Politisk kunst

Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig. Sådan lyder et bon-mot, som man ikke hører så meget mere som i de glade 70'ere. Det er måske også godt det samme, en diskussion af kunsts politiske indhold og virkning bliver temmelig tit en ørkenvandring. Men hvad så, når politikere laver kunst? Normalt har vi herhjemme det med rette besungne armslængdeprincip, hvor politikerne lave de generelle beslutninger, men afholder sig fra at træffe beslutninger, der vedrører enkelte kunstværker. Et princip, der gør det muligt at have en kontinuitet i kulturstøtten, uanset om regeringen er blå eller rød eller grumset.

Der er dog ingen principper, der afholder poltikerne fra selv at lave kunst. I dette tilfælde har jeg fanget to af dansk politiks stærke damer, som sammen med andre politikere har lavet et billede til et velgørende formål. De hænger pt i Odense, og bliver solgt til fordel for børneafdelingen på Odense Universitetshospital. I en konkurrence arrangeret af Odense ugeavis.

Billederne er sådan set ganske interessante. Margrete Vestagers billede nederst ligger for mig godt i tråd med, hvad jeg ville forvente af en radikal. Et højt abstraktionsniveau, men dog med referencer til omgivelserne, her noget med nat og tåge, og noget der kunne være huse.

Pia Kjærsgaard øverst viser en smilende klovn, en rar og medmenneskelig figur, der ikke altid afspejles i hendes politiske virke, for nu at holde sig til de afdæmpede vendinger.

For begge gælder det, at deres værker kvalitetsmæssigt ligger på samme niveau, som mange af de andre amatørkunstnere på udstillingen på Odense rådhus. De har begge væsentligt mere at byde på som politikere, men de skal have ros for også her at stikke næsen frem, forhåbentlig til glæde for både syge børn og billedernes købere.

Små og store kameraer

For godt en måneds tid siden lånte jeg et Nikon Spejlrefleks kamera, jeg skulle tage billeder under forhold, hvor mit lommekamera måtte give op. Det var lækkert at arbejde med, og billederne blev gode, eller i hvert fald bedre end dem jeg tog med lommekameraet. Det gav selvfølgelig anledning til at genoverveje min stædige fastholden af at bruge et lommekamera, eller et "travel-zoom" kamera, som producenten kalder det, som undskyldning for en lidt højere pris.
Men overvejelserne standsede hurtigt, jeg er temmelig sikker på, at et spejlrefleks-Nikon ville komme til at samle støv i skabet herhjemme. Sådan gik det i hvertfald med det analoge kamera, jeg brugte i forrige årtusind.
Det viser sig at millioner af mennesker har gjort sig de samme overvejelser som jeg, og det er jo rart at være del af en bevægelse. Kameraproducenterne har i hvert fald opdaget os, og alle de store fabrikker på nær Canon producerer nu små systemkameraer. Kameraer med ca. samme billedkvalitet som spejlreflekskameraer, med udskiftelig optik i god kvalitet, men uden spejl, og dermed væsentligt mindre.
Mens overvejelserne står på, gik jeg på jagt på nettet, og ved hjælp af vor ven Google fandt jeg ud af, at der er masser af fotografer med større ambitioner og resultater end undertegnede, som bruger et lommekamera, ofte som supplement til det store udstyr. Sagen er jo den enkle, at man altid kan have lommekameraet med. Linket her viser en række eksempler: http://blog.photoshelter.com/2010/07/15-digital-point-and-shoot-cameras-used-by-pros.html
Ser man nærmere efter, ser man, at også mobiltelefonen kan bruges til mere end dokumentation af venners og kæresters druk. Se f.eks. disse to websteder med billeder taget med iPhones indbyggede kamera. http://www.iphoneartphotography.com/ og http://iphoneasart.com/
Billedet herover er taget med min Samsung Monte telefon, en vinterdag ved Nors sø. Man ser klart, at der ingen fugle er, hverken interessante eller almindelige.
Så spørgsmålet er, hvor vigtig den tekniske kvalitet er for at der er tale om et godt billede. Det kan lade sig gøre at tage billeder med små nemme kamereaer, som man altid kan have med.

