Til fernisering

Hvorfor går man til åbning af kunstudstillinger, vernissage som nogen kalder det? Hver enkelt har sin egen begrundelse. For nogen kan det være et ønske om at se den kunst som udstilles, men det er nu nok de færreste.
Det viser sig tit, at det kan være et problem at få kunsten at se for alle de kunstelskere, der er mødt frem.
Mon ikke mange kommer også for at se hinanden og blive set, hilse på venner og bekendte. Måske også for at se giraffen. Eller som i fredags, for at se girafferne.
Kunstforeningen Det Ny Kastet åbnede da en udstilling med malerier af bl.a. Arne Haugen Sørensen, og åbningen blev foretaget af Klaus Rifbjerg. Så selvom det i første omgang kneb med at komme til at se billederne, så var det en oplevelse at høre Klaus Rifbjerg fortælle om sit forhold til kunst.
Sprogligt og indholdsmæssigt var det en fornøjelse, Rifbjerg regnes ikke ufortjent til Danmarks store digtere.
Arne Haugen Sørensens billeder kredsede om kendte motiver, Leda og svanen, vandringsmanden mv. Farverne var anderledes end tidligere og også visse detaljer, bl.a hæftede jeg mig ved, at vandringsmanden havde fået noget i retning af et ansigt og dermed en personlighed, hvor han tidligere var en arketype. Kunstneren var der også, han signerede bøger og alt i alt er det en seværdig udstilling, som det lykkedes os at se, da hurlumhejet var stilnet lidt af.
Billedet viser Klaus Rifbjerg og medlemmer at kunstforeningen.

Christo i Thisted

Wrapped Reichstag



Thisted Gamle Rådhus





Det er længe siden vi har hørt noget til Christo på den internationale kunstscene. Christo stammer fra Bulgarien og er kendt for at pakke ting ind i stof.
Jeg hørte første gang om ham i forbindelse med projektet Valley Curtain i begyndelsen af 70'erne. Siden har jeg fulgt med i, hvad han lavede; det kan dårligt undgås, det har været nogen ganske spektakulære projekter. Kendt er bl.a hans monumetale indpakning af rigsdagen i Berlin.
I Thisted har vi lidt af det samme, her er det det gamle rådhus, der er pakket ind. Det er ganske vist ikke et kunstværk, men en sikkerhedsmæssig foranstaltning i forbindelse med renoveringen. En indpakket bygning er kun et værk, når den er pakket ind med det formål at være kunst. Realea har overtaget det gamle rådhus som nu bliver sat i stand, og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Du kan læse om renoveringen her. og nu glæder vi os til at se, hvad de får ud af det.
Billedet at Reichstag Berlin er lånt af m.joedicke på flickr.com

Digital og analog kunst

Billede lånt fra http://www.finn-have.dk/

Mari Velonaki: Fish-Bird

Sidste uges ferie blev bl.a brugt på kunst. På kunstforeningen Det ny Kastet hørte vi Finn Have fortælle om sit værk, og på Aros så vi digital kunst i udstillingen Enter Action_digital art now. Begge dele med stor fornøjelse. Finn Have er landskabsmaler, hvad der er en sjældenhed i dag. Han maler med brede, kraftfulde strøg sine præcist observerede landskaber. Han er uendelig langt fra J. TH. Lundbye og de andre guldaldermaleres sirlige Kodachrome-landskaber, men han er også uendelig langt fra den digitale nutidskunst vi så på Aros. Så langt at det kan volde problemer at rumme begge dele under den samme betegnelse (kunst) uden totalt at udvande begrebet. Hvor Finn Haves billeder vidner om et præcist blik og et stort håndelag, så er den digitale kunst baseret på gode ideer og digital ingeniør-kunnen. Man kan kun gengive et landskab så indfølt og samtidig med så bred en pensel, når man for det første kan se, hvad der er væsentligt at få med og for det andet kan sætte sine hurtige strøg rigtigt første gang. I modsætning hertil drejer den digitale kunst om at få en ide på baggrund af en viden om hvad der overhovedet kan lade sig gøre. Selve udførelsen kan laves af ansatte, hvis det er det der passer bedst. Billedet viser en installation af to kørestole, som kommer hen og snakker med publikum, ved hjælp af de små papirsstrimler. Det vil sige, den ene var lidt mere genert end den anden. Her som i megen anden interaktiv kunst kalder værket på et smil og måske også lidt på eftertanken. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at begge dele er rigtig god kunst, som det er værd at opsøge og bruge tid på. Finn Haves billeder har den fordel, at man kan tage dem med hjem og hænge dem op over sin sofa.

"Folkelivsscene"

De tre øverste billeder viser en scene fra Vorupør, Langfredag 2009. To unge mennesker sætter en båd i vandet. Deres egen traktor er for lille, men med lidt hjælp fra naboen går det. Så vidt vi kunne se, var der tale om en fornøjelsestur, men der blev også fisket den dag.

Det sidste billede har vi lånt på Skagens Museum. Det er malet af Oscar Björck, og som man kan se er der traktoren til forskel fra dengang og til nu.

En yderligere forskel er der nu. Da Oscar Björk malede billedet, blev han hædret og fetereret, og billedet hænger på en meget fremtrædende plads i Skagens Museum.

Kan man forestille sig en nutidig kunstner gøre søsætningen af en Vorupør-pram til genstand for en kunstnerisk fremstilling? Jeg tror det næppe, romatikken omkring fiskernes liv er ligesom forsvundet, og man kan næppe komme afsted med at kalde et billede for folkelivsscene idag, det klinger simpelt hen forkert. Vi kan gå videre og spørge os selv om hvornår vi sidst har set en kunstnerisk afbildning af folk i arbejde?. Et hvilket som helst billede af en person i gang med et eller andet stykke arbejde vil vække mindelser om om sovjet-tidens klamme arbejderforherligende billeder, og er dermed umulige at male. Et eller andet sted er det et tab.

Prisen på rundstykker og flybilletter

Dette uskarpe og gnidrede billede forestiller, hvad jeg formoder er landets dyreste rundstykke. Sat på spidsen koster det ca. kr. 500. -. Det og en kop kaffe samt få centimeters knæplads udgør forskellen på at flyve med SAS og Norwegian fra Ålborg til København. Og så selvfølgelig det afgørende argument, nemlig at SAS flyver på et tidspunkt som gør det muligt både at få sin nattesøvn og en hel arbejdsdag i Hovedstaden.
Jeg skal ikke vente ret længe i en lufthavn, før jeg funderer over de mange forskellige priser på, hvad der i sidste ende munder ud i det samme, nemlig at du på et par timer bliver flyttet fra Ålborg til Københavns centrum.
Jeg spekulerer af og til på, om Norwegians pris overhovedet dækker brændstofforbruget. Da jeg kom hjem prøvede jeg, om man via nettet kunne finde svar på spørgsmålet.
Det er selvfølgelig ikke så ligetil, men nogen skolepiger i Seattle har fået det samme spørgsmål for som blækregning, så vi prøver at følge med.
Tager vi Norwegian som eksempel, er første spørgmål er selvfølgelig, hvilken maskine der flyves med. Jeg kan ikke kende forskel på de forskellige udgaver af Boings 737ere. Selv om jeg kunne, så oplyser Boing ikke direkte brændstofforbruget. Men der er heldigvis hjælp at hente hos airliners.net, som er et godt sted for flyinteresserede.
Linket giver en indikation af, hvor meget brændstof en ruteflyver bruger.
Men hvis vi skal vide, om vi har betalt for brændstoffet med billetprisen, skal vi også kende prisen på jetfuel. Den finder vi her.
Ved hjælp af en lommeregner når vi så frem til, at vi vistnok trods alt har betalt brændstoffet, selv med de billigste billetpriser.
Vi kan også se, at vi bruger brændstof i et omfang der svarer til at hver enkelt kørte turen alene i bil, hvis ellers flyveren er fuld. Nyttigt at vide, næste gang der bliver snakket CO2- fodaftryk.
Men hvordan luftfartselskaberne når frem til deres priser, er stadig en hemmelighed. Også for selskaberne selv, det går jo ikke for godt på den kant. Sterling gik fallit og SAS har svære vanskeligheder. Men trods alt flyver de til tiden fra Ålborg, det er ikke altid det giver sig selv, se bare her .

