det ikke mindre underholdende af.

Kunst og ideologier

I søndags var vi i Heltborg for at se en særudstilling om Käte Lassen. Hun havde en mangeårig tilknytning til Thy, hvor hun kom, bl.a. til Stenbjerg, for at male sine favoritmotiver, landbefolkningen ved kysten. Som man kan se på fotoet, har hun hang til monumentale opstillinger af karske, blonde, nordiske typer. Foredraget var da heller ikke ret langt henne, før spørgsmålet faldt om hendes forhold til nazismen. Et naturligt spørgsmål at stille om en tysker, der har været udøvende kunstner i tiden 1933-1945.
Museumsleder Jytte Nielsen fortalte, at nyere forskning har gjort det klart, at Käte Lassen ikke var nazist, men gjorde hvad der var nødvendigt for at klare sig som kunstner i det 3.die rige, herunder også at male et stort billede af Adolf Hitler.
Billedet kan efter sigende ses på Museumsberg i Flensborg, hvor mange af hendes billeder hænger. Käte Lassen er et nærmere bekendtskab værd, stærke og klare i udtrykket som de er. Lige nu kan hendes billeder ses i Heltborg, ellers kan man se dem i Flensborg.
En kunstner som faktisk flirtede med nazismen var Oluf Høst. Det i en sådan grad, at hans søn faldt på østfronten. Ganske vist var det først og fremmest sønnen som var renlivet nazi, men Oluf Høst færdedes også i kredsen om Ole Wivel og Knud W. Jensen. Læs den linkede artikel, hvis du vil vide mere. Der er da heller ikke noget i hans billeder, som ligner det vi kender som nazi-kunst.
Pointen er ganske kort, at en kunstners personlige, politiske holdninger ikke nødvendigvis kan aflæses i kunstnerens værk. Man skal kort sagt være forsigtig, når man forsøger at læse alt for firkantede holdninger ud af god kunst. I stedet kan man forholde sig til, om værket virker på en og hvorfor det gør det.

Skive ny Kunstmuseum og Kirsten Kjærs

På Skive Ny Kunstmuseum kan man i øjeblikket se en udstilling af Thomas Wolsing med et aktuelt emne, nemlig udkanter. Udstillingen består af billeder af forfaldne huse fra danske udkanter, den slags huse som er ringere end selv Låsby-Svendsens ejendomme. Faktisk er det rene ruiner. Billederne skriver sig ind i en europæisk, romantisk tradition for at se ruiner smukke, man taler (talte) om forfaldets skønhed. Oprindeligt tager traditionen vist udgangspunkt i græske marmortempler. Her er der tale om landhuse, som er forladt og delvist faldet sammen. De fleste regner dem for en skamplet på egn og by, her i Thisted gør kommunen et stort arbejde for at få den slags fjernet fra landskabet.

Det betyder ikke, at der ikke er billedmæssige muligheder i disse ruiner, vi mangler bare at se dem udnyttet. Thomas Wolsing nøjes ikke med at fotografere ruinerne, han bearbejder billederne ved at lave dem til kæmpemæssige korsstingsbroderier. På den måde får billederne en stoflighed samtidig med slags digital reducering af faver og former. Korsttingsbroderiet er desuden en henvisning til en tradition i de samme landbohuse, som er afbildet i værkerne.

Så langt så godt, her begynder problemerne, for det fungerer ikke rigtigt. Ingen tvivl om, at der er tale om et stort arbejde, men valget af medie gør ikke noget godt for udtrykket. Kunstneren fraskriver sig en række udtryksmuligheder som farveskala og detaljearbejde, og tilbage står, hvad der mere er et socialpolitisk statement end et fungerende kunstværk. Korssting med med motiv opfatter jeg som en mulighed for at dekorere en stof-flade, som ellers skulle have været ensfarvet, en sofapude f.eks. Som billedkunstner er man ikke underlagt en husmors begrænsninger. Vælger man alligevel at arbejde med de begrænsninger, broderiet som medie giver, skal der åbenbart mere til fra kunstnerens side, end vi ser i dette tilfælde.

Den anden kunster i denne omgang har også boligen som motiv. Pia Boysen arbejder også med noget man kan genkende som et motiv, svenske landhuse inde og ude. Stilen kan vi genkende som en man ser meget blandt yngre kunstere for tiden, med grove strøg og en delvis seen bort fra fotografisk præcision og perspektiv.

Billederne er umiddelbart indladende, der er noget at se på og man kan bruge tid på at finde ud af, hvad det egentlig er man ser. Når man har set det, er der fortsat penselstrøg farver og nuancer at se på. Pia Boysens statement er mere lavmælt end Thomas Wolsings, men også mere holdbart, et billedmæssigt statement om, at der er noget seværdigt at komme efter i de motiver hun har valgt. Den indladenhed jeg omtaler, vil næppe skaffe hende fremgang i kunstverdenen, her er umiddelbart tilgængelige billeder ofte under mistanke, men jeg mener, at hendes billeder holder for et nærmere bekendskab.

