Rådhuset i Thisted

Jeg har tidligere underholdt med restaureringen af Thisted gl. Rådhus. Nu der rådhuset færdigrestaureret, og resultatet er ganske imponerende. Alting er i lod og vage, gulvene ligger fast uden at knirke og der drysser ikke puds ned bag tapetet, hvis man rører ved væggene. Resultatet viser, at hvis der er penge og vilje tilstede, kan man opnå de utroligste resultater med gamle bygninger.

Det øverste billede viser Thisted Lillebys model af Bindesbölls rådhus, også et flot stykke arbejde. Det nederste billede er to fade af Corneille.

Bindesböll er i denne sammenhæng Gottlieb, far til kunstneren Thorvald B.

Samme dag som rådhuset blev indviet, åbnede kunstforeningen en Corneille udstilling. Det vi kunne se for de andre tilskueres rygge så ganske spændende ud, der var et pænt udvalg af hvad man kunne vente, både bemalede skulpturer, litografier og oliemalerier. Selvom C måske er en smule overeksponeret, glæder jeg mig til at se udstillingen igen, sammen med lidt færre tilskuere. I mellemtiden nøjes vi med de to kaffekrus vi har, som C har dekoreret.

Apropos kaffe, så har der været lidt debat om farven på væggene i udstillingsrummet. Realea har malet dem cafe-au-lait/babybæ farvede, fordi sådan så de ud, da huset var nyt. Kunstforeningen, som skal bruge rummet fremover, havde ønsket sig hvide vægge, det egner sig bedst til skiftende udstillinger. Bagsiden af den medalje, som de mange penge til restaurering er, er en vis arrogance fra dem som administrerer pengene. Nå, det lever vi med, det er blevet et flot hus igen.

Bjørn i Skive

I Skive Ny Kunstmuseum så vi fornylig denne opstilling af papmache. Den er lavet af Rasmus Bjørn, som udstiller i Skive for tiden. En ung kunstner med et blik for hverdagens objekter, og for forbrugersamfundets køb og smid væk kultur. Om det holder kan man tvivle på, i hvert fald rent fysisk, det er nogen ganske skrøbelige materialer der er i brug. Men også i overført betydning. Er der tale om en kritisk indstilling til sin samtid, eller er der tale om letbenede finurligheder? Tiden vil vise det, udstillingen er nok værd at se, hvis man alligevel er i nærheden.



Denne bjørn står også i Skive Ny kunstmuseum, hvor den "altid" har stået. Den er nu kommet op i forhallen til ære og værdighed. Den er en gave fra Lauge Koch en gang for længe siden. Snuden er blankslidt, fordi alle skolebørn i Skive har fået lov til at klappe den. Museets hjemmeside kan anbefales, der er et interessant afsnit med webkunst.

I love you

Skærtorsdag var vi i Århus på Aros, hvor vi så hele to fornemme udstillinger. Først Jacob Holdts billeder fra Amerika. "Tro håb og kærlighed" hedder udstillingen. Det er dels de opringelige billeder fra hans show "Amerikanske billeder" fra 70'erne, dels nogen opdateringer om hvordan det siden er gået for ham og for nogen af personerne fra det oprindelige show.

Det var en forbløffende stærk udstilling, billederne fra dengang var blevet kopieret i stort format i professionel kvalitet, og de nye billeder var blevet taget med bedre udstyr end dengang. Udstillingen viste, at der i USA stadig findes ekstrem fattigdom, stærk racisme og en forkærlighed for skydevåben af svær kaliber. Stærkest virkede dog Jacob Holdts engagement og evne til at komme i kontakt med alle, på tværs af race og samfundsmæssig status.

Som hovedarrangement så vi kunstudstillingen "I love You", en temaudstilling om kærlighed som motiv i kunsten. Her er virkelig sat alle sejl til. der var et bredt udsnit af store kunstnere, fra Eckersberg via Rodin og Picasso til Damien Hirst og nutidens kunstnere. Hvis man var i tvivl om hvad man så, og hvordan man skal forholde sig til det, så var der en lille folder med omtale af alle værkene, og for de rigtig flittige var der et trykt katalog.

Jeg kan personlig anbefale først at se på kunstværket og så læse forklaringen, så er man ikke bundet at museets fortolkning. Omvendt er forklaringen god at have, så man får det hele med.

F.eks. I Damien Hirst' 4 store hjerter (se online galleriet) med klare, blanke farver. Der var påsat nogle flotte sommerfugle, imponerende var det. Først når man får at vide, at sommerfuglene var lagt levende ned i den våde maling bliver værket noget dobbelttydigt og ubehageligt.

De to illustrationer i dette indlæg viser nederst Mona Hatoums "Tea for two". I følge Aros et billede på, at man kan miste sin individualitet i et parforhold. I følge undertegnede et billede på, at kærlighed kan være svær, grænsende til det umulige at have med at gøre. Prøv bare at drikke af koppen , to og to.

Det Øverste billede er af Louise Bourgeois og hedder "The Couple". Vi overlader fortolkningen til læseren, og anefaler udstillingen på det varmeste. Den går helt til d. 12. september.

Tegneserier

Kan du kende ham? Han er det menneskelige tilbehør til en overvægtig, orange kat med hang til lasagne.
Nu er der en, som har fået den ide af fjerne Garfield fra tegneserien. Når hovedpersonen er væk, er der en ensom, livsangst yngre mand tilbage. Ideen er genial, og holder til et gennemsyn af adskillige striber, men nok alligevel ikke til at komme i den daglige avis.
Vi citerer hjemmesidens omtale af sig selv: "Garfield Minus Garfield is a site dedicated to removing Garfield from the Garfield comic strips in order to reveal the existential angst of a certain young Mr. Jon Arbuckle. It is a journey deep into the mind of an isolated young everyman as he fights a losing battle against loneliness and depression in a quiet American suburb."
Du finder Garfield minus Garfield her: garfieldminusgarfield.net

Nordkraft Kunsthal Nord

Vi har været et smut i Aalborg for at se Nordkraft. Det er et gammelt kraftværk, som nu er omdannet til kulturhus. En skæbne, som ofte overgår den tidlige industrialiserings bygninger. De ligger tæt på bykernen og er blevet for små til det oprindelige formål, de støjer og forurener.
Jeg ved ikke, om det er billigere end at rive husene ned og bygge nyt, men i dette tilfælde er der kommet ganske mange kvadratmeter kultur ud af det.
Af økonomisk nødvendighed eller for at bevare industripræget, har man ladet det indre være, hvor det har kunnet lade sig gøre, så bygningerne fremstår med et tydeligt "råt" præg, et signal om at bygningerne gerne må bruges. Det signal kan nu også sendes fra nye bygninger. Under alle omstændigheder har Ålborg fået et flot kulturhus.
Vi var der for at se Mogens Otto Nielsen, som jeg ikke kender meget til. Mit problem. Han har fået medaljer og hæder i det hele taget. Men han er et pust fra fortiden, fluksus- eksperimenterende- agtig, fuld af gode ideer, som sjældent udarter til helstøbte værker. Nå, jeg tager ikke skade af at få horisonten udvidet.
Det øverste billede er et værk af Mogens Otto Nielsen, det nederste er Nordkraft set udefra.

Youtube, Eksskolen og ABCinema

Tillykke til Youtube.com. Webstedet har nu eksisteret i fem år, hvor det har været en nem kanal til publicering af sine egne film.
Når jeg nævner dem i sammenhæng med Eks-skolen og ABCinema, er det fordi Youtube har virkeliggjort nogle af de demokratiske idealer, som avantgarde kunstnerne havde i tresserne. For nylig skrev jeg om Lars Morells bog om Eksskolen, og i Tania Ørums "De eksperimenterende tressere" er hele tresser-avantgarden beskrevet. De to grupper benyttede sig bl.a. af super-8 som en billig måde at lave film på, og især ABCinema folkene havde intentioner om, at alle skulle kunne lave film.
I dag er det muligt for alle der vil at få sine film offentliggjort, bogstavelig talt. Det eneste problem med youtube kan være at finde noget bestemt, søgefaciliteterne er begrænsede.
Dermed er vinden for længst taget ud af de to grupper som avantgarde. Når alle faktisk kan uploade film, er der ikke længere noget særligt over det.
En del af de to gruppers medlemmer er stadig levende, og de er siden gået fra at være kunstens rebeller til at være højt ansete kunstnere på nationalt plan.
Jeg ved ikke, om nogen af dem stadig betragter sig som rebeller. Oprøret dengang var ikke et politisk-økonomisk oprør, men et kunstnerisk, og der er jo ikke nogen grund til fortsat at gøre oprør, når man har sejret, sådan rent kunstnerisk.