Glæden ved ægte fordele

"Du må ikke tage drengens bold, så bliver han jo ked af det". Noget af det første man lærer som barn er er kende forskel på dit og mit. Vi lærer det så tidligt, at de fleste har en næsten instinktiv forståelse af personlig egendomsret. Det giver næsten sig selv, at hvis jeg tager drengens bold, så har han jo ingen. Vi er udrustet med empati, med- eller indfølelse, som gør, at vi kan forstå at drengen bliver ked af det, hvis vi tager hans bold. Anderledes er det, hvis jeg får fat i en bold magen til, så er problemet løst, så længe vi snakker bolde. Eller jeg kan aftale at låne den en times tid, og levere den uskadt tilbage.
Men når det så pludselig drejer sig om software, så er historien en helt anden. Jeg kan låne "bolden" en times tid og levere den tilbage uskadt og vupti så har jeg også en "bold", helt magen til. Der er ingen instinkter der siger dig, at det må man ikke for der er jo ingen der mangler noget. Man er nødt til at lære det uden ad.

Bill Gates og Microsoft har sat sig selv på den meget svære opgave at få os til at forstå, at selv om et program er købt og betalt, så har du ikke lov at gøre med det, som du vil. En bold kan du forære væk som det passer dig, men du må ikke lave kopier af dine cd'er eller af dine programmer.

Hvis vi ikke lærer det, som kommer der et skærmbillede og fortæller dig om "office genuine advantage". Det kan for eksempel ske, hvis den pæne mand, som gav dig en cd med Office pakken ikke endnu har lært udenad, at man ikke må kopiere programmer.
"Office Genuine Advantage" betyder noget i retning af glæden eller fordelen ved at være på den rette side af plankeværket (dvs have betalt gennem næsen for noget du kan få gratis). Min PC har forsøgt at lære mig den glæde her på det sidste, det er lige før den åbner med halleluja koret i bar begejstring, i mens den fortæller mig at der kun er 14 dage til en uhyrlig katastrofe.
Det tager heldigvis ikke så megen surfen at finde noget der ligner en kur, der skal pilles ved et par systemfiler. Det bliver installationen jo ikke lovlig af, så mon ikke MS office ryger ud til fordel for en anden løsning. F.eks OpenOffice, som er lavet af folk som har indset, at gode programmer bør kunne kopieres og installeres både lovligt og gratis.
Alternativet er at købe noget jeg allerede har. Måske skal jeg bare lære udenad, at sådan er det.