Litteraturformidling

På billedet ser man et nyt tiltag fra biblioteksverdenen. På en legemsstor, trykfølsom skærm står der en forfatter og venter. Han er filmet, så han er i bevægelse, men han gør ikke noget andet end at vente. På skærmen er der nogle menupunkter, som man kan trykke på. Det er en række spørgsmål, og forfatteren svarer så på spørgsmålet når man trykker på skærmen. F.eks. et spørgsmål om, hvor længe han er om at skrive en bog.
Skærmen er set på Vejle bibliotek, som har fået økonomisk støtte til udviklingen, i håb om at ideen slår an. Udførelsen er ganske tjekket, der lidt science fiction over det, i kraft af skærmens størrelse. Det er ganske fascinerende at se på og en noget anderledes måde at formidle litteratur på. Selv om det ligner, er der nu næppe nogen, der tror at skærmen erstatter personlig kontakt, men det kan være med til at promovere den aktuelle forfatter.
Vi kan her se, hvor meget man kan med IT efterhånden, vi er ikke langt fra en fagre ny verden. Vi kan også se, at biblioteksverdenen er under et vist pres i disse år. Ideen om fri, lige og struktureret adgang til information og kulturel oplevelse er ikke i nogen fare, men når først musik og siden film og bøger bliver til noget, man downloader til en skærm, mindskes behovet for den del af biblioteksvirksomheden, der handler om at håndtere fysiske materialer. På lang sigt er det også et spørgsmål om, hvad vi så skal med alle de flotte bygninger.
Derfor udfolder biblioteksfolk i disse år en gevaldig opfindsomhed, som vi kan se på billedet. Vi skyder så at sige med spredehagl, i håb om at ramme noget med en fremtid i. En masse projekter støttes, nogle med succes og nogen med et ganske kort liv. Det vi ser her, vil jeg spå en beskeden fremtid på velfinansierede biblioteker.
Det viste projekt kan ikke redde bibliotekerne som de ser ud idag, men der er al mulig grund til at fortsætte forsøgene. Vi ved, at der skal gøres noget, men som jeg læser biblioteksverdenen i øjeblikket er vi knap nok klare over hvad. De færreste tror for alvor på, at IT alene kan opfylde borgernes behov og ønsker til et biblioteksvæsen, uanset hvor meget man kan downloade.
Men skal bibliotekerne fortsat have en berettigelse, kræver det at biblioteksverdenen for det første er med til at udvikle de muligheder, det kommercielle marked allerede er godt i gang med, så de kan bruges i bibliotekssammenhæng. For det andet er vi nødt til at komme op med en fornuftig brug af bygninger og personale, så vi er klar den dag, bøger ikke længere er af papir.

Bådflygtninge

Vi var til kunst-event i Thisted i dag. Det var annonceret i dagspressen og ved opslag, at det gode skib MS Anton ville lægge til kaj med Jens Galschiøts værk "Flygtningeskibet" om bord. Vi var der i god tid, 10 min før annonceret, men skibet var forlængst ved kaj, så selve indsejlingen så vi ikke. Til gængæld var der ikke andre, så det var en noget beskeden event vi var deltagere i.

Selve værket, et antal bronzeskulpturer forestillende bådflygtninge, er nu ganske stærkt. Flygtningene stirrer tomt hen for sig, og de er alt for mange på den lille båd, man bliver lidt uhyggelig til mode.

Værket er som så ofte med Jens Galschiøt med en konkret og direkte politisk hensigt. I dette tilfælde at gøre opmærksom på FN's 2015 mål. Målene kan du læse om hos Danida, et af dem er at halvere sult og fattigdom i verden.

Mon ikke kunstneren løber åbne døre ind? Uanset hvad man mener om FN's indsats, er det vel de færreste som kan have noget imod disse mål, så jeg spekulerer på, om der er en dybere mening, som bliver overset her. Spørgsmålet er også om værket fremmer sagen yderligere. Skade gør den vel næppe, men fokus kan nemt ende på kunstværket frem for den sag, det skal fremme.

Under alle omstændigheder kan skibet ses i Thisted frem til og med tirsdag d. 16.8. Derefter i Skive.

Skagen

På Skagens Museum kan for for tiden se udstillingen "Skagen Guld", som består af en række billeder af skagensmalerne i privateje. Det vil sige, at det er billeder, vi ikke får at se igen foreløbig. For dem som er interesserede i skagensmalerne er der meget at komme efter, udstillingen er værd at se.
Når man har set nok, kan man spadsere til den anden ende af byen, hvor Galleri Rasmus har lejet sig ind i huset Tavi (som jeg har forstået det). Her er også meget spændende, nutidig kunst. Bl.a. har Marina Pagh forholdt sig til et af skagensmalernes yndlingsmotiver, den vejrbidte fisker med sydvest og med blikker rette mod det fjerne.
Det er gået lige netop det billede sådan, at det fra at være kunst med en vis realisme, som gode borgere kunne have hængende på hæderspladsen, er blevet til absolut kitsch. Det ses allevegne som reproduktion, så man kommer i nærheden af kvalmegrænsen. (Hvor er i øvrigt originalen?)
Jeg har for ikke så længe siden skrevet om korssting som kunstnerisk medium . Marina Pagh har gjort det, at hun har samlet en række korssting med fiskeren som motiv. Korssting, der sansynligvis har været tænkt som pæne, men som er blevet til uden en egentlige originale kunstneriske ambitioner.
Man må forestille sig en række flittige og dygtige håndarbejds-personer på jagt efter et motiv. Måske har man kunnet købe et trykt forlæg, lige til at gå i gang med.
Tager man broderierne enkeltvis, monteret på en pude, vil de næppe blive anerkendt som god smag, ensige kunst, men Marina Pagh erobrer så at sige billedet tilbage ved at hænge alle disse næsten ens broderier op ved siden af hinanden. Man kan kigge længe på billedet for om muligt at finde to ens broderier, og man kan se, hvordan det samme billede kan falde forbløffende forskelligt ud for forskellige broderister. Man kan stå og overveje, om der er ironiske undertoner eller ej. Det er kort sagt lykkedes for MP at få et selvstændigt værk ud af fiskeren, og det er lykkedes hende at bruge korsstingsbroderi på en kunstnerisk brugbar måde

Vandpantomime

På Kunsten i Ålborg har de fået et nyt værk, en installation af Jeppe Hein kaldet Water Pavillion. Som man kan se på billederne er det et avanceret springvand. Der dannes vægge af vand i to koncentriske cirkler. Væggene lukker helt eller delvist ned med få minutters eller sekunders mellemrum, så man kan træde ind i cirklerne uden at blive gennemblødt. Som man også kan se var det til stor glæde for børn og barnlige sjæle, jeg var også selv derinde et kort øjeblik. Hvis man ikke kan vente på regnen med at blive drivvåd, kan man også bare gå gennem vandstrålerne, som en af de små piger gjorde. Værket er støttet af Ny Carlsbergfonden bl.a. Ialt med den største enkeltdonation til et værk på Kunsten.
Når man er færdig med at more sig og hygge sig, der er altid noget beroligende ved springvand og fontæner, kan man spekulere på, hvorfor springvandet lige skal være kunst og hvorfor det hører hjemme på et kunstmuseum?
Kunsten kalder det en "interaktiv skulptur" , det lyder af noget mere end et springvand. Det minder mig om Villa d'Este ved Rom, et haveanlæg med masser af fontæner og rum afgrænset af faldende vand. I "Kunsten Paper"nr 3, 2011 kalder Jeppe Hein det selv "et rum for refleksion og afslapning eller det modsatte: et rum for ren fornøjelse".
Der er ikke mange dybsindigheder i værket, ikke meget der skal forklares før man forstår det, men netop det kunstneren skriver, noget man både kan lege med/i og tænke i. Vi må endnu en gang konstatere, at kunst er alt det, som kunstnere og museumsfolk og bloggere kalder for kunst, også hvis man kan fornøje sig med det, mens man ser på det eller bruger det.
I øvrigt er Kunsten værd at besøge denne sommer, især undstillingen WAX, om voks som udtryksmedium for moderne skulptur er interessant. Thilo Frank har et spejlkabinet, hvor man træder ind i et rum af spejle og får fornemmelsen af at træde ud i det tomme rum. Det er set før, bl.a. i Randers, men det bliver det ikke mindre underholdende af.

Kunst og ideologier

I søndags var vi i Heltborg for at se en særudstilling om Käte Lassen. Hun havde en mangeårig tilknytning til Thy, hvor hun kom, bl.a. til Stenbjerg, for at male sine favoritmotiver, landbefolkningen ved kysten. Som man kan se på fotoet, har hun hang til monumentale opstillinger af karske, blonde, nordiske typer. Foredraget var da heller ikke ret langt henne, før spørgsmålet faldt om hendes forhold til nazismen. Et naturligt spørgsmål at stille om en tysker, der har været udøvende kunstner i tiden 1933-1945.
Museumsleder Jytte Nielsen fortalte, at nyere forskning har gjort det klart, at Käte Lassen ikke var nazist, men gjorde hvad der var nødvendigt for at klare sig som kunstner i det 3.die rige, herunder også at male et stort billede af Adolf Hitler.
Billedet kan efter sigende ses på Museumsberg i Flensborg, hvor mange af hendes billeder hænger. Käte Lassen er et nærmere bekendtskab værd, stærke og klare i udtrykket som de er. Lige nu kan hendes billeder ses i Heltborg, ellers kan man se dem i Flensborg.
En kunstner som faktisk flirtede med nazismen var Oluf Høst. Det i en sådan grad, at hans søn faldt på østfronten. Ganske vist var det først og fremmest sønnen som var renlivet nazi, men Oluf Høst færdedes også i kredsen om Ole Wivel og Knud W. Jensen. Læs den linkede artikel, hvis du vil vide mere. Der er da heller ikke noget i hans billeder, som ligner det vi kender som nazi-kunst.
Pointen er ganske kort, at en kunstners personlige, politiske holdninger ikke nødvendigvis kan aflæses i kunstnerens værk. Man skal kort sagt være forsigtig, når man forsøger at læse alt for firkantede holdninger ud af god kunst. I stedet kan man forholde sig til, om værket virker på en og hvorfor det gør det.

Skive ny Kunstmuseum og Kirsten Kjærs

På Skive Ny Kunstmuseum kan man i øjeblikket se en udstilling af Thomas Wolsing med et aktuelt emne, nemlig udkanter. Udstillingen består af billeder af forfaldne huse fra danske udkanter, den slags huse som er ringere end selv Låsby-Svendsens ejendomme. Faktisk er det rene ruiner. Billederne skriver sig ind i en europæisk, romantisk tradition for at se ruiner smukke, man taler (talte) om forfaldets skønhed. Oprindeligt tager traditionen vist udgangspunkt i græske marmortempler. Her er der tale om landhuse, som er forladt og delvist faldet sammen. De fleste regner dem for en skamplet på egn og by, her i Thisted gør kommunen et stort arbejde for at få den slags fjernet fra landskabet.

Det betyder ikke, at der ikke er billedmæssige muligheder i disse ruiner, vi mangler bare at se dem udnyttet. Thomas Wolsing nøjes ikke med at fotografere ruinerne, han bearbejder billederne ved at lave dem til kæmpemæssige korsstingsbroderier. På den måde får billederne en stoflighed samtidig med slags digital reducering af faver og former. Korsttingsbroderiet er desuden en henvisning til en tradition i de samme landbohuse, som er afbildet i værkerne.

Så langt så godt, her begynder problemerne, for det fungerer ikke rigtigt. Ingen tvivl om, at der er tale om et stort arbejde, men valget af medie gør ikke noget godt for udtrykket. Kunstneren fraskriver sig en række udtryksmuligheder som farveskala og detaljearbejde, og tilbage står, hvad der mere er et socialpolitisk statement end et fungerende kunstværk. Korssting med med motiv opfatter jeg som en mulighed for at dekorere en stof-flade, som ellers skulle have været ensfarvet, en sofapude f.eks. Som billedkunstner er man ikke underlagt en husmors begrænsninger. Vælger man alligevel at arbejde med de begrænsninger, broderiet som medie giver, skal der åbenbart mere til fra kunstnerens side, end vi ser i dette tilfælde.

Den anden kunster i denne omgang har også boligen som motiv. Pia Boysen arbejder også med noget man kan genkende som et motiv, svenske landhuse inde og ude. Stilen kan vi genkende som en man ser meget blandt yngre kunstere for tiden, med grove strøg og en delvis seen bort fra fotografisk præcision og perspektiv.

Billederne er umiddelbart indladende, der er noget at se på og man kan bruge tid på at finde ud af, hvad det egentlig er man ser. Når man har set det, er der fortsat penselstrøg farver og nuancer at se på. Pia Boysens statement er mere lavmælt end Thomas Wolsings, men også mere holdbart, et billedmæssigt statement om, at der er noget seværdigt at komme efter i de motiver hun har valgt. Den indladenhed jeg omtaler, vil næppe skaffe hende fremgang i kunstverdenen, her er umiddelbart tilgængelige billeder ofte under mistanke, men jeg mener, at hendes billeder holder for et nærmere bekendskab.

Lancaster

I torsdags var jeg i Helligsø for at se en Avro Lancaster flyve forbi. Den er en sjældenhed, der findes kun to i hele verden i flyvedygtig stand, så efter min mening var den værd at køre efter. Flyveren kom aldrig, så det giver jo et problem, når man gerne vil skrive om det. Denne ikke-historie har fået en grundig behandling af rigtige journalister, både i Thisted Dagblad og på andre blogs.
Når der nu ikke skete noget, er det en oplagt mulighed at beskrive, hvad man faktisk oplevede, så der i det mindste kommer en historie ud af det, når der nu ikke er nogen stor oplevelse at berette om. Og man må også gerne pynte lidt på på sagen. Nedenfor er en ikke helt sandfærdig beretning om, hvad der skete torsdag eftermiddag.

Torsdag er almindelig arbejdsdag, så jeg havde i forvejen spurgt fri. Det plejer ikke at være noget problem, men da mine kolleger hørte, at jeg skulle ned for at se en krigsflyver, sagde de a pricipielle årsager nej. Der er virkelig ingen grund til at fremme den slags. En enkelt forbarmede sig dog og byttede vagt, så det kunne med lodder og trisser lade sig gøre at være på plads kl. 15.00 og tilbage på arbejde kl.16.15.
Som sædvanlig kom jeg sent afsted og jeg måtte ignorere en masse skilte, hvor der stod 50 for at markere en anbefalet gennemsnitshastighed.
Undervejs tilbød min ledsager mig et bolsje, som jeg havde god lyst til. Jeg opdagede først for sent, at jeg fik en af de lyserøde gang-i-festen piller i stedet for. Over stok og sten gik det, og lige uden for Ydby måtte jeg bremse hårdt op for en lille pige. Det viste sig at være et papskilt, som nogen spasmagere havde malet rødt og stillet op i vejkanten.
Vel ankommet til Helligsø Kirke stod det klart, at flyveren ikke havde været der endnu, alle spejdede intenst mod syd. På marken nedenfor kirken stod et tv-hold. I kikkerten kunne jeg se, at det var Bubber, som interviewede en mand, som stod og klappede et får. Man kan jo ligeså godt udnytte ventetiden til en ekstra historie.
Tiden gik, og for at bidrage til underholdningen gav jeg mig til at fortælle anekdoter om sir Arthur "Bomber" Harris, lederen af den allierede bomberkommando under 2. verdenskrig. Han sagde f.eks.: " The aim of the Combined Bomber Offensive...should be unambiguously stated [as] the destruction of German cities, the killing of German workers, and the disruption of civilised life throughout Germany."
Da jeg var nået til historien om, hvordan invielsen af et monument til hans ære blev forstyrret af fredsaktivister, trak min ledsager mig ærmet og påpegede, at de andre for længst var gået. Vi måtte slukørede erkende, at flyveren ikke kom og ikke ville komme den dag.
Eftervirkningen af "bolsjet" var ved at sætte ind, så vi kørte hjem igen. Der stod en masse mænd i sort lædertøj og med gule veste og vinkede i vejsiden. Vi vinkede høfligt tilbage, selv om vi ikke kendte dem.
Jeg nåede frem til min vagt uden problemer, og bortset fra at flere af mine kolleger optrådte i uniform og med faldskærm på ryggen, var der ikke flere problemer den dag.

Ordkraft og Kunsthal Nord

Lørdag var vi til Ordkraft i Ålborg, i kulturetablissementet Nordkraft. Som de selv siger på hjemmesiden, så var det et ganske stort arrangement, i stil med Bogmessen i Forum. Dog med større vægt på litteratur og mindre på bogsalg. Mine bibliotekar-kolleger i Ålborg var involverede i projektet, tillykke med at det klappede.