Sjovt nok er nogle af deres film fra dengang tilgængelige idag, men ikke på youtube og ikke gratis, man må pænt henvende sig til Borgens forlag og købe den dvd, der er udgivet med nogle af filmene. Med lidt held kan du låne den på biblioteket. Jeg har ikke haft lejlighed til at se nogen af filmene, jeg forventer at de først og fremmest er af historisk interesse.

Rationering

Tænk at man skulle opleve, at rationeringen blev genindført. Ikke siden Hedtoft gled i smørret har rationering været et tema her til lands.
Så lang nåede jeg at tænke, da jeg forleden blev afkrævet et "rugbrødskort" hos Guldbageren. I et kort sekund så jeg min frokost forsvinde, fordi jeg ikke havde det rette kort.
Det viste sig selvfølgelig straks, at rugbrød ikke er rationeret. Kortet er tværtimod en opfordring til at købe mange rugbrød. Man får det 7. rugbrød gratis, når man har købt seks. Ligesom de syv segl i bibelen, som når de brydes, følges af al landsens ulykke.
Så nu er det eneste problem, at man skal få sig selv til at sige "Fnuggi" når man beder om et rugbrød. Mon marketingsfolk tænker over, hvor åndssvagt nogle ting lyder, udtalt af folk på min alder? Det overgås kun af Brugsen, som en overgang kaldte deres brød ved personnavne, så man skule bede om et "Peter" brød for at få et franskbrød.
Godt, at vi ikke har større problemer.
Billedet viser Max von Sydow fra Bergman-filmen "Det sjunde inseglet". En klassiker, man bør kende navet på, man som man bestemt ikke skal spilde sin tid med at se.

Kunsten stiger

Lørdag var vi på "Kunsten" i Aalborg for at se Thomas Kluge udstillingen. Det var næstsidste dag, så hvis du ikke har set den, er du gået glip af en spændende udstilling. Thomas Kluge har fået en del omtale bl.a. her, så vi går straks videre.
Kunsten var ved at gøre den næste udstilling klar, en ophængning af egne værker fra magasinet. Udstillingen var arrangeret som en bolig, med køkken, stue og soveværelse. Der var ikke kommet titel på alle værkerne endnu, så det var som at deltage i en quiz.
Det er også lidt utrygt, sådan at skulle danne sig sin helt egen mening, uden at have et navn en titel og et årstal at holde sig til. F.eks. er tingen på gulvet ikke Poul Gernes som jeg troede, men....
Ja gæt selv med, og tag op og se udstillingen. Kunsten har en ganske pæn samling af Fluxus, og den nye ledelse er klart interesseret i at vise frem af, hvad museet har i gemmerne.

Eddikesyltede pærer

Denne opskrift er fundet i et dameblad i efteråret, jeg husker ikke længere hvilket. Pærerne er imidlertid ganske gode, så her er opskriften.

Pærer a la dameblad
3 dl hvidvinseddike
2 dl vand
2 stænger kanel
1 tsk nelliker
1 tsk allehånde
4 laurbærblade
500g sukker
1 kg knap modne pærer
½ citron i skiver (øko)

Kog ingredienserne til en lage, lad det simre 5 min. efter at sukkeret er opløst. Læg de skrællede pærer forsigtigt i lagen og lad dem koge, til de er møre, ca 20 minutter. Undgå, at de koger ud til mos. Hæld kogende vand over citronskiverne, lad dem ligge i 5 minutter og hæld derefter vandet væk. Derved fjernes lidt af bitterheden fra skallerne. Brug helst citroner uden overfladebehandling, det er god tone i dag. Læg pærer og citronskiver lagvist i rene glas og hæld sukkerlagen over. Luk tæt og vent ca 4 måneder inden de spises som tilbehør til kødretter, på linje med syltede asier.

Tresserne

"If you can remember the sixties, you weren't there" siger man af og til. Citatet er tilskrevet Grace Slick, hvis man skal tro Google, og det handler selvfølgelig om datidens eksperimenter med euforiserende stoffer. Heldigvis passer det ikke, der er nogen der har holdt sig tilstrækkeligt ædru til at kunne huske noget, og nogen af dem har gjort et stort arbejde for at dokumentere også dette årti.
Da det har knebet lidt med museumsbesøgene på det sidste, har jeg kastet mig over kunstbøgerne. I juleferien har jeg med fornøjelse læst Lars Morell: Broderskabet , som er en moppedreng at en kaffebordsbog. Den handler om kunstnergruppen "eksskolen", den eksperimenterende kunstskole, som stod for meget af 60'ernes avantgardekunst. Hovedkræfterne blev senere anerkendt i vide kredse, bl.a. Bjørn Nørgaard er i dag en højt estimeret kunstner. Dengang var det noget anderledes, med besynderlige happenings og underlige 8-mm film. Bjørn Nørgård var dengang involveret i f.eks. den i dag stadig berømte hesteofring.

Det er mit gæt, at nogen læsere vil kunne genopfriske deres forargelse fra dengang, og vi andre kan glædes over et grundigt og kompetent stykke kunsthistorie. Bogen anbefales til alle, der er interesserede i kunst og også til dem, som måske har glemt noget om tresserne. Den giver et billede af en tid, hvor der stadig var kunstnere, som gik mere op i deres værk end i salgspriser og professorater.

Serendipity

Serendipity er et af de ord, som englænderne har og som vi mangler, men vi kender alle til fænomenet, at falde over noget, mens man leder efter noget andet.
I dag ledte jeg efter online-fotomagasiner, og faldt over en hollandsk designer, Christien Meindertsma.
Ud over, hvad hun ellers laver, så laver hun også designet håndarbejde. Hun har til fulde forstået at udnytte det forhold, at dagens forbruger ikke alene vil have smukke, helst unikke genstande, men også en medfølgende historie. Hun har indført begrebet "One Sheep Cardigan", altså uldtrøjer hvor ulden kommer fra et bestemt får. Fænomemet er kendt fra vinens verden, men nu også fra uldtrøje-verdenen.
Så har man set det med. Klik på linket, det er i øvrigt en interessant hjemmeside

Anmelderi

I den foregående blog-post argumenterede en kommentator for, at aviserne selv må bestemme, hvad de skriver, og det gælder vist stadig, at redaktører og journalister sammen med udgiverne selv bestemmer, hvad de skriver.

Anderledes er det med bibliotekarer. De skriver ikke så tit, men når de gør det, er de underlagt retningslinjer og restriktioner. I hvert fald når det gælder lektøranmeldelser, som nu hedder materialevurderinger.

Fordi bibliotekerne er et betydeligt marked for visse udgivelser og forlag, er der naturligt nok fokus på, hvordan bøger bliver omtalt i bibliotekssammenhæng. Tidligere har forlag og forfattere beklaget sig over anmeldelser i et sådant omfang, at der nu er udvalg og kommissioner til at holde øje med bibliotekarerne. Der findes også et sæt retningsliner for, hvordan disse anmeldelser skal udarbejdes.

Disse retninglinjer har gjort nogen af anmelderne til små mestre i bibliotekarisk newspeak. For at undgå at overtræde retningslinjerne formulerer de sig i mere eller mindre positive vendinger. "Nem at læse" er en eufemisme for "overfladisk", og så videre. Det volder i øvrigt ingen problemer, når man er bekendt med problematikken. Du kan selv se omtalerne på bibliotek.dk. Find en bog, du er interesseret i og klik på "se materialevurdering".

I dag er de imidlertid omvendt. I Information - her - kritiseres lektørerne for at være ukritiske og ikke tilstrækkeligt funderede inden for det område, de anmelder i.

Så cirklen er vist sluttet, alle synes at glemme, at materialevurderingerne er skrevet fra biblitotekarer til bibliotekarer i et ganske bestemt øjemed.