Netlydbøger med mere

I gamle dage var det nemt at være bibliotekar. I tiden efter Gutenberg og før Bill Gates skulle man blot holde styr på, hvilke bøger man havde og hvem man havde lånt dem ud til. Nu om dage er det lidt mere indviklet. Nu er der for eksempel kommet netlydbøger til. (http://www.netlydbog.dk/).
Det burde være så enkelt, man downloader bogen til sin PC, flytter den til sin MP3 dims og kan høre sin bog læst op, hvor det passer en. Når tiden er gået forsvinder filen igen, på samme måde som man afleverer sine bøger efter en måned.
Men allerede her bliver det svært. I den stående krig mellem Microsoft og Apple har Microsoft vundet et slag, idet man har sikret sig at den MP3 dims, som alle taler om - Ipod'en - ikke kan bruges i denne sammenhæng. Fælles standarder kommer ikke på tale. Nå, har man endelig forsonet sig med, at man skal have en Windows PC og et bestemt fabrikat af MP3 afspiller, så kan man gå i gang med at downloade.
Men så er det, man fortryder, at man drillede den kloge dreng med de tykke briller, dengang man gik i skole, for her er virkelig tale om nørdernes hævn. Hævn skal nydes kold og i små portioner, og det lykkes virkelig også her.
Selv om man har den korrekte Windows Media Player og den rigtige MP3 afspiller kan man få fejlmeddelelser. Klikker man på det link, det dukker op sammen med fejlmeldingen, får man at vide, at man skal besøge en bestemt side, og at man skal lukke Windows Media Player. Men Media Player lader sig bare ikke lukke, uanset hvor meget man klikker på krydset i øverste, højre hjørne.
Så tager man chancen og forsøger at downloade den angivne fil. Flere fejlmeddelelser. Så man bliver til sidst nødt til at læse hele den tekst, som er knyttet til hjælpefilen. Som den ultimative hån anbefalder Microsoft at man udskriver teksten først. Så går det op for en, at man skal installere et Active-x objekt og logge på som administrator (og hvem kan lige huske adm-passwordet) før man kan installere den ønskede rettelse.
IT verdenens svar på krigen mod terror er retssagen mod thepiratebay.org, og lige som krigen mod Taliban går det ikke for godt. Det er da ikke så sært. Når man i den grad læggger hindringer ud for de af os, der har et oprigtigt ønske om at gøre tingene lovligt, er det da ikke underligt, at der er nogen der forfalder til nemmere og billigere løsninger.

Flere store forfattere

Det er da timing, der vil noget. Dagen efter blogindlægget om Leif Davidsens status og Kirsten Larsens sammenligning af ham og Hanne Vibeke Holst, får sidstnævnte Boghandlernes Gyldne Laurbær.
Så fik hun endelig noget af den anerkendelse, som hun åbent indrømmer, at hun synes hun har fortjent. Personligt er jeg på linje med Kirsten Larsens kommentar, HVH er meget læst og elsket af et bredt publikum, men det er ikke det samme som at være en "stor forfatter". Jeg skal spare læserne for min personlige udlægning af HVH's forfatterskab og i stedet henvise til en rigtig god artikel i Information om netop dette med anerkendelsen. http://www.information.dk/167348 .
Men der er en ting jeg ikke forstår. Når man sælger, som HVH gør og når man har et stort, trofast publikum, hvorfor er det så så vigtigt at være anerkendt blandt litterater og kolleger. Oven i købet er man på parnasset knap så enige som man kunne tro, jvf artiklen i Inf.

Er det bare sådan, at mere vil have mere, at man ud over et stort publikum også vil accepteres i den litterære offentlighed.

Eller ligger der det samme i HVH's udsagn som i Leif Davidsens. En argumentation i retning af dette: "Jeg er jo bevisligt en stor forfatter, ergo er din kritik af mig fejlagtig". Hvis det hænger sådan sammen skal vi måske lige standse op engang. Vi har måske for nemt accepteret statsministerens berømte udsagn om, at vi ikke behøver smagsdommere og måske har vi glemt, at de litterater, som kritiserer HVH ikke først og fremmest er dommere, men fagfolk, som på et professionelt niveau forholder sig til den litteratur, som andre skriver. Hvor Leif Davidsen blev udsat for ikke-professionelles standret, så kommer kritikken af HVH faktisk fra folk, som ved hvad de snakkker om og som kan argumentere for deres sag. Så når vi ønsker HVH tillykke, er det vel vidende, at der stadig er litteraturfolk, som er stærkt kritiske overfor hendes værk.

