Thisted Biennalen

Dagen (19.1.13) bød på fernisering af Thisted Biennalen. En udstilling med unge kunstnere fra "Akademiet", som det hedder. Altså Det Kongelige Danske Kunstakademi. Det vil så sige eliten blandt unge danske kunstnere skulle man mene, de bedste af sin generation.

Straks i indgangen bliver man mødt af denne stiliserede efterårsskov, eller en bunke sammenfejede blade:

Bladene var kunstige, men man skulle tæt på, for at se det.Værket er karakteristisk for mange de værker der var der, noget fortænkte, mere båret af ideer end af mestring af håndværk. Men nu for tiden er det jo i orden at sige, at sådan er det jo, sådan er det med megen kunst. Det er også ok, hvis ideerne er originale og godt ført ud i livet. Men slørede videoer af ikke rigtig noget har vi set, og lys der brydes gennem glas i et mørkt rum har Olafur Eliasson mere eller mindre patent på. 

Bladene på billedet? De er for tæt på virkeligheden i min forhave til at de kan fange mig som vigtig kunst.

Thisted dagblad havde med en vis sikkerhed vist de to mest interessante kunstnere i deres foromtale. Den ene var Marie Frølich, som havde affotograferet nogle prints af billeder af sten. Selv om det lyder sært, var der kommet nogle fine, abstrakte grafiske værker ud af det. 

Den anden var Silas Inoue, som havde lavet en have af granitskærver. Publikum blev inviteret til selv at rive et mønster og lægge en eller flere plader på. Grushaven er lidt i familie med Zen-haverne i Kyoto. Jeg tror nu næppe, at publikum selv må rive i  disse japanske haver. Forskellen er afgørende. Zen er noget med fordybelse og kontakt med lag i sig selv og hvad ved jeg, i modsætning til dette værk, som hele tiden er i forandring alt efter hvem der har været der sidst. Hver enkelt må afgøre med sig selv, om ligheden eller forskellen er vigtigst. 

Ved velkomsten blev det sagt, at nogen af kunstnerne nok skal blive til noget, og det skal nok passe. Mine forudsigelser holder jeg tilbage lidt endnu, jeg er ikke altid på linje med kunstoffentligheden.

På billedet herunder ses nogle af kunstnerne og et par publikummer.

Fredag d.28.9 var der fernisering på Thisted gl. Rådhus med en udstilling af fotografier, som optakt til en begivenhed kaldet "Fotofestival". Udstillingen blev åbnet af Ejner Frøkjær fra Nationalpark Thy, som talte varmt og længe nok til at jeg fik noget af talen med, sselvom jeg var lidt forsinket.
Der var udstillet en række rigtig flotte landskabs- og naturbilleder, af skandinaviske fotografer. På billedet herover kan man se nogen af dem, iført deres kameraer.
Mest interessant var nogen billeder, muligvis fra Svalbard, der var ingen tekster ved billederne. Der var moskusokser i sne og en isbjørn ganske tæt på. Isbjørnen var tydeligvis taget med en ret kort tele, jeg formoder at fotografen slap væk, siden vi får billederne at se.
For de andre billeder gælder det, at man faktisk godt kan overdosere landskabelig skønhed i en udstilling. Det er lidt ligesom at få lagkage til hovedmåltid, man får ganske enkelt nok på et tidligt tidspunkt.
Det er i det hele taget et problem, som visse fotografer forholder sig aktivt til. En ting er at tage massevis af smukke billeder af et landskab, men hvad med andre sammenhænge? på udstillingen var der også nogle billeder af et forladt husmandssted, her var forfaldet og sammenbruddet reduceret  til flotte fotos.
Der er stof til en blog for sig om fotografiets æsteticering af sine motiver, særligt interesserede kan begynde med denne artikel fra dagbladet Information
I øvrigt hæftede jeg mig ved, at en af de mange tilstedeværende fotografer lod sit store kamera hænge på maven, mens han som jeg brugte mobiltelefonen til at tage billeder af forsamlingen. Den problemstilling kan vi vende tilbage til igen igen en anden gang.
Udstillingen varer til 14.oktober, jvf kunstforeningens hjemmeside.
Anderledes landskabsfoto. Jin Zhu