Hvad betyder dette så for den almindelige biblioteksbruger? Ikke ret meget. Det er stadig bibliotekernes kompetence at skaffe den rette bog til den rette bruger, helst på det rette tidspunkt. I dag sker det med udgangspunkt i dogmet: "fokus på brugerne, ikke på samlingerne". Det betyder, at selvom dit bibliotek ikke ejer en bestemt titel, så bliver den skaffet til dig, ofte på ganske kort tid.

Billedet er et jeg har lånt.

Afskaf dansk

Nej, tiden er ikke moden til at vi opgiver dansk som fælles sprog. Nogen gange ser det nu ud til, at alle, også danskerne har meget svært ved at udtrykke sig på dansk, i hvert fald hvis man lytter til sprogpolitiet.
I gamle dage var det dialekterne, der blev forfulgt. Vendelboer, thyboer, vestjyder og så videre måtte lære sig to sprog, et til lokalt brug, og et til at bruge i købstaden. I dag er dialekterne forsvundne fra den daglige sprogpraksis, og vi snakker alle rigsdansk. Mere eller mindre korrekt, og ve den arme stakkel, som er vokset op i 70'erne og derfor er grammatisk udfordret.
Senest har Jesper Steinmetz i "24 Timer" været efter nogen oplagte fejl. Han skriver bl.a. "Bedre bliver det ikke, når jeg i fitness-centeret hører samtlige instruktører sige i slutningen af træningstimen: 'Det er vigtigt, at I får STRUKKET ud'. NEJ: det hedder 'får STRAKT ud'."
Sprogligt forkert, men er der nogen som er i tvivl om meningen?
Mit svar er noget i retning af: "lær at leve med det". Nettet har givet os alle den mulighed, som tidligere var journalisters privilegium, at skrive ligegyldigheder om ingenting i et slapt sprog. Det betyder nødvendigvis, at der bliver endnu flere, som ytrer sig af hjertens lyst, uden at have helt styr på sprogets detaljer. Der er selvfølgelig forskel på folk, og journalister og dansklærere sætter måske i højere grad en ære i at skrive korrekt.
Men hvad er egenlig værst, en journalist som kløjs i "sin" og "hendes" eller en redaktør, som tillader eller ligefrem beordrer sin avis fyldt med ligegyldigt sludder?
Danske aviser er kraftigt statsstøttede, bl.a. i kraft af momsfritagelse. Det forhindrer ikke, at medierne er fulde at totalt uinteressante såkaldte historier, som ingen har bedt om, og som ingen ville savne, hvis der var et væsentlighedskrav knyttet til støtten.
Vi kan lære meget af amerikanerne. F.eks. har deres politi en afdeling for "internal affairs", som tager sig af uregelmæssigheder og overgreb fra politiets side, og på det sproglige område har man meget længe været opmærksom på, at et krav om sproglig korrekthed meget nemt kan have en undertrykkende funktion. I den angelsaksiske sprogsfære er man i dag vant til, at engelsk kan antage mange former, og man bærer over med det mindre end perfekte. (Hovsa, en anglicisme!)
I dagens Danmark optræder der en række sprogrøgtere, som både agerer anklagemyndighed og dommere, uden megen barmhjertighed. Tænk, hvis Jesper Steinmetz i stedet for at fange åbenlyse smuttere havde interesseret sig for, hvilke historier der blev bragt i vore aviser, hvor havde det været meget mere spændende.

Jimi Hendrix i Metroen

Dette er en hyldest til .. ja hvad? Først og fremmest til Jimi Hendrix, som var en af de sidste, som tilføjede rockmusikken noget nyt. Men også til Nokia, som har lavet filmkameraet og maskeret det som en mobiltelefon, til Microsoft, som har lavet et redigeringsprogram, som gør det muligt at lære at redigere film på 5 minutter. Og til et mindre kendt firma, som har gjort det muligt at konvertere Nokias film til noget som Windows kan håndtere. Filmen er taget en efterårsdag i Københavns Metro, ud af forruden.