Om Store Forfattere

Sidste torsdag så jeg smagsdommerne på DR. Det var en specialudgave, hvor ofrene for smagsdommeriet fik lov til at forsvare sig. Smagsdommerne er altid spændende, her er klare meldinger om, hvad gæsterne synes er godt og skidt. Og når så kunstnerne får lov til at tage til genmæle, er der jo lagt op til godt fjernsyn. Du kan indtil videre se udsendelsen her.

Særligt interessant var Leif Davidsen, hvis nyeste roman "På udkig efter Hemingway" var blevet sablet ned i en udsendelse før jul. LD fik lov at kommmentere kritikken, og som rutineret journalist og skribent slap han ganske godt fra det. Han henviste til sine høje salgstal og sine relativt gode anmeldelser i dagspressen. Det lykkedes også for ham at sige disse ord "jeg er jo en stor forfatter", uden de mindste kvababbelser. Og så i jantelovens fædreland.

Men passer det så, er LD en stor forfatter?. En henvisning til salgstal er ikke nok, litteraturhistorien er fuld af storsælgende forfattere som ingen vil drømme om at kalde store. Produktivitet er heller ikke nok, der er masser af produktive forfattere, som ikke fylder meget i litteraturhistorien. Men vi kunne undersøge, hvordan fagfolk og litterater forholder sig til LD. Han bliver trofast anmeldt i aviserne, han har sin plads på http://www.litteratursiden.dk/ og der bliver jævnligt skrevet portrætter af ham. Men der er ingen litteraturforskere, som bruger tid eller kræfter på ham. Den bog, der findes om ham er en portrætbog, ikke en litterær gennemgang, scholar.google.com har ikke noget om ham og de anerkendte litterære tidsskrifter har heller ikke noget. Se selv efter på http://www.bibliotek.dk/. Hvis LD er en stor forfatter, er det altså ikke på linje med Klaus Rifbjerg og Karen Blixen, LDs plads på litteraturens stjernehimmel hænger ikke sammen med et vægtigt forfatterskab, men med nogle ganske ferme og underholdende krimier. Det er der ikke noget galt i, men når man kalder sig selv "stor forfatter" bør vi læsere forholde os til det. I tider, hvor vi hærges af x-faktor og lignende fænomener, kan blot det at læse en forfatter, som er nogenlunde god til sit håndværk være en lise, men der er altså et stykke vej derfra og så til at være en "stor forfatter".

Gæs

Normalt dyrker jeg ikke fugle- eller dyrefotografi ret meget, jeg har hverken udstyr eller tålmodighed til at tage ordentlige billleder af fugle. Men i dag skulle det prøves. A bankede på ruden og pegede op, der var en meget stor gåseflok på vej tilbage til Nationalpark Thy, hvor de er på vinterferie. Jeg greb fluks Ixus'et og tog dette billede. Hvis du klikker på det, kan du netop ane, hvor stor en flok der er tale om. Hvis du vil vide mere om nationalparken, så klik på linket.

I øvrigt er der et par finurligheder på Nationalparkens hjemmeside. Nat.parken er omtalt som uspoleret, selvom vi lærte i folkeskolen, at hederne er et resultat af vore forfædres overdrevne skovrydning, som altså netop spolerede arealerne. Faktisk skal heder jo vedligeholdes for ikke at springe i skov.

Det leder så til det næste spørgsmål, er det overhovedet natur, når det arealerne kræver en stor grad af menneskelig pleje for at fremstå som de gør?

Det er i sidste ende et sprogligt spørgsmål, og til det brug er http://ordnet.dk/ en god side.

Her kan man få svaret i Ordbog over det danske Sprog, som siger følgende om Natur:

"... (del af) den mennesket omgivende ydre verden, betragtet som den verden, i hvilken menneskene færdes under aaben himmel...saaledes som den ses henliggende under aaben himmel og i nogen grad overladt til sig selv (om mark, skov, hede osv., mods. have, by olgn.);..."