Benandsebastian på Trapholt

Søndag gik turen til Trapholt, hvor vi så bl.a.dette værk af Benandsebastian, et prisbelønnet kunstnerpar.
Udstillingen hedder "Phantom limbs". Det  refererer til, at de arbejder med at gøre
det fysiske fravær nærværende og sanseligt, lige som når patienter føler fantomsmerter i amputerede lemmer, som der står på Trapholts hjemmeside.
Det vi ser her er ganske karakteristisk, en stump af en vindeltrappe, fint forarbejdet i eksotiske træsorter, intarsia og så videre. Det fraværende er i dette tilfælde resten af trappen, gelænderet og det rum der omgiver det.
Jeg er i tvivl om om det er meningen at jeg skal sanse det der mangler, eller om jeg skal forholde mig til det fragment der faktisk er der, inklusive teaktræsrammen.  Det der faktisk er der, har meget af det, jeg godt kan lide ved et kunstværk. Der er åbenlyst et snedkerhåndværk, kunstneren (eller assistenterne) kan noget med deres hænder ud over at de kan få en god ide. Der er også noget at se på, som ikke kunne være formidlet med en tekst eller en afbildning, værket gør sig kun ved det direkte møde. Der er kort sagt mulighed for en god oplevelse her.
Går man på museum får man ofte hjælp af en formidlende tekst. Bare det at have en titel at holde sig til kan hjælpe til at åbne det værk man står over for. Museumsfolkene giver ofte værket et ord med på vejen, så ikke-kendere som undertegnede har en chance.
Her var det modsat. Både kunstnere og museum hav formuleret et stykke tekst til hvert værk, som først og fremmest bidrog til at komplicere en tilgang til værket. Knudret sprog med et højt lixtal, og muligvis var teksten en del af værket og ikke en formidlende tekst. For en gangs skyld havde jeg foretrukket værket og titlen alene. Læs mere her
På Trapholt er der desuden en stor udstilling af portrætter af den kongelige familie. det er sjovt at se, hvordan forskellige kunstnere kan få noget så forskelligt ud af den samme familie.

Rockmusikere som billedkunstnere

Denne sommer, frem til 19. august, kan man se en udstilling i Dronninglund Kunstcenter, hvor man har samlet kunstværker fra folk, som først og fremmest er blevet kendte for noget andet.  Flere af kunstnerne er brudt i gennem som rockmusikere, feks. Troels Trier, billedet nederst og F. Beckerlee.
Udstillingen er interessant, fordi man får lejlighed til at  fundere over, hvad disse billeder har til fælles, og hvad der adskiller dem fra anden dansk kunst. Og så den nytteløse, men lige så interessante spekulation om, hvorvidt de kunne være brudt igennem alene i kraft af billederne. Som med Dronning Margrethe og Bob Dylan og mange andre.
Det øverste billede er af Erik Clausen og det nederste af Troels Trier, vidt forskellige i udtrykket. Clausen er interessant, fordi han har en motivverden til fælles med Hans Voigt Steffensen, men med et helt andet resultat, sådan lidt tilbageskuende i sit delvist abstrakte udtryk. Clausens gamle makker, Sylvester maler fortsat som Arne Haugen Sørensen på Valium, i sin damer og vilddyr periode. Det går tilsyneladende også godt, der er udsolgt før ferniseringen når Sylvester har separatudstilling.
Troels Triers Madonna herover er karakteristisk for hans stil. Kraftige konturer og en god del humor og også en vis kant en kritisk indstilling til nogle fænomener i samtiden. En madonna med en et elektrisk Jesusbarn f.eks. Humor er noget der i øvrigt karakteriserer udstillingen generelt.
Fælles for udstillingen er, at værkerne er relativt lige til at gå til, som også kunstnernes musik var det, da de spillede. Man skal ikke ud i dybsindige fortolkninger  for at få værkerne til at åbne sig, man kan enten lide dem eller ej. Det gjaldt jo også såvel Clausen og Petersen og Røde Mor i sin tid, det var ikke så svært, enten var man vild med dem eller også brød man sig slet ikke om dem.  Udstillingen anbefales hermed, lidt sent ganske vist.

Havudsigt

På Vendsyssel kunstmuseum kan man lidt endnu se en udstilling med billeder af Niels Leergaard og Poul Anker Bech. PAB var elev af /ven med Niels Lergaard og man har naturligt nok ophængt en række billeder parvis, så man kan se hvordan de to kunstnere behandler det samme tema.
Forskellen er f.eks tydelig her, hvor de begge har malet en havudsigt, men hvor de har helt forskellige intentioner med deres billeder.
PAB vil gerne fortælle en historie om, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være. Hos PAB handler det ofte om at samstille elementer, som hver for sig er naturalistisk malede, men som er sat sammen på en ikke-naturalistisk måde. Her svæver hav og hus tilsyneladende, uden kontakt med omgivelsen.
Niels Lergaards billede handler først og fremmest om farver og former, med hav og hus som nærmest en undskyldning for at male subtilt raffinerede farveflader mod hinanden, lag på lag og ikke så nemme at gengive på et fotografi.
Så trods venskab og beslægtede motiver er der tale om to vidt forskellige kunstnere med vidt forskellige billeder. Vendsyssel Kunstmuseum har lavet en fin ophængning, uden at for store pædagogiske pegefingre, men med med en glimrende formidling af to store danske kunstnere.

Formidling og udstilling

I dag, søndag d. 8. juli, årets hidtil bedste sommerdag, var vi i Hanstholm for at se på køretøjer fra anden verdenskrig. Det var på forhånd annonceret som et træf, hvad det da stor set også var. Af seværdigheder var der en canadisk panserjæger, et køretøj til at nedkæmpe tanks med og så denne NSU Kettenkraftrad, eller blot Kettenkrad. Vi så, hørte og lugtede dem køre forbi, du kan se med her.
Det var nu lidt af en fuser, i kraft af placeringen ved Hanstholm Bunkermuseum havde jeg troet, at der var en form for formidling af hvad vi så, men der var blot tale om en ophobning af forskellige menneskers samling af alle mulige ting og sager fra ww2, herunder også køretøjer.
OK, der var sådan set ingen der havde lovet andet, så fejlen  var vor egen. Men skulle nogen være i tvivl, så er der pokker til forskel på at samle gamle ting sammen og så på et museum med perspektiv og formidling. Ovenstående forløber for vore dages atv er man nødt til at slå op i den engelsksprogede Wikipedia for at få en ide om, hvad den har skullet gøre godt for. Personligt er jeg ikke rigtigt overbevist, men hvad, tyskerne tabte jo også krigen.

Damien Hirst på Arken

Jeg var for nylig i København og havde til til at gå på museum, et møde var blevet aflyst. På Arken så jeg bl.a. det relativt nye Damien Hirst rum, hvor der er udstillet en stor donation af hans værker. Der er nogle centrale ting fra hans produktion, som ovenstående sommerfugl i maling og en ½ kalv nedsænket i formalin. Sommerfuglene ligner sådan noget, som vi fik skældud for som børn, de er fanget i den våde maling. Om de var døde da de blev anbragt der eller om de er døde langsomt i malingen kan jeg ikke rigtigt få opklaret. Der er tale om en række meterhøje billeder i grundfarver plus sommerfugle, bag glas som man måske kan se af fotoet.
Stillet overfor disse billeder og resten af samlingen er spørgsmålet som så ofte med samtidskunst, hvad skal man stille op med det? Resten af kunstverdenen er ikke i tvivl om DH's kvaliteter, hans værker sælges for temmelig ekstreme priser.
Tyer man til Arkens hjemmeside er der lidt hjælp at hente. På siden om samlingen står der noget om eksistentielle problematikker, provokerende elementer og om at tage stilling. Og en mere detaljeret gennemgang er der her.
Når man er kommet sig af overvejelserne om, om sommerfuglen døde en langsom død i malingen, eller om det blot er noget vi skal tro, så er der ikke så forfærdeligt meget tilbage. Tematikken om død og skønhed er temmelig intellektualiseret, værket fungerer sådan set lige så godt hvis du blot fortæller om det: "Ved du hvad, jeg så et stort billede med nogle døde sommerfugle i rød farve..."
Om ikke andet så ser vi her en af kunstens funktioner i fuld udfoldelse. Kunsten og forståelsen af den som adgangsbillet til det gode selskab. Vandene skiller der, hvor du er i stand til at falde i svime over en ½ kalv i formalin, og helst også henkaste en begavet bemærkning, som du vel at mærke kun kan hente på Arkens hjemmeside hvis du virkelig er grundig i din research.
Tager man Arkens placering i Ishøj i betragtning er provokationen dobbelt. Her kan de knap så rige se, hvad man kan med penge og hvad man kan få penge for, hvis man kender de rigtige.
Værre bliver det, når man går videre i udstillingen, hvor dem der er til mere traditionel kunst er henvist til Dronningens mange skilderier. De er ganske habile, hun er en dygtig maler, ingen tvivl om det, men de rykker ligesom ikke rigtigt.
Hvis jeg skal være generel i mit brok, så er det nok mest det, at man ser så megen kunst, som udelukkende fungerer på et intellektuelt plan, hvor man ikke også kan forholde sig til håndelag og konkret udførelse af værket. Det er helt klart mit eget problem, kunstverdenen trives tilsyneladende fint med sommerfugle i rød maling.