En af de forfattere, der gjorde indtryk var Knud Romer, som fortalte om sin kommende bog. Det er en historie om en barndomsven, som i kraft af sin fars arbejde som diplomat var til stede i samtlige brændpunkter i 60'erne og 70'erne. Knud Romer fortalte levende og engageret, så man kom til at huske på, at det levende ord er en genre for sig, forskellig fra skreven litteratur. Det er de færreste forfattere beskåret at kunne fortælle deres historier fra en scene, så indtrykket er lige så stort som ved læsning af den tilgrundliggende tekst, men Knud Romer kunne. Så nu venter vi bare på bogen. KR passer både job og børn ved siden af forfattergerningen, så vi kan komme til at vente et stykke tid.

Når vi nu var der, skulle vi også lige på Kunsthal Nord, hvor der var en udstilling af Steen Rasmussen og Rikuo Ueda. Wind hed den. En masse mennesker havde indsamlet vinden i en masse dåser, forseglet dem og skrevet sted, tidspunkt og vindstyrke på dåsen, mens en fotograf forevigede begivenheden. Kunstnere gør sådan noget, leger med ordenes betydning og lægger det op til os tilskuere at finde mening. Vinden er jo netop ikke længere vind, når den er fanget i en dåse. Som det fremgår af illustrationen, så var publikum langt mest optaget af de ophængte dokumentariske fotos. Dermed satte udstillingen sig mellem to stole. Fotografierne tog opmærksomheden fra det visuelle udtryk i den opstillede skov af dåser, og de påhæftede etiketter og den grundige forklaring tog enhver magi ud af udtrykket. Vi kender det som publikum. Hvis man slet ikke kan finde hoved og hale i et værk, er det uinteressant, hvis vi får for mange forklaringer og introduktioner til et værk, tager det toppen af oplevelsen. Skulle nogen have lyst til at læse videre, er der mere på Kunsthal Nords hjemmeside.

Kunst i Stoholm

Søndagens udflugt gik til Stoholm, hvor Fjends Kunstforening holdt udstilling. Den var annonceret som amatørkunstnernes forårsudstilling. Dermed var forventningerne afstemt, ingen forventer at se billeder i verdensklasse, men man håber jo på en positiv overraskelse eller to. Udstillingen som helhed var ok. Den beviste, hvis man ikke vidste det i forvejen, at "abstrakt ekspressionisme" har en stor stjerne hos danske amatørkunstnere, hvilket af og til undrer mig. Det er ikke nødvendigvis den nemmeste måde at få resultater på.
Det at være amatørkunstner sætter nogen bestemte betingelser. På den ene side har kunstneren sin indtægt fra noget andet end kunsten. Dermed mangler amatøren ofte tid til fordybelse, og håndelag og kvalitet kan lide skade. I dette tilfælde var dommen fra mine ledsagere nu denne: "Der var ikke ret mange, der burde være blevet hjemme". Det var ment rosende, og der var faktisk billeder hvor både ide og udførelse var i orden.
Den positive side af at være amatør er, at man kan male, lige præcist det man vil. Man behøver ikke at forholde sig til et marked eller til hvad der anses for god smag i kunstoffentligheden. I dette tilfælde er motivet en kronhjort. Den er malet i en naturalistisk stil, hjorten er motivet og ikke noget andet. Ikke Som firsernes "Unge vilde" , som brugte kronhjorten flittigt, men med distance, mest som en markering af et standpunkt.
Den brølende kronhjort har i snart 100 år været det ultimative symbol på et småborgerlig, indskrænket kunstsyn. Det er utænkeligt at se en kronhjort på et galleri med ambitioner om at spille en rolle i dagens danske kunstliv, hvis ikke der er netop den nævnte distance, og helst malet af en senere berømt kunstner fra de nævnte "unge vilde". Men her har kunsteren, uden at bekymre sig om den offentlige mening, forsøgt at male en brølende kronhjort, og er oven i købet sluppet nogenlunde fra det. Sig så ikke, at man ikke kan opleve noget fra amatørkunstnere.
Udstillingens høje besøgstal viser i øvrigt, at kunstinteressen er høj, også langt fra nærmeste kunstmuseum.

Poul Anker Bech: Det tabte land

Vi har været i Randers for at se udstillingen af Poul Ancher Bechs store billeder, Det tabte land. Som sædvanligt kort før sidste chance, men det kan nås endnu, hvis det har interesse.

Mange andre havde i hvert fald interesse i billederne, der var godt fuldt af mennesker på udstillingen. PAB har en indlysende appel, hans malerier er, ihvert fald ved første øjekast, til at forholde sig til. Det er for det meste naturalistiske landskaber, malet med en sikker hånd, og behagelige at se på. I disse landskaber er der så placeret mennesker og objekter, men ude af sammenhæng. Der kan stå en gasflaske eller en kompresser på en grøn eng, eller som i billedet her "I Drift", kan en række rejsende eller turister gå afsted på kanten af afgrunden, tilsyneladende uanfægtede. Også uden at bemærke den mørke skikkelse, der kommer op af dybet.

Disse fejlplacerede objekter og mennesker gør det næsten uundgåeligt at begynde at tolke på billedet. Er man interesseret i andres tolkninger, kan man læse videre i "Udtryk" nr 4, 2010, udgivet af Randers Kunstmuseum, eller man kan få fat i den til udstillingen hørende bog.