Tilbage til rocken. Den er ikke død, men den har lugtet underligt et stykke tid. Bono sang om 3 akkorder og sandheden, tilbage i firserne og mere end ti år før det, i 1971 ca., døde Jimi Hendrix. Der er selvfølgelig kommet masser af fede bands til siden, men hvor meget nyt kan man egentlig lave, når man skal holde sig til sandheden og de famøse tre akkorder? Lige meget, Jimi Hendrix' musik holder stadig, hele vejen.

Slut på en epoke

I nittenhundrede og hvidkål oprettede jeg en hjemmeside med mit navn som adresse: henrik.jespersen.com. Den daværende edb-person på biblioteket havde gjort mig opmærksom på et amerikansk firma. De havde købt en masse personnavne som domæne og videresolgte dem kombineret med fornavne efter eget valg. Det bedste af det hele var, at fimaet ikke lige havde styr på oversøiske betalinger, så i mange år var det domæne gratis.

Det var filosoffen Descartes, som sagde noget om at: jeg tænker, derfor er jeg. I dag er det reduceret til: jeg har et netsted, derfor er jeg. Det med at tænke er ikke altid lige vigtigt, skulle man tro, når man følger med i medierne.

Imidlertid er der mange måder at være til stede på nettet på i dag. Jeg har en Facebook-profil som jeg sjældent bruger, en LinkedIn og Twitterprofil som er absolut ubrugt, og først og fremmest en blog, som er nem at komme til og nem at bruge. Skulle jeg have behov for et domæne, er det nemt og billigt at oprette et en dag.

Så til februar 2010 lukker min hjemmeside. Bloggen forbliver.

Berlin og muren anno 1986

I 1986 (ca.) var jeg et smut i Berlin, på en af den slags ture, hvor rejsen er vigtigere end målet. Men for trods alt at have noget at køre efter var vi altså i Berlin. Vi var også på østsiden af muren, for ligesom at få den virkeliggjorte socialisme ind gennem fodsålerne. Den ofte beskrevne undertrykkelse mærker man ikke meget til som turist, selvom vi traf en dansker, som personligt havde det tæt inde på livet. Han havde forelsket sig i en østtysker, og havde en hel del besvær med at få lov til at være sammen med hende.
Det som sprang mest i øjnene var den materielle fattigdom, som kom til udtryk i butikkernes ringe udvalg af billigt bras og i at der stadig var huse med skudhuller i facaderne. Og så en kage med smørcreme lave af billig margarine serveret på en cafe på Unter den Linden. Køerne var næsten lige så lange som i dagens New York, hvilket siger en hel del, men servicepersonalet var høfligt og korrekt, som man forventer det i Tyskland.
Billedet viser Brandenburger Tor under noget andre omstændigheder end dagens pressebilleder, og så selvfølgelig muren. Som man kan se, er fortiden for det meste i sort-hvid, og i datidens DDR var det desuden altid bidende koldt efterår.
Der er god grund til at fejre murens fald her 20 år efter, og forhåbentlig får vi også mulighed for en endnu større fejring om 5 år, når det er 25 år siden

Torsk

Når man bliver træt af kødskandaler, tusind dage gammelt hakket kød og fedt kalvkød solgt som magert lam, så er fisk et oplagt valg.
Jeg forestiller mig at det er svært at svindle med fisk, lugten vil vel afsløre alderen, hvis fisken er for gammel. Hvis ikke man selv fisker, kan man hæve sin opsparing og købe et ½ kg torskefilet. Kiloprisen er ca. den samme som små øko-biler. (kr. 165. - pr kg).
Denne opskrift giver en udmærket spise.

Hak et par skalotteløg, (eller som her Zittauer -) og lad dem klare i en gryde i rigeligt smør. De må ikke brune, men skal blot være klare. Tilsæt 1dl billig hvidvin (eller dyr, blot den ikke er for sød) ½dl hvidvinseddike og ½ dl vand. Bring det hele i kog og lad det koge i et par minutter. Smør et ildfast fad og læg fileten til rette. Hæld så meget af væsken og løgene ved, at fileten er halvt dækket, tilsæt et par tomater for farvens skyld og sæt det i en varm ovn. 20-25 minutter v. 200°. Serveres med årstidens tilbehør, f.eks. bagte rodfrugter.