Dermed er spørgsmålet besvaret, kategorien natur omfatter også de arealer, som kræver menneskelig pleje for at fremstår på en for os tilfredsstillende måde.

Gæssene kan man heldigvis også nyde fra sin fortrappe, det er et flot syn under alle omstændigheder.

Appelsinmarmelade

Her skulle have stået en kommentar om arkitekturen i Thisted Midtby. Men i stedet for at skrive, gav jeg mig til at lave appelsinmarmelade. Opskriften er en kombination af flere, som jeg har fundet på nettet.
1,1 kg citrusfrugter, flest appelsiner, enkelte citroner.
1 kg syltesukker - det der nymodens med pektin i.
1 dl vand.
Appelsinerne skrælles med en kartoffelskræller, og de tynde skræller lægges til side. De hvide hinder skæres af og kasseres. Der skal være ca. 1 kg appelsin tibage. Appelsinerne skæres i både og lægges i blenderen. De tynde skræller skæres i strimler og koges i vandet i ca. 10 min.
I mens de koger blendes appelsinerne grundigt. Appelsin-pulpen kommes i gryden og koges sagte med skrællerne i godt og vel ½ time. Husk at røre. Derefter kommes syltesukkeret i og marmeladen koger videre i 15 min. Marmeladen hældes på rengjorte og skoldede glas.
Denne opskrift giver en knap så bitter marmelade.
Hvis du har lyst til at læse om Thisteds bygninger, så se i dagbladet, hvor Arkitekt Robert Mogensen og dagbladets fotograf Klaus Madsen har fundet nogle interessante, men ikke nødvendigvis smukke bygninger.

J P Jacobsen center

Så er centeret åbnet, midt i Thisted. Jeg har før givet ondt af mig på grund af mangelen på æstetiske hensyn, og selvfølgelig har jeg og de andre kritikere ret. Det er en meget stor ting af stål og glas fra en brusekabine der er landet midt i Thisted. Storegade er blevet til en snæver gyde, fra at være byens strøg. Hvorfor er der i øvrigt ingen planlæggere eller arkitekter der forsøger at forsvare byggeriets udseende?

Det har selvfølgelig ikke hindret mig at tage stedet i øjesyn, og jeg må konstatere, at vi bliver mere og mere civiliserede i Thisted. Vi har længe haft McDonalds, og nu får vi både Føtex og H&M på en gang, og oven i købet er der rullende trapper. Så mangler vi ikke ret meget i at være der.

I øvrigt er det ikke særligt spændende at komme ind i centeret. Det ligner, at tresserne er kommet til byen. Tænk, hvis man som i Hjørring havde lagt et bibliotek sammen med butikkerne. Men her i Thisted drømmer vi om et kulturhus med fjordudsigt, så det har på intet tidspunkt været på tale at gøre som i Vendsyssel.

Nå nu ligger huset der med mulighed for at shoppe i tørvejr, og man kan jo heller ikke se centeret inde fra bygningen.

Om fordomme

... Drikker og har let til kniven Prøv at søge på den vending i Google (klik på udsagnet), så får man en hel række resultater, som alle kæder udsagnet sammen med finnerne.
Nu er spørgsmålet så, hvor stammer sætningen fra? Vi ved jo alle, at man ikke må sige sådan i dag, man må ikke engang tænke sådan, og derfor er det jo dobbelt sjovt at sige eller skrive det alligevel. Men vendingen er så prægnant, at der må være tale om et citat. Men hvorfra? Tanken går umiddelbart til Salmonsen, men her kan man blot finde denne svada:

"....Folkekarakteren udmærker sig ved Udholdenhed, indtil Stædighed, Langsomhed og Styrke i Følelserne. Finnen er sen til Vrede, men hans Vrede er farlig og giver sig kun alt for ofte Udslag i Voldshandlinger. En sjælelig Modsætning gør sig gældende mellem de to vigtigste finske Stammer, Tavasterne og Karelerne; ..."

Som jo nok siger mere om Salmonsen end om finnnerne. Svaret må indtil videre stå hen i det uvisse.

Aros, november 2008

Vi har tilbragt søndagen på Aros, hvor vi mest så de to særudstillinger med Søren Behncke, også kendt som Papfar og med Erik A Frandsen. Papfar laver, som navnet siger, store, naive og/eller realistiske skupturer i bølgepap. Af den type, som man bliver glad af at se på. Kendt er bl.a. den på billedet, en Ferguson traktor i 1 til 1 i pap. Den er ejet af Novo Nordisk, men kan altså ses i Århus i øjeblikket.

Helt anderledes er Erik A. Frandsen. Han var en af de unge vilde i begyndelsen af 80'erne og han har været aktiv på kunstscenen lige siden. Det er ganske forbløffende at se, hvor meget en kunstner kan ændre sig. Fra at lave noget der lignede street-art i begyndelsen, via noget med bly og rockwool, senere noget med plastbakker på et lærred og så til såkaldte mudderbilleder, som var rendyrket abstrakt ekspressionisme. For så i dag at lave naturalistisk- realistiske billeder på basis af snapshots. På det vedhæftede billede ses en af flere venetianske glasmosaikker. Her bruger han en teknik, som jeg associerer med noget højtideligt, til nogen ekstremt flotte hverdagslivs-billeder. Som iøvrigt ser ud til at kræve et ganske stort håndelag, noget jeg altid falder for. Bestemt en anbefalelsesværdig udstilling.

Fugle

Der er mange måder at dyrke ornitologi på. Man kan rejse land og rige rundt for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, eller man kan vente og se, hvad der kommer forbi. Vi har megen glæde af at fodre fuglene i haven. Småfuglene er vilde med solsikkefrø, solsorte og drosler spiser de æbler, vi ikke har lagt væk. Senere på vinteren spiser de også dem, vi har lagt væk, hvis de får chancen. De frækkeste vil gå langt for at skaffe sig den chance, de hopper gerne helt ind under halvtaget og op i de kasser, som vi opbevarer æblerne i.
Lørdag, mens vi sad og drak kaffe lød der et stort bump på vinduet, og da vi så op, fløj en solsort hastigt væk. Den var blevet skræmt af den tyrkerdue som var fløjet mod vores rude, for defter fortumlet at flyve videre. Det sker en gang imellem, for det meste overlever fuglen med en forskrækkelse.

Dagens quiz. Hvem skrev en novelle, hvor aftensmaden bliver reddet ved at en fugl flyver mod døren, for at blive spist af den sultne famile?

Månen

Månen fylder enormt meget i vores mytologi og i alle mytologier, og der er skrevet et utal af sange om månen. Ja, selv dyrelivet som vi kender det er vist opstået med hjælp fra tidevandet og dermed fra månen.
Min hustru gjorde mig opmærksom på, at det er fuldmåne i nat, hvilket kan forklare mine søvnproblemer, hvis det da ikke var kaffen.

Men månen stod op lige ud for vort stuevindue, og gjorde den vedhæftede film mulig. Månen står op og solen går ned, mens vi hører lidt af The Drifters udgave af "Blue Moon".
Det med månen har nu ikke været det samme siden Neil Armstrong satte sine store fødder på den og sendte sin ikke helt stuerene hilsen til sin gamle nabo, Mr. Gorsky.

Investering

Kvinden på billedet hedder Bamba Mahoua, og hun sælger trækul et sted i Elfenbenskysten. Hun har fire ansatte, og hun havde brug for penge til at udvide sit lager, så jeg har lånt hende € 250, som hun netop er begyndt at betale tilbage.

Selv om hun er en sikrere investering Roskilde Bank og Fannie Mae tilsammen, giver hun hele 12 % i rente. Hvis hendes virksomhed fortsat holder, er der altså tale om en ganske god investering. Samtidig er der så 4 mennesker, som har et solidt, omend beskedent levebrød.

Alt det er selvfølgelig ikke noget, man selv sætter I værk, der er en mellemhandler inde i billedet, nemlig hjemmesiden http://www.myc4.com/.

Siden formidler såkaldte mikrolån til små forretningsdrivende i Afrika. Der er tale om delvis forretning delvis ulandshjælp. Ulandshjælpen ligger i, at modtagerne får mulighed for at drive forretning, og i at man må formode at der er tale om en risikofyldt investering med begrænset sikkerhed.

Men lige for tiden er der jo forøget risko selv ved boligobligationer. Der har været mediediskussion af denne form for ulandshjælp/investering, og det er da rigtigt, at de aller fattigste ikke får direkte del i de investerede midler, men måske kan nogen af dem få job i de virksomheder, der investeres i. Jeg er i hvert fald spændt på at se, hvordan "mine" forretninger går.

Dagens ret

Ingredienser
2 kyllingefileter
2 skiver spegeskinke - parmaskinke eller lign
3 skalotteløg
1 lille rød peber
1 citron
2 tsk blomsterhonning
½ dl fond
evt 2 salvieblade
olivenolie

Hermed introducerer vi madopskrifter på denne blog. Dagens opskrift er kylling med spegeskinke:
Gør kyllingefileterne klare. De papirstynde skinkeskiver hæftes på kyllingen med to tandstikkere (uden smag!). evt kan man lægge et blad salvie under hver skinkeskive, så nærmer vi os saltimbocca. Løgene og peberen hakkes fint. Løgene svitses i oliveolie til de er klare, men ikke brune. Den røde peber tilsættes og svitses med. Tilsæt saften af en citron, ½dl fond og 2 tsk honning. Rør til honningen er opløst.Smør et ovnfast fad, hæld saucen i bunden af fadet og læg kyllingestykkerne ovenpå. Steg i varmluftovn 45. min v. 150 grader. Salvien kan udelades eller erstattes af andre krydderurter. Serveres med dagens tilbehør.

En cactus springer ud

Kaktusser har det med at springe ud om natten. Denne på filmen gør i hvert fald. Jeg havde sat kameraet til, for at lave en fin lille time-lapse film af en udspringende blomst. Men jeg skal raffinere teknikke noget mere, i hvert fald sker der ikke så meget på de to timer jeg har til rådighed for mine eksperimenter. At der dog sker noget kan man se her, hvor vi ser de første og de sidste minutter af processen. Blomsten sprang ud natten mellem lørdag og søndag, og i dag mandag er den allerede faldet.

Når overskriften er stavet med c i kaktus, er det for at gøre reklame for Thisteds store digter, I P Jacobsen. Han skrev en digtcyklus med denne titel. Den kan læses på nettet, ophavsretten er for længst udløbet. Se for eksempel "Arkiv for dansk litteratur", http://www.adl.dk/. Det er et rigtigt godt sted, seriøst og veldokumenteret som man kan forvente, når det Kongelige bibliotek er involveret.

Hvis vi fortsætter reklamen lidt så er http://www.kalliope.org/ også et godt sted til danske digte, igen selvfølgelig med udløbet ophavsret. Endelig skal http://runeberg.org/, som samler nordisk litteratur med frivellig hjælp, nævnes.

Den kunstneriske proces

Mange spekulerer sikker på, hvordan et maleri bliver til, hvordan materialer købt i Søstrene Greene bliver til stor kunst. Denne time-lapse movie giver et sjældent indblik i den kunsteriske proces. Et lille 30x40 cm billede bliver til for øjnene af dig. Du kan se det færdige billede også. Det forestiller Kobbermølle(Kupfermühle) ved Flensborg i optrækkende uvejr.