Jeg har altid været glad for PAB's billeder, fordi man kan nærme sig dem umiddelbart, for derefter at gå videre med at forholde sig til, hvad egentlig er man ser. Jeg er lidt i tvivl om, om PAB kan holde til det store format, men billederne skal ses et af gangen i de rette omgivelser. De er malet som konkrete udsmykningsopgaver.

Jeg kan ikke frigøre mig fra at forsøge at forstå, hvad objekterne og mennskerne gør i disse "forkerte" sammenhænge, selv om jeg mest hælder til, at de først og fremmest er der for at overraske og forbløffe beskueren.

Skal der lidt malurt i bægeret, så har nutidens mange muligheder for nemt at manipulere billeder taget luften lidt ud af det overraskende ved PAB. Vi ser nu en række yngre kunstnere, som bruger andre teknikker end de klassiske, og som opnår resultater, som stiller PAB lidt i 2. geled. Allan Otte f.eks. får meget stærke billeder ud af det danske landskab, også selv om hans ærinde er lidt et andet end PAB's. PAB er kort sagt blegnet lidt for mig, fordi jeg siden jeg så hans billder som nye, har set andre kunstneres værker fra samme boldgade, men med et stærkere udtryk.

Børn og voksne

For tiden har den lokale kunstforening besøg fra Odsherred. Vi var der i søndags, for en gangs skyld i de samme weekend som udstillingen åbnede. Et at de billeder vi så var dette. Jeg udbrød spontant: "Nå, der er et barn der er kommet med på udstillingen". Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Selvom billedet er naivt malet, som et barn ville gøre det, skal man ikke se ret længe på det for at se, at der trods alt er tale om flere overvejelser fra kunsterens side end dem den gennemsnitlige 11 årige lægger for dagen. Kunstneren er da heller ikke hvem som helst, der er tale om Finn Heiberg fra sammenslutningen Corner.
Linket giver en nøgle til, hvad det er han vil os med billedet. Det handler dels om at se verden på en anden måde. Fotografiet er opfundet, men som maler kan du vise os en anden måde at se et helt almindeligt sceneri på. Billedet handler også om at farvelægge en flade, med de selvpåførte begrænsninger et motiv giver, i modsætning til et totalt abstrakt billede. Kunstneren formidler os den oplevelse han havde da han stod over for motivet, og han gengiver sin oplevelse på en seværdig måde.
Her knækker filmen desværre. Den udtryksmåde, Finn Heiberg har valgt, stiller store krav til behandlingen for at fange vores interesse. Billedet skal have noget ekseptionelt, for at vi ser videre end det barnligt naive udtryk, men dette billede har ikke helt det, der skal til. Trods det velovervejede, voksne udtryk er vi for tæt på barnetegningen. Lidt leg med farver i lag og delvis transparens er ikke nok. Hvis vi er interesserede i børnetegninger, så findes den ægte vare overalt. Skal vi lade os begejstre, når en voksen vælger et barns stil og udtryk, kræver det mere, end hvad Finn Heiberg viser her. Kort sagt, jeg kan lide intentionerne, men billedet holder ikke, og synet ender med et uengageret skuldertræk.

Because the Night

Blandt årets julegaver var den nye Bruce Springsteen cd "The Promise". Den indeholder en masse skæringer fra 70'erne, cirka fra dengang "Darkness on the Edge of Town" udkom. Et af numrene er den samtidige indspilning af " Because the night", som Patti Smith havde et stort hit med. I følge Wikipedia var Springsteen ikke selv tilfreds med nummeret, og lod Patti Smith indspille det.
Det er fristende over evne at høre de to skæringer efter hinanden, for at høre hvem der kan hvad. Nummeret er basal rock 'n roll. Det lever højt på at flytte trykket i 'because' til første stavelse, suppleret af et enkelt og effektivt omkvæd. Teksten er typisk Springsteen, den evige jagt på noget, helst kærlighed og om ikke andet så en nat sammen.
Der er ingen tvivl om for mig, om at Patti Smith er noget mere intens i sit foredrag. Hun er lidt hurtigere tempomæssigt, en flot stemme brænder klart igennem. Sangen er tydligvis om noget hun kender til og mener fuldt og helt.
Springsteen kører massivt, Phil Spector-actigt frem, i et lidt roligere tempo. Hvad han mangler i stemmepragt på dette nummer reddes af det også dengang uforlignelige E-Street Band, som altid forsyner musikken med en solid fremdrift.
Hør selv og døm. Du kan bruge anledningen til at prøve http://www.bibzoom.dk/, hvor du gratis og lovligt kan downloade begge skæringer, iøvrigt i en masse andre indspilninger også.

Tintin som statsminister

Så har vi fået et portræt af Anders Fogh Rasmussen som sig hør og bør. Medierne har været fulde af både tolkning af billedet og Simone Kern Åbergs historie, som tidligere både det ene og det andet.
Dagbladet Information citerer Anders Fogh for at rose kunstnerens professionalisme. Rigtigt er det, at hun har haft en professionel tilgang til dette værk, nemlig en dygtig håndværkers tilgang til ordregiverens ønsker. Anders Fogh har fået et portræt med symboler for det han gerne vil huskes for, en aktivistisk udenrigspolitik som er Valdermarstiden værdig og en slet skjult nationalisme vist i det sjællandske bøgetræ, som idag er et dansk symbol.
Spørgsmålet er, hvor det efterlader Simone Åberg Kern som kunstner? Flyvemaskinen, som er hendes særkende er med, men er der andet som viser, at hun er mere end end ferm maler?
Der er ikke antydningen af tvetydighed, ikke på nogen måde kan vi se, at kunstneren har personlighed og holdning. Det kan selvfølgelig skyldes, at hun deler holdning med Anders Fogh, men det var ikke det hun sagde til tv avisen.
Man må ønske Natos generalsekretær tillykke. Han har tæmmet en kunstner så hun spiser af hånden, og han har også indført en aktivistisk malestil i foketingets portrætter. Skulle man nogensinde glemme, hvad Anders Fogh stod for, kan man bare se på billedet hvor symbolikken er så tyk, at den ikke er til at overse.
Han forgænger valgte at stole på, at resultaterne talte for sig selv, og at Kviums portræt i sig selv var seværdigt. Anders Fogh får lagt en lille fortælling ind i billedet, for en sikkerheds skyld.
Retten til at kalde sig kunstner kommer i dag ikke så meget fra at være dygtig til at male, den kommer fra gode ideer, holdninger og personlig integritet.

Dylan og Picasso

På Statens Museum for Kunst, SMK som de kalder sig, kan man i øjeblikket se, hvilken forskel det gør, om man er en af det 20. århundredes største kunstnere eller om man blot er en ok maler.

Sagen er, at der er to særudstillinger, lige ved siden af hinanden. Den ene med Bob Dylans malerier, nogen relativt nye nogen som han kalder "The Brazil Series". En række øjebliksbilleder fra Brasilien. De viser Dylans blik for et godt billede og de viser en sikker farvesans og komposition. De er desuden nærværende og vedkommende, med motiver fra en brasiliansk dagligdag. De er, for de flestes vedkommende, billeder af personer fanget midt i eller lige efter en situation, nærmest en slags maleriske snapshots.

Problemet er, at de personer, som er hovedmotivet, er stive og kunstige, de mangler liv simpelthen. Og det i en sådan grad, at jeg må erkende, at jeg mest synes billederne er værd at se, fordi det er "onkel Bob" der har malet dem, de er på ingen måde hjemmehørende i kunstens første division.

Det er derimod Picasso. Han fanger personer med en enkelt streg, og karakteriserer dem og overfører den til papiret. Ikke nødvendigvis med portrætlighed eller korrekte proportioner, men rigtigt ramt, i de fleste tilfælde.

Begge de viste eksempler har afklædte kvinder som motiv, og der er for mig ingen tvivl om, hvem der rammer plet, og hvem der blot er tæt på.

Jeg ser altså Bob D's billeder af samme grund som jeg ser Dronning Margrethes, fordi de føjer en dimension til en i forvejen kendt person. På samme måde som jeg gerne kommer 10 minutter for tidligt til frisøren for at bladre i "Se og Hør"

Hoppeborg for vokse

Vi var på Kunsten i Aalborg for at se Allan Otte - særudstillingen inden den lukker. Jeg er meget begejstret for hans realistiske billeder og den helt særlige maleteknik, Det er jeg ikke ene om, hans kvaliteter er indlysende. Man kan læse mere om ham på Kunstens hjemmeside.

Uanset A.O.'s kvaliteter er der tale om relativt traditionel kunst, en plan flade med farver, og oven i købet forestiller billederne noget.

Anderledes var særudstillingen Movin' Space. Her er tale om nutidskunst, som gør brug af moderne teknologi på en meningsfuld måde. Den lille sorte boks ved siden af A.O.'s billede er en del af "Usman Haque: Miscommunications nr. 1." En mikrofon opfanger den omgivende lyd og sender den videre til de andre sorte bokses højttalere, med ca 5 sekunders forsinkelse pr boks. Man kan tale til mikrofonen, eller man kan blot lade den fange den lyd, der er i nærheden. Under alle omstændigheder gør den lange tidsforsinkelse, at der ikke er tale om kommunikation, men blot støj og forvirring. Et enkelt billede på et alt for intenst nutidssamfund. Samtidig ganske fornøjeligt, hvis man slipper sit indre legebarn løs og prøver at snakke til boksen.

Tomas Saracenos værk "Walking on clouds", giver dig en mulighed for at se det hele lidt fra oven. Et rum i Kunsten er sat under tryk med en blæser, som man kender det fra markedspladsenes hoppeborge. For oven er der en klar plastdug, man kan kravle ud på. Den bløde plast giver ret bogstaveligt en fornemmelse af at gå (kravle) på en sky, plasten giver efter og du synker lidt ned. Du får et andet perspektiv visuelt, men også på din egen måde at bevæge dig på, man må ikke stå op, men skal kravle, og man bruger nogen andre muskler end man plejer, på grund af plastens eftergivelighed.

Billedet dokumenterer, at jeg var derude. Det dokumenterer heldigvis ikke, at jeg fandt oplevelsen let ubehagelig, fantasien arbejdede hele tiden med, hvad der kan ske i værste tilfælde. Men det var værd at prøve alligevel, det er ikke så tit, man kan gå (kravle) på en sky.

Port 2010

Denne weekend har vi haft lejlighed til at se et par ting, som er en del af Region Nords store satsning, Port 2010. Erland Knudssøn Madsen har lavet to skulpturer, som midlertidigt er udstillet i kanten af Nationalpark Thy. Vi har før i denne blog set på et Erlands (som han kaldes her, også af folk, som kun kender ham perifert) værker.

Denne gang har man forsøgt at slå en masse fluer med et smæk. Skulpturerne er en del af Port 2010, de er opstillet i ved indgangen til Nationalparken, som port. Mon det var det, som festivalarrangørerne havde tænkt med navnet? Så får vi også lige trukket I P Jacobsen af stalden. Skulpturerne står ved et af de vandhuller, hvor JPJ studerede alger og encellede organismer. Værkerne er via titlen "Arabesk" kædet sammen med to af JPJ's berømteste digte, som du kan læse her: 1 og 2.

Spørgsmålet er, om Erland har ladet sig spænde for for mange vogne her. Hans værker er ofte i nær familie med minimalismen, og de udmærker sig ved, at man netop ikke kan udlæse en verbal fortælling af dem. De er udelukkende et visuelt statement, uden budskaber eller løftede pegefingre. Men ved at omsætte arabeskens slyngninger til tre dimensioner, i galvaniseret stål og acrylplade, mister han den ro, som ellers gør det muligt at dvæle ved hans værk. Værket er stadig kun visuelt orienteret, men man efterlades uafklaret og med en negativ undren over, hvad der lige sker her.

Det tredie billede er fra Kunstforeningens Det Ny Kastets udstilling i Port 2010. Det er af Rasmus Albertsen og hedder Archive. Det er en videoinstallation med folk, som foretager sig uforståelige handlinger i et kontorlandsskab. I stedet for et lærred vises videoen på en masse sammenklæbet a4 80g/m2 papir, som i øvrigt også flyder over det hele. Uden at jeg kan pege på en konkret reference forekommer konceptet bekendt, vi har lissom set sådan noget før. Vælger man et udtryk, som ikke er super-originalt, er man nødt til i stedet at kunne noget særligt med udførelsen. Altså: det kunstneriske håndværk kan være så godt, at man tilgiver en mangel på originalitet. Det er der ikke tale om her.

Statens Kunstfond

Vi nåede lige at se Det Ny Kastets udstilling af Statens Kunstfonds nyindkøbte værker. Der er rigtig mange spændende ting, udstillingen kan varmt anbefales til alle kunstinteresserede. Billedet viser et værk af Jørgen Carlo Larsen. Beskriver man det for andre, som et kvadratisk stativ i syv etager, sammensvejset af jernstænger og hvidmalet, med tre toiletruller på hver stang, så vil det muligvis give en let hovedrysten som resultat. Men som det står der, er der et sært modspil mellem stativet, som gør krav på at være seriøst og næsten ophøjet i al sin hvidhed, og så de temmeligt hverdagsagtige toiletruller. Det er ikke så ligetil at afvise værket som pjat, lokumsrullerne insisterer på, at du forholder dig til dem, så at sige. Samtidig er vi tæt på en eller anden praktisk foranstaltning, uden at det er til at gennemskue hvordan. Der er mindelser om forskellige displays til udstilling af postkort, f.eks.
Jeg spekulerer nu også på, hvordan man skal bevare værket for fremtiden, jernstængerne er svejset i begge ender, og rullerne er ikke så ligetil at skifte.
I øvrigt, serendipity er en herlig ting, se bare her, hvad man kan med paprør fra toiletruller.
Vi viser også lige to billeder af John Kørner, han er jo næsten kanoniseret, som en af dem der har udsmykket kroprinsens palæ i Amalienborg, også selv om han skulle male sit værk om.

Sara Blædel: Aldrig mere fri

Danmarks Radio uddeler dette efterår prisen "Den gyldne kødøkse" til årtiets bedste krimi. Jeg har haft behov for at læse bogen, da den er med i krimiklubben, som har en aflægger på biblioteket.
Det var en interessant oplevelse. Jeg husker den som godt anmeldt og noget hypet, især på grund af emnet, kvindehandel og trafficking af prostituerede. For en sikkerheds skyld tjekkede jeg anmeldelserne igen og der var mange flotte ord om bogen.
Hjertet sank dog noget i livet, da jeg på første side læste dette:
"Politiassistent Louise Rick rettede sig op og trak vejret dybt. Mon man nogensinde vænnede sig til det? Hun håbede det på en måde ikke."
Der er dømt dameblad her, et fladt, kedeligt sprog og en fortælleteknik lige ud af motorvejen. Det fortsætter sådan på 373 sider, uden nåde.
Hvis ikke skriveriet er i orden, så hjælper det ikke, at plottet er spændende. Man læser videre for finde ud af, hvem der gjorde det, alt imens man alligevel ikke er fanget af bogen. Det hjælper heller ikke at emnet er velvalgt og aktuelt, det gør det næsten bare værre at se et vigtigt problem udsat for en trist behandling.
Det der undrer mig mest er, at så mange anmeldere kan rose bogen. Nu om dage har krimiforfattere litterære ambitioner og krimilæsere forventer både et godt plot og en god forfatter, hvad vi da også får mange steder.
Den der kommer nærmest en kritik er Per Krogh Hansen, som i Berlingske Tidende skriver: "Blædel er ingen stor stilist, men hun kan sit håndværk og forstår også denne gang på udmærket vis at flette krimiplot sammen med skildringen af (især) kvinders hverdagsliv i 00erne."