Vrå i Thisted

Færdes man i Vendsyssel, kender man måske til, at der ligger en kunstbygning i Vrå, med blandt andet en samling af Svend Engelunds billeder. Bygningen og foreningen bag afholder hvert år det de kalder Vrå-udstillingen. Det er blevet til mange udstillinger i årenes løb, og nogle af værkerne fra disse udstillinger er i kunstbygningens eje. Det er blevet til en udstilling med "det bedste fra Vrå-udstillingen gennem 70 år", som for tiden kan ses i Thisted.
Der er en række gode værker, af det man vist kalder "klassisk moderne", når man gerne vil angive, at værkerne har en del år på bagen, men at de er moderne i deres udtryk, i modsætning til f.eks. guldalder- og skagensmalere.
Udstillingen er værd at gå efter, den fortsætter til d. 10. juni.

Rene Holm i Thisted

På Thisted gl. rådhus er der i øjeblikket en udstilling med Rene Holm med titlen "Human Fragility". Billedet herover er karakteristisk for udstillingen. Mennesker uden ansigter, malet med tykke pastose ( som i malingspasta ud af tuben) strøg, uden alt for mange raffinementer. Det handler ikke om kunsterens evner for at male ansigter, der er også et par fine portrætter på udstillingen.
Kunstneren var til stede ved ferniseringen og han blev da også spurgt om de manglende ansigter. Selv sagde han, at det ikke er enkeltpersoner han vil skildre, men typer, og at ansigterne derfor distraherer. Vi kan så spekulere på, hvilken type ung kvinde der har gang i en forhammer i en birkelund. Netop anonymiseringen forlener hende med en vis uhygge. Sammen med hendes placering i, hvad der normalt opfattes som idyl, giver det manglende ansigt en foruroligende stemning i billedet. Kunstneren pointerende, at hans billeder fortæller historie, og det er en alt andet end hyggelig historie vi har her. Og som al god billedkunst er der tale om en historie, der er bedst fortalt i billeder.
Vi får aldrig at vide hvad pigen er i gang med, og det er nok godt det samme. Udstillingen er værd at se og det kan nås endnu, den varer til 29. april.

Film og fup

Jeg har tidligere underholdt om gamle dage, hvor man fotograferede med film og om hvordan Kodak er på vej til at lukke.
Et af Kodaks produkter  var en sort-hvid film kaldet Tri-X. Den havde den fordel, at man kunne fotografere i dårligt lys, det var en såkaldt "hurtig" film. Ulempen var, at billederne blev lidt grynede, kornede.
Der er imidlertid fotografer, som brugte kornene æstetisk, som gjorde dem til en vigtig del af det billedmæssige udtryk. I dag gælder det f.eks. Kirsten Klein.
Hvis man ikke har lyst til at trækkes med besværlig og miljøfjendtlig kemi og dyre film behøver man ikke at give op. Man har også her digitale genveje. Hvor man i digital fotografi forsøger at undgå billedstøj, det anses for grimt, så er de gammeldags analoge korn i visse tilfælde efterstræbelsesværdige. Det i en sådan grad, at nogen har lavet et program som kan simulere analoge film. Øverst ses et billede direkte ud af digitalkameraet, nummer to er sat til gråtoner i billedbehandlingen og nummer tre er et simuleret Tri-X 400 ASA billede. Klik på billederne for at se dem lidt større.
Programmet hedder DxO Film Pack og kan downloades her.

Tillykke med fødselsdagen

Hip hip hurra.
Tillykke til Niels Frandsen med 62 års dagen

Holstebro i fokus

Den unge kvinde på maleriet har tydeligvis et problem, som ikke uden videre lader sig løse. Hun er malet af Maria Torpe, og billedet kan i øjeblikket ses på Holstebro Kunstmuseum som en del af udstillingen "Ude af fokus".  Udstillingen er en samling mere eller mindre figurative billeder (man kan se, at de forestiller noget).
Den overordnede ide er at undersøge hvordan maleriets rolle er i vor tid, præget af en accellererende distribution af billeder, der ikke levner til til fordybelse eller eftertanke. Citeret efter den tilhørende brochure.
Er begrundelsen en smule søgt, så er billederne til gengæld spændende. Her er f.eks. adskillige værker af en af mine favoritter pt, Allan Otte, som stadig maler grumme billeder fra det danske landskab, med en udsøgt teknik.
Fælles for de fleste af billederne er, de ikke alene er figurative, men at de også er præget af den digitale billedbehandlings muligheder, selv om de alle er ret traditionelt udført, med olie eller acryl på lærred eller plade. Og i modsætning til påstanden om vor tid generelt er de udtryk for kunstnernes fordybelse og eftertanke, hver på sin måde.
Der  er mange spændende billeder at se, og man kan læse mere på museets hjemmeside. Tager man afsted i god tid kan man nå Skive Kunstmuseum også, her er en særudstilling med Ivan Andersen, som i øvrigt også er repræsenteret i Holstebro. Begge dele er værd at tage afsted efter.

Selvportræt med kage

Hvem er den unge mand, og hvad laver han med den kage?
Historien er kort, at han skulle sende et billede, som han havde taget med sin iPhone. Imidlertid syntes han at iPhonen så åndssvag ud på billedet, så han photoshoppede den væk til fordel for en kage.
Så langt så godt, en lille smule excentrisk måske, men heller ikke mere. Det virkeligt mærkelige kommer, når det viser sig, at han har lavet en hel bevægelse ud af fænomenet, med egen hjemmeside og det hele. På adressen http://selfpoptart.com/ kan du uploade dit iPhone-selvportræt og blive en del af bevægelsen.
Vi har amerikanernes go-get-it mentalitet for fuld udfoldelse. Alt hvad du behøver, for at få dine 15 minutters berømmelse er en ide og en pc med netadgang. Bare gå igang, så kan vi tage stilling til, om ideen er god bagefter.
Jeg fandt siden i det udmærkede online tidsskrift American Photo. Du kan læse artiklen her

Art Herning 2012

Søndag var vi til kunstmesse i Messecenter Herning, Art Herning. Her var mange spændende billeder, messen havde oprustet, hidkaldt flere københavnske gallerister, som ellers har svært ved at finde til Jylland.  I det hele taget var der mange spændende ting.
Som altid når man kigger på kunst var der også ting, som kalder på undren og hos visse utvivlsomt også en let hovedrysten.
Ovenstående værk er, som man måske kan se, to poser vanillesukker med håndskrift på. De er smukt indrammede og sælges til den nette sum af kr. 25.000. -  Sagen er, at der er tale om et værk af Joseph Beuys. Hvem han er, kan man læse om, hvis man følger linket.
Det som køberen får, hvis han køber værket og hænger det op, er først og fremmest en markering af, at han er velbevandret i det 20. årh.'s kunsthistorie, og en markering af at pengene er rigelige. Skulle en beskuer driste sig til at spørge om hvad det er, vil vedkommende afsløre sig som ignorant og ejeren vil få en kærkommen lejlighed til at holde foredrag om tysk kunst i det 20.århundrede, om værk som provokation, om fluxus osv.
Der er visse typer af kunst, som ikke giver sig udtryk i noget, som private samlere nemt kan hænge op på væggen, Happenings, events, installationer osv.  I stedet kan man så købe noget som dette, som ikke i sig selv er noget, men som fortæller en historie om hvem ejeren er. Ligesom når Olafur Eliasson sælger nogle ret banale landskabsfotos fra Island, fordi det nu engang er svært at installere et tågekammer i dagligstuen.

Vi tager lige en til. Dette er et udsnit af flere billeder af Marco Evaristti. Noderne er Richard Wagners "Rienzi", skrevet med kunstnerens blod.
Igen, ikke noget man blot kan se på, man skal have hele historien før man kan forholde sig til det. Hvem kan i øvrigt lige huske, hvad "Rienzi" gik ud på?
Vi stopper opstødene her, og glæder os til næste Art Herning.

Exit Kodak ?

Da jeg begyndet at fotografere brugte man film, Kodak og Ilford når det skulle være rigtigt godt. Alle har hørt om Kodak og alle der har fotograferet, har været i kontakt med deres produkter.  Utallige har taget billeder fra charterferien med et Kodak Instamatic, som er en efterkommer efter det boxkamera, som var med til at gøre Kodak til en meget stor koncern. Slogannet var, "you press the button, let Kodak do the rest", sådan ca.  Siden digitalkameraernes fremkomst er det imidlertid gået ned ad bakke for Kodak, og her forleden indgav de begæring om betalingsstandsning. Det er sidste chance før en egentlig fallit. Wall Street Journal kan forklare detaljerne i det retslige og økonomiske.
Det er nogle år siden Kodachrome filmen forsvandt, den var for besværlig at fremkalde. Allerede da ovenstående billede skulle fremkaldes, var det kun et sted i Skandinavien, hvor man mestrede processen. Billedet er fra midt i 70'erne, sandheden i ære, så husker jeg ikke, hvilken film, det er taget på.  Man kan stadig få Kodak film, blot ikke Kodachrome. Den anden filmfabrik på verdensmarkedet er Fujifilm, som i modsætning til Kodak også har været i stand til at få succes på markedet for digitale kameraer.
Således forgår verdens herlighed, udviklingen er ikke sådan at standse og Kodak har ikke formået at følge med. Jeg har for nylig sat film i det gamle spejlreflex, og det er åbentlyst for mig også, at gammeldags film er for nostalgikere og fanatikere, og så Kirsten Klein, som kun kan få sine flotte, kornede billeder med film i kameraet.
Det er en ringe trøst, at kloge hoveder spår, at digitalkameraet også er på vej til at forsvinde, i hvert fald som en selvstændig enhed. I fremtiden vil du bruge din smartphone og din iPad til at tage billeder med, og det digitale lommekamera bliver overflødigt, efterhånden som telefon-kameraerne bliver bedre. Tilbage vil være store, dyre og klodsede kameraer for entusiaster og professionelle.

Struktur under huden

Vi har netop været i Randers for at se Martin Bigum udstillingen "Struktur under huden". Den var ganske spændende. MB bruger ikke længere den lille kutteklædte "Art" figur, nu er det engle-lignende væsener og en jordklode med ansigt som er blandt de gennemgående temaer. 

MB's billeder er fulde af detaljer, som hver for sig er genkendelige, men som er sat sammen i en ikke-åbenlys sammenhæng. Puslespilsbrikker transformeres til engleskikkelser, som ser alt andet end ophøjede ud. Faktisk er de i gang med slåskampe eller de er, iført pampers-ble ved at blaffe. Der er meget at se på, og det er uundgåeligt at begynde at tolke på billederne.

Jeg skal spare læserne for en indgående analyse af MB's værk lige nu, men nøjes med at opfordre til at følge  med i, hvad han laver, så godt det nu kan lade sig gøre. 

Det her gengivne "Sacred & Profane" fangede mit øje. (Vi slipper ikke helt...) Venstre halvdel af lærredet er fuldt af en mareridts- eller helvedesscene som hos H. Bosch, og højre halvdel er fuldt af Disney-figurer igang med alt det, som de aldrig gør når Disney-koncernen selv står for at tegne dem. Fedtmule og Minnie har sex, Mickey Mouse fixer osv. Denne halvdel af billedet er i øvrigt er en reference til et gammelt billede fra tresserne eller halvfjerdserne, som jeg ikke kan huske titlen på. Jeg så det første gang i  "Tegneserier : en ekspansions historie" En diger, og forældet sag om at analysere tegneserier. De to sider viser altså det hellige som noget med relation til helvede og det profane som Disney figurer i gang med at bryde reglerne. Man kunne få den tanke, at MB er et dystert gemyt, men det modsiges af den muntre, tegneserieagtige måde at male på og af detaljer som en "rigtig" and med matroshat. 

