Come Together

Dette kunstværk har stået på Thisted Bibliotek et stykke tid. Det hedder "Come Together" og er lavet af Thomas Wolsing. Adskillige af mine kolleger har kommenteret det og de færreste har været positive. 

 Værket stammer fra årets Landshape  festival. Et Land Art projekt i Hanstholm i begyndelsen af sommeren.  Der findes en lille pjece, hvor værket er beskrevet: Det er inspireret af en vindtør plantevækst, Tumbleweed, og Thomas Wolsing har i samarbejde med publikum skabt en vildtvoksende, organisk skulptur.  Værket er skabt i nært samarbejde med publikum, og arbejdet med værket stoppede kun, da den tildelte tid udløb.  Pjecen slutter sin beskrivelse af værket med at stille spørgsmålet: "Hvor går grænsen mellem kunstneren og publikums samarbejde for, hvad der kan kaldes kunst?"

Det vil sige, at hvad vi ser egentlig ikke er et værk, det er en dokumentation af en proces, et samarbejde mellem Thomas Wolsing og hans publikum.  Dermed er det mindre interessant, hvordan skulturen er endt med at se ud, det egentlige kunstværk er det der skete, da listerne blev sat sammen. 

Godt det samme, for genstanden på billedet er ikke nogen åbenbaring. Den fortæller mig ikke noget uomgængeligt eller blot nødvendigt. Som de rigtige  tumbleweeds er den  et sted mellem et kuriosum  og noget der er i vejen. Den stritter bogstavelig talt i alle retninger uden at røre beskueren. 

Man kunne have ønsket sig at dokumentationen af processen havde været opprioriteret, at dialogen og opbygningen var blevet filmet. På den måde havde beskueren haft en chance for at få et udbytte af skulpturen. Som den står der alene, er den en parentes i Thomas Wolsings i øvrigt spændende produktion og den er ikke en god repræsentant for Landshape festivalens i øvrigt spændende værker. 

Om rigtig kunst og børnetegninger

For tiden kan Thisted Biblioteks brugere få sig en interessant oplevelse af forskellen på "rigtig" kunst af store kunstnere og så skolebørns tegninger. Sommeren over er de 7 Jens Søndergaard billeder, som til daglig hænger på Thisted Bibliotek,  udlånt og i juni er de erstattet af 7 skolers bud på de samme motiver som Jens Søndergaards.  Det ene af ovenstående er lavet af Thorsted Friskoles elever, det andet af Jens Søndergaard.
Man kan for det første se, hvorfor JS stillede sig skeptisk overfor fotografiske gengivelser af hans værker og man kan, når man har set billederne "live"  også se, hvor forskellen ligger. JS malede med en klar reference til virkeligheden i Thy og langs vestkysten, men han var ikke synderligt optaget af at få sine figurer til at ligne,  faktisk er den hvide dame nogenlunde ens på begge billeder.
Har man set begge billeder i virkeligheden, kan man se, at Thorsted børnene er nået forbløffende langt i forståelsen af JS' ærinde, "farvekraft ad helvede til", men man kan heldigvis også se, at der er et stykke vej til målet. JS' billede kan man se på i årevis - jeg har selv gjort det- og stadig finde nye dybder i netop farverne, Thorsted- børnenes ser man sig hurtigt mæt i.
Eksemplet modsiger altså helt klart forskellige Rindalisters udsagn om at det kunne mit barn også gøre, man kan med egne øjne erfare, at selv om man med en god lærers hjælp kan komme langt, så er der alligevel et pænt stykke vej til at blive kunstner.
Hvis lejlighed byder sig, så kom og se både børnenes billeder, og fra juli også Søndergaards billeder på Det Gamle Rådhus i Thisted, hvor de bliver udstillet.  Og kom igen på Thisted Bibliotek i juli, hvor 7 unge kunstnere ("rigtige kunstnere") udstiller deres billeder.
Trods det, at det rigtige Søndergaard billede er tage af en professionel fotograf, så yder det ikke billedet nogen for  for retfærdighed, det skal ses i virkeligheden.
Det er Jens Søndergaards billede øverst.

Amsterdam, Rijksmuseeum

Et af de første begreber, jeg stiftede bekendtskab men i min korte tid på AUC var Walther Benjamins Aura- begreb. Det handler kort sagt om, at det er noget særligt at stå over for det autentiske kunstværk, til forskel fra at se de gengivet i en reproduktion. Google giver massevis af henvisninger til både korte forklaringer og selve det originale essay.
Verden har bevæget sig en del siden dette essay blev skrevet. Ovenstående billede viser, at jeg her stået overfor Johannes Vermeer: Køkkenpigen, fra 1658 ca. Et værk, som alle der har læst en smule om europæisk kunst er stødt på og har set reproduceret.
Auraen er nu stort set gået fløjten i dette tilfælde. For det første var der en umådelig trængsel af turister som jeg, hvoraf  de fleste som jeg gik op i at dokumentere deres tilstedeværelse, ved selv at tage et billede af værket. Trængselen og tummelen gjorde det umuligt på nogen måde at fordybe sig i detaljer, at nyde Vermeers håndværk og komposition, og skulle man endelig komme i nærheden af billedet, så var det bag en tyk glasplade, hvad der selvfølgelig sikrer billedet mod vandaler. Men glasset tager også lidt af synet, af lyset simpelthen.
I dette tilfælde må jeg konstatere, at den bedste oplevelse af lige dette billede og et et par andre highlights nok kommer fra en reproduktion. Jeg kan sige, at jeg har set billedet live, men den store oplevelse var det ikke.
Det er et paradoks, at den velstand og turisme der gør det muligt for os at rejse til alverdens store museer for selv at bese verdenskunstens største værker, samtidigt besværliggør eller umuliggør fordybelsen i disse værker.  Vi ønsker os ikke tilbage til en tid, hvor kunsten var forbeholdt de få, men en vis organisering er nødvendig, hvis mange mennesker skal have glæde af et stort museum.
Man kunne fristes til at foreslå tidsbestilling, hvad jeg da også har set ved visse moderne værker.
Når alt dette er sagt, er Rijksmuseum i Amsterdam stadig et besøg værd, det er umådelige mængder af kunst, som man kan bese i nogenlunde fred, og så er værd at se.
Ligeså med Rembrandt: Nattevagten, også her var der  masser af mennesker.

Demokratur

På Thisted gl. rådhus kan man for tiden se en udstilling, som hedder demokratur. I anledning af det forestående valgt til regionsråd og kommunalbestyrelse har Augusta Duel og Hans Christian Arnklit lavet denne udstilling. Det er angiveligt "koncept- og installationskunst der kradser i demokratiet".
Når der står konceptkunst foran en udstilling betyder det, at kunstneren først og fremmest vil vurderes på sine ideer, altså på konceptet. Det er fair nok, ingen vil falde i svime over selve udførelsen af f.eks. sofaen til sofavælgerne, lavet af så mange ark papir, som der var ikke afgivne stemmer til sidste regionsrådsvalg.
Personligt vil jeg gerne overraskes og udfordres af kunst, ikke mindst når der kun er ideen og konceptet at forholde sig til. Og så gør det næsten ondt, at det første man ser er en række kabiner til stemmeafgivelse. Jeg bliver ikke udfordret af noget, jeg selv og alle andre kunne være kommet i tanke om.
Med bange anelser kigger man bag forhænget, og ja, selvfølgelig er der bag hvert forhæng en række objekter, der kommenterer på forholdet mellem valg og demokrati og medindflydelse og så videre. Kommentarer på en sådan lidt café- kritisk måde, ikke noget der fornærmer nogen og mindst af alt os velmenende lidt til venstre for midten typer.
Det var ikke rigtigt noget at bevæger sig ud i regnen efter. Min største erkendelse den dag var, at blitzen på min telefon ikke blev tændt selv om jeg havde fingereret ved symbolet for tændt blitz.

Leonard Cohen i Odense : Hallelujah som generationsrequiem

Lørdag d. 17.8. var vi til koncert i Odense med Leonard Cohen. Det var en stor koncertoplevelse, en behagelig sensommer aften med musik i kongens have. Cohen som en uforlignelig performer af sine egne intense sange.
Vi var der sammen med gode venner, vi havde ofret en hotelovernatning på sagen, hvad en masse andre som os havde gjort. Publikum var tydeligvis gråt guld, vore jævnaldrende og ældre, som så koncerten som en god anledning til at komme ud og måske lufte den nyligt anskaffede Harley Davidson.
A. spurgte efter koncerten, hvorfor lige præcis Hallelujah er sådan en fed sang art synge med på.
Svaret falder i to dele. Omkvædet benytter sig af musikalsk grundmateriale, uden at blive totalt banalt. Det er nemt at synge,der kun et ord at lære, og det ligger godt for de fleste stemmer og melodiforløbet er også enkelt og lidt højtideligt, passende til ordet.
Søger man lidt videre på Google er det åbenlyst, at det er en af Cohens mest populære sange, der findes utallige coverversioner. Vi Cohen-fans  kender et udvalg af dem, og faktisk var det cover-versionerne der bragte sangen frem i lyset.
En af grundene er tekstens grad af kompleksitet.  Der findes flere versioner af den, men grundlæggende lader Cohen referencer til Bibelen udvikle sig til en kærlighedssang. Vi får henvisninger til David og Batseba, til Kong Salomon og lidt mere skjult også til Jesus. Det bliver til en beskrivelse af et brudt og mislykket kærlighedsforhold, og i nogle versioner med et vers om at fastholde troen på kærlighedens muligheder. Der er rig mulighed for at tolke på teksten og finde nye vinkler på sangen.
Sangen viser et grundforhold om den generation, som Cohen er den ældste af. Vi vil ikke udtale årstallet her, i ved hvad jeg mener. Generationen har erstattet religionernes tro med troen på sig selv og dyrkelsen  af sine egne kærlighedsaffærer. Sangen tegner ikke noget entydigt billede af, at det var et godt valg, og Cohens og tilhørernes alder taget i betragtning bliver sangen til det tætteste den generation kommer på et requiem.
For at undgå misforståelser, koncerten i Odense var en stor oplevelse og Hallelujah var et af højdepunkterne. Læser man teksten alene kan den hurtigt blive for meget, men sangen står stærkt i kraft af musikken, sådan som Cohen i det hele taget står som en ener i vestlig populærmusik, som en af de højest placerede i "The Tower of Song".

Kunsten juni 2013

Vi var i Aalborg, på "Kunsten" forleden. Vi nåede netop at se udstillingen med grafitti, som var ganske interessant, men det er ikke ærindet her.
Udenfor så vi den seneste erhvervelse, Olafur Eliassons "Den trekantende himmel". Værket består ganske enkelt af 3 spejle sat op i en ligesidet trekant. OL formår, her som så mange andre gange, at lave en oplevelse ud af ganske enkle ting, som hentet ud af min 7. klasses fysiktimer. Sat op i denne skala er virkningen forunderlig, man er selv med i et kæmpe kalajdoskop.
Lige overfor finder man Jeppe Heins "Water pavillion" som også er ganske enkel opbygget. To cirkler springvand som tænder og slukker på skift og i sektioner, så man kan løbe ind i midten uden rigtig at blive våd. Legebørn i alle aldre kan få timer til at gå her.
Sammenholder man de to installationer melder spørgsmålet sig, om hvad forskellen er fra det rene markedsgøgl. I Tivoli kan man også se en hal med sjove spejle, og springvand man kan løbe igennem ses også hist og her.
Svaret er ikke uvæsentligt. Kunst er vigtigt og fortjener offentlig støtte, hvis kvaliteten er tilstrækkelig høj, mens markedsgøgl som regel er financieret alene af publikum.
Her er det nok kvalitetsforskellen der er den afgørende nøgle. Vi får oplevelser, som er i tråd med markedspladsens, men  programmet bag springvandet er noget mere subtilt og gennemarbejdet end markedspladsens. På sammen måde er spejlene af en god kvalitet, sat op i en stor skala og monteret,  så man får en gedigen visuel oplevelse.
"Kunsten" viser af og til vilje til at komme sit publikum i møde med værker, som alle kan få en oplevelse fra, uden alt formange dybsindige overvejelser. Det skal vi som tilskuere være glade for, det er ikke nogen enkel sag at lave kunst, som både er af høj kvalitet og enkel at forholde sig til.
Det øverste billede er et selvportræt fra "den trekantede himmel", det nederste er et pressebillede af "Water pavillion".  Jeg skrev også om "Water pavillion" i 2011, i øvrigt.

Perlefiskeren

Jeg har netop været til Sculpture by the Sea, sammen med det halve af Aarhus. Der var mange spændende ting, blandt andet denne flydende udgave af Anchers vejrbidte fisker. Jeg har skrevet om den før som korssting. Denne gang som flydende bolde - deraf navet "Perlefiskeren - hæftet sammen til en farverig gentagelse af det oprindelige oliemaleri.
Man ser her,hvordan et oprindeligt acceptabelt, realistisk  oliemaleri går fra at være god kunst til at være kitsch uden forbehold, for via nutidige kunstneres citat og kommentar til atter at blive til en slags kunst. I dette tilfælde en slags tungen -lige-i-munden kunst, hvor mediet og placeringen er den væsentligste del af udtrykket. Fiskeren er vendt tilbage til havet, kun hans billede består. Eller også har vi et par kunstnere - Ulrik Lund og Bo Molgaard - som ivrigt udforsker et nyt, selvopfundet medium, med en ironisk forholden sig til et billede, som stadig ses i reproduktioner og kopier rundt omkring.
Det ligger i dette værks natur, at det ikke kan forblive der ret meget længere end udstillingen løber, og værdien i værket ligger i overraskelsen over, hvad der faktisk kan lade sig gøre. Jeg er tilbøjelig til at mene, at dette og mange af de andre værker primært løfter sig i flok. Set hver for sig er det ikke nødvendigvis verdenskunst, men set i sammenhæng  giver udstillingen en ganske unik oplevelse, som det er værd at køre efter.
Udstillingen varer til 30.6.2013

Thisted Biennalen

Dagen (19.1.13) bød på fernisering af Thisted Biennalen. En udstilling med unge kunstnere fra "Akademiet", som det hedder. Altså Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det vil så sige eliten blandt unge danske kunstnere skulle man mene, de bedste af sin generation.

Straks i indgangen bliver man mødt af denne stiliserede efterårsskov, eller en bunke sammenfejede blade:

Bladene var kunstige, men man skulle tæt på, for at se det.Værket er karakteristisk for mange de værker der var der, noget fortænkte, mere båret af ideer end af mestring af håndværk. Men nu for tiden er det jo i orden at sige, at sådan er det jo, sådan er det med megen kunst. Det er også ok, hvis ideerne er originale og godt ført ud i livet. Men slørede videoer af ikke rigtig noget har vi set, og lys der brydes gennem glas i et mørkt rum har Olafur Eliasson mere eller mindre patent på. 

Bladene på billedet? De er for tæt på virkeligheden i min forhave til at de kan fange mig som vigtig kunst.

Thisted dagblad havde med en vis sikkerhed vist de to mest interessante kunstnere i deres foromtale. Den ene var Marie Frølich, som havde affotograferet nogle prints af billeder af sten. Selv om det lyder sært, var der kommet nogle fine, abstrakte grafiske værker ud af det. 

Den anden var Silas Inoue, som havde lavet en have af granitskærver. Publikum blev inviteret til selv at rive et mønster og lægge en eller flere plader på. Grushaven er lidt i familie med Zen-haverne i Kyoto. Jeg tror nu næppe, at publikum selv må rive i  disse japanske haver. Forskellen er afgørende. Zen er noget med fordybelse og kontakt med lag i sig selv og hvad ved jeg, i modsætning til dette værk, som hele tiden er i forandring alt efter hvem der har været der sidst. Hver enkelt må afgøre med sig selv, om ligheden eller forskellen er vigtigst. 

Ved velkomsten blev det sagt, at nogen af kunstnerne nok skal blive til noget, og det skal nok passe. Mine forudsigelser holder jeg tilbage lidt endnu, jeg er ikke altid på linje med kunstoffentligheden.

På billedet herunder ses nogle af kunstnerne og et par publikummer.

Fredag d.28.9 var der fernisering på Thisted gl. Rådhus med en udstilling af fotografier, som optakt til en begivenhed kaldet "Fotofestival". Udstillingen blev åbnet af Ejner Frøkjær fra Nationalpark Thy, som talte varmt og længe nok til at jeg fik noget af talen med, sselvom jeg var lidt forsinket.
Der var udstillet en række rigtig flotte landskabs- og naturbilleder, af skandinaviske fotografer. På billedet herover kan man se nogen af dem, iført deres kameraer.
Mest interessant var nogen billeder, muligvis fra Svalbard, der var ingen tekster ved billederne. Der var moskusokser i sne og en isbjørn ganske tæt på. Isbjørnen var tydeligvis taget med en ret kort tele, jeg formoder at fotografen slap væk, siden vi får billederne at se.
For de andre billeder gælder det, at man faktisk godt kan overdosere landskabelig skønhed i en udstilling. Det er lidt ligesom at få lagkage til hovedmåltid, man får ganske enkelt nok på et tidligt tidspunkt.
Det er i det hele taget et problem, som visse fotografer forholder sig aktivt til. En ting er at tage massevis af smukke billeder af et landskab, men hvad med andre sammenhænge? på udstillingen var der også nogle billeder af et forladt husmandssted, her var forfaldet og sammenbruddet reduceret  til flotte fotos.
Der er stof til en blog for sig om fotografiets æsteticering af sine motiver, særligt interesserede kan begynde med denne artikel fra dagbladet Information
I øvrigt hæftede jeg mig ved, at en af de mange tilstedeværende fotografer lod sit store kamera hænge på maven, mens han som jeg brugte mobiltelefonen til at tage billeder af forsamlingen. Den problemstilling kan vi vende tilbage til igen igen en anden gang.
Udstillingen varer til 14.oktober, jvf kunstforeningens hjemmeside.
Anderledes landskabsfoto. Jin Zhu

Benandsebastian på Trapholt

Søndag gik turen til Trapholt, hvor vi så bl.a.dette værk af Benandsebastian, et prisbelønnet kunstnerpar.
Udstillingen hedder "Phantom limbs". Det  refererer til, at de arbejder med at gøre
det fysiske fravær nærværende og sanseligt, lige som når patienter føler fantomsmerter i amputerede lemmer, som der står på Trapholts hjemmeside.
Det vi ser her er ganske karakteristisk, en stump af en vindeltrappe, fint forarbejdet i eksotiske træsorter, intarsia og så videre. Det fraværende er i dette tilfælde resten af trappen, gelænderet og det rum der omgiver det.
Jeg er i tvivl om om det er meningen at jeg skal sanse det der mangler, eller om jeg skal forholde mig til det fragment der faktisk er der, inklusive teaktræsrammen.  Det der faktisk er der, har meget af det, jeg godt kan lide ved et kunstværk. Der er åbenlyst et snedkerhåndværk, kunstneren (eller assistenterne) kan noget med deres hænder ud over at de kan få en god ide. Der er også noget at se på, som ikke kunne være formidlet med en tekst eller en afbildning, værket gør sig kun ved det direkte møde. Der er kort sagt mulighed for en god oplevelse her.
Går man på museum får man ofte hjælp af en formidlende tekst. Bare det at have en titel at holde sig til kan hjælpe til at åbne det værk man står over for. Museumsfolkene giver ofte værket et ord med på vejen, så ikke-kendere som undertegnede har en chance.
Her var det modsat. Både kunstnere og museum hav formuleret et stykke tekst til hvert værk, som først og fremmest bidrog til at komplicere en tilgang til værket. Knudret sprog med et højt lixtal, og muligvis var teksten en del af værket og ikke en formidlende tekst. For en gangs skyld havde jeg foretrukket værket og titlen alene. Læs mere her
På Trapholt er der desuden en stor udstilling af portrætter af den kongelige familie. det er sjovt at se, hvordan forskellige kunstnere kan få noget så forskelligt ud af den samme familie.