Kunsten stiger

Kunst er ofte, måske altid, omgivet af en aura af højtidelighed. Man står som beskuer benovet og iagttager den store kunst, taknemmelig over et glimt af en bedre verden.
Niels Hausgaard bidrager så godt han kan med at gøre nar af denne højtidelighed, ved igen og igen at give skolelæreren til bedste. Iført Loden-frakke, med kataloget sammenrullet i hænderne på ryggen står han (vi) der og vipper op på forfoden og siger "spændende".
Vi var på Kunsten i Ålborg forleden for at se Nolde-udstilingen som varmt kan anbefales, temaet er Noldes relation til Danmark og der var at godt udsnit af hans produktion.

Men det er ikke det der er emnet her. Kunsten ejer et billede af Harald Slott-Møller, "Primavera", som er velegnet til den nævnte benovelse. En kunsthistoriker kan påvise en masse symbolik og associationer i hvad der for en umiddelbar betragtning er et feriebillede fra Italien.

Ganske vist malet overordentligt dygtigt, men i det digitale fotos tidsalder er det ikke rigtig længere nogen, der værdsætter håndværket i at frembringe et billede, nu om dage tager de jo sig selv.

Det værdifulde i Primavera giver ikke længere sig selv, det skal formidles, og har man først fanget nogen af de formidlede pointer, så kommer benovelsen også snigende, med eller uden Loden-frakke. Derfor var det ekstra befriende at se et lille tableau, som var opstillet på Kunsten, nemlig "Primavera" i 3 dimensioner og med bamser i stedet for mennesker. Så er højtideligheden ligesom pillet lidt ned, og man kan se billedet som det det er i dag, et håndmalet feriebillede.

Efterårsløv

Hvis man er så heldig, at det er solskin en søndag sidst i oktober, kan man tage en tur i skoven for at se på efterårsløvets mange farver. Jeg og mange andre finder de mange nuancer af gult rødt orange og grønt seværdige, ja lige frem smukke. Eventuelle tvivlere kan prøve Googles billedsøgning og overbevise sig om, glæden ved efterårets farver er udbredt, grænsende til det universelle.
Man kan forsøge at omsætte sit indtryk til billeder, men faren for at forfalde til banaliteter er nærliggende. En ting er at færdes i smukke omgivelser, noget andet er at bringe disse omgivelser på en billedmæssig brugbar form. Hverken mine egne billeder her på bloggen eller dem på Google eller Flickr hæver sig over det trivielle.
Går man til den dansk kunstverden, KID, får man massevis af hits. Efteråret har inspireret i hvert fald danske kunstnere til alle tider. F.eks. Willumsen i sine yngre dage. Spørgsmålet er, om f.eks. dette billede holder, som andet end en antydning af, hvad W senere skulle blive til. Som sagt er det ikke så ligetil at gengive sin oplevelse af efteråret på et billede, så det er værd at se på for andre.
Så hvis solen skinner en efterårsdag, så drop museet og tag en tur i skoven for at opleve the real thing for en gangs skyld. Som her, hvor vi kører gennem skoven ved Østerild på vej til Kirsten Kjærs museum.

Små Ulykker

Hvis man smadrer Thorvaldsens Jesus, er det så et religøst eller politisk statement, er det et stykke dekonstruktivistisk kunst, er det hærværk eller er det blot et uheld?

Det kommer heldigvis an på så meget, men her i morges gik vores jesusfigur i stykker. Det var en 12 cm høj kopi af den rigtige, som står i Københavns Domkirke. Den ses meget ofte kopieret og er ikke uerstattelig, så ulykken var ikke så stor.

I forvejen manglede tommelfingrene. Det har længe været en sport hos os, hvergang vi så en kopi, at lægge mærke til, om den havde tommelfingre. Forbløffende ofte mangler de.

Jeg skal spare læserne for en religiøs og kunstnerisk gennemgang af forskellen på Thorvaldsens Jesus og den i Rio de Janeiro. I stedet vil jeg slå et slag for Wikimedia Commons, hvor man kan finde bl.a. dette billede, gratis og lovligt.