Udstillingen slutter i dag, men kataloget gengiver de fleste af billederne. 

Foto og Penge

Da jeg var ung, lærte jeg en hel masse om værdi og penge i stedet for det fag jeg skulle have studeret. Mine lærere var humanister og bibliotekarer, og de brugte Kapitalens første bind som udgangspunkt, i stedet for en mere samtidig lærebog.
Nå det var slet ikke det , det skulle handle om, men det er aldrig for sent at lære noget nyt. Nu om billeder, værdi  og penge for eksempel.
Der er enkelte, som kan tjene penge på at tage fotos af andre, som for eksempel den pressefotograf, der fotograferede mig til et arrangement med Johannes Møllehave. Han fik ikke alene lørdagsbetaling, han gik også rundt med kameraudstyr af en værdi som en Toyota Aygo før afgifter. Billedet blev derefter behandlet og trykt på avispapir, så det meste af alt ligner noget taget med et kamera fra det sidste blogindlæg, men det er et vilkår ved aviser.
De fleste fotograferende mennesker må nøjes med den fornøjelse det er selv at have taget sine billeder. Hvis man vil dele dem med andre, kan man lave en blog som her, eller man kan uploade billederne til flickr.com.
Hvis man strammer den, kan man angive, hvilke rettigheder man vil knytte til billedet, i håb om at nogen vil bruge det og evt betale for brugen. Det sker faktisk af og til, har jeg hørt fra pålidelig kilde.
I min søgen efter interessante foto-hjemmesider er jeg nu stødt på en 3die mulighed, nemlig at betale for at få sine billeder vist. Oven i købet som en slags auktion. På siden The Most Expensive Picture kan man få sit billede vist på forsiden blot man vil betale. Princippet er, at man skal betale $1  mere, end den sidste fotograf gjorde. Den første, der uploadede betalte $1, i skrivende stund er der betalt  $85, og man begynder forfra, når de $300 er nået.
Man underviser ikke længere vordende bibliotekarer i "Das Kapital" så vidt jeg ved, og det er nok en god ide, af mange grunde. Markedet for billeder ser lige nu ud som beskrevet ovenfor, mere kompliceret en da Kapitalen blev skrevet.
Nogen kan sælge deres billeder på nettet, mange er glade for blot at få deres billeder offentliggjort og enkelte er  villige til at betale for at få billeder offentliggjort bestemte steder.  Måske er det ikke så tosset som det lyder. Der er en intens kamp om netbrugernes opmærksomhed. En ting er at blive offentliggjort på nettet, noget andet er at få et publikum.
Billedet ovenfor er mit eget, det træder i stedet for det pressebillede af Møllehave, som fotografen sikkert gerne vil have betaling for at vise. Hans marked er jo også under forandring, hvem som helst kan tage brugbare billeder blot de er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Sender man pressefotografen afsted, er man sikker på at få et billede, men han kan jo kun være et sted ad gangen.

På Galleri

Midt i Salling, i den lille by Hjerk ligger Galleri Salling. De har netop udvidet lokalerne, og fejrer åbningen med en udstilling af Kirsten Kleins flotte fotos fra den nye Limfjordsbog, hun har lavet sammen med Hans Edvard Nørregaard Nielsen.

De udstiller også en række malerier, heriblandt ovenstående, som tydeligvis forestiller en skovbund med anemoner. Det er et af den slags billeder, hvor man på en meters afstand er i tvivl om om det er et fotografi eller et maleri. Tæt på kan man se penselstrøg, men bare et skridt væk er man i tvivl.

Jeg er altid fascineret af den slags billeder, håndværket alene kan imponere. Kustoden fortalte, at kunstneren, (jeg har glemt navnet) havde arbejdet en hel uge kun på billedet.

Man kan også af og til spørge sig selv, hvorfor vedkommende så ikke er kendt og berømt. Det kan der være mange grunde til, måske er det det eneste billede af den slags, hun har lavet, måske er hun ikke interesseret i berømmelse.

En anden grund kan være, at det ikke er nok at være dygtig for at blive til noget i dagens kunstverden, man skal også besidde en vis originalitet, og man skal helst også have et eller andet på hjerte ud over de flotte billeder. Uden at nedgøre billedet, så er der rigtig mange dygtige malere i omløb, og detaljerede blomsterbilleder er set før op gennem kunsthistorien.

f.eks. Anna Sybergs billeder, som man kan se i Faaborg.

Uanset hvor detaljeret man kan male, og uanset hvor tæt man er på et foto, så er det alene ikke nok til et rykke op i første division eller superligaen. Derfor kan man da godt nyde sådan et billede, når man ser det, og jeg ville ikke have noget imod at have det hængende.

Legetøj

Jeg har tidligere blogget om forskellige kameratyper og deres fordel og ulemper. I min research om emnet ( planløs surfning lyder ikke så fint) , er jeg faldet over et fænomen fra fotografiets overdrev.
Der er en ganske omfattende subkultur omkring det at bruge legetøjskameraer til at tage "rigtige" billeder med.
Der findes hjemmesider dedikeret til disse legetøjskameta - fotografer, f.eks. denne http://www.toycamera.com/, og der findes uddybende artikler om emnet, her feks.

De, som er optaget af denne måde at fotografere på, går efter de særlige egenskaber billederne får, uskarpe, vignetterede (sorte hjørner), farvede rande og kradse farver. Normalt gør fotografer sig store anstrengelser for at undgå dette, dels i processen med at anskaffe et kamera, dels i optagelsesøjeblikket og efterbehandlingen.
Sætter man sig et øjeblik ud over sin vante opfattelse af, hvad et fotografi er eller bør være, kan man faktisk få et udbytte af at se på billederne. På samme måde som mange kunstværker ikke forestiller noget, så er disse billeder noget andet en almindelige fotografier. Der findes en gruppe på Flickr dedikeret til formålet

Skulle læseren nu have fået blod på tanden, er der tilsyneladende især et apparat, som fanatikerne samler sig om, et Holga. Det er oprindelig lavet, så indbyggere i den 3die verden også kan få råd til et kamera, og det sælges også stadig med dette formål. Du kan læse mere her eller her.

Man behøver ikke at opgive sit digitale spejlreflekskamera for at være med, Man kan købe en Holga-linse med såvel Nikon- som Canon-fatning, se her, hos en specialbutik for den slags kameraer. Dem som foretrækker den allestednærværende iPhone kan også være med, der findes en forsats-dims at købe.

Billederne er lånt på Flickr.

Skudt papegøjen ?

På Skovgaard Museet i Viborg er der lige nu en udstilling med temaet "fugle". Som man kan se er der lidt af hvert inden for emnet, lige fra Johannes Larsen og til Asger Jorn. Den slags udstillinger er for mig et velkomment alternativ til udstillinger med en enkelt kunstner eller kunstnergruppe. Man får mulighed for at se, hvor mange forskellige måder, et bestemt tema kan gribes an på. Der er ikke megen plads i Skovgaard Museet, når kun den ene etage er i brug til særudstilling. Der er meget at se på, men pladsen er godt udnyttet, og jeg er ikke så velbevandret i kunsthistorien, at jeg kan pege på noget, der mangler.

Den døde ara er taget med for spøgens skyld, kunstneren (Sven Allan Sørensen) forventer ikke en dybsindig andægtighed, skulle man være i tvivl, er der et lille vers vedhæftet værkets titel. Tag selv til Viborg for at se.

Det andet værk af papir af Peter Callesen er heller ikke så svært, de himmelske engle i modspil med de døde skeletter. Det handler om døden og livet og alt det der.

Han er en af de kunstnere jeg gerne kigger på, på grund af håndværket. det er helt utroligt, hvad han kan få ud af almindeligt hvidt papir, med en skarp kniv, vil jeg tro. Den tunge symbolik i mange af hans værker er i overkanten, men der er tale om virtuost papirarbejde, som det er værd at bruge et øjeblik på, om ikke for andet så for elegancen i udførelsen. Både i direkte og i overført betydning kan jeg være i tvivl om holdbarheden, men det skal ikke afholde mig fra at nyde hans værker.