søndag, august 05, 2012

Rockmusikere som billedkunstnere





Denne sommer, frem til 19. august, kan man se en udstilling i Dronninglund Kunstcenter, hvor man har samlet kunstværker fra folk, som først og fremmest er blevet kendte for noget andet.  Flere af kunstnerne er brudt i gennem som rockmusikere, feks. Troels Trier, billedet nederst og F. Beckerlee.
Udstillingen er interessant, fordi man får lejlighed til at  fundere over, hvad disse billeder har til fælles, og hvad der adskiller dem fra anden dansk kunst. Og så den nytteløse, men lige så interessante spekulation om, hvorvidt de kunne være brudt igennem alene i kraft af billederne. Som med Dronning Margrethe og Bob Dylan og mange andre.
Det øverste billede er af Erik Clausen og det nederste af Troels Trier, vidt forskellige i udtrykket. Clausen er interessant, fordi han har en motivverden til fælles med Hans Voigt Steffensen, men med et helt andet resultat, sådan lidt tilbageskuende i sit delvist abstrakte udtryk. Clausens gamle makker, Sylvester maler fortsat som Arne Haugen Sørensen på Valium, i sin damer og vilddyr periode. Det går tilsyneladende også godt, der er udsolgt før ferniseringen når Sylvester har separatudstilling.
Troels Triers Madonna herover er karakteristisk for hans stil. Kraftige konturer og en god del humor og også en vis kant en kritisk indstilling til nogle fænomener i samtiden. En madonna med en et elektrisk Jesusbarn f.eks. Humor er noget der i øvrigt karakteriserer udstillingen generelt.
Fælles for udstillingen er, at værkerne er relativt lige til at gå til, som også kunstnernes musik var det, da de spillede. Man skal ikke ud i dybsindige fortolkninger  for at få værkerne til at åbne sig, man kan enten lide dem eller ej. Det gjaldt jo også såvel Clausen og Petersen og Røde Mor i sin tid, det var ikke så svært, enten var man vild med dem eller også brød man sig slet ikke om dem.  Udstillingen anbefales hermed, lidt sent ganske vist.


Ingen kommentarer: