I love you

Skærtorsdag var vi i Århus på Aros, hvor vi så hele to fornemme udstillinger. Først Jacob Holdts billeder fra Amerika. "Tro håb og kærlighed" hedder udstillingen. Det er dels de opringelige billeder fra hans show "Amerikanske billeder" fra 70'erne, dels nogen opdateringer om hvordan det siden er gået for ham og for nogen af personerne fra det oprindelige show.

Det var en forbløffende stærk udstilling, billederne fra dengang var blevet kopieret i stort format i professionel kvalitet, og de nye billeder var blevet taget med bedre udstyr end dengang. Udstillingen viste, at der i USA stadig findes ekstrem fattigdom, stærk racisme og en forkærlighed for skydevåben af svær kaliber. Stærkest virkede dog Jacob Holdts engagement og evne til at komme i kontakt med alle, på tværs af race og samfundsmæssig status.

Som hovedarrangement så vi kunstudstillingen "I love You", en temaudstilling om kærlighed som motiv i kunsten. Her er virkelig sat alle sejl til. der var et bredt udsnit af store kunstnere, fra Eckersberg via Rodin og Picasso til Damien Hirst og nutidens kunstnere. Hvis man var i tvivl om hvad man så, og hvordan man skal forholde sig til det, så var der en lille folder med omtale af alle værkene, og for de rigtig flittige var der et trykt katalog.

Jeg kan personlig anbefale først at se på kunstværket og så læse forklaringen, så er man ikke bundet at museets fortolkning. Omvendt er forklaringen god at have, så man får det hele med.

F.eks. I Damien Hirst' 4 store hjerter (se online galleriet) med klare, blanke farver. Der var påsat nogle flotte sommerfugle, imponerende var det. Først når man får at vide, at sommerfuglene var lagt levende ned i den våde maling bliver værket noget dobbelttydigt og ubehageligt.

De to illustrationer i dette indlæg viser nederst Mona Hatoums "Tea for two". I følge Aros et billede på, at man kan miste sin individualitet i et parforhold. I følge undertegnede et billede på, at kærlighed kan være svær, grænsende til det umulige at have med at gøre. Prøv bare at drikke af koppen , to og to.

Det Øverste billede er af Louise Bourgeois og hedder "The Couple". Vi overlader fortolkningen til læseren, og anefaler udstillingen på det varmeste. Den går helt til d. 12. september.

Digital og analog kunst

Billede lånt fra http://www.finn-have.dk/

Mari Velonaki: Fish-Bird

Sidste uges ferie blev bl.a brugt på kunst. På kunstforeningen Det ny Kastet hørte vi Finn Have fortælle om sit værk, og på Aros så vi digital kunst i udstillingen Enter Action_digital art now. Begge dele med stor fornøjelse. Finn Have er landskabsmaler, hvad der er en sjældenhed i dag. Han maler med brede, kraftfulde strøg sine præcist observerede landskaber. Han er uendelig langt fra J. TH. Lundbye og de andre guldaldermaleres sirlige Kodachrome-landskaber, men han er også uendelig langt fra den digitale nutidskunst vi så på Aros. Så langt at det kan volde problemer at rumme begge dele under den samme betegnelse (kunst) uden totalt at udvande begrebet. Hvor Finn Haves billeder vidner om et præcist blik og et stort håndelag, så er den digitale kunst baseret på gode ideer og digital ingeniør-kunnen. Man kan kun gengive et landskab så indfølt og samtidig med så bred en pensel, når man for det første kan se, hvad der er væsentligt at få med og for det andet kan sætte sine hurtige strøg rigtigt første gang. I modsætning hertil drejer den digitale kunst om at få en ide på baggrund af en viden om hvad der overhovedet kan lade sig gøre. Selve udførelsen kan laves af ansatte, hvis det er det der passer bedst. Billedet viser en installation af to kørestole, som kommer hen og snakker med publikum, ved hjælp af de små papirsstrimler. Det vil sige, den ene var lidt mere genert end den anden. Her som i megen anden interaktiv kunst kalder værket på et smil og måske også lidt på eftertanken. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at begge dele er rigtig god kunst, som det er værd at opsøge og bruge tid på. Finn Haves billeder har den fordel, at man kan tage dem med hjem og hænge dem op over sin sofa.

Aros, november 2008

Vi har tilbragt søndagen på Aros, hvor vi mest så de to særudstillinger med Søren Behncke, også kendt som Papfar og med Erik A Frandsen. Papfar laver, som navnet siger, store, naive og/eller realistiske skupturer i bølgepap. Af den type, som man bliver glad af at se på. Kendt er bl.a. den på billedet, en Ferguson traktor i 1 til 1 i pap. Den er ejet af Novo Nordisk, men kan altså ses i Århus i øjeblikket.

Helt anderledes er Erik A. Frandsen. Han var en af de unge vilde i begyndelsen af 80'erne og han har været aktiv på kunstscenen lige siden. Det er ganske forbløffende at se, hvor meget en kunstner kan ændre sig. Fra at lave noget der lignede street-art i begyndelsen, via noget med bly og rockwool, senere noget med plastbakker på et lærred og så til såkaldte mudderbilleder, som var rendyrket abstrakt ekspressionisme. For så i dag at lave naturalistisk- realistiske billeder på basis af snapshots. På det vedhæftede billede ses en af flere venetianske glasmosaikker. Her bruger han en teknik, som jeg associerer med noget højtideligt, til nogen ekstremt flotte hverdagslivs-billeder. Som iøvrigt ser ud til at kræve et ganske stort håndelag, noget jeg altid falder for. Bestemt en anbefalelsesværdig udstilling.