Lancaster

I torsdags var jeg i Helligsø for at se en Avro Lancaster flyve forbi. Den er en sjældenhed, der findes kun to i hele verden i flyvedygtig stand, så efter min mening var den værd at køre efter. Flyveren kom aldrig, så det giver jo et problem, når man gerne vil skrive om det. Denne ikke-historie har fået en grundig behandling af rigtige journalister, både i Thisted Dagblad og på andre blogs.
Når der nu ikke skete noget, er det en oplagt mulighed at beskrive, hvad man faktisk oplevede, så der i det mindste kommer en historie ud af det, når der nu ikke er nogen stor oplevelse at berette om. Og man må også gerne pynte lidt på på sagen. Nedenfor er en ikke helt sandfærdig beretning om, hvad der skete torsdag eftermiddag.

Torsdag er almindelig arbejdsdag, så jeg havde i forvejen spurgt fri. Det plejer ikke at være noget problem, men da mine kolleger hørte, at jeg skulle ned for at se en krigsflyver, sagde de a pricipielle årsager nej. Der er virkelig ingen grund til at fremme den slags. En enkelt forbarmede sig dog og byttede vagt, så det kunne med lodder og trisser lade sig gøre at være på plads kl. 15.00 og tilbage på arbejde kl.16.15.
Som sædvanlig kom jeg sent afsted og jeg måtte ignorere en masse skilte, hvor der stod 50 for at markere en anbefalet gennemsnitshastighed.
Undervejs tilbød min ledsager mig et bolsje, som jeg havde god lyst til. Jeg opdagede først for sent, at jeg fik en af de lyserøde gang-i-festen piller i stedet for. Over stok og sten gik det, og lige uden for Ydby måtte jeg bremse hårdt op for en lille pige. Det viste sig at være et papskilt, som nogen spasmagere havde malet rødt og stillet op i vejkanten.
Vel ankommet til Helligsø Kirke stod det klart, at flyveren ikke havde været der endnu, alle spejdede intenst mod syd. På marken nedenfor kirken stod et tv-hold. I kikkerten kunne jeg se, at det var Bubber, som interviewede en mand, som stod og klappede et får. Man kan jo ligeså godt udnytte ventetiden til en ekstra historie.
Tiden gik, og for at bidrage til underholdningen gav jeg mig til at fortælle anekdoter om sir Arthur "Bomber" Harris, lederen af den allierede bomberkommando under 2. verdenskrig. Han sagde f.eks.: " The aim of the Combined Bomber Offensive...should be unambiguously stated [as] the destruction of German cities, the killing of German workers, and the disruption of civilised life throughout Germany."
Da jeg var nået til historien om, hvordan invielsen af et monument til hans ære blev forstyrret af fredsaktivister, trak min ledsager mig ærmet og påpegede, at de andre for længst var gået. Vi måtte slukørede erkende, at flyveren ikke kom og ikke ville komme den dag.
Eftervirkningen af "bolsjet" var ved at sætte ind, så vi kørte hjem igen. Der stod en masse mænd i sort lædertøj og med gule veste og vinkede i vejsiden. Vi vinkede høfligt tilbage, selv om vi ikke kendte dem.
Jeg nåede frem til min vagt uden problemer, og bortset fra at flere af mine kolleger optrådte i uniform og med faldskærm på ryggen, var der ikke flere problemer den dag.

Ordkraft og Kunsthal Nord

Lørdag var vi til Ordkraft i Ålborg, i kulturetablissementet Nordkraft. Som de selv siger på hjemmesiden, så var det et ganske stort arrangement, i stil med Bogmessen i Forum. Dog med større vægt på litteratur og mindre på bogsalg. Mine bibliotekar-kolleger i Ålborg var involverede i projektet, tillykke med at det klappede.

En af de forfattere, der gjorde indtryk var Knud Romer, som fortalte om sin kommende bog. Det er en historie om en barndomsven, som i kraft af sin fars arbejde som diplomat var til stede i samtlige brændpunkter i 60'erne og 70'erne. Knud Romer fortalte levende og engageret, så man kom til at huske på, at det levende ord er en genre for sig, forskellig fra skreven litteratur. Det er de færreste forfattere beskåret at kunne fortælle deres historier fra en scene, så indtrykket er lige så stort som ved læsning af den tilgrundliggende tekst, men Knud Romer kunne. Så nu venter vi bare på bogen. KR passer både job og børn ved siden af forfattergerningen, så vi kan komme til at vente et stykke tid.

Når vi nu var der, skulle vi også lige på Kunsthal Nord, hvor der var en udstilling af Steen Rasmussen og Rikuo Ueda. Wind hed den. En masse mennesker havde indsamlet vinden i en masse dåser, forseglet dem og skrevet sted, tidspunkt og vindstyrke på dåsen, mens en fotograf forevigede begivenheden. Kunstnere gør sådan noget, leger med ordenes betydning og lægger det op til os tilskuere at finde mening. Vinden er jo netop ikke længere vind, når den er fanget i en dåse. Som det fremgår af illustrationen, så var publikum langt mest optaget af de ophængte dokumentariske fotos. Dermed satte udstillingen sig mellem to stole. Fotografierne tog opmærksomheden fra det visuelle udtryk i den opstillede skov af dåser, og de påhæftede etiketter og den grundige forklaring tog enhver magi ud af udtrykket. Vi kender det som publikum. Hvis man slet ikke kan finde hoved og hale i et værk, er det uinteressant, hvis vi får for mange forklaringer og introduktioner til et værk, tager det toppen af oplevelsen. Skulle nogen have lyst til at læse videre, er der mere på Kunsthal Nords hjemmeside.