Rockmusikere som billedkunstnere

Denne sommer, frem til 19. august, kan man se en udstilling i Dronninglund Kunstcenter, hvor man har samlet kunstværker fra folk, som først og fremmest er blevet kendte for noget andet.  Flere af kunstnerne er brudt i gennem som rockmusikere, feks. Troels Trier, billedet nederst og F. Beckerlee.
Udstillingen er interessant, fordi man får lejlighed til at  fundere over, hvad disse billeder har til fælles, og hvad der adskiller dem fra anden dansk kunst. Og så den nytteløse, men lige så interessante spekulation om, hvorvidt de kunne være brudt igennem alene i kraft af billederne. Som med Dronning Margrethe og Bob Dylan og mange andre.
Det øverste billede er af Erik Clausen og det nederste af Troels Trier, vidt forskellige i udtrykket. Clausen er interessant, fordi han har en motivverden til fælles med Hans Voigt Steffensen, men med et helt andet resultat, sådan lidt tilbageskuende i sit delvist abstrakte udtryk. Clausens gamle makker, Sylvester maler fortsat som Arne Haugen Sørensen på Valium, i sin damer og vilddyr periode. Det går tilsyneladende også godt, der er udsolgt før ferniseringen når Sylvester har separatudstilling.
Troels Triers Madonna herover er karakteristisk for hans stil. Kraftige konturer og en god del humor og også en vis kant en kritisk indstilling til nogle fænomener i samtiden. En madonna med en et elektrisk Jesusbarn f.eks. Humor er noget der i øvrigt karakteriserer udstillingen generelt.
Fælles for udstillingen er, at værkerne er relativt lige til at gå til, som også kunstnernes musik var det, da de spillede. Man skal ikke ud i dybsindige fortolkninger  for at få værkerne til at åbne sig, man kan enten lide dem eller ej. Det gjaldt jo også såvel Clausen og Petersen og Røde Mor i sin tid, det var ikke så svært, enten var man vild med dem eller også brød man sig slet ikke om dem.  Udstillingen anbefales hermed, lidt sent ganske vist.

Havudsigt

På Vendsyssel kunstmuseum kan man lidt endnu se en udstilling med billeder af Niels Leergaard og Poul Anker Bech. PAB var elev af /ven med Niels Lergaard og man har naturligt nok ophængt en række billeder parvis, så man kan se hvordan de to kunstnere behandler det samme tema.
Forskellen er f.eks tydelig her, hvor de begge har malet en havudsigt, men hvor de har helt forskellige intentioner med deres billeder.
PAB vil gerne fortælle en historie om, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være. Hos PAB handler det ofte om at samstille elementer, som hver for sig er naturalistisk malede, men som er sat sammen på en ikke-naturalistisk måde. Her svæver hav og hus tilsyneladende, uden kontakt med omgivelsen.
Niels Lergaards billede handler først og fremmest om farver og former, med hav og hus som nærmest en undskyldning for at male subtilt raffinerede farveflader mod hinanden, lag på lag og ikke så nemme at gengive på et fotografi.
Så trods venskab og beslægtede motiver er der tale om to vidt forskellige kunstnere med vidt forskellige billeder. Vendsyssel Kunstmuseum har lavet en fin ophængning, uden at for store pædagogiske pegefingre, men med med en glimrende formidling af to store danske kunstnere.

Formidling og udstilling

I dag, søndag d. 8. juli, årets hidtil bedste sommerdag, var vi i Hanstholm for at se på køretøjer fra anden verdenskrig. Det var på forhånd annonceret som et træf, hvad det da stor set også var. Af seværdigheder var der en canadisk panserjæger, et køretøj til at nedkæmpe tanks med og så denne NSU Kettenkraftrad, eller blot Kettenkrad. Vi så, hørte og lugtede dem køre forbi, du kan se med her.
Det var nu lidt af en fuser, i kraft af placeringen ved Hanstholm Bunkermuseum havde jeg troet, at der var en form for formidling af hvad vi så, men der var blot tale om en ophobning af forskellige menneskers samling af alle mulige ting og sager fra ww2, herunder også køretøjer.
OK, der var sådan set ingen der havde lovet andet, så fejlen  var vor egen. Men skulle nogen være i tvivl, så er der pokker til forskel på at samle gamle ting sammen og så på et museum med perspektiv og formidling. Ovenstående forløber for vore dages atv er man nødt til at slå op i den engelsksprogede Wikipedia for at få en ide om, hvad den har skullet gøre godt for. Personligt er jeg ikke rigtigt overbevist, men hvad, tyskerne tabte jo også krigen.

Damien Hirst på Arken

Jeg var for nylig i København og havde til til at gå på museum, et møde var blevet aflyst. På Arken så jeg bl.a. det relativt nye Damien Hirst rum, hvor der er udstillet en stor donation af hans værker. Der er nogle centrale ting fra hans produktion, som ovenstående sommerfugl i maling og en ½ kalv nedsænket i formalin. Sommerfuglene ligner sådan noget, som vi fik skældud for som børn, de er fanget i den våde maling. Om de var døde da de blev anbragt der eller om de er døde langsomt i malingen kan jeg ikke rigtigt få opklaret. Der er tale om en række meterhøje billeder i grundfarver plus sommerfugle, bag glas som man måske kan se af fotoet.
Stillet overfor disse billeder og resten af samlingen er spørgsmålet som så ofte med samtidskunst, hvad skal man stille op med det? Resten af kunstverdenen er ikke i tvivl om DH's kvaliteter, hans værker sælges for temmelig ekstreme priser.
Tyer man til Arkens hjemmeside er der lidt hjælp at hente. På siden om samlingen står der noget om eksistentielle problematikker, provokerende elementer og om at tage stilling. Og en mere detaljeret gennemgang er der her.
Når man er kommet sig af overvejelserne om, om sommerfuglen døde en langsom død i malingen, eller om det blot er noget vi skal tro, så er der ikke så forfærdeligt meget tilbage. Tematikken om død og skønhed er temmelig intellektualiseret, værket fungerer sådan set lige så godt hvis du blot fortæller om det: "Ved du hvad, jeg så et stort billede med nogle døde sommerfugle i rød farve..."
Om ikke andet så ser vi her en af kunstens funktioner i fuld udfoldelse. Kunsten og forståelsen af den som adgangsbillet til det gode selskab. Vandene skiller der, hvor du er i stand til at falde i svime over en ½ kalv i formalin, og helst også henkaste en begavet bemærkning, som du vel at mærke kun kan hente på Arkens hjemmeside hvis du virkelig er grundig i din research.
Tager man Arkens placering i Ishøj i betragtning er provokationen dobbelt. Her kan de knap så rige se, hvad man kan med penge og hvad man kan få penge for, hvis man kender de rigtige.
Værre bliver det, når man går videre i udstillingen, hvor dem der er til mere traditionel kunst er henvist til Dronningens mange skilderier. De er ganske habile, hun er en dygtig maler, ingen tvivl om det, men de rykker ligesom ikke rigtigt.
Hvis jeg skal være generel i mit brok, så er det nok mest det, at man ser så megen kunst, som udelukkende fungerer på et intellektuelt plan, hvor man ikke også kan forholde sig til håndelag og konkret udførelse af værket. Det er helt klart mit eget problem, kunstverdenen trives tilsyneladende fint med sommerfugle i rød maling.

Vrå i Thisted

Færdes man i Vendsyssel, kender man måske til, at der ligger en kunstbygning i Vrå, med blandt andet en samling af Svend Engelunds billeder. Bygningen og foreningen bag afholder hvert år det de kalder Vrå-udstillingen. Det er blevet til mange udstillinger i årenes løb, og nogle af værkerne fra disse udstillinger er i kunstbygningens eje. Det er blevet til en udstilling med "det bedste fra Vrå-udstillingen gennem 70 år", som for tiden kan ses i Thisted.
Der er en række gode værker, af det man vist kalder "klassisk moderne", når man gerne vil angive, at værkerne har en del år på bagen, men at de er moderne i deres udtryk, i modsætning til f.eks. guldalder- og skagensmalere.
Udstillingen er værd at gå efter, den fortsætter til d. 10. juni.

Rene Holm i Thisted

På Thisted gl. rådhus er der i øjeblikket en udstilling med Rene Holm med titlen "Human Fragility". Billedet herover er karakteristisk for udstillingen. Mennesker uden ansigter, malet med tykke pastose ( som i malingspasta ud af tuben) strøg, uden alt for mange raffinementer. Det handler ikke om kunsterens evner for at male ansigter, der er også et par fine portrætter på udstillingen.
Kunstneren var til stede ved ferniseringen og han blev da også spurgt om de manglende ansigter. Selv sagde han, at det ikke er enkeltpersoner han vil skildre, men typer, og at ansigterne derfor distraherer. Vi kan så spekulere på, hvilken type ung kvinde der har gang i en forhammer i en birkelund. Netop anonymiseringen forlener hende med en vis uhygge. Sammen med hendes placering i, hvad der normalt opfattes som idyl, giver det manglende ansigt en foruroligende stemning i billedet. Kunstneren pointerende, at hans billeder fortæller historie, og det er en alt andet end hyggelig historie vi har her. Og som al god billedkunst er der tale om en historie, der er bedst fortalt i billeder.
Vi får aldrig at vide hvad pigen er i gang med, og det er nok godt det samme. Udstillingen er værd at se og det kan nås endnu, den varer til 29. april.

Film og fup

Jeg har tidligere underholdt om gamle dage, hvor man fotograferede med film og om hvordan Kodak er på vej til at lukke.
Et af Kodaks produkter  var en sort-hvid film kaldet Tri-X. Den havde den fordel, at man kunne fotografere i dårligt lys, det var en såkaldt "hurtig" film. Ulempen var, at billederne blev lidt grynede, kornede.
Der er imidlertid fotografer, som brugte kornene æstetisk, som gjorde dem til en vigtig del af det billedmæssige udtryk. I dag gælder det f.eks. Kirsten Klein.
Hvis man ikke har lyst til at trækkes med besværlig og miljøfjendtlig kemi og dyre film behøver man ikke at give op. Man har også her digitale genveje. Hvor man i digital fotografi forsøger at undgå billedstøj, det anses for grimt, så er de gammeldags analoge korn i visse tilfælde efterstræbelsesværdige. Det i en sådan grad, at nogen har lavet et program som kan simulere analoge film. Øverst ses et billede direkte ud af digitalkameraet, nummer to er sat til gråtoner i billedbehandlingen og nummer tre er et simuleret Tri-X 400 ASA billede. Klik på billederne for at se dem lidt større.
Programmet hedder DxO Film Pack og kan downloades her.

Tillykke med fødselsdagen

Hip hip hurra.
Tillykke til Niels Frandsen med 62 års dagen

Holstebro i fokus

Den unge kvinde på maleriet har tydeligvis et problem, som ikke uden videre lader sig løse. Hun er malet af Maria Torpe, og billedet kan i øjeblikket ses på Holstebro Kunstmuseum som en del af udstillingen "Ude af fokus".  Udstillingen er en samling mere eller mindre figurative billeder (man kan se, at de forestiller noget).
Den overordnede ide er at undersøge hvordan maleriets rolle er i vor tid, præget af en accellererende distribution af billeder, der ikke levner til til fordybelse eller eftertanke. Citeret efter den tilhørende brochure.
Er begrundelsen en smule søgt, så er billederne til gengæld spændende. Her er f.eks. adskillige værker af en af mine favoritter pt, Allan Otte, som stadig maler grumme billeder fra det danske landskab, med en udsøgt teknik.
Fælles for de fleste af billederne er, de ikke alene er figurative, men at de også er præget af den digitale billedbehandlings muligheder, selv om de alle er ret traditionelt udført, med olie eller acryl på lærred eller plade. Og i modsætning til påstanden om vor tid generelt er de udtryk for kunstnernes fordybelse og eftertanke, hver på sin måde.
Der  er mange spændende billeder at se, og man kan læse mere på museets hjemmeside. Tager man afsted i god tid kan man nå Skive Kunstmuseum også, her er en særudstilling med Ivan Andersen, som i øvrigt også er repræsenteret i Holstebro. Begge dele er værd at tage afsted efter.

Selvportræt med kage

Hvem er den unge mand, og hvad laver han med den kage?
Historien er kort, at han skulle sende et billede, som han havde taget med sin iPhone. Imidlertid syntes han at iPhonen så åndssvag ud på billedet, så han photoshoppede den væk til fordel for en kage.
Så langt så godt, en lille smule excentrisk måske, men heller ikke mere. Det virkeligt mærkelige kommer, når det viser sig, at han har lavet en hel bevægelse ud af fænomenet, med egen hjemmeside og det hele. På adressen http://selfpoptart.com/ kan du uploade dit iPhone-selvportræt og blive en del af bevægelsen.
Vi har amerikanernes go-get-it mentalitet for fuld udfoldelse. Alt hvad du behøver, for at få dine 15 minutters berømmelse er en ide og en pc med netadgang. Bare gå igang, så kan vi tage stilling til, om ideen er god bagefter.
Jeg fandt siden i det udmærkede online tidsskrift American Photo. Du kan læse artiklen her

Art Herning 2012

Søndag var vi til kunstmesse i Messecenter Herning, Art Herning. Her var mange spændende billeder, messen havde oprustet, hidkaldt flere københavnske gallerister, som ellers har svært ved at finde til Jylland.  I det hele taget var der mange spændende ting.
Som altid når man kigger på kunst var der også ting, som kalder på undren og hos visse utvivlsomt også en let hovedrysten.
Ovenstående værk er, som man måske kan se, to poser vanillesukker med håndskrift på. De er smukt indrammede og sælges til den nette sum af kr. 25.000. -  Sagen er, at der er tale om et værk af Joseph Beuys. Hvem han er, kan man læse om, hvis man følger linket.
Det som køberen får, hvis han køber værket og hænger det op, er først og fremmest en markering af, at han er velbevandret i det 20. årh.'s kunsthistorie, og en markering af at pengene er rigelige. Skulle en beskuer driste sig til at spørge om hvad det er, vil vedkommende afsløre sig som ignorant og ejeren vil få en kærkommen lejlighed til at holde foredrag om tysk kunst i det 20.århundrede, om værk som provokation, om fluxus osv.
Der er visse typer af kunst, som ikke giver sig udtryk i noget, som private samlere nemt kan hænge op på væggen, Happenings, events, installationer osv.  I stedet kan man så købe noget som dette, som ikke i sig selv er noget, men som fortæller en historie om hvem ejeren er. Ligesom når Olafur Eliasson sælger nogle ret banale landskabsfotos fra Island, fordi det nu engang er svært at installere et tågekammer i dagligstuen.

Vi tager lige en til. Dette er et udsnit af flere billeder af Marco Evaristti. Noderne er Richard Wagners "Rienzi", skrevet med kunstnerens blod.
Igen, ikke noget man blot kan se på, man skal have hele historien før man kan forholde sig til det. Hvem kan i øvrigt lige huske, hvad "Rienzi" gik ud på?
Vi stopper opstødene her, og glæder os til næste Art Herning.

Exit Kodak ?

Da jeg begyndet at fotografere brugte man film, Kodak og Ilford når det skulle være rigtigt godt. Alle har hørt om Kodak og alle der har fotograferet, har været i kontakt med deres produkter.  Utallige har taget billeder fra charterferien med et Kodak Instamatic, som er en efterkommer efter det boxkamera, som var med til at gøre Kodak til en meget stor koncern. Slogannet var, "you press the button, let Kodak do the rest", sådan ca.  Siden digitalkameraernes fremkomst er det imidlertid gået ned ad bakke for Kodak, og her forleden indgav de begæring om betalingsstandsning. Det er sidste chance før en egentlig fallit. Wall Street Journal kan forklare detaljerne i det retslige og økonomiske.
Det er nogle år siden Kodachrome filmen forsvandt, den var for besværlig at fremkalde. Allerede da ovenstående billede skulle fremkaldes, var det kun et sted i Skandinavien, hvor man mestrede processen. Billedet er fra midt i 70'erne, sandheden i ære, så husker jeg ikke, hvilken film, det er taget på.  Man kan stadig få Kodak film, blot ikke Kodachrome. Den anden filmfabrik på verdensmarkedet er Fujifilm, som i modsætning til Kodak også har været i stand til at få succes på markedet for digitale kameraer.
Således forgår verdens herlighed, udviklingen er ikke sådan at standse og Kodak har ikke formået at følge med. Jeg har for nylig sat film i det gamle spejlreflex, og det er åbentlyst for mig også, at gammeldags film er for nostalgikere og fanatikere, og så Kirsten Klein, som kun kan få sine flotte, kornede billeder med film i kameraet.
Det er en ringe trøst, at kloge hoveder spår, at digitalkameraet også er på vej til at forsvinde, i hvert fald som en selvstændig enhed. I fremtiden vil du bruge din smartphone og din iPad til at tage billeder med, og det digitale lommekamera bliver overflødigt, efterhånden som telefon-kameraerne bliver bedre. Tilbage vil være store, dyre og klodsede kameraer for entusiaster og professionelle.

Struktur under huden

Vi har netop været i Randers for at se Martin Bigum udstillingen "Struktur under huden". Den var ganske spændende. MB bruger ikke længere den lille kutteklædte "Art" figur, nu er det engle-lignende væsener og en jordklode med ansigt som er blandt de gennemgående temaer. 

MB's billeder er fulde af detaljer, som hver for sig er genkendelige, men som er sat sammen i en ikke-åbenlys sammenhæng. Puslespilsbrikker transformeres til engleskikkelser, som ser alt andet end ophøjede ud. Faktisk er de i gang med slåskampe eller de er, iført pampers-ble ved at blaffe. Der er meget at se på, og det er uundgåeligt at begynde at tolke på billederne.

Jeg skal spare læserne for en indgående analyse af MB's værk lige nu, men nøjes med at opfordre til at følge  med i, hvad han laver, så godt det nu kan lade sig gøre. 

Det her gengivne "Sacred & Profane" fangede mit øje. (Vi slipper ikke helt...) Venstre halvdel af lærredet er fuldt af en mareridts- eller helvedesscene som hos H. Bosch, og højre halvdel er fuldt af Disney-figurer igang med alt det, som de aldrig gør når Disney-koncernen selv står for at tegne dem. Fedtmule og Minnie har sex, Mickey Mouse fixer osv. Denne halvdel af billedet er i øvrigt er en reference til et gammelt billede fra tresserne eller halvfjerdserne, som jeg ikke kan huske titlen på. Jeg så det første gang i  "Tegneserier : en ekspansions historie" En diger, og forældet sag om at analysere tegneserier. De to sider viser altså det hellige som noget med relation til helvede og det profane som Disney figurer i gang med at bryde reglerne. Man kunne få den tanke, at MB er et dystert gemyt, men det modsiges af den muntre, tegneserieagtige måde at male på og af detaljer som en "rigtig" and med matroshat. 

Udstillingen slutter i dag, men kataloget gengiver de fleste af billederne. 

Foto og Penge

Da jeg var ung, lærte jeg en hel masse om værdi og penge i stedet for det fag jeg skulle have studeret. Mine lærere var humanister og bibliotekarer, og de brugte Kapitalens første bind som udgangspunkt, i stedet for en mere samtidig lærebog.
Nå det var slet ikke det , det skulle handle om, men det er aldrig for sent at lære noget nyt. Nu om billeder, værdi  og penge for eksempel.
Der er enkelte, som kan tjene penge på at tage fotos af andre, som for eksempel den pressefotograf, der fotograferede mig til et arrangement med Johannes Møllehave. Han fik ikke alene lørdagsbetaling, han gik også rundt med kameraudstyr af en værdi som en Toyota Aygo før afgifter. Billedet blev derefter behandlet og trykt på avispapir, så det meste af alt ligner noget taget med et kamera fra det sidste blogindlæg, men det er et vilkår ved aviser.
De fleste fotograferende mennesker må nøjes med den fornøjelse det er selv at have taget sine billeder. Hvis man vil dele dem med andre, kan man lave en blog som her, eller man kan uploade billederne til flickr.com.
Hvis man strammer den, kan man angive, hvilke rettigheder man vil knytte til billedet, i håb om at nogen vil bruge det og evt betale for brugen. Det sker faktisk af og til, har jeg hørt fra pålidelig kilde.
I min søgen efter interessante foto-hjemmesider er jeg nu stødt på en 3die mulighed, nemlig at betale for at få sine billeder vist. Oven i købet som en slags auktion. På siden The Most Expensive Picture kan man få sit billede vist på forsiden blot man vil betale. Princippet er, at man skal betale $1  mere, end den sidste fotograf gjorde. Den første, der uploadede betalte $1, i skrivende stund er der betalt  $85, og man begynder forfra, når de $300 er nået.
Man underviser ikke længere vordende bibliotekarer i "Das Kapital" så vidt jeg ved, og det er nok en god ide, af mange grunde. Markedet for billeder ser lige nu ud som beskrevet ovenfor, mere kompliceret en da Kapitalen blev skrevet.
Nogen kan sælge deres billeder på nettet, mange er glade for blot at få deres billeder offentliggjort og enkelte er  villige til at betale for at få billeder offentliggjort bestemte steder.  Måske er det ikke så tosset som det lyder. Der er en intens kamp om netbrugernes opmærksomhed. En ting er at blive offentliggjort på nettet, noget andet er at få et publikum.
Billedet ovenfor er mit eget, det træder i stedet for det pressebillede af Møllehave, som fotografen sikkert gerne vil have betaling for at vise. Hans marked er jo også under forandring, hvem som helst kan tage brugbare billeder blot de er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Sender man pressefotografen afsted, er man sikker på at få et billede, men han kan jo kun være et sted ad gangen.

På Galleri

Midt i Salling, i den lille by Hjerk ligger Galleri Salling. De har netop udvidet lokalerne, og fejrer åbningen med en udstilling af Kirsten Kleins flotte fotos fra den nye Limfjordsbog, hun har lavet sammen med Hans Edvard Nørregaard Nielsen.

De udstiller også en række malerier, heriblandt ovenstående, som tydeligvis forestiller en skovbund med anemoner. Det er et af den slags billeder, hvor man på en meters afstand er i tvivl om om det er et fotografi eller et maleri. Tæt på kan man se penselstrøg, men bare et skridt væk er man i tvivl.

Jeg er altid fascineret af den slags billeder, håndværket alene kan imponere. Kustoden fortalte, at kunstneren, (jeg har glemt navnet) havde arbejdet en hel uge kun på billedet.

Man kan også af og til spørge sig selv, hvorfor vedkommende så ikke er kendt og berømt. Det kan der være mange grunde til, måske er det det eneste billede af den slags, hun har lavet, måske er hun ikke interesseret i berømmelse.

En anden grund kan være, at det ikke er nok at være dygtig for at blive til noget i dagens kunstverden, man skal også besidde en vis originalitet, og man skal helst også have et eller andet på hjerte ud over de flotte billeder. Uden at nedgøre billedet, så er der rigtig mange dygtige malere i omløb, og detaljerede blomsterbilleder er set før op gennem kunsthistorien.

f.eks. Anna Sybergs billeder, som man kan se i Faaborg.

Uanset hvor detaljeret man kan male, og uanset hvor tæt man er på et foto, så er det alene ikke nok til et rykke op i første division eller superligaen. Derfor kan man da godt nyde sådan et billede, når man ser det, og jeg ville ikke have noget imod at have det hængende.

Legetøj

Jeg har tidligere blogget om forskellige kameratyper og deres fordel og ulemper. I min research om emnet ( planløs surfning lyder ikke så fint) , er jeg faldet over et fænomen fra fotografiets overdrev.
Der er en ganske omfattende subkultur omkring det at bruge legetøjskameraer til at tage "rigtige" billeder med.
Der findes hjemmesider dedikeret til disse legetøjskameta - fotografer, f.eks. denne http://www.toycamera.com/, og der findes uddybende artikler om emnet, her feks.

De, som er optaget af denne måde at fotografere på, går efter de særlige egenskaber billederne får, uskarpe, vignetterede (sorte hjørner), farvede rande og kradse farver. Normalt gør fotografer sig store anstrengelser for at undgå dette, dels i processen med at anskaffe et kamera, dels i optagelsesøjeblikket og efterbehandlingen.
Sætter man sig et øjeblik ud over sin vante opfattelse af, hvad et fotografi er eller bør være, kan man faktisk få et udbytte af at se på billederne. På samme måde som mange kunstværker ikke forestiller noget, så er disse billeder noget andet en almindelige fotografier. Der findes en gruppe på Flickr dedikeret til formålet

Skulle læseren nu have fået blod på tanden, er der tilsyneladende især et apparat, som fanatikerne samler sig om, et Holga. Det er oprindelig lavet, så indbyggere i den 3die verden også kan få råd til et kamera, og det sælges også stadig med dette formål. Du kan læse mere her eller her.

Man behøver ikke at opgive sit digitale spejlreflekskamera for at være med, Man kan købe en Holga-linse med såvel Nikon- som Canon-fatning, se her, hos en specialbutik for den slags kameraer. Dem som foretrækker den allestednærværende iPhone kan også være med, der findes en forsats-dims at købe.

Billederne er lånt på Flickr.

Skudt papegøjen ?

På Skovgaard Museet i Viborg er der lige nu en udstilling med temaet "fugle". Som man kan se er der lidt af hvert inden for emnet, lige fra Johannes Larsen og til Asger Jorn. Den slags udstillinger er for mig et velkomment alternativ til udstillinger med en enkelt kunstner eller kunstnergruppe. Man får mulighed for at se, hvor mange forskellige måder, et bestemt tema kan gribes an på. Der er ikke megen plads i Skovgaard Museet, når kun den ene etage er i brug til særudstilling. Der er meget at se på, men pladsen er godt udnyttet, og jeg er ikke så velbevandret i kunsthistorien, at jeg kan pege på noget, der mangler.

Den døde ara er taget med for spøgens skyld, kunstneren (Sven Allan Sørensen) forventer ikke en dybsindig andægtighed, skulle man være i tvivl, er der et lille vers vedhæftet værkets titel. Tag selv til Viborg for at se.

Det andet værk af papir af Peter Callesen er heller ikke så svært, de himmelske engle i modspil med de døde skeletter. Det handler om døden og livet og alt det der.

Han er en af de kunstnere jeg gerne kigger på, på grund af håndværket. det er helt utroligt, hvad han kan få ud af almindeligt hvidt papir, med en skarp kniv, vil jeg tro. Den tunge symbolik i mange af hans værker er i overkanten, men der er tale om virtuost papirarbejde, som det er værd at bruge et øjeblik på, om ikke for andet så for elegancen i udførelsen. Både i direkte og i overført betydning kan jeg være i tvivl om holdbarheden, men det skal ikke afholde mig fra at nyde hans værker.

Bob D i Boxen

Onsdag d. 2. november var vi til koncert i Jyske Bank Boxen som stedet hedder. Salen var fuld, rigtig mange mennesker var samlet for at.. Ja hvad er egentlig motivationen for at tage til sådan en koncert?

Første del var med Mark Knopfler, som gav en glimrende, men noget kort koncert, med prøver på sit sædvanlige behagelige guitarspil, og med nogle folk-inspirerede numre desuden, sækkepibe og træ-fløjter inklusive. Alt ialt en god oplevelse så langt. Ikke noget afgørende nyt, men vender vi tilbage til det med motivationen, så tager man ikke til sådan en koncert for at blive udfordret.

Sidste halvdel var med Bob D og band. Mark Knopfler var med i de første numre, det havde udpræget jam-karakter. Jeg kan ikke vide, om de har øvet sammen, men det lød sine steder som om MK lige var kommet fordi og faldt ind, lidt lige som henne på pubben en fredag aften.

Hovedproblemet var Bob D, som simpelthen ikke har en sangstemme tilbage. Han skriver sig ind i en række af aldrende rockstjerner, som har mistet noget af det, der gjorde dem store, nemlig evnen til at fremføre egne sange. Herhjemme er Steffen Brandt og Sebastian udmærkede eksempler. De kan alle stadig skrive sange, og de kan ikke bære, ikke selv at synge dem, selv om de ikke længere kan. Vi, publikum, kommer ligeledes langvejs fra i håb om at opleve noget af suset fra dengang, i forrige årtusind, hvor vi havde hår på hovedet og ikke fik tømmermænd. Men sådan fungerer tingene ikke. Vi må lære, som vore fædre gjorde det før os, at tiden går, og at der er ting som ikke længere giver mening. Vi, publikum, kan nu sige, at vi har set en af rockens 5 største sangskrivere på scenen, han bevægede sig og alting, men vi kan ikke sige, at vi har haft en fornuftig koncertoplevelse med Bob D.

Bob D bjæffede sig gennem sit sæt, ikke ulig vor nabos Bella, når mor kommer hjem. Når først det var gået op for en, dette er hvad vi får, kunne vi nyde et særdeles velspillede backing-band med en spøjs gammel mand som ikke kunne synge. Helt ok til en aften på den lokale pub, men ikke noget at tage til Herning efter.

Politisk kunst

Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig. Sådan lyder et bon-mot, som man ikke hører så meget mere som i de glade 70'ere. Det er måske også godt det samme, en diskussion af kunsts politiske indhold og virkning bliver temmelig tit en ørkenvandring. Men hvad så, når politikere laver kunst? Normalt har vi herhjemme det med rette besungne armslængdeprincip, hvor politikerne lave de generelle beslutninger, men afholder sig fra at træffe beslutninger, der vedrører enkelte kunstværker. Et princip, der gør det muligt at have en kontinuitet i kulturstøtten, uanset om regeringen er blå eller rød eller grumset.

Der er dog ingen principper, der afholder poltikerne fra selv at lave kunst. I dette tilfælde har jeg fanget to af dansk politiks stærke damer, som sammen med andre politikere har lavet et billede til et velgørende formål. De hænger pt i Odense, og bliver solgt til fordel for børneafdelingen på Odense Universitetshospital. I en konkurrence arrangeret af Odense ugeavis.

Billederne er sådan set ganske interessante. Margrete Vestagers billede nederst ligger for mig godt i tråd med, hvad jeg ville forvente af en radikal. Et højt abstraktionsniveau, men dog med referencer til omgivelserne, her noget med nat og tåge, og noget der kunne være huse.

Pia Kjærsgaard øverst viser en smilende klovn, en rar og medmenneskelig figur, der ikke altid afspejles i hendes politiske virke, for nu at holde sig til de afdæmpede vendinger.

For begge gælder det, at deres værker kvalitetsmæssigt ligger på samme niveau, som mange af de andre amatørkunstnere på udstillingen på Odense rådhus. De har begge væsentligt mere at byde på som politikere, men de skal have ros for også her at stikke næsen frem, forhåbentlig til glæde for både syge børn og billedernes købere.

Små og store kameraer

For godt en måneds tid siden lånte jeg et Nikon Spejlrefleks kamera, jeg skulle tage billeder under forhold, hvor mit lommekamera måtte give op. Det var lækkert at arbejde med, og billederne blev gode, eller i hvert fald bedre end dem jeg tog med lommekameraet. Det gav selvfølgelig anledning til at genoverveje min stædige fastholden af at bruge et lommekamera, eller et "travel-zoom" kamera, som producenten kalder det, som undskyldning for en lidt højere pris.
Men overvejelserne standsede hurtigt, jeg er temmelig sikker på, at et spejlrefleks-Nikon ville komme til at samle støv i skabet herhjemme. Sådan gik det i hvertfald med det analoge kamera, jeg brugte i forrige årtusind.
Det viser sig at millioner af mennesker har gjort sig de samme overvejelser som jeg, og det er jo rart at være del af en bevægelse. Kameraproducenterne har i hvert fald opdaget os, og alle de store fabrikker på nær Canon producerer nu små systemkameraer. Kameraer med ca. samme billedkvalitet som spejlreflekskameraer, med udskiftelig optik i god kvalitet, men uden spejl, og dermed væsentligt mindre.
Mens overvejelserne står på, gik jeg på jagt på nettet, og ved hjælp af vor ven Google fandt jeg ud af, at der er masser af fotografer med større ambitioner og resultater end undertegnede, som bruger et lommekamera, ofte som supplement til det store udstyr. Sagen er jo den enkle, at man altid kan have lommekameraet med. Linket her viser en række eksempler: http://blog.photoshelter.com/2010/07/15-digital-point-and-shoot-cameras-used-by-pros.html
Ser man nærmere efter, ser man, at også mobiltelefonen kan bruges til mere end dokumentation af venners og kæresters druk. Se f.eks. disse to websteder med billeder taget med iPhones indbyggede kamera. http://www.iphoneartphotography.com/ og http://iphoneasart.com/
Billedet herover er taget med min Samsung Monte telefon, en vinterdag ved Nors sø. Man ser klart, at der ingen fugle er, hverken interessante eller almindelige.
Så spørgsmålet er, hvor vigtig den tekniske kvalitet er for at der er tale om et godt billede. Det kan lade sig gøre at tage billeder med små nemme kamereaer, som man altid